Den Intellektualiserede Kristendom
Hvorfor eksisterer den overtro hos nogle væsener, at al skabelse bliver til af sig selv?
88. Dette at kunne tro, at en logisk skabelse kan blive til af sig selv uden et levende ophavs begær, villen og kunnen, er kulminationen af overtro. Kan en overtro være større? - Hvordan skulle noget være mere i modstrid med virkeligheden eller menneskenes intellektuelle erfaringer? - Med denne overtro er dens ophav kommet så langt bort fra den virkelige kendsgerning eller sandhed om livet, som det overhovedet kan komme. Men mennesket med denne overtro behøver ikke at være et primitivt eller uintellektuelt menneske rent materielt set. Det kan endog være en fremragende videnskabsmand i ren materiel forskning og viden. Hvordan kan det da være, at et sådant intellektuelt menneske kan tro på, at noget eller selve hele verdensaltet og dets ocean af logiske opbygninger eller skabeprocesser kan være blevet til af sig selv? - Det skyldes udelukkende væsenets endnu uudviklede psykiske begavelse. Det er endnu midt i sin materielle videnskabelige forskning eller erfaring ikke nået frem til på rette måde at iagttage udviklingen. Vedkommende har ikke i tilstrækkelig grad lagt mærke til, at de levende væsener gradvis udvikler sig fra lavere til højere udviklingsstadier, der igen betyder, at de har udviklet sig fra lavere sanseevner til højere og højere eller mere og mere udvidede oplevelsesevner og derved i tilsvarende grad har fået udvidet kendskabet til en tilsvarende del af livet eller tilværelsen. Denne sanseudvikling strækker sig lige fra minerallivsformer, plantelivsformer, dyrelivsformer og frem til det nuværende jordiske menneske. Denne jordmennesketilstand er den højeste form for udfoldelse af det dræbende princip. Jordmenneskene af i dag er blevet eksperter i udfoldelse af mørkets kulmination.
      Men udviklingen står ikke stille. Djævlebevidsthed er ikke det endelige mål for Guds skabelse af mennesket i sit billede efter i sin lignelse. Igennem kulminationen af indbyrdes myrderier, lemlæstelse, død og undergang over for hverandre er de jordiske mennesker således her synlige som meget ufærdige i at være virkelige, færdige mennesker, hvilket altså vil sige: mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Denne mørketilværelse, der ruger over den jordiske menneskehed, er således en udviklingsepoke eller særlige trin på den udviklingsstige, som skal føre dem ud af djævle- eller krigsepokens mørke og frem til en lige så strålende lystilværelse, som den har ført dem til djævleepokens trin i dag. Den er en indvielse af mennesket i, hvad der er ondt, og hvad der er godt. Hvis ikke mennesket kom igennem dette mørkets område på udviklingsstigen, ville det umuligt kunne få kendskab til godt og ondt og ville dermed være totalt afskåret fra nogen sinde at blive til det færdige menneske eller til det lysvæsen, som udgør en Kristus, og hvis mentalitet udelukkende er alkærlighed og alvisdom og den heraf følgende skabelse af livsglæde og kunst for alt og alle.
      Men menneskene og deres materielle videnskab ved ikke meget om denne udvikling længere end til det jordiske menneske. Man har derfor ikke tilbøjelighed til at tro, at denne deres nuværende tilstand i udviklingen, således som alle de andre forudgående stadier i udviklingen: mineral-, plante- og dyreriget, kun er et forbigående stadium i udviklingen. Det materialistiske menneske har mere eller mindre den opfattelse, at det jordiske menneskes nuværende tilstand er toppunktet eller den højest udviklede tilstand, et levende væsen kan opnå, og at der ikke findes højere livsformer eller tilværelsesplaner. De kan måske til nød og næppe i kraft af videnskaben tro på, at mikrokosmos er levende, men at makrokosmos, hvilket vil sige mælkevejssystemer, sole og andre himmellegemer, skulle være udtryk for levende væsener, er de meget immune over for at kunne forstå eller fatte. At Bibelen fortæller, at mennesker skal blive udviklet til at blive i Guds billede efter hans lignelse, er ligeledes mere eller mindre for dem vild fantasi eller uvirkelighed. Og derfor er de nødsaget til at opfatte tilværelsen eller livsmysteriets løsning som tilfældighed grundet på deres endnu meget begrænsede kosmiske sanseevne. Det, man ikke har sanser til at kunne opleve, kan umuligt blive til kendsgerning eller virkelighed for en.