Den Intellektualiserede Kristendom
Reinkarnation eller genfødelse og karma er det mirakel, ved hvilket Gud skaber mennesket i sit billede efter sin lignelse
53. Kristendommens første forkyndelse var altså en uintellektuel forkyndelse på den måde, at man måtte undlade forkyndelsen af de højeste bærende principper og heriblandt reinkarnationen eller genfødelsen, fordi disse store principper her også, som vi senere skal se, indbefatter livet i de åndelige verdener, der var ganske uforståelige for datidens mennesker. For virkelig at forstå reinkarnationen og livets andre allerhøjeste principper og love må væsenet have et sansesæt bestående af en fremragende human følelse, altså en begyndende virkelig næstekærlighed, og en lige så fremragende intelligens og en begyndende intuitiv oplevelsesevne. Men således var almenheden ikke udviklet på Kristi tid, og derfor måtte kristendommen tillempes deres endnu primitive sansesæt, så den til en vis grad kunne opfattes af dem. Med denne tillempelse kunne kristendommen begynde at forkyndes. Og vi har allerede tidligere omtalt de menneskers mentalitet, der kunne modtage Jesu forkyndelse ved hjælp af deres instinkt, der bevirkede, at de kunne tro på Kristi autoritet. Deres bevidsthed var ikke udviklet til at kunne fordre bevisførelse om forkyndelsens ægthed. Deres tro dækkede al tvivl eller skepsis. Og derfor kunne kristendommen rodfæstes af sådanne mennesker. Og kristendommen voksede og blev til overordentlig stor velsignelse for millioner af mennesker. Og verden er i dag velsignet med vældige guddommelige goder, som er skabt af kristendommen i sin endnu uintellektuelle og meget begrænsede form. Men vi bliver vidne til, at efterhånden som troen på den uintellektuelle kristendom taber sin magt over menneskene, florerer hedenskabet mere og mere i menneskehedens væremåde. Menneskene er ikke mere i så høj grad som før instinktmennesker. For de mest fremskredne mennesker i udviklingen af human og intellektuel væremåde er den uintellektuelle kristendom, der hverken har nogen virkelig forklaring om reinkarnation eller livet efter den fysiske død og skæbnedannelse, en alt for begrænset oplysning om livet. Den er alt for langt borte fra afsløringen af livsmysteriets løsning, som den i sin sande og fuldt oplyste forklaring er identisk med. Denne løsning er så absolut kristendommens sande mission. Men da denne løsning er kulminationen af livets allerhøjeste visdom og alkærlighed, er det klart, at væsenerne må udvikle sig til denne livets højeste bevidsthedstilstand. Disse begyndende humant udviklede mennesker har i dag i virkeligheden ikke noget rigtigt åndeligt ståsted, men det er de mennesker, der er mere eller mindre modne for den visdom, den sandhedens ånd, der nu er ved at blive manifesteret i verden som en fornyelse og fortsættelse af den totalt hedenskabsfri kristendom i renkultur. Når disse mennesker således er blevet modne til at kunne modtage den kristendommens fornyelse, som vil komme til at blive menneskehedens åndelige fundament i den nu påbegyndte ny verdensepoke, skyldes det altså ikke kristendommen, men derimod den karma eller gengældelse for de lidelser, som de igennem tidligere liv har påført deres næste. Det er denne mørke karma, der igennem tiderne har gjort disse mennesker modtagelige for kristendommen i sin fornyede, logiske struktur og manifestation. Det er karmaen, som vi senere skal se, der vil forandre menneskene fra de dyriske eller djævelske tankearter og den deraf følgende væremåde og gøre dem modne til kristusbevidstheden eller kosmisk bevidsthed. Det er mørket, der i sig selv efterhånden vil gå til grunde i sin egen udfoldelse. Kristendommen er ikke et patentmiddel, ved hvilket menneskene frelses eller frigøres fra ansvaret for deres mørke handlinger over for deres næste, hvilket vil sige: over for alle andre levende væsener i verden. Hvis menneskene kunne frigøres fra dette ansvar, ville der ikke være nogen som helst udvikling og dermed ikke nogen som helst mulighed for at opleve livet og dermed være et levende væsen. Kristendommen er således ikke verdens frelse, men derimod Guds egen bevidsthed, der bliver en gave til menneskene, alt efter som de udvikles i kraft af lidelsesvirkningerne, eller ved at den ukærlighed eller det onde, som de har påført deres næste, falder tilbage på dem selv i form af karma. Her afføder denne karma den begyndende alkærlighed, der igen afføder i væsenet "kosmisk bevidsthed". Kosmisk bevidsthed er den allerhøjeste sanseevne, et væsen kan opnå. I kraft af denne oplever væsenet ved eget selvsyn hele livsmysteriets løsning. Denne højeste viden bevirker, at det elsker Gud over alle ting. Og dets kulminerende alkærlighed bevirker, at det elsker sin næste som sig selv. Det er en kristus i renkultur. Det er blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Kristusbevidstheden i renkultur er således Guds gigantiske kærlighedsgave til mennesket, alt efter som det igennem sin karma bliver frigjort af djævlementaliteten eller dets ukærlighed imod sin næste og får human bevidsthed. Denne udgør igen alkærlighedens begyndelse og dets vej til kosmisk bevidsthed, der fører til livet i de højeste, guddommelige åndelige verdener. Tro derfor ikke, at kristendommen i sin renkultur er i forfald. Den er en evig uforgængelig realitet. Kristus har ret der, hvor han siger: "Himmelen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå" (Matt. 24,35).
      Kristendommen er således som nævnt ikke verdens frelse, men den er Guds velsignelse i form af en gave, der gør væsenets bevidsthed og væremåde til Guds ånds strålevæld i de evige lysregioner, alt efter som Gud igennem væsenets karma får det frigjort af djævlebevidstheden eller det onde.