Den Intellektualiserede Kristendom
Syndernes forladelse
56. Det udtrykkes i Bibelen, at Jesus flere gange giver syndernes forladelse til mennesker, blandt andet til en værkbruden, og siger: "Søn! dine synder ere forladte" (Mark. 2,5). Når Jesus således kunne forlade menneskers synder, sker det netop under samme princip som det, under hvilket nadveren giver syndernes forladelse. Det var også en beroligende suggestion, verdensgenløseren gav de ulykkelige, værkbrudne og syge mennesker. Disse mennesker vidste udmærket, at deres sygdom og nedbrudte tilstand skyldtes deres synder, hvilket vil sige, at de ikke levede, som de skulle eller burde. At de derfor følte sig under straf fra Gud, er ganske naturligt. Men hvordan skulle de kunne udfries af angsten eller rædslen for denne strafs fortsættelse også efter døden, uden netop ved en suggestion? - At Kristus kunne understrege sin udtalelse til den syge mand med et mirakel, betyder ikke, at dette helbredte væsen herefter var et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det ville i kommende liv komme til at gennemgå virkningerne af mangfoldige "synder", inden det ville blive et færdigt menneske. Men det var jo ganske umuligt at forklare dette virkelige syndsforladelsesmysterium og dets løsning igennem reinkarnationen eller genfødelsen for det uintellektuelle og primitive menneske. Derfor var hjælpen ved Kristus og nadveren kun midlertidige hjælpemidler til befrielse for mennesket af den eller den i øjeblikket meget pinefulde lidelse. Men disse guddommelige suggestioner eller befrielsesmidler fritager ikke mennesket fra at måtte "fødes på ny" for at blive et færdigt menneske og komme til at "se Guds rige".
      Med hensyn til Kristus og nadveren kunne de udmærket uden bedrag påføre de troende mennesker suggestionen "syndsforladelse", for der er i virkeligheden absolut ingen synd i verden. Hvis der virkelig var absolut synd i verden, måtte Gud jo være ikke blot en synder, men en "synder over alle syndere". Det, man hidtil har opfattet som "synder", er kun fejlmanifestationer, menneskene udelukkende begår i kraft af deres uvidenhed. Det var også dette, Kristus påberåbte sig, da han fra korset bad for sine bødler, der korsfæstede ham. Sagde han ikke netop: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34). Al synd i verden skyldes udelukkende uvidenhed og kan således ikke være synd. Et menneske kan umuligt handle fuldkomment eller rigtigt i situationer eller områder, det intet kendskab har til. Hvordan skal et menneske her kunne undgå fejlmanifestationer? - Kan det være synd? - Hvordan skulle et menneske kunne handle fuldkomment uden i kraft af de erfaringer og den viden, det har tilegnet sig? - At det uden for disse felter må handle ufuldkomment, er absolut selvfølgeligt. Det er dog i højeste grad i kontakt med naturens lov. Det er rigtigt, at fejlmanifestationer er identisk med alt det såkaldte "onde" i verden. Men det "onde" kan absolut ikke i nogen som helst grad eller situation finde sted uden at være virkninger af uvidenhed. Der, hvor uvidenhed ikke eksisterer, kan det onde heller ikke eksistere. Da det onde kun kan eksistere på grund af væsenets primitivitet, hvis fundament er uvidenhed, kan man ikke retmæssigt sige, at væsenet "synder". Det handler fuldstændig i kraft af sit udviklingstrins love, principper og stadier. Det er rigtigt, at fejlmanifestationerne udgør det onde i verden, men hvordan skulle mennesket og for øvrigt også dyrene få erfaringer om det rigtige, hvis ikke det kunne begå fejl? - Nydelsen af kundskabens træ, som jo er menneskenes daglige liv, må jo opleves, for at mennesket kan få kendskab til, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Nu vil man muligvis her komme med indvendinger og sige, at et moderne kulturmenneske udmærket ved, at det ikke må slå ihjel, myrde eller dræbe, lyve eller bedrage, røve eller plyndre eller lignende, men når det sker, at et sådant menneske alligevel befordrer sådanne manifestationer, skyldes det i absolut forstand dette væsens åndelige uvidenhed, dets mangel på sjælelig udvikling i disse nævnte felter. Det er rigtigt, at det gennem sit daglige liv i civilisationen ikke kan være uvidende om, at disse handlinger er imod civilisationens love og er strafbare, men det betyder absolut ikke, at det også åndeligt eller sjæleligt ved, at de er syndige, hvilket vil sige: er imod livets love for mennesket. Derfor er det ikke i stand til at betragte overtrædelserne af disse love som syndige eller forkerte og overtræder disse der, hvor det kan have fordel deraf. Den viden det får, om at disse nævnte loves overtrædelse er stridende imod al kulturskabelse og derved er med til at hindre fred og velfærd i enhver samfundsdannelse, er for dem kun overfladisk og tvivlsom teori. Rent sjæleligt eller åndeligt er de skeptiske over for disse livsvigtige menneskelove for kultur, civilisation og væremåde og har mere eller mindre svært ved at kunne acceptere disse. De mener derfor mere eller mindre, at de har ret til at udøve disse overtrædelser af enhver slags. Hertil kommer også, at de mener at have ret til at hade og straffe andre mennesker, hvis gene de mener at have været genstand for. De er kun bange for de jordiske straffelove. Tingenes åndelige struktur og karmavirkning har de absolut intet som helst begreb om.
      At man kalder disse i human kultur endnu uudviklede mennesker "forbrydere" eller "syndere", er i realiteten ganske fejlagtigt. De er endnu kun primitive mennesker, der i udvikling sjæleligt ikke er nået op til at kunne opfatte den kristne morals forskrifter og væremåde og leve efter den. Hvordan skulle disse mennesker af hjertet kunne acceptere og praktisere en moral og væremåde, der tilhører et udviklingstrin, der ligger langt højere på udviklingsstigen end deres eget? - Er det retmæssigt at kalde disse mennesker "syndere" og "forbrydere"? - Findes der noget væsen, der kan præstere en højere moral og væremåde end den, det i øjeblikket er udviklet til at kunne manifestere? - Kunne det det, ville udvikling jo være totalt overflødig. - Det er rigtigt, at disse endnu primitive og for den gængse kultur eller civilisation endnu meget lidt tilpassede mennesker kan være endog farlige for samfundet eller for deres medvæsener i kraft af deres mere eller mindre endnu uhæmmede dyriske natur. At samfundet må beskytte sig imod denne dyriske eller mere eller mindre djævelske natur i disse mennesker, er naturligvis selvfølgeligt. Men beskyttelsen skal absolut ikke være hverken ved henrettelse eller voldshandlinger eller andre former for inhumane foreteelser. Man må her komme Kristi ord i hu, da han, i sin egen værste af sine bødler påførte lidelse, bad: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34). Men fremtiden vil helt anderledes have viden om udvikling og mentalitet. Den vil hverken bruge tugthuse, straffeanstalter eller andre mentalitetsnedbrydende og skadelige metoder over for disse mindre udviklede i samfundet. Da vil man anvende metoder, der er i kontakt med den sande og hedenskabsfri kristendom. (Vi må også her henvise til hovedværkerne "Livets Bog" og "Det Evige Verdensbillede").