Den Intellektualiserede Kristendom
Ægteskabsepoken eller mosesepoken
119. Alkærligheden må således absolut ikke forveksles med den "kærlighed", som i årtusinder i form af sympatien mellem mand og kvinde udgør fundamentet for de ufærdige menneskers ægteskab og parringsakt. Den er blevet lovsunget og idealiseret som den absolut sande livslykke. Mange kunstnere og forfattere er ligefrem blevet genier i at kunne forherlige denne tilstand, denne kunstige sympati, i form af tilsyneladende skønne, geniale eventyr, romaner, noveller, digte, musik- og malerkunst i mange variationer. Denne så meget lovpriste livsform eller sindstilstand hos mennesket kulminerer i dets væremåde under begrebet "forelskelse". Denne tilstand danner, som allerede berørt, grundlaget for de ufærdige levende væseners samliv, forplantningsevne og livslykke. Dens udøvere fremtræder som specielle "hanvæsener" og specielle "hunvæsener". Dette gælder i lige høj grad for dyrene og de endnu ufærdige mennesker. Den befordrer altså dyrenes og nævnte menneskers samliv og forplantningsproces. Og vi udtrykker henholdsvis de to tilstande som "dyrenes parringstilstand" og "menneskenes ægteskabstilstand". Vi kan derfor udtrykke forelskelsessympatien som "parrings- eller ægteskabskærligheden". Den befordrer altså dyrenes parringstilstand og menneskenes ægteskabstilstand eller giftermål. Den kommer til udløsning i kraft af hankønsvæsenernes og hunkønsvæsenernes enpolede kønsstruktur. Denne udløsning af væsenernes allerhøjeste livsoplevelse i form af parringsakten er midlertidigt knyttet til væsenernes forplantningsprincip, hvilket vil sige: evnen til at igangsætte skabelsen af nye fysiske organismer for de pågældende væsener. Denne forbindelse mellem den højeste livsoplevelse eller parringsakten og forplantningen begynder i planteriget, kulminerer i dyreriget og degenererer i det ufærdige menneskerige. Forplantningsprocessen kommer til udførelse gennem en teknisk organstruktur, vi kender som "kønsorganerne". Med dette princips ophør i menneskets tilværelse bliver det til det færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse".
      Det er således ikke livets mening, at det jordiske menneske skal blive ved med at være underkastet denne form for livsoplevelse og ufuldkomne sympati eller kærlighed. Da parrings- eller ægteskabskærligheden, som allerede nævnt, kun er en ved en hormon- eller kirtelfunktion opretholdt sympatiproces, der som "forelskelse" i givne situationer binder to væsener af modsat køn til forplantningsprincippet og til udøvelse af parringsakten, udgør den en helt anden livsform end "alkærlighedens". Denne sidstnævnte kærlighed kan absolut ikke tilegnes på nogen som helst kunstig måde, men derimod udelukkende kun ved oplevelsen af livets mørke igennem reinkarnationens mange fysiske jordliv. Alkærligheden kan derfor kun opnås ved udvikling. I samme grad som menneskene udvikler sig, i samme grad udvikler alkærligheden sig i dem. Men dette er ikke tilfældet med parrings- eller ægteskabskærligheden. Den kræver ikke udvikling. Derfor har dyrene den, uafhængig af udvikling, lige så vel som de ufærdige mennesker. Den adskiller sig også fra alkærligheden, som reagerer betingelsesløst eller uafhængigt af køn, ved kun at kunne reagere over for sit ophavs modsatte køn. Det fremtrædende "hanvæsen" kan derfor kun elske væsener af modsat køn, hvilket altså vil sige "hunvæsener", ligesom disse væsener kun kan elske væsener af deres modsatte køn, altså "hanvæsener".
      Men hvordan skal sådanne væsener kunne opfylde den virkelige, højeste livslov, den om at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv? (Matt. 22.37-39). Hvis en ægtemand elsker et andet menneske højere end sin ægtefælle, bedriver han hor. Og det samme gælder naturligvis også for kvinden. Hedder det ikke netop ifølge Bibelen, at "derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skulle blive til ét kød. - Således er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille" (Matt. 19,5-6). Og vi kan tilføje, ligeledes fra Bibelen: "Hustruerne skulle underordne sig deres egne mænd, som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom også Kristus er menighedens hoved. Han er sit legemes frelser. Dog ligesom menigheden underordner sig Kristus, således skulle også hustruerne underordne sig under deres mænd i alle ting". (Ef. 5,22-24). Vi har her set nogle udtryk for parrings- eller ægteskabskærlighedens lovmæssige struktur. Det bliver her til kendsgerning, at denne lovmæssige struktur tilhører en helt anden livsepoke end alkærlighedens. Og vi kan udtrykke den som "ægteskabsepoken". Da den i særlig grad er baseret på Moses, kan vi også udtrykke den som "mosesepoken".