57. Vi er her blevet vidne til, at kristendommens guddommelige lys i form af Jesu ord begyndte at stråle ind i menneskehedens hedenske og dyriske bevidsthedsocean. Dette ocean var et straffens, henrettelsernes og slaveriets ocean, båret af troen på en Guddom, der var krigens, hævnens og straffens Guddom. Man troede derfor at kunne formilde og dyrke denne Guddom ved til hans behag at dyrke dyredrab og blodsudgydelse i forbindelse med særlige ritualer og ceremonier. Men man kan ikke bebrejde dette folk denne deres gudsdyrkelse. Det var deres faste tro og overbevisning, at de på denne måde kunne tjene den ene sande Gud bedst. Og den øvrige menneskehed står i en kærlighedsgæld til dette Guds udvalgte folk. Det var det eneste folk i verden, der netop havde de betingelser, der krævedes, for at en ny verdensepokes første spæde kærlighedsspire kunne nedplantes i menneskehedens mentalitet og bringes til at spire frem. Og Betlehemsstjernen oplyste Betlehems stald om kap med Bethlehemsstjernens lys over det hellige land. Og englene sang i de fattige hyrders bryst: "Fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed". Og de vise tre konger faldt på knæ for det evige lys, der funklede ud fra staldens krybbe, verdensgenløserens vugge. De var vidne til en ny verdensepokes fødsel i lyset fra spædbarnets udstråling. De så, at i dette lys skulle alle jordens slægter blive til færdiggjorte mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Og jorden ville blive til en alkærlighedens lysende stjerne, et himmeriges rige blandt beboede verdener i det evige verdensrum.