Den Intellektualiserede Kristendom
Fra djævlebevidsthed til kristusmentalitet
102. Jeg har nu ganske flygtigt påvist alle de særlige realiteter, ved hvilke Gud igennem den fysiske verden skaber mennesket i sit billede efter sin lignelse. Jeg har således kun berørt denne guddommelige skabelsesproces, hvor den er så langt fremskreden, at det levende væsen er blevet til det, vi udtrykker som "menneske". Men Guds skabelse, hvilket vil sige: udviklingen, af mennesket begyndte længe før, det nåede frem til den oprejste gang, begyndte at blive til menneske og dermed blev alle andre levende væsener på jorden overlegent. Det er altså dette væsen, der i dag fremtræder som det mere eller mindre uudviklede og dermed ufærdige jordmenneske. Jeg har allerede i det foranstående berørt jordmenneskenes ufærdige væremåde. Vi må erkende, at de står på højst forskellige udviklingstrin. Denne deres tilstand viser altså, at de er undergivet en udviklingsproces. Vi kan yderligere se, at det ufærdige menneskes mentalitet endnu ikke er vokset ud af en mentalitet eller psyke, der er let at kende som den samme mentalitet, ved hvilken dyrenes livsoplevelse og manifestationer befordres. Menneskene udtrykker således stadier i en udvikling fra den dyriske mentalitet og frem til en mentalitet, der sluttelig bliver så fuldkommen, at den kommer til at udgøre en kristusmentalitet, altså en mentalitet, der er så totalt blottet for dyriske tendenser, at vi ikke mere deraf kan se, at menneskene stammer fra dyrene eller rettere har udviklet sig fra den dyriske tilstand og frem til den menneskelige. Men hvordan skulle det ellers gå til, at det ufærdige menneskes bevidsthed mere eller mindre indeholder dyriske tendenser? - Og hvordan får det samme væsen ren menneskebevidsthed, hvis det ikke udviklede sig ud af det dyriske islæt i dets mentalitet og væremåde? - Ja, vi kan endog se, som vi senere skal analysere, at den dyriske bevidsthed i mennesket har kunnet udvikle sig til ligefrem djævlebevidsthed, altså en bevidsthed, der er millioner af gange mere dræbende, lemlæstende og ødelæggende over for medmenneskene og andre levende væsener end dyrenes. Denne tilstand udgør den totale kontrast til lyset, der i sin kulmination er alkærlighed og alvisdom. Det levende væsen må således, for at kunne blive ekspert i lysets væremåde og dermed blive et færdigt menneske i Guds billede, nødvendigvis først gennemgå dette at være ekspert i mørkets væremåde. - Dette at skulle gennem mørket for at blive til det færdige menneske i Guds billede kan for mange mennesker synes helt utroligt. Ja, de vil måske endog blive indignerede, blive intolerante eller bitre på grund af disse analyser af det evige verdensalt. De har i årtusinder ikke fået oplyst mørkets sande identitet. Religionerne har kun givet menneskeheden oplysninger om lysets nødvendighed i væsenernes væremåde, for at de til sidst kan få et lykkeligt liv. Profeter og verdensgenløsere har i høj grad haft tendens til at velsigne lyset, medens de har opmuntret menneskene til at forbande mørket eller det onde. Men dette kan man ikke bebrejde menneskehedens profeter eller åndelige førere. De var nødsaget til at foreholde menneskene lysets væremåde som den primære tilværelsesform. Med hensyn til forklaring af mørket måtte de være forsigtige. Hvordan skulle menneskene på fortidens primitive mentale stadier kunne fatte, at mørket er en livsbetingende foreteelse i Guds skabelse eller udvikling af de levende væsener i sit billede efter sin lignelse? - Dette guddommelige billede ville være en total umulighed, hvis det ikke kunne markeres og derved gøres tilgængelig for oplevelse og manifestation.
      Hvordan skulle man kunne markere en ting uden ved hjælp af dens modsætning? - En ting bliver kun tilgængelig for sansning der, hvor den i sin struktur afviger fra sine omgivelser. Man skriver ikke en meddelelse med hvide bogstaver på en tavle, der har samme hvide farve som bogstaverne. Ligeledes kan man heller ikke male et billede på hvidt lærred med den samme hvide farve som den, lærredet har. Er ikke netop tingenes tilgængelighed for sansning afhængig af, at de udgør en kontrast til andre ting? - Hvordan skulle menneskene kunne opleve noget lys, hvis ikke dette lys kunne markeres med dets mere eller mindre fremtrædende kontrast eller modsætning til mørket? - Hvordan skulle vi få kendskab til lys, hvis vi ikke fik kendskab til mørke? - Hvordan skulle vi komme til kendskab om kærlighed, hvis vi ikke fik kendskab til hadet? - Hvordan skulle vi se, at noget er godt, hvis vi aldrig havde oplevet noget, der var ondt? - Hvordan skulle vi kunne erkende fuldkommenhed, hvis vi ikke havde oplevet ufuldkommenhed? - Al sansning er således betinget af kontrastprincippet. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Gud lader menneskene nyde af kundskabens træ, når de derved kan opleve kontrasten til det gode og kontrasten til det onde, og hvorved deres evne til at kende forskel på godt og ondt udvikles. Uden denne udvikling ville menneskene hverken få evne til at opleve eller skabe.
      Lysets eller alkærlighedens oplevelse er altså baseret på oplevelsen af dens kontrast, hvilket som nævnt er mørket eller det onde. Og desto sortere mørket er, desto større kontrast til lyset og desto større og fuldkomnere bliver oplevelsen af dette. Og mørket i verden er altså så fuldkommen en kontrast til lyset, at væsenet ved hjælp af dette bliver synligt i et sådant strålevæld, at det udtrykker selve Guds billede efter hans lignelse. Denne væsenets guddommelige selvoplevelse af lyset kræver altså, at man har oplevet et tilsvarende mørke, ligeledes ved selvoplevelse og ikke blot ved teoretisk oplysning fra andre væsener.
      Mørket med dets krige og lidelser, dets tortur-, drabs- og lemlæstelsesprocesser, sorger, bekymringer, nød og elendighed, er i absolut forstand kun virkningerne af menneskenes egne, på grund af deres primitivitet og kosmiske uvidenhed, manifesterede fejlagtige manifestationer. Da de kosmiske love for manifestation eller skabelse urokkeligt betinger, at væsenernes væremåde må være alkærlighed, for at de kan være til glæde og velsignelse for alt levende, bliver mørket således ikke blot en vejledning for dets ophav i, hvorledes en manifestation ikke skal være, men det forandrer også væsenets følelsesliv fra brutalitet til humanitet. Det er denne, der igen udvikler sig til næstekærlighed eller alkærlighed. Alkærligheden afføder igen i væsenet den allerhøjeste eksisterende livsoplevelsestilstand. Den gør det til et lysets væsen, til et kristusvæsen, der fremtræder i Guds billede efter hans lignelse. Da mørket således er Guds vejledning af mennesket frem til at kende forskel på godt og ondt, kan det i kosmisk forstand absolut ikke frakendes at være et gode. Men det er rigtigt, at det er "et ubehageligt gode". Jeg har derfor udtrykt mørket ved denne betegnelse, ligesom jeg på samme måde har udtrykt lyset som "det behagelige gode". Mørket er således et gode i kraft af, at det netop er Guds indvielse af væsenet til at udforme sit liv, sine manifestationer og oplevelser i Guddommens højeste bevidsthedsstruktur eller Guds egen altgennemtrængende hellige ånd, der netop udgør alkærlighed og alvisdom. Det er denne bevidsthedstilstand, mennesket opnår i form af "kosmisk bevidsthed" gennem fuldkommengørelsen ved hjælp af oplevelsen af mørket igennem de mange fysiske jordliv. Den totale kosmiske bevidsthed frigør væsenet fra reinkarnationerne eller genfødelserne på det fysiske plan. Det bliver et alkærlighedens og alvisdommens lysvæsen i Guds primære eller allerhøjeste bevidstheds strålevæld. Det således færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse er ét med Guddommen og lever sammen med denne igennem tid og rum i al evighed.