Den Intellektualiserede Kristendom
Den ny verdensepoke er menneskehedens kosmiske indvielse i mørket og lyset
89. Det, som menneskene ikke rigtig forstår, men som for manges vedkommende dog mere eller mindre er blevet en anelse, er, at den nuværende jordiske menneskehed er i færd med at forandre livsstruktur. Den er ved at udvikle sig ind i en helt ny livsepoke, som netop skal blive toppunktet af selve udviklingen. Udviklingen har nemlig en begyndelse og en afslutning. Men man må lære at forstå, hvem eller hvad det er, der udvikler sig liv efter liv ved genfødelser i den fysiske materie og nye fysiske organismer. Udvikling er ikke noget i sig selv og kan derfor ikke være til for sin egen skyld. Den må være til for noget, for hvilket den har betydning, altså noget, denne udvikling kommer til gode. Hvad er det for et "noget"? - Det er dette noget inden i os selv, som vi udtrykker mange gange om dagen, nemlig vort eget "jeg". Som vi skal se i mine store analyser af livet, består dette jeg som en evig realitet, der i sig selv absolut ingen analyse kan have, da det hverken har begyndt eller nogen sinde skal ophøre med at eksistere. Dette jeg udgør sin egen overbevidsthed eller en åndelig struktur, der er lige så evig. Gennem denne struktur er dette højeste "noget" eller jeget i stand til at virke ind på den åndelige og fysiske materie og danne sig åndelige og fysiske legemer, igennem hvilke det kan udvikle sig fysiske og åndelige organer og legemer, igennem hvilke det kan tænke og opleve og manifestere sig. De fysiske legemer er de eneste ved væsenet, der er tilgængelige for de fysiske sanser, medens den åndelige struktur ikke kan opleves igennem disse sanser. Derfor er mennesket i stor udstrækning underkastet den overtro, at de levende væseners fysiske legemer er selve det levende væsen. Og da disse legemer kