Den Intellektualiserede Kristendom
Den årsagsløse årsag
126. Men det faste punkt findes altså ikke på det fysiske plan. Det er rigtigt, at der findes en mangfoldighed af mere eller mindre tilsyneladende "faste punkter". Det er disse, vi udtrykker blandt andet som fundamenter og bruger som bærende underlag for tunge ting. Men alle tunge eller lette ting er det samme som tunge eller lette bevægelsesarter, og de er således i deres bundanalyse også kun "bevægelse". De kan derfor ikke udgøre noget virkeligt eller absolut "fast punkt". Den fortættelse, den nævnte bevægelse repræsenterer, kan kun være en "skabt" foreteelse. Den afslører altså en "skaber". Uden denne "skaber" kunne den umuligt være blevet til. Denne "skaber" er alle bevægelsesarters første årsag. Alle "skabte" fysiske ting er i virkeligheden kædereaktioner fra denne tingenes første årsag. Denne årsag adskiller sig fra alle andre årsager ved, at den absolut ikke udgør nogen som helst form for virkning eller resultat af en anden forudgående årsag. Derved bliver den den absolut eneste i sin slags. Der findes således ikke en eneste "skabt ting" eller "bevægelsesart" - det være sig først og fremmest de levende væseners fysiske organismer, det være sig absolut alle fysiske skabelser, havets bølger og stormen og dens susen, alle fysiske kloder, sole og mælkeveje, ja alt, hvad der overhovedet eksisterer af skabte ting - der ikke har sin rod i denne "årsagsløse årsag". Da den ikke er skabt og ikke er blevet til ved forudgående tænkning eller planlægning og således ikke er blevet til ved nogen form for skabelse, udgør den en evig realitet. Den kan derfor aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom den aldrig nogensinde vil kunne ophøre. Denne evige årsagsløse årsag udgør altså alle skabte tings "første" og absolutte årsag. Hvis den ikke eksisterede, ville der ikke eksistere noget verdensalt. Denne årsagsløse årsag udgør altså verdensaltets almægtige "ophav" og "skaber".
      Fra denne årsag udgår alt, hvad der overhovedet eksisterer. Da alt, hvad der eksisterer uden for denne årsagsløse årsag, er alle eksisterende bevægelsesarter i forskellige fortættelsesgrader, er den alle tings ikke blot første årsag, men den er også alle tings absolut eneste virkelige "faste punkt". Uden dette faste punkt ville der ikke eksistere noget som helst verdensalt. Enhver bevægelse må udgå fra et fast punkt. Hvordan skulle en bevægelse blive til uden ved dens modsætning? - Og hvordan skulle en bevægelse sættes i gang uden en i forhold til bevægelsen fastere eller stærkere bevægelse, der da virker som et "fast punkt"? - Hvordan skulle en maskine kunne køre uden en "drivkraft"? - Man opfører ikke bygningsværker i det bare sand. Man opfører ikke tunge skabte ting uden oven på solide fundamenter, en modsætning, altså et "fast punkt". I det daglige liv findes der mange slags "faste punkter", men de er alle bygget op af materie, hvilket altså vil sige mere eller mindre fortættede arter af bevægelser, og fremtræder da mere eller mindre tilgængelige for sanserne. Men det "faste punkt", der eksisterer som verdensaltets faste punkt, er noget helt andet. Selv om det ikke er direkte tilgængeligt for sansning, bærer det hele verdensaltets eksistens og liv. Medens alle andre faste punkter i verden består af fortættede bevægelsesarter, der til en vis grad er kædereaktioner af andre bevægelsesarter, ligegyldig hvilken art stof - selv om de er mere eller mindre som faste stoffer, sten, klipper og andre mere eller mindre faste stoffer - består det omtalte verdensaltets faste punkt totalt som noget umanifesteret "noget". Vi kan altså kun erkende det ved de virkninger, det har på den for sanserne tilgængelige materie. Hvad er det for virkninger, det har på materien? - Det er al den materie, der udgør det fysiske og psykiske verdensalt. Det bliver opdelt i et uendeligt ocean af materiekombinationer. Hver materiekombination bliver synlig som et "levende væsen". Verdensaltet er således fuldt af levende væsener. Ethvert levende væsen består altså af forskellige materiekombinationer, der er knyttet til det umanifesterede eller navnløse noget, der er det faste punkt, som er hævet over al sansning. Bevægelseskombinationernes eller organismernes "faste punkt" og behersker udgør en hellig struktur, vi kalder "jeget". Dette jeg er altså livets og verdensaltets "faste punkt" i form af jeget i alle eksisterende levende væsener, såvel i mælkeveje eller makrovæsener som i mikrokosmos og mellemkosmos. De levende væsener er ikke levende, fordi der eksisterer et "fast punkt". For at være levende skal det have "liv". Men livet er ikke noget, der i sig selv er levende. Det er noget, der skal skabes, og er det ikke netop denne skabelse, verdensaltet er fuld af? - Er bevægelsen i verdensaltet ikke tillige et ocean af "skabte ting"? - Men hvordan foregår denne skabelse? - Ser vi ikke netop, at den foregår ved hjælp af fysiske organismer? - De levende væseners fysiske organismer er altså skaberedskaber. Men da de i sig selv kun er skabte redskaber, må der være noget levende til at bruge disse redskaber. Redskaberne kan ikke benytte sig selv. Da de er skaberedskaber, må der eksistere en skaber, der bruger redskaberne. Man har aldrig set, at et redskab kan arbejde uden en skabers medvirkning. Og det foregår heller ikke i verdensaltets liv. Hvem er da denne skaber? - I virkeligheden er spørgsmålet ikke så vanskeligt. Mennesket er selv en mere eller mindre bevidst skaber og danner materiekombinationer af mange forskellige slags. Og består menneskene som levende væsen ikke netop af et "jeg" og en organisme og udgør dermed en skaber? - Det fysiske skaberedskab, altså dets fysiske organisme, er tilgængeligt for sansning, medens dets jeg, der er det "faste punkt", dets virkelige "selv", altså er det evige, uforgængelige "noget". Derfor er det hævet over al død og undergang. Det er en evig realitet. Organismen eller kroppen er kun et midlertidigt opbygget nødvendigt redskab for dets oplevelse af liv og dets skabelse eller manifestationer. Selv er dette guddommelige usynlige uden for al sansemæssig oplevelse. Hele verdensaltet er dets åbenbaring, dets umådelige liv af levende væsener i makrokosmos såvel som i mikrokosmos og mellemkosmos. Tænk, hvilket umådeligt bevidsthedsområde, hvilken umådelig tankeverden, tænk, hvilken umådelig skabeevne. Tænk, hvilken livsoplevelse i makrokosmiske, mikrokosmiske og mellemkosmiske verdener i al evighed. Det er ikke så mærkeligt, at menneskehed efter menneskehed i det uendelige er blevet bevidst i denne alvidende, almægtige og alkærlige Guddom, denne, som vi skal se, altoverstrålende og hellige Verdensfader.