Den Intellektualiserede Kristendom
Dåb og nadver som erstatning for den manglende viden om reinkarnation eller genfødelse
55. Som vi tidligere har nævnt, har dåb og nadver været overordentlige uundværlige støttepunkter for væsenernes livsopfattelse på dette deres endnu uintellektuelle og primitive udviklingsstadium. Da væsenerne var suggererede i troen på, at deres jordiske fysiske liv, de oplevede, var deres absolut eneste liv på det fysiske plan, og de samtidig fik at vide, at de måtte have "syndernes forladelse", inden dette deres fysiske jordiske liv ved døden var forbi, kunne dette godt hos menneskene give anledning til forfærdelige samvittighedskvaler og dødsfrygt, eftersom helvede jo var straffen for synderne, de havde begået. Disse mennesker kunne kun bringes ud af denne deres betrængte sjælelige tilstand og dødsfrygt på en bestemt måde, nemlig ved de hellige sakramenter. Menneskene var jo blevet kristne ved deres dåb. Og ved nadveren kunne de altså, hvis de angrede deres synder, få dem forladt og dermed få deres sinds- eller sjælelige ligevægt tilbage, ligesom deres dødsfrygt også formindskedes, eftersom de nu havde fået syndernes forladelse og ikke mere truedes af nogen helvedes pine efter døden.
      Man kan synes, at alt dette var noget i retning af bedrageri, men disse handlinger var ikke desto mindre lige det modsatte. De var livsvigtige lægemidler over for de sjælelige lidelser, angst og dødsfrygt for et helvede med en evig ild, som de lærte, var en vred guddoms straf over for alle de mennesker, der syndede og ikke kunne overholde de foreskrevne kristne morallove. Hvordan skulle man ellers kunne hjælpe disse mennesker i deres forfærdelige sjælekvide? - Disse mennesker kunne umuligt gøres begribelig, at de efter døden og et midlertidigt liv i den åndelige verden ville fødes på ny i den fysiske verden og der komme til at udligne virkningerne af det onde, de "synder", de havde gjort imod deres næste. Hvordan skulle man da kunne berolige disse mennesker og hjælpe dem tilbage til normal og livsglad sindsligevægt? - Fra de gejstlige autoriteters side fik de at vide, at hvis de angrede og fortrød deres "synder", ville de i nydelsen af den "hellige nadver" få deres "synder forladt". Og i kraft af deres evne til at tro på autoriteterne fik de altså sindsligevægten tilbage og kunne da roligt og med formindsket frygt for døden og helvede atter føle sig glade ved livet. Dåben gav væsenerne troen på, at de var indlemmet i kristendommen og nu ikke mere var hedninger. Og nadveren gav dem troen på, at deres synder var dem forladt. Dåben og nadveren var således en absolut uundværlig erstatning for deres manglende evne til at tro på reinkarnationen eller genfødelsen, i kraft af hvilken Gud på en langt kærligere måde lader menneskene komme til at forstå, at vejen til lyset, hvilket vil sige: hans udformning af mennesket i sit billede efter sin lignelse, ikke sker på grund af trusler om rædselsfulde vansmægtninger i et helvedes evige ild eller svovlpøle. En straf der aldrig nogen sinde ville ophøre. Hvordan ville en sådan straf kunne være en passende retfærdighed for synder, der kun kunne være begået i ét eneste enkelt fysisk jordliv, der kun er et ufatteligt lille usanseligt øjeblik af evigheden? - Hvordan kan et menneske gøre sig fortjent til en så gigantisk eller evig straf for et sådant lille øjebliks synder? - Det er således i virkeligheden ikke nogen overdrivelse at udtrykke dåben og nadveren som "hellige", eftersom de var de eneste midler, ved hvilke menneskene kunne beroliges og befries fra overtroens rædsler og evige pinsler i et formentligt helvede efter døden.