Den Intellektualiserede Kristendom
De kristne staters endnu ufærdige kristendom
21. Vi har her set, at den virkelige kristendom er meget langt fra at være færdigudviklet i de såkaldte "kristne stater". Man kan snarere med rette sige, at den kun er i sin begyndelse. Situationen er derfor i virkeligheden den, at menneskeheden søger at bekæmpe hedenskabet eller dens endnu dominerende dyriske eller uudviklede natur med et retsvæsen, der må betragtes som i familie med Moselovens straffeprincipper. Men menneskeheden var ikke beregnet til at kunne udvikles så hurtigt, at den ved Kristi guddommelige forkyndelse kunne bringes til på stående fod eller øjeblikkeligt at opfylde den altoverstrålende kristendoms alkærligheds påbud og væremåde og den heraf følgende ny verdensepoke eller det totalt fuldkomne menneskerige på jorden. En alkærlighedens verdensepoke eller det heraf følgende nævnte totalt krigs-, mord-, drabs- og hævnløse og af alle jordens mennesker indbefattede fredsrige eller sande kristendom er ikke noget, der kan dikteres eller påtvinges menneskene. Det er noget, der efterhånden opstår eller udvikles i menneskene, støttet og suppleret ved verdensgenløseres og verdensgenløsningsprincippets vejledning igennem tiderne.
      Da kristendommen endnu kun fremtræder i sin første svage begyndelse, er det således endnu i en overordentlig stor grad mosesepoken, der er den herskende i verdenskulturen overalt på jorden. Denne fra fortiden nedarvede lov er som før nævnt baseret på blandt andet princippet "øje for øje og tand for tand". Den er altså en straffens eller gengældelsens lov og danner fundamentet for den for kristendommen forudgående og endnu til en vis grad gældende kultur- eller verdensepoke. Den var og er endnu toppunktet af, hvad myndighederne eller herskerne kunne gøre for at styre mængdens endnu stærkt fremtrædende dyriske og dræbende natur. At menneskene ikke øjeblikkeligt kunne udvikle sig fri af deres dyriske og dræbende natur og pludselig være totalt fuldkomne kristne eller alkærlighedsborgere i en ny diametral modsat verdenskulturepoke, er selvfølgeligt. I denne af Kristus forkyndte ny verdenskultur var det fundamentale eller bærende absolut ikke "øje for øje eller tand for tand" eller nogen som helst anden form for straf eller hævn. Det var en intellektualitetens og tilgivelsens og dermed en alkærlighedens epoke, som udelukkende kun kan udgøre den absolut sande kristendom. Der skulle gå årtusinder før en sådan epoke kunne blive den herskende i menneskeheden over hele jorden. Og disse årtusinder er endnu ikke tilendebragt. Verden er i dag endnu underlagt Moselovens straffe- eller gengældelseslove for ond handlemåde imod ens næste. Moseloven kan altså endnu omtrent to tusinde år efter Kristi forkyndelse af alkærlighedens væremåde stadig ikke undværes i regeringsformernes retsvæsen og mentale styreformer. Og vi har allerede set, at årsagen udelukkende er den endnu manglende alkærlighed i menneskenes daglige liv og væremåde. Dette vil altså igen sige, at menneskene endnu ikke er blevet færdigskabt eller færdigudviklet i kristendom. De er ikke blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.