Den Intellektualiserede Kristendom
Det primære i den uintellektuelle eller ufærdige kristendom
40. I henhold til det foranstående forstår man bedre, hvorfor den uintellektuelle kristendom ikke har kunnet forhindre menneskeheden i at komme ned i det nu herskende ragnarok eller dommedagsvælde. Det kunne den simpelthen ikke, for det var den absolut ikke beregnet til at skulle. Hverken kristendommen eller nogen som helst anden form for religion eller sektdannelse kan frelse menneskene, hvilket vil sige forvandle dem fra dyr til menneske. Gud skaber ikke mennesket i sit billede ved blot og bar tale og skrift eller ved nogen som helst religiøs ceremoni. Gud skaber udelukkende de levende væsener om fra dyr til menneske ved at lade dem nyde af kundskabens træ. I Bibelen læser vi, at slangen sagde til kvinden: "Mon Gud skulle have sagt: I må ikke æde af hvert træ i haven? - Da sagde kvinden til slangen: Vi må æde af havens træers frugt; men om det træs frugt, som er midt i haven, sagde Gud: Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø. - Da sagde slangen til kvinden: I skulle ikke dø døden, men Gud ved, at hvilken dag I æde deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt" (1 Mos. 3,1-5). - Men var det ikke netop det, der var Guds plan: at skabe et menneske i sit billede efter sin lignelse? - Men hvordan skulle et sådant menneske blive til, hvis det ikke måtte lære at kende forskel på godt og ondt? - Kundskabens træ er de levende væseners daglige liv. I denne deres daglige livsudfoldelse oplever de igennem deres væremåde erfaringer, der viser, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Hvordan skulle kendskabet til det onde og det gode ellers opstå? - Og det er disse det daglige livs oplevelser, der efterhånden forvandler det levende væsen fra dyr til menneske. I denne dets daglige tilværelse er loven den, at det onde eller gode, man gør imod sin næste, får man tilbage i form af en tilsvarende ond eller god skæbne. Men her er vi inde på det høje trin af kristendommen, som var ufatteligt for datidens mennesker, grundet på deres endnu latente intellektualitet. Den logiske forklaring, der her skulle til, for at Kristus kunne gøre denne skæbnedannelse begribelig, var alt for overvældende til videnskabeligt at kunne fattes og accepteres af mennesker, der endnu hovedsageligt kun sansede ved deres instinkt, der netop gav dem evne til at tro på autoriteter, som de følte havde bedre viden og forstand på livsgåderne end dem selv. - Det primære i den uintellektuelle kristendom blev derfor en ren og skær påstand, en mundtlig beretning om en højeste Guddom og dennes særlige bevidsthed som alvis, alkærlig og almægtig, og at en væremåde i næstekærlighed ville gøre menneskene til ét med ham. En væremåde i næstekærlighed betingede jo, at man ville tilgive sin næste ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange (Matt. 18,22). Det vil igen sige, at man skal tilgive sin næste alt. Kristus forkynder videre: "Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som tage ved sværd, skulle omkomme ved sværd" (Matt. 26,52). - Og lød det ikke også fra verdensgenløserens mund: "Men jeg siger eder: Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder" (Matt. 5,44). - Og har vi ikke netop hele koncentratet af kristendommen i hans evige ord: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. - Dette er det store og første bud. - Men det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. - Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne" (Matt. 22,37-40). - Af disse to bud afhænger således i virkeligheden hele livet. Uden disse to buds overholdelse vil intet som helst væsen nogen sinde blive i Guds billede efter hans lignelse og ingen som helst kultur blive til. Vi ser her livets allerhøjeste facitter som det primære i Jesu Kristi forkyndelse af den mentalitetsskabelse og den guddommelige hellige ånd, under hvilken de jordiske mennesker totalt skal blive befriet fra den dyriske natur i deres mentalitet og væremåde og blive det totalt færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.