Den Intellektualiserede Kristendom
Alkærligheds- eller kristusepoken
120. Skal denne ægteskabets epoke blive ved med at eksistere? - Nej! Det er absolut ikke livets mening, at menneskene skal blive ved med at tilhøre dyreriget eller den pattedyrtilstand, der endnu er et medvirkende livsfundament i deres daglige tilværelse. Der kom senere til menneskeheden en langt større profet end Moses. Medens Moses var en ægteskabets, lovens og straffens eller hævnens profet baseret på gengældelsen: "øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod osv.", var den store nye profet ikke en ægteskabets, straffens eller gengældelsens profet. Han var derimod i allerhøjeste grad en alkærlighedens og tilgivelsens profet. Hans lære var baseret på tilgivelse af sin næste, ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange (Matt. 18,22), eller dette at elske sin næste, som man elsker sig selv (Matt. 22,39). At en sådan alkærlighedstilstand ikke kan praktiseres inden for et normalt ægteskab uden at kollidere med dette og nedbryde det, er selvfølgeligt. Den store nye profet, som vi her genkender som verdensgenløseren Kristus, har altså til opgave at føre menneskeheden fremad mod en i udvikling langt højere organisk livstilstand end dyrets parringsakt og ægteskabet. Det drejer sig om intet mindre end en frigørelse af det ufærdige menneske fra den dyriske side i dets mentalitet, psyke og væremåde og dermed efterladende det i en alkærlighedens renkultur som det organisk færdige menneske i "Guds billede efter hans lignelse". Menneskene er således i færd med at udvikle sig fra mosesepoken eller ægteskabsepoken til kristusepoken eller alkærlighedsepoken. Dette vil igen sige, at den ny verdensepoke i virkeligheden kun er en fortsættelse af den af verdensgenløseren allerede for længst påbegyndte kristusmission og hans bebudede opfyldelse af dens totale fuldkommengørelse af menneskeheden i dens kommende fremtid. Den sande og rene kristendom er udelukkende alkærligheden. Denne er igen livets allerhøjeste og fuldkomneste bevidsthedstilstand og væremåde. Den er ét med Guds væremåde og udgør derfor det samme som det "Guds billede", i hvilket mennesket ifølge Bibelen skulle skabes. Men alkærligheden er en evnetilstand, der kun kan blive til ved udvikling. Udvikling er det samme som "nydelsen af kundskabens træ", der atter igen er det samme som det ufærdige menneskes daglige livsoplevelse. Kun udelukkende ved denne oplevelse igennem reinkarnationskæden af jordlivene får det udviklet evnen til at kende forskel på godt og ondt. Med dette kendskab i højeste instans i sind, tanke og væremåde vil væsenet blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Og det er denne guddommelige hensigt med hvert eneste jordisk menneske, absolut alle uden undtagelse, der skal opfyldes i den nu allerede begyndte ny verdensepoke, hvilket vil sige: "kristus-" eller "alkærlighedsepoken".