Den Intellektualiserede Kristendom
Menneskene og alkærligheden
117. For menneskene er denne forannævnte livets største grundlov kommet til udtryk igennem verdensgenløserens ord: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. Dette er det første og store bud. - Men det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne" (Matt. 22.37-40). - Men hvordan kan det ufærdige menneske elske sin næste som sig selv? - Dette, at elske sin næste som sig selv, er ikke bare en viljesakt som f.eks. dette at stå op eller sidde ned. Det nytter ikke, at man gerne vil elske sin næste som sig selv, hvis ikke man har udviklet evnen til det. Næstekærligheden eller alkærligheden er altså en evne, båret af et talent. Men et talent og dermed en evne kan kun blive til ved udvikling, hvilket igen vil sige ved gentagne oplevelser eller erfaringer. Denne oplevelse i tilstrækkelig grad bliver til en vanefunktion og i bedste tilfælde til automatfunktion, der ikke behøver at styres af viljen. Alkærligheden på dette udviklingsstadium bliver en karakteregenskab hos dens ophav. Når denne egenskab er totalt udviklet, og dette ophav dermed er blevet det færdigskabte menneske i Guds billede, oplever det kosmiske glimt for til sidst at opleve "den store fødsel". Det, der i særlig grad udvikler alkærligheden hos mennesket, er virkningen af dets gentagne mørke- eller lidelsesfrembringende væremåde over for næsten. Da virkningerne af den væremåde, vi manifesterer over for næsten, hvilket altså vil sige: over for dyr og mennesker, bliver vor kommende skæbne, bliver denne således nøjagtig så ond eller god som den, vi har manifesteret over for omgivelserne eller vor næste. De mange oplevelser af mørke, smertefulde og lidelsesfulde karma- eller skæbnetilstande skaber et talent i væsenet til at føle medlidenhed, der bliver til humanitet og næstekærlighed eller alkærlighed. I samme grad som denne medlidenhedsevne vokser i væsenet, kan det i tilsvarende mindre og mindre grad nænne at gøre det onde imod næsten eller omgivelserne. Og det begynder da at få permanent lys skæbne. Og det bliver i samme grad et alkærlighedens væsen i Guds billede efter hans lignelse.
      Her må man lære at forstå, at alkærligheden absolut ikke er identisk med den sympatifølelse, der befordrer den enpolede seksuelle parringsakt. Denne sympati og akt opretholdes ved en organisk proces. Den kræver derfor ikke, således som alkærligheden, kun at kunne blive til ved udvikling. Alle fysiske væsener, ligegyldigt hvilket udviklingstrin de så end måtte befinde sig på inden for deres udviklingsområde, har den sympati i tilstrækkelig grad. Men den gælder hovedsageligt kun for parringspartneren og afkommet og ikke mere. Men alkærligheden gælder alle væsener uden krav og betingelser. Den bliver udstrålet betingelsesløst fra det færdige menneske, ligesom solens stråler betingelsesløst bliver udstrålet til alle væsener. Det er altså den kærlighed, der er Guds hellige ånd, Guds væremåde, livets fundament, det billede i hvilket Gud skaber mennesket efter sin lignelse.