Den Intellektualiserede Kristendom
Verdensaltets faste punkt utilgængeligt for sansning
125. Men selv om nævnte skaber ikke er "stof" eller "materie", vil den alligevel være i stand til at manifestere sig i form af intet mindre end det uendelige verdensalt med alle dets detaljer. Men når denne skaber ikke består af stof eller materie, hvordan kan han så eksistere? - Nej, det er rigtigt. Som fysisk væsen kan denne skaber ikke eksistere. Det samme gælder et hvilket som helst andet levende væsen, ligegyldigt om det er et mikrovæsen, makrovæsen eller et mellemkosmisk væsen, ligegyldigt om det er solsystemer, planeter eller beboede verdener, ja alt, hvad der overhovedet eksisterer af fysisk materie, skabte foreteelser. Det viser, at der må være noget mere til end bevægelse. Dette andet må være et "fast punkt". Hvordan skulle ellers det på det fysiske plan fungerende skabevælde holdes i gang uden noget "fast punkt"? - Men dette findes altså ikke på det fysiske plan. Det er rigtigt, at der findes et ocean af tilsyneladende "faste punkter", men disse er alle tids- og rumdimensionelle. De er alle midlertidige og må forgå. Selv om de udgør klipper eller sten eller andre i kulmination faste materiearter, så er de dog kun fortættede bevægelsesarter, ja en slags kædereaktioner af andre bevægelsesarter. Hovedårsagen til en bevægelse kan kun være et "fast punkt". Det kan aldrig nogen sinde have begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne ophøre. Fra denne evige, uforgængelige realitet er al skabelse en kædereaktion. Der findes altså ikke nogen som helst skabt ting, der ikke er et led i en kædereaktion udgående fra berøringen med den årsagsløse årsag. Alle eksisterende levende væseners organismer, ganske uafhængig af hvilken art race eller kosmos de tilhører, er således hver især et led i en kædereaktion udgående fra dette evige, urokkelige verdensaltets "faste punkt". Men dette findes som sagt absolut ikke på det fysiske plan. Hele verdensaltets bevægelsesocean og de heraf skabte detaljer hviler ikke hver især, således som det ser ud til, på et virkeligt "fast punkt". Vi ser, at huse og andre skabte ting hviler på et fundament, men dette fundament er også kun fortættet bevægelse, der udgør "fast stof" nok til, at det kan bære vedkommende skabte ting, det er fundamentet for. Da alle faste punkter på det fysiske plan i absolut forstand kun er fortættet bevægelse eller vibration, kan der som nævnt ikke eksistere noget som helst virkeligt fast punkt på det fysiske plan.
      Hvor er da det "faste punkt" eller "fundament", på hvilket hele verdensaltet hviler? - Det kan ikke hvile på ingenting. Verdensaltet opfylder alt, hvad der eksisterer. Da det er uendeligt, kan der således ikke eksistere noget uden for verdensaltet, det kan hvile på. Det har ikke noget "foran" eller "bagved" eller "ved siden af", det har ikke noget "ovenover" eller "nedenunder". Det opfylder alt. Derfor hedder det naturligvis "altet". Vi har set, at det er et fysisk legeme. Og vi ser, at der igennem dette udføres et uendeligt, logisk skabevælde, der uundgåeligt beviser en verdensbevidsthed. Den har vi ikke fundet og dermed heller ikke dets identitet eller virkelige "selv" eller "jeg". Vi ser kun bevægelser, skabte ting, redskaber, organismer. Det, vi har fundet, er kun "skabte ting", "redskaber", "organismer" og "skabte betingelser for livsoplevelse", som også skabes, men af hvem skabes de? - Hvem skal bruge disse redskaber og betingelser for livsoplevelse, som stadigt holdes vedlige? - Det er ikke så mærkeligt, at denne livets største gåde er blevet livets største mystik, utilgængelig for direkte fysisk sansning, uden for tid og rum, et "noget" camoufleret for sanserne som et noget "ingenting", men ikke desto mindre et "noget", der er livsmysteriets løsning. - Det er ophavet til denne gigantiske fysiske skabelsesproces, der gør situationen til de ufærdige menneskers største gåde eller livsmysterium. Og dog er det, som vi skal se, selvoplevelsen af dette mysteriums løsning som kendsgerning, der gør det levende væsen til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".
