Den Intellektualiserede Kristendom
Den fysiske verden som Guds organ for livsfornyelse
127. Hvordan eksisterer og opretholdes denne hellige bevidstheds evige, udødelige eksistens? - Vi må her først gøre bekendt, at "livet" i sig selv ikke er levende, det er noget, der skabes. Det kræver en fornyelse. Gud afslører, at det i kraft af sine virkninger befinder sig i en evig, uafbrudt permanent fornyelse. Guds bevidsthed rummer et organ eller redskab for denne evige fornyelse. Dette organ er selve den fysiske verden. Som vi skal se, er dette gigantiske område således et livfornyelsesorgan i Guds bevidsthed. Fra denne udgår nogle virkninger, som kan iagttages, når de kommer til udfoldelse i den fysiske materie. Disse energier er ikke materie. De hører til jeget og er ligesom dette "immaterielle". De udgør det middel, ved hvilket Gud kan forme den fysiske materie. Det er denne omformning af materien, vi kalder "skabelse". Med jeget kan Gud, skønt dets immaterielle tilstand, ligesom besætte eller belive materien og omdanne den til manifestations- og oplevelsesredskab ved en organismestruktur, der er beregnet til at give væsenet en åndelig tilværelse. Det er en sådan af jeget besat materie, vi udtrykker som en fysisk organisme. Nævnte organismestruktur er altså ikke fysisk, men psykisk, og udtrykkes som væsenets åndelige struktur eller legeme. Vi finder således i dette legeme organer, der sætter væsenet i stand til at manifestere og opleve. Det er derfor, jeget kan beherske et fysisk legeme og få det til at fremtræde som et "levende væsen". Men da dette legeme kun er belivet med jegets besættelse, opstår den situation, at dette legeme er forgængeligt og "dør", når det på grund af alderdom eller lækage ikke mere kan bære jegets besættelse. Her må vi huske på, at jegets fysiske legeme er skabt af fysisk materie og er derfor underkastet tid og rum og er dermed ligesom alle andre skabte ting forgængeligt. Men jegets åndelige struktur er underkastet væsenets tænkeevne. Den åndelige verdens materie lystrer tankekraften. Manifestation i den åndelige verden foregår altså fri af fysisk tyngdekraft. Væsenet kan derfor her frembringe sine oplevelser og manifestationer med stor lethed. Men det må først lære at frembringe dem i fysisk materie. Men for at kunne manifestere i den fysiske verden må det overvinde den fysiske materies tyngdekraft. Det er derfor, det her må bruge kræfter, dels de kræfter, dets fysiske legeme kan præstere, og dels fysiske apparater, maskiner og donkrafte der, hvor væsenets legemlige kræfter ikke slår til.