25. Er det virkelig nødvendigt, at en sådan udvikling af mørket i mennesket må finde sted, for at dette kan blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? - Ja! Det er en absolut uundgåelig betingelse. Hvordan skulle alkærligheden ellers blive til i væsenet? - Hvordan skulle det kunne udvikles til at blive et totalt fredens og lysets væsen uden at være alkærligt? - Men hvordan skal det blive alkærligt uden at udvikles i oplevelsen af mørket? - At være virkelig alkærlig er ikke det samme som på stående fod at kunne opremse alle overleverede kristne forskrifter eller kærlighedspåbud angående væremåden over for sin næste og ellers leve sit daglige liv i mere eller mindre fremtrædende vanemæssig overtrædelse af netop de nævnte kristendommens eller alkærlighedens påbud. Et sådant væsen kan i bedste tilfælde endnu kun være i alkærlighedsevnens allerførste begyndende stadium. Det er endnu ikke blevet et sandt og færdigt kristusvæsen eller ekspert i alkærlighedsudfoldelse. Ja, det er måske endnu ikke fri af lidt djævlebevidsthed. Alkærlighedens virkelige sande og totalt fuldkomne udfoldelse er ligesom alle andre totalt fuldkomne eller geniale manifestationer baseret på en evne, som må udvikles. En sådan evne har, som nærmere beskrevet i mine hovedværker, tre udviklingsstadier. Disse har jeg udtrykt som "A-stadiet", "B-stadiet" og "C-stadiet". Det første stadium "A-stadiet" i alkærlighedens udvikling udtrykker det stadium, hvor væsenet begynder at få interesse for kristendommen eller andre humane religioner og begynder at studere disse og gøre sig dem til sin teoretiske viden. Det næste stadium eller "B-stadiet" er alkærlighedens begyndende praktisering som blot og bar intelligensmæssige overholdelser, der endnu i mange tilfælde således mere er kolde forstandsmæssige end følelsesmæssige. Et sådant væsen kan derfor endnu være lunkent eller køligt følelsesmæssigt i sin væremåde. Væsenet er endnu ikke blevet en rutineret eller færdigudviklet alkærlighedsekspert. I mange af dagliglivets situationer har det endnu slet ikke virkelig tilgivelsesevne eller forståelse af næstens situationer eller væremåde og skaber derfor her ufred eller disharmoni. Denne kan i værste tilfælde ligefrem udløse sig i krig eller vold imod næsten. Et sådant menneske er endnu på kristendommens eller alkærlighedens A- og B-stadium. Og det er på dette blandede stadium, vi i dag oplever næsten hele jordens befolkning. Dens mennesker er alle i kraft af deres begyndende humane interesse i forhold til alkærlighedsevnens udvikling endnu kun på dels "A-stadiet" og dels "B-stadiet", ligegyldigt om de er overhoveder for de religiøse sekter og samfund, ligegyldigt om de er præster, biskopper, paver eller lignende. De er alle ufærdige og har ikke nået det tredje og færdige stadium i alkærlighedsevnens udvikling til "C-stadiet". Dette stadium er netop alkærlighedsevnens færdige udvikling til rutinemæssig, altovervindende, selvfølgelig alkærlighedsudfoldelse over for alt og alle, over for Gud og næsten. Væsenet i dette stadium er virtuos eller ekspert i den allerhøjeste eksisterende livsmanifestation eller væremåde, på samme måde som en verdensvirtuos i musik udgør den højest udviklede ekspert eller geni i overholdelsen af loven for tone- eller lydudfoldelse. Mennesket skal altså blive til virtuos eller geni i alkærlighedsudfoldelse i alle dens manifestationer, love og principper.
      Men det er naturligvis lettere og hurtigere at blive virtuos eller geni i dagliglivets rent lokale evner og anlæg, såsom i musik og alle andre kunstarter, end det er at blive virtuos eller geni i alkærlighedsudfoldelsen. Medens genialitets- eller rutineevnen i de almindelige kunstneriske begavelser i dagliglivet i de vanskeligste eller sværeste tilfælde såsom i musik, billed- og malekunst og lignende eventuelt kun kræver to eller tre jordliv for deres udvikling til genistadiet, så er det helt anderledes med alkærlighedsevnens udvikling til genistadiet. At udvikle sig igennem alkærlighedsevnens A- og B-stadier og frem til det totale og fuldkomne C-stadium tager årtusinder og en hel serie af jordliv eller fysiske genfødelser. Det er ikke så mærkeligt, at menneskene begynder at ane reinkarnationens eksistens. Ser vi ikke netop, hvor langsomt humanitetstendensen udvikles? - Denne er alkærlighedens første spæde morgengry. Man skal således ikke tro, at et primitivt naturmenneske fra junglens eller urskovens dybeste indre i et enkelt fysisk jordliv fra vuggen til graven kan blive til en alkærlighedsekspert, blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Om dette naturmenneske i nævnte jordliv blev opdraget af humane religiøse forældre tilhørende kristendommen eller andre humane former for religioner eller religiøse samfund, er ganske uden betydning. Alene dette at udvikle sig igennem alkærlighedsevnens A-stadium tager mange jordliv. Og med hensyn til B-stadiet, i hvilket den rent praktisk igennem væsenets mørke skæbnedannelse udvikles til C-stadiet, går det absolut ikke hurtigere. Til dette stadiums udvikling medgår der endnu flere fysiske genfødelser end til A-stadiet. Derfor ser vi i dag, at menneskene netop står på højst forskellige udviklingstrin. Nogle er blevet mere eller mindre humane og begynder at kunne tilgive deres fjender. Andre er endnu mere eller mindre morderiske og viger ikke tilbage fra at røve og plyndre deres næste. Ja, har ligefrem denne manifestationsform til levevej, selv om de eventuelt er religiøst opdraget i en eller anden human trosopfattelse og i visse situationer kan få begyndende samvittighedsnag. Nogle mennesker befinder sig således på A-stadiet, hvilket vil sige alkærlighedens begyndende teoretiske stadium, medens andre mennesker i udviklingen mere eller mindre er nået ind i B-stadiet, hvilket vil sige alkærlighedens begyndende rent materielle praksis.
      Alkærligheden er således livets allerstørste manifestationsevne. Af denne evnes udvikling afhænger væsenets tilegnelse af den tilsvarende allerhøjeste visdomsevne eller kulminerende højkosmiske begavelse. Udviklingen af alkærlighedsevnen er således i virkeligheden det samme som det, der i Bibelen udtrykkes som: Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Hvert eneste ufærdigt jordmenneskes skæbne i dag i form af krig, mørke og lidelse, ligegyldigt af hvilken art denne så end måtte være, ligegyldigt om denne lidelse udgør den sværeste og langvarigste sygdom, ligegyldigt om den er en smertefuld invaliditet påført væsenet af krigens rædselsmanifestationer, eller den er en anden større eller mindre ødelæggelse af væsenets fysiske organisme og sanser, påført ved almindelig ulykke eller er påført væsenet af fjendtligt indstillede, intolerante, hadefulde eller hævngerrige væsener, ja ganske ligegyldigt, hvad et væsen så end måtte opleve af mørk skæbne, ja, selv lidelserne ved dets egen nedbrydning af sin organisme ved fejlagtig levevis kommer ind under Guds modellering eller skabelse af mennesket fra at være et mørkets væsen til at blive et lysets væsen eller det færdige, totalt fuldkomne menneske i Guds billede, hvilket vil sige et kristusvæsen ét med Gud.