Den Intellektualiserede Kristendom
Trosreligiøsitetens degeneration og dermed verdensreligionernes forfald
110. Da alle mennesker er underkastet udvikling, vokser de fra den religiøse trosevne eller den guddommelige suggestion og frem til intelligensevnens udvikling. Med denne evnes udvikling vokser de fra den uintellektuelle kristendom, da denne, som før berørt, ikke er egnet for intelligensmæssig forskning. Og væsenet bliver her mere eller mindre materialist eller gudløs. Dette gælder naturligvis ikke blot videnskabsmænd. Andre almindelige, intelligente mennesker vokser ligeledes fra kristendommen, eftersom deres intelligens udvikler sig, og de begynder at fordre logik eller mening i objekters forklaringer, for at de kan accepteres. Da udviklingen fører alle menneskene fra lavere til højere livstilstande, fra primitivitet til intellektualitet, fører den således alle andre religioners væsener fra deres religiøse tro eller guddommelige suggestion til intelligensmæssig bevisført fordring for enhver godkendelse af viden eller forklaring af et objekt. Det er således ikke blot den kristne verdensreligion, der er i opløsning. Alle andre verdensreligioner, sekter og samfund vil med tiden forvandles, idet de alle er baseret på den guddommelige suggestion, der igen er baseret på væsenernes religiøse instinkt. Da dette instinkt hos alle mennesker er i færd med at degenerere til fordel for intelligensevnens udvikling, vil denne udvikling bringe trosvæsenerne til at blive til intelligensvæsener. Efter denne forvandling vil de som nævnt forlange kendsgerninger som bevisførelse for ethvert objekt for at kunne acceptere dette som sandhed. Dette gælder naturligvis i allerhøjeste grad de religiøse dogmer og påstande. Men da disse ikke er tilgængelige for intelligensmæssig efterforskning, bliver menneskene irreligiøse, gudsfornægtere, materialister og dermed uden nogen som helst kosmisk livsstøtte, ja, de er rene analfabeter med hensyn til hele den psykiske verden og dens detaljer hinsides den fysiske verden og den rent fysiske sansning. En materialistisk eller gudløs bevidsthedssfære har derfor allerede for længst begyndt at beherske store dele af menneskeheden. Dens virkninger breder sig mere og mere. Det er i denne gudløshed og påfølgende materialisme, at menneskene har udviklet sig i raffineret krigsbegavelse og skabelse af helvedesmaskiner og andre geniale tortur- og dødsapparater, med hvilke de i dag kan udfolde en djævlemanifestation millioner af gange større i ødelæggelses-, lidelses- og dødskapacitet end dyrenes højeste drabs- eller dødskunnen. Vi kan derfor ikke med rette kalde denne mentale tilstand "dyrisk". Dens rette udtryk kan kun være "djævelsk". Er det ikke netop den mentalitet, der udgør kulminationen af al mørk mentalitet i verden, kulminationen af kontrasten til livets højeste lys: alkærligheden, altså den mentalitet og væremåde, uden hvilken intet som helst væsen kan blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse og dermed umuligt få "kosmisk bevidsthed"? - Og uden denne bevidsthed ingen som helst mulighed for selvoplevelse af livsmysteriets løsning eller sand erkendelse af "vejen, sandheden og livet" i verdensgenløserens fodspor.
      Hele den hidtil på troen eller den guddommelige suggestion baserede gudsdyrkelse er altså nu nået frem til sin begyndende slutepoke. I samme grad som det religiøse instinkt og dermed trosevnen degenererer hos menneskene, og de kun accepterer logik og materielle kendsgerninger som livsobjekter, vil hele den på instinkt og suggestion baserede religiøse verden, dyrkelsen af den virkelige, ene, sande Gud, efterhånden gå i forfald og for en tid synke i grus. Kristendommens evige sandhed, verdensgenløserens udødelige facitter kan ikke ses eller opleves med den blotte intelligensevne alene og en endnu mere eller mindre inhuman eller kold følelse. For et sådant menneske vil livets kosmiske facitter, livsmysteriets løsning, kun virke som døde og kolde livløse postulater. Og da menneskene foreløbig er på vej til kun at kunne opfatte verdensreligionernes evigt lysende facitter som postulater, fantasi og overtro, i samme grad som deres intelligens og endnu meget ufærdige eller inhumane følelse udgør deres højeste sansekapacitet, må de naturligvis, som før nævnt, blive materialistiske, irreligiøse eller gudløse. Men det betyder naturligvis ikke, at religionerne verden over er eller har været til ingen nytte, tværtimod. Hvad skulle have vejledet alle jordens uintellektuelle mennesker på de forskellige udviklingstrin, lige fra de meget primitive naturmennesker og op til de nuværende relativt intellektuelle kulturmennesker, hvis ikke der samtidig havde været mennesker med en så udviklet åndelig kapacitet, at de kunne være autoriteter, ledere og verdensgenløsere for dem og kunne tilpasse deres instinkt og anelser i kontakt med deres udviklingstrins samtidige normale fordringer og væremåde? -
      Men som nævnt er menneskene nu mere og mere uimodtagelige for dogmer eller postulater. De forlanger beviser og kendsgerninger. De er mere eller mindre i færd med at vokse fra det instinkt, der fik dem til helt at basere deres liv på autoriteter, profeter og verdensgenløsere og deres fortolkninger af sandheden uden nogen som helst bevisførelse for denne fortolknings ægthed. Kun troen på de nævnte autoriteter og deres fortolkninger var nok. De troede på autoriteter, ligesom det meget mindreårige lille barn tror på sin fars og mors udsagn uden nogen som helst bevisførelse om disse udsagns ægthed. Denne det mindreårige barns blinde tro og tillid til faderens og moderens udsagn er nøjagtigt den samme tro, det samme princip og den samme kraft, ved hvilken tilhængerne af alverdens religioner, sekter og samfund hver især er knyttet til deres trosobjekter og disses autoriteter, profeter og verdensgenløsere. Men det lille mindreårige barn bliver ikke ved med at være mindreårigt og afhængig af faderens og moderens autoritet og udsagn. Det vokser frem til selv at kunne opleve og danne sig anelser eller meninger om livet og tilværelsen og kræver derved en højere og mere omfattende forklaring, end da det var mindreårigt. Og det er nøjagtigt det samme princip, der gør sig gældende i menneskehedens begyndende, primitive religiøse epoke. Menneskene bliver heller ikke ved med at være åndeligt mindreårige og kunne tilfredsstilles med påstande, dogmer eller fortolkninger, der ikke er bevisført som kendsgerninger, men derimod kun udgør dele af den evige sandhed, iklædt symboler og lignelser tilpassede og gjort forståelige for det uintellektuelle menneske.