Den Intellektualiserede Kristendom
Menneskene forstår slet ikke, at livets mørke eller helvede er et absolut uundværligt led i Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse
112. Denne kulminerende eller allerstørste udfoldelse af livets mørke eller den mest fejlagtige oplevelse af det virkelige liv er et uundværligt led i den store skabelsesproces, alle levende væsener befinder sig i. Den er udtrykt i Bibelen som Guds befaling: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Men menneskene forstår slet ikke denne sætning og i mange tilfælde heller ikke, at der eksisterer en Gud eller en bevidsthed, der kan befordre en sådan skabelse. De forstår derfor heller ikke, at denne skabelse er en gigantskabelse, der for det enkelte menneskes vedkommende strækker sig over millioner af år. Menneskets skabelse i "Guds billede efter hans lignelse" er således ikke en lille øjeblikshændelse. Det er også let her at se, at et enkelt fysisk jordlivs oplevelse kun udgør en enkelt meget lille brøkdelsoplevelse af denne gigantskabelse af mennesket i Guds billede. Alle ufærdige mennesker, både på det fysiske og psykiske eller åndelige livsplan, lever altså et eller andet sted mere eller mindre nær denne deres egen guddommelige skabelsesplans endemål eller slutfacit, alt efter som de selv er mere eller mindre nær dette slutfacit "det færdigskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse". Hvert eneste enkelt jordmenneske udgør et mere eller mindre ufærdigt stadium i denne dets gigantiske, guddommelige skabelses- eller forvandlingsproces.
      At denne gigantiske skabelsesproces i al sin vælde umuligt kunne afsløres for menneskene i deres meget primitive tilstand, er givet. En bevidsthed, der skal udgøre Guds bevidstheds udtrykte billede, må være ikke blot fysisk, men også kosmisk. Dette vil igen sige: en bevidsthed, der kan overskue kosmos eller verdensaltets grundanalyse i sin helhed og ikke bare en analyse af en af verdensaltets mange lokaliteter. Det må være en analyse, der viser, at verdensaltets mangfoldighed af lokaliteter udgør et urokkeligt sammenspil af kræfter, hvis slutfacit absolut uundgåeligt er "alkærligheden", rent bortset fra uendeligheden og evigheden. For at det levende væsen kan få en sådan bevidsthed, eksisterer den fysiske verden. De levende væsener i den fysiske verden er alle uden undtagelse af Gud påbegyndte skabelser, der hver især i deres store slutfacit skal blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". De væsener, der er længst fremme i denne skabelse, er de ufærdige mennesker. Dernæst bag dem i den store skabelsesproces kommer dyrelivsformerne. Og bag dem igen plantelivsformerne, og efter dem igen minerallivsformerne, hvis tilværelsesplan grænser ind i den åndelige verden. Alle disse ufærdige væsener: både mineral-, plante-, dyre- og de ufærdige menneskelivsformer, er alle permanent under Guds skabende hånd både nat og dag, aften og morgen. Det gælder, når de sover eller er vågne. De er aldrig nogen sinde uden for denne guddommelige skabelse eller modellering. De er alle på vej til det store mål: at blive i Guds billede, blive identiske med det evige lys, hvilket vil sige: den guddommelige bevidsthedstilstand, der udgør den altomfavnende alkærlighed. Denne er igen, som det fremgår af mine øvrige værker, ikke bare et høfligheds- eller dannelsesudtryk eller et venligt klap på skulderen af sin næste. Den er heller ikke på nogen som helst måde et ungt pars gensidige hede forelskelsesudtryk. Den udgør derimod en handlemåde, der i virkeligheden er livets højeste videnskab eller visdom. Hvis den ikke er det, er den absolut ikke alkærlighed. En videnskab, der ikke er alkærlighed, kan umuligt være videnskab. Alkærligheden er således livets allerhøjeste livsprincip, livets allerhøjeste skabe- og manifestationsprincip. Alle andre former for skabe- eller manifestationsprincipper, der afviger herfra, er kun udtryk for fejlagtig eller ufuldkommen skabelse. Den befordres kun af væsener, der endnu ikke er færdigskabte mennesker i Guds billede.
      Alle jordens levende væsener er således under udvikling fra minerallivsformer til plantelivsformer og frem til dyrelivsformer og videre frem til en endnu højere livsform. Denne livsform udtrykkes ganske vist som "menneskelivsformen", men i dens kosmiske analyse må vi udtrykke den som mørke- eller djævlelivsformen. Det er en livsform eller væremåde, store dele af menneskeheden endnu sukker og stønner under. Hver dag bringer aviser, radio og fjernsyn beretninger om oprør, krige og blodsudgydelser, mord og drab, tortur, kidnapning og hævnakter, byer bombes og jævnes med jorden, millioner af mennesker bliver myrdet og lemlæstet, hustruer bliver enker, børn bliver faderløse, ja ofte forældreløse, tusinder af mennesker vansmægter i koncentrationslejre, og andre tusinder befinder sig i livsnedbrydende krigsfængsler og frihedsberøvende flygtningelejre, tusinder af krigens sårede og lemlæstede vånder sig på deres smertenslejer. Og menneskene fortsætter med at skabe kernevåben og helvedesmaskiner, mere og mere gigantiske i deres rædselseffekt, mere og mere altødelæggende. Vi er her vidne til livets kulminerende mørke. Det udgør lige akkurat modsætningen eller kontrasten til det strålende lysets verdensrige, som også er under stærk udvikling i form af den allerede begyndte ny verdensepoke, der er bebudet som "himmeriges rige".