Den Intellektualiserede Kristendom
Det stoffri og materiefri verdensalt. Guldglorien. Sædet for alt immaterielt "noget, som er". Det levende i de levende væsener
11. Det kan muligvis virke mærkeligt på den studerende at se detaljer beskrevet, som ikke består af stof. Men da disse detaljers virkninger af den udviklede forsker kan iagttages helt ind til deres immaterielle fremtræden, og det kan konstateres, at i dette immaterielle har bevidsthedens talentkerner deres sande årsag, er man nødsaget til at erkende dette usanselige "nogets" eksistens som kendsgerning. Vi er her kommet til en del af verdensaltet, der ikke består af stof. Det består af noget, som ikke er skabt eller programmeret ved forudgående tænkning. Alle detaljer her har fra evighed været til og vil i al evighed blive ved med at være til. Vi er her kommet til selve det skabende princip. Men hvordan skulle skabeprincippet og dermed skabelse blive til, hvis der havde været en tid, da skabeprincippet ikke var til? - Kan et jernbanetog skabe sig selv? - Er det ikke ligeså med flyvemaskiner, biler? - Kan paladser, huse og hytter skabe sig selv? - Kan litteratur, bøger og eventyr osv. skabe sig selv? - Er ikke alt, hvad der er skabt af fysiske ting, urokkeligt afslørende en "skaber"? - Da hele verdensaltet viser sig at være et eneste stort skabelsesocean, må der således være en "skaber" bag verdensaltet. Hvem er denne skaber, der har hele verdensaltet til organisme eller legeme? - Denne skaber udgør alle de væseners jeger, der er blevet til de færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Alle disse væsener er det samme som "kristusvæsener". Disse er, som vi allerede har berørt, alvidende, almægtige og alkærlige.
 
På dette sted mangler der en side i originalmanuskriptet og den efterfølgende tekst starter midt i en sætning. Ordene i parentes [ ] er tilføjet ved redigeringen for at give denne sætning en naturlig indledning. I teksten omtales "guldglorien", som Martinus bl.a. beskriver i stk. 3 i forbindelse med oplevelsen af sin egen kosmiske indvielse. Det fremgik af hans udtalelser, at han følte det magtpåliggende at formidle storheden i sin oplevelse af guldglorien, om hvilken han brugte betegnelser som: "et guldocean af gyldne tråde", "en oplevelse af at være i sit evige jegs hjemsted, uden for tid og rum, ét med uendeligheden og evigheden, i sit udødelige jegs element". Tilhørerne til hans sidste foredrag ved 90-årsfødselsdagen i 1980 (se Kosmos nr. 7/2004) vil huske, hvordan omtalen af guldglorien gjorde ham meget bevæget. "Den er til stede i alle levende væsener og derfor kalder jeg det også det levende i det levende væsen", sagde han ved denne sin sidste offentlige fremtræden.

      [Uden jeget] er det ikke noget levende væsen. Jeg har derfor kaldt det "det levende" i det levende væsen. Det eksisterer i denne tilstand som absolut stilstand eller som "det faste punkt", på hvilket alt i verdensaltet bevæger sig. I denne guldglorie begynder en ny glorie at gøre sig gældende. Denne viser sig som kulminerende lys, og dette er begyndelsen til det, vi kalder "ånd". Med denne ånds tilknytning til kristusvæsenernes kosmiske talentkerner kunne væsenet sætte bevægelse i gang. Det er det, vi kender som tankestof. Men vi må her forstå, at der ville ikke komme nogen som helst bevægelse i gang. Den har været i gang i al evighed. Den kan kun holdes i gang.
      Bevægelse i verdensaltet har i al evighed været i gang og vil i al evighed blive ved med at være i gang. Den kan hverken begynde eller standse. Den kan kun holdes i gang, det betyder holdes i live. Det eneste sted, hvor bevægelse ikke eksisterer, er i guldglorien. Man må således forstå, at alt, vi betegner som glorie, er det faste punkt. Kun forandringer i bevægelse kan finde sted, og disse forandringer i bevægelse er det, vi kalder "skabelse".