Den Intellektualiserede Kristendom
Reinkarnationens eller genfødelsens nødvendighed for det levende væsen for igennem de fysiske jordliv at lære at tænke
79. Men den nævnte høje guddommelige, kulminerende alkærlighed og alvisdom kan ikke tilegnes hverken ved dåb eller nadver eller andre former for sakramenter. De udgør kun okkulte hjælpemidler i menneskenes første spæde begyndelse med kristendommens overjordiske lys. Tiden siden Kristus har vist menneskene, at han selv var på det rene med, at menneskene ikke ville blive frelst ved kristendommen. Menneskene kan kun blive "frelste", hvilket vil sige blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, ved virkningerne af deres egen fejlagtige handle- og væremåde, der igen er det samme som karma. På grund af denne karma er reinkarnationen eller genfødelserne til det fysiske plan en uundværlig foreteelse. Uden væsenets genfødelse på ny vil det være umuligt for det at blive fuldkomment og blive til det færdige, guddommelige menneske i Guds lignelse. Men da det levende væsen er en udødelig ånd, kunne genfødelsen, der er det samme som at fødes i et nyt fysisk legeme, ikke volde vanskeligheder. Og livet i ethvert levende fysisk væsen er således en lang kæde af fysiske jordliv, hvor den udødelige ånd er knyttet til den fysiske materie, og i kraft af sin fysiske organisme kan det her nyde af kundskabens træ. Uden denne nydelse ville det være totalt umuligt at få kendskab til godt og ondt. Væsenet kan absolut kun udvikle sig i fysisk materie, da den åndelige materie, som forekommer på det åndelige plan, altså i den udødelige ånds hjemsted, ikke egner sig for udvikling. Med denne materie kan man kun skabe tankebilleder, efter at man på det fysiske plan har lært at tænke. Men mennesket må lære at tænke og skabe i den grove, fysiske materie. Absolut kun her kan det lære at tænke logisk. Her vil enhver ulogisk tænkning skabe ubehag, smerte eller lidelse. Det lærer altså her på det fysiske plan at tænke de tanker, hvis udfoldelse skaber det gode, og de tanker, hvis udfoldelse skaber det onde. Dette er jo netop fundamentet for al udvikling.
      Da den åndelige materie lystrer ethvert begær og ikke kan gøre nogen som helst modstand imod væsenets fejltænkning, kan væsenet altså umuligt på det åndelige plan lære, hvad der er ondt eller godt. Det er derfor en livsbetingelse, at væsenet må lære at tænke i fysisk materie, der netop gør modstand imod al ulogisk tænkning. Denne modstand er smerte og lidelse. Det er virkningerne af ulogisk tænkning, der skaber den mørke karma eller skæbne. Den kan i sin kulmination udgøre ligefrem et helvede for det pågældende væsen. Derfor kan intet menneske undgå at lære at tænke logisk og rigtigt her på det fysiske plan eller i fysisk materie. Vi ser, at reinkarnationen eller genfødelsen således er en guddommelig velsignelse, idet væsenet således her får lejlighed til at opleve at tænke rigtigt og fuldkomment. Denne fuldkommenhed i tænkning skaber naturligvis også efterhånden fuldkommenhed i væremåde over for næsten. Og vi genkender her i denne fuldkomne tænkning og handlemåde alkærligheden og alvisdommen, der, som vi allerede flere gange har påpeget, gør mennesket til Guds billede efter hans lignelse. Og da er væsenet virkelig blevet til et kristusvæsen. Og det er til væsener af denne fuldkommenhed, menneskene er ved at blive omdannet i den begyndende ny verdensepoke.