      Hvorfor eksisterer ophavet til alverdens fysiske skabelsesprocesser som "livets største gåde eller mystik", ja endog i en sådan grad, at millioner af mennesker slet ikke tror på, at der eksisterer en sådan gigantskaber eller et levende kosmisk verdensophav? - Når verdensaltets ophav i så høj grad er indhyllet i mystik, skyldes det, som allerede nævnt, at det, der er det virkelig livgivende eller "livsopretholdende noget", ikke består af stof eller materie. Det er derfor totalt utilgængeligt for al sansning. Det er i sig selv "immaterielt". Men vi skal se, at det betyder absolut ikke, at det ikke eksisterer, tværtimod. Det udgør selve livskernen i alt levende. Det afslører sig igennem sine virkninger i materien eller stoffet. Disse udgør netop alt, hvad der er tilgængeligt for sansning eller oplevelse. Og det er kort sagt hele den fysiske verden med dens tilsvarende umådelige skabelsesproces, som den også repræsenterer. Skabelsesprocessen er tilgængelig for sansning og ligeledes resultatet af denne, hvilket vil sige alle de forskellige skabte ting. Hertil henhører også alle de eksisterende levende væseners organismer fra alle tre kosmos: makrokosmos, mikrokosmos og mellemkosmos. Da alle disse kosmos består af et ocean af forskellige bevægelsesarter, der alle er logiske, hvilket vil sige, at de er bygget op til at kunne udfylde et nyttigt eller hensigtsmæssigt formål, bliver det her som før nævnt til kendsgerning, at der eksisterer "noget levende" bag den altomfattende skabelsesproces. Hvordan kan skabelsesprocessen ellers være logisk eller hensigtsmæssig? -
      Løsningen ligger i det før omtalte "immaterielle" område. Her må man lære at forstå, at verdensaltet hører ikke op der, hvor vor fysiske sanseevne hører op. Det ville være højst uheldigt, thi da ville intet som helst levende væsen være i besiddelse af nogen som helst grad af "bevidsthed". Men uden "bevidsthed" ville det overhovedet ikke eksistere, ja, der ville absolut ikke eksistere noget verdensalt. Hvordan skulle denne gigantiske, toplogiske og dermed alkærlige skabelsesproces, som det manifesterer eller åbenbarer, kunne finde sted uden "bevidsthed"? - Her må menneskeheden også vænne sig til at forstå, at der eksisterer noget mere end det, der kan sanses. Dette "noget" kan vi kalde "bevidsthedstalenter", som udgør en verden for sig. De er i sig selv ikke "stof" eller "materie". De udgør i sig selv heller ikke hverken vibration eller bevægelse. De er derimod verdensaltets absolutte eller virkelige "faste punkt". Men som tidligere nævnt er det ikke et "fast punkt" i den struktur eller form, vi er vant til at opfatte som "fast punkt". Det kan kun erkendes ved dets gennem sanseevnernes synliggjorte virkninger. Og her kommer det til syne som livskernen i alle levende væsener. Dette vil igen sige, at det er det levende væsens højeste "selv" eller "jeg". Det er i sig selv ikke tids- eller rumdimensionelt og udgør således en evig realitet. Det er totalt upåvirkeligt af den stoflige verden. Den kan umuligt komme inden for dets område. Derfor er det evigt eksisterende som det "allerhøjeste noget". Da det i sin egen natur er det eneste eksisterende i verdensaltet, der i sig selv ikke er bevægelse, vibration eller stof, kan det kun være verdensaltets absolutte, virkelige og evige "faste punkt".