Den Intellektualiserede Kristendom
Det levende verdensalt - den absolut eneste ene sande Guddom
Dette afsluttende kapitel består af 35 tekststykker, stk. 103-137, som foreligger samlet under den angivne overskrift i manuskriptet. Det skal bemærkes, at manuskriptarkene til stk. 125-137 er præget af en del overstregninger og håndskrevne tilføjelser. Martinus er her efter alt at dømme ikke nået så langt i sin bearbejdning som i de øvrige tekstafsnit.

Den udødelige skaber i form af alt levende. Den årsagsløse årsag
103. Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse er altså en meget lang proces. Den strækker sig, som vi senere skal se, helt nede fra minerallivsformen over plantelivsformen op til dyrelivsformen, som de nuværende jordiske mennesker er ved at udvikle sig ud af for at blive til det nævnte færdige menneske i Guds billede. I denne proces er et menneskes enkelte fysiske jordliv kun en meget lille brøkdel. Denne lange, gigantiske udviklingsproces kunne altså umuligt finde sted, hvis det levende væsen kun havde ét eneste jordliv. Men når det viser sig for den udviklede eller kosmiske iagttager, at det levende væsen er underkastet denne udvikling, som kræver mangfoldige eller tusinder af jordliv blot for at udvikles fra dyr til, igennem mørkets kulmination som djævlevæsen, at nå frem til Guddommens store mål med mennesket som et kristusvæsen eller menneske i Guds billede, bliver det, som før nævnt, en kendsgerning, at det levende væsens fysiske organisme ikke kan være væsenets virkelige identitet. Nævnte organisme er knyttet til noget, som kan overleve dennes undergang og igen fødes og opleve livet i en ny fysisk organisme og således fortsættende. Vi har allerede været inde på dette nogets identitet som jeget i et levende væsen. Hvad forstår man nu ved dette noget eller jeget? - Hvordan er dets analyse? - Nævnte jeg afviger fra alt andet i verdensaltet ved ikke at have nogen som helst skabelsesanalyse af sig selv, da det aldrig nogen sinde er blevet skabt, men evigt har eksisteret. Det eneste, man kan sige om det, er, at det udgør et eksisterende "noget, som er". Vi møder her i det levende væsens jeg en stråle fra det allerhøjeste element i verdensaltet. Det udgør i sig selv et evigt "noget", der må betegnes som lys, hvis stråler, ved et særligt princip, er udspaltet på en sådan måde, at hver enkelt stråle udgør det evige jeg i ethvert levende væsen. Derved kommer alle de levende væseners jeger tilsammen til at udgøre et gigantisk jeg eller jeg-element bag hele det synlige verdensalts struktur, ja, denne bliver, som vi senere skal se, derved synlig som en organisme for dette gigantjeg. Den udviklede kosmiske iagttager oplever således her verdensaltet som "et levende væsen" med et jeg og en organisme. Dette førnævnte højeste "noget" er således selve livselementet eller "det levende" i hele verdensaltets struktur. Det er dette evige nogets berøring med materien, der opretholder denne i bevægelse og omformer den til de levende væseners organismer eller redskaber for manifestation og oplevelse. Bevægelse er således livets fornemmeste kendetegn. Uden "noget levende" ville al bevægelse være en total umulighed. Vi har altså her i det absolut højeste "levende noget" fundet livets ophav. Dette ophav er således livets absolut første årsag. Denne årsag kan ikke være en virkning af nogen forudgående årsag, da den er absolut alle årsagers og virkningers ophav og frembringer eller skaber. Skaberen er det højeste "noget" og kan derfor ikke være skabt. Hvis der havde været en tid, da skaberen ikke eksisterede, hvordan skulle skaberen da kunne være blevet skabt? - Noget kan ikke komme af intet, ligesom noget ikke kan blive til intet. Skaberen eller det "levende noget" er således absolut livets første årsag og vil derfor være at udtrykke som en "årsagsløs årsag". Den er således ikke en virkning af nogen forudgående årsag. Denne årsagsløse årsag er altså selve livets kilde og afslører selve verdensaltet som et altomspændende levende væsen. Det er ophavet og skaberen til alt. Dette bliver til urokkelig kendsgerning ved iagttagelse af materien. Igennem denne iagttagelse bliver vi vidne til, at al materie er bundet i foranderlige skabte ting eller foreteelser. Al materie viser os således en altomfattende, uophørlig skabelsesproces, men derved bliver verdensaltet også et ocean af "skabte ting". Disse skabte ting er hver især hundrede procent logiske i deres færdigskabte tilstand, hvilket vil sige, at de er tilsvarende hundrede procent ufejlbarligt tilpassede til at være medbefordrende af opfyldelsen af et eneste stort guddommeligt formål. Da dette formål urokkeligt er, at al skabelses slutfacit i verdensaltet skal være til glæde og velsignelse for "alt levende", afslører materien således, som før nævnt, det højeste "noget" i forbindelse med materien som et tænkende, ønskende og viljeførende, logisk skabende og dermed alkærlighedsbefordrende levende væsen.