Den Intellektualiserede Kristendom
Da Jesus begyndte at forkynde kristendommen
54. Da Jesus begyndte at forkynde kristendommen, var menneskeheden endnu mere eller mindre primitiv, rå og barbarisk. Jødedommen var behersket af Moseloven, men også den var hård og straffende i sin natur. Og man dyrkede Gud ved ofringer af dyr. Derved blev templerne eller helligdommene noget i retning af slagtehuse. Og præsterne måtte jo foretage eller lade foretage disse myrderier på dyr, da dette hørte med til deres gudstjeneste og betragtedes derved som hellige handlinger, der var Gud velbehagelige. Men livet står ikke stille, og Guds forvandling af væsenerne fra lavere, primitive og inhumane stadier til højere og mere intellektuelle og humane stadier foregår ustandseligt. Og tiden var kommet, da der var mennesker, i hvem der begyndte at udvikle sig en human sans eller evne. De måtte føle sig lede og uinspirerede af al den drabs- og blodsudgydelsesmetode, der florerede som gudstjeneste. De begyndte at forstå, at drabs- og blodsudgydelse absolut ikke kunne være fremtidens livsfundament. De begyndte at føle, at menneskene måtte blive humane. Det begyndte at blive umuligt for dem at tro på en Gud, der fandt behag i at blive dyrket i kraft af myrderier og blodbesudling. Det var disse mennesker, der blev kristendommens pionerer eller første tilhængere, blev Jesu disciple og trofaste venner. Jesus kom jo netop med budskabet om en ny guddomsopfattelse, hvis fundament netop var alkærlighed. Men dette budskab, der efter ham fik navnet "kristendom", var alt for gigantisk til disse første tilhængere og venner af Jesus. Disse var endnu kun i deres humane evnes spæde begyndelse, medens Jesu eller Kristi budskab var alkærlighed beregnet for hele menneskehedens fuldkommengørelse i de kommende årtusinder. At dette guddommelige budskab måtte indeholde fremtidsperspektiver og ændringer i menneskenes væremåde, der var ganske ufattelige for disse Jesu første tilhængere, der, som vi allerede ved, ikke tilhørte den herskende overklasse, men betragtedes kun som "syndere og toldere" samt de fattige fiskere, er selvfølgeligt. Selv om disse mennesker havde en begyndende human evne, betød det ikke, at den var så stor, at de kunne forstå humanitetens kulmination i form af "alkærligheden". Men de havde jo heller ikke intelligens til at kunne forstå kulminationen i kristendommens alvisdom: livsmysteriets virkelige løsning. Det var således ikke ret meget, Jesus kunne fortælle disse mennesker af sit store budskab indeholdende livets gigantiske alvisdom og alkærlighed. Deres humane sans var endnu ringe, og deres intelligens var også meget begrænset. Virkningerne af intuitionsevnen var endnu meget, meget ringe, hvis den overhovedet havde virket. Men de havde endnu i stor udstrækning deres instinktevne i behold. Derfor kunne de ved hjælp af den, i forbindelse med deres endnu spæde begyndende humane evne og deres ligeledes begyndende intelligens, tro på den af verdensgenløseren og for dem tilpassede begrænsning af kristendommens forkyndelse så langt, som denne deres form for begavelse rakte. Men grundet på denne deres endnu ringe begavelse kunne kristendommens forkyndelse ikke overføres til disse menneskers mentalitet som en bevisført kendsgerning. Grundet på deres endnu meget ringe udviklede intellektualitet kunne de umuligt modtage kristendommens høje, gigantiske budskab i intellektuelt udredte, logiske, videnskabelige detaljer. De kunne kun modtage og acceptere den for dem tilpassede kristendom i kraft af deres tillid til verdensgenløseren. Men tillid er det samme som tro. Troen er igen en automatisk suggestion, der opstår der, hvor et væsens bevidsthed går i en kontakt eller harmoni med en opfattelse uden nogen særlig bevisførelse eller bekræftelse på dens eksistens som kendsgerning. Derfor har kristendommens forkyndere og gejstlige autoriteter hele tiden påberåbt sig troen som vejen til lyset eller til den befrielse fra helvede eller fortabelse, som man troede ville ramme dem, der ikke kunne tro. Og derfor er "kristendommen" nu snart igennem to tusinde år båret af væsenernes religiøse instinktfunktion i form af tro, støttet af de hellige sakramenter dåb og nadver, som vi før har udtrykt som "den guddommelige suggestion".