Den Intellektualiserede Kristendom
De levende væseners organiske tilknytning til Guddommen
106. Vi er nu blevet orienteret om verdensaltets eksistens som et levende væsen, der ved sin altomfattende, gennemtrængende og altoverstrålende natur er synligt som "den absolut eneste ene sande Gud", som alle tiders mennesker, lige fra deres første begyndende spæde tendens som menneske og videre frem i den menneskelige udvikling, har forestillet sig eksisterende, men uden at vide hvordan dennes liv i virkeligheden formede sig. Hvordan går det til, at alle væsener i deres spæde begyndelse som mennesker uundgåeligt har fået denne forestilling om højere magters eller guders eksistens? - Det er rigtigt, at deres opfattelse af denne højere magts eksistens kun kunne formes i skikkelse og væremåde i forhold til de pågældende væseners udviklingstrin, men da hverken human følelse, intelligens og slet ikke intuition var udviklet i menneskets primitive begynderstadium, kunne det ikke være ved hjælp af disse evner, at menneskene i deres spæde begynderstadium kunne få forestillingen om højere magters eller guders eksistens. Det var således absolut ikke ved intellektualitet eller videnskab, at de kunne få den nævnte forestilling. Det var altså ved en helt anden bevidsthedsegenskab, at væsenerne begyndte at få en guddomsopfattelse. Det var den samme egenskab, der får dyret til at udløse angstskrig, når det kommer i overhængende livsfare. Er det ikke en delvis automatisk udløsning af et skrig om redning eller hjælp i dets farlige situation? - Men til hvem henvender dyret dette skrig? - Dets egne artsfæller flygter som regel i rædsel for ikke selv at blive ramt af den ulykkelige eller livsfarlige situation. Dyret har naturligvis heller ikke nogen som helst viden eller bevidsthed om en guddoms eksistens. Dets angstskrig er således en organisk funktion, der automatisk udløses af dets rædselschok i den givne farlige situation. Men hvorfor skulle denne organiske funktion ikke være til stede i længere fremskredne væsener i udviklingen? - Er det ikke netop denne indbyggede organiske funktion, der efterhånden danner grundlaget for menneskenes begyndende anelse om højere magters, guders eller en guddoms eksistens? - Da de første primitive mennesker, som før nævnt, endnu ikke har fået hverken højere følelse eller intelligens og slet ikke intuition, kan de umuligt opleve Guddommen intellektuelt. De kan kun opleve denne med den første meget begrænsede spæde oplevelsesevne, nemlig den, vi udtrykker som instinktevnen. Dens kapacitet er, foruden at befordre organismernes automatfunktioner, at sætte væsenerne i stand til at "ane". Blomsterne kan netop i kraft af denne evne åbne sig for solens varme og lukke sig for nattens kulde og automatisk befordre sin forplantning der, hvor betingelserne herfor er til stede. Det er altså denne instinktevne, der også til en vis grad leder dyrene til opfyldelsen af de betingelser, der er nødvendige for deres fysiske eksistens. Men væsenerne bliver ikke ved med at stå på det samme udviklingstrin. Plantevæsenerne udvikler sig videre frem igennem dyreriget til abemennesket, der igen udvikler sig frem til det intellektuelle menneske og herfra frem til det færdige menneske i Guds billede. Men den instinktbårne, automatiske organiske funktion, der befordrede dyrets angstskrig, hører ikke op, fordi planten udviklede sig til dyr og begyndende menneske, tværtimod, med denne udvikling har det primitive menneske begyndt at få følelse og intelligensudvikling. Det begynder at kunne iagttage sine omgivelser, naturens vældige skabekræfter og virkningerne af disse, tilblivelsen af de mange forskellige former for levende væseners organismer og verdensrummet med sine vældige kloder, sole og mælkeveje, både i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos og de til disse knyttede uløste mysterier. Da instinktevnen endnu er den primære sanseevne, medens intelligens- og følelsesevnen endnu er meget spæde, og selv om væsenerne har fået fysisk syn, hørelse, lugt og smag osv., kan de ikke gøre sig deres fysiske oplevelsers store objekters sande videnskabelige natur begribelige. De ser naturens kræfter, de ser stjernerne på himlen, planeter, sole og mælkeveje, men rent intellektuelt kan de ikke se eller opleve disse foreteelsers virkelige kosmiske analyse. De kan ikke som kendsgerning se disse verdensaltets skabelsesprocesser som et altomfattende levende væsens bevidste livsmanifestationer. Men i denne deres primitive tilstand, hvor deres instinktevne er kulminerende, kan de ved hjælp af denne ane, at de nævnte verdensaltets eller naturens kræfter er udtryk for livsmanifestationer. Men den absolut eneste sande Gud som ophav til disse livsmanifestationer kan de endnu ikke gøre sig begribelig. Men i kraft af deres instinktevne og spæde begyndende intelligens og følelse bliver de i stand til at danne sig anelsesforestillinger om nævnte guddommelige ophav, men kun med deres egen primitive livstilstand, udtrykt i en idealiseret form eller skikkelse, som model for deres guddomsopfattelse og deres heraf affødte gudsdyrkelse og væremåde.
      Væsenerne har således en organisk automatisk båret tendens til at leve på en gudsdyrkelsestilstand, der så bliver viderebefordret og udviklet af deres fysiske oplevelse, dels reaktionerne af deres samliv med de øvrige levende væsener i deres omgivelser og dels med deres omgivelser i form af naturens vældige skabekræfter, der netop bestyrker og underbygger deres tro på en højere magt, guder eller guddomme, for til sidst med udviklingen af de højere kosmiske sanser at komme til at opleve den virkelige, højeste og eneste sande Guddom, verdensaltets altomfavnende og altoverstrålende ophav. De levende væsener og Guddommen danner således, som allerede før nævnt, et urokkeligt kosmisk familieskab. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus altid udtrykte Gud som sin "Fader".