Den Intellektualiserede Kristendom
Guddommens og det levende væsens usynlighed
122. Da ånd er det samme som bevidsthed, bevidsthed igen er det samme som tanker og viden, vilje, begær, skabeevne, kraft og styrke, oplevelses- og manifestationsevne, vil Guds ånd være det samme som Guds bevidsthed. Guds ånd er altså det samme som den allerstørste eller altoverstrålende bevidsthedstilstand og dermed den allerstørste oplevelses- og manifestations- eller skabelsestilstand, der eksisterer. Men en bevidsthed og dermed en oplevelses- og skabeevne kan ikke eksistere frit og alene i rummet. Den kan kun eksistere som en egenskab ved et levende væsen. Når der således er tale om Guds ånd, der altså er det samme som Guds bevidsthed, er denne bevidsthed dermed for den udviklede forsker et urokkeligt bevis for den evige og almægtige Guddoms eksistens. Guddommen udgør altså et levende væsen med verdensaltet til organisme, over for hvilket den udgør et "herskende jeg". Den består således af dette "herskende jeg", "en skabeevne" og "det skabte", hvilke netop lige akkurat udgør de tre betingelser, der skal til, for at et "noget" kan fremtræde som "et levende væsen". Hvis ikke det levende væsen er en kombination af netop de tre betingelser, kan det umuligt eksistere som et levende væsen. Er vi ikke netop selv hver især udstyret med disse tre betingelser? - Vi har et "jeg", vi har en "skabeevne", der er ét med vor oplevelses- eller sanseevne, og vi har resultatet af denne vor evne, "det skabte", der udgør vor organisme og andre ting, vi skaber eller frembringer.
      Nu vil nogle måske hævde, at vi nok kan se os selv, men Gud kan vi ikke se. Men dette er en stor fejltagelse. Vi har aldrig nogen sinde set det virkelige uden for tid og rum eksisterende udødelige "noget", vi udtrykker som vort "jeg". Kun igennem vor forgængelige fysiske organisme eller legeme giver vi os til kende over for vor næste. På samme måde er vor næstes højeste, udødelige levende "selv" eller "jeg" totalt usynligt for os. Vi har således aldrig nogen sinde set det virkelig udødelige levende "noget", der taler til os ved hjælp af fysiske organismer eller legemer og omgås os som "levende væsener", ligesom vort eget selv fremtræder for andre som "levende væsen". Vi har således aldrig set, og vil aldrig nogen sinde få at se, det udødelige evige "noget", som vort livs og vor organismes dirigerende "jeg" udgør. Alle verdensaltets mange forskellige levende væsener, både mikrokosmiske og makrokosmiske såvel som mellemkosmiske, lever side om side og ser og oplever hverandre - ikke som noget usynligt eller usanseligt - men derimod som organismer eller legemer, redskaber for manifestation og oplevelse af liv. Det er disse organismer eller legemer, altså disse redskaber for oplevelse af liv, menneskene i deres uvidenhed fejlagtigt udtrykker som "levende væsener". Men disse som "levende væsener" betragtede organismer er i sig selv absolut ikke levende væsener. De er skabte realiteter og derfor forgængelige. De er begyndelse og afslutning underkastet og kan derfor umuligt udgøre evige foreteelser. Da hver eneste synlig detalje i en sådan organisme er skabt, kan organismen umuligt være "skaberen". Noget skabt kan umuligt blive til uden en skaber. Alle de synlige foreteelser i verdensaltet, menneskene kalder "levende væsener", er således absolut ikke levende væsener. De er kun midlertidigt skabte eller opbyggede organismer eller redskaber for det i organismerne åbenbarede, dirigerende "evige noget", vi udtrykker som "jeget". Uden dette "noget" eller "jeg" ville organismerne hverken kunne være blevet til eller bestå. Alle de levende væsener, menneskene bliver vidne til i dagliglivet, er således absolut ikke de evigt eksisterende, udødelige levende væsener selv, men derimod kun deres manifestationsredskaber, i kraft af hvilke de tilkendegiver eller åbenbarer deres forgængelige organismes beherskende udødelige jeg og evige ånd eller bevidsthed.
      Vi har således i virkeligheden aldrig nogen sinde set et levende væsen. Vi har aldrig set vore forældre, vi har aldrig set vore venner og bekendte og naturligvis heller ikke vore eventuelle fjender, ligesom vi heller aldrig kan have set hverken mikrokosmiske eller makrokosmiske væsener. Vi har kun set den organisme eller det redskab, ved hvilket det virkelige "levende noget" tilkendegiver sig. Dets kosmiske struktur, dets overbevidsthed med skæbneelement, talentkerner, moderenergien osv. eller det, vi samlet i denne højeste struktur kalder "jeget", er i sig selv utilgængeligt for sansning. Det er absolut ikke blevet skabt ved nogen forudgående tankeproces og eksisterer derfor uden for tidens og rummets verden. Det hører altså ikke med til de skabte ting. Det er derimod al synligheds skaber og må derfor i sig selv være til uden denne synlighed. Det er derfor, det må åbenbare sig eller give sig til kende igennem forgængelige skabte organismer og andre tids- og rumdimensionelle foreteelser. Det virkelige "levende noget", der åbenbarer eller tilkendegiver og manifesterer sig igennem det levende væsens organisme, er således totalt usynligt. Vi ser kun dets manifestationer eller frembringelser, men absolut ikke det selv. Men hvorfor skulle det være anderledes med Guddommen? - Når vi ikke engang kan se vore egne nære medvæsener, forældre, venner og bekendte eller andre levende væsener, men kun deres manifestationer, deres frembragte organismer eller skabte ting, men absolut ikke deres eget "selv", hvorfor skulle vi da direkte kunne se det virkelige "levende selv" eller "jeg" i det gigantvæsen, vi udtrykker som Guddommen? - Hvorfor skulle princippet her ikke være det samme, således at Gud også må tilkendegive eller åbenbare sig igennem sine manifestationer eller skabte ting? - Og er det ikke det, vi ser? - Er verdensaltet ikke netop en organisme, bestående af et uendeligt ocean af arbejdende eller fungerende organer og logiske skabelsesprocesser, der alle i deres slutfacit fører til glæde og velsignelse for levende væsener? - Og er disse logiske skabelsesprocesser ikke urokkelige beviser for et eksisterende levende "noget", der har bevidsthed og tænkeevne? - Dette "levende noget" giver sin evige, usynlige eksistens til kende gennem sin synlige fysiske organisme, der altså er det samme som "verdensaltet". Dette livets gigantvæsen må altså ligesom alle andre levende væsener i kraft af sin bevidsthed, vilje og væremåde give sig til kende for alle andre levende væsener med sin fysiske organisme. Verdensaltet er således en synlig fysisk organisme for et evigt eksisterende usynligt "noget". Det behersker denne organisme, akkurat ligesom vi, som et usynligt "noget", behersker vor egen organisme som et manifestationsredskab. Dette bag vor organisme eksisterende usynlige "noget", som udgør vor identitet, er lige så usynligt som Guddommens evigt levende, eksisterende identitet er usynlig. Og Guds fysiske legeme er lige så tilgængeligt for fysisk synlighed eller sansning som vort eget fysiske legeme. At dette vort eget fysiske legeme er så begrænset eller så lille, at vore sanser med lethed overskuer dette, medens Guds legeme (verdensaltet) ikke er overskueligt på grund at dets uendelige størrelse, forandrer ikke princippet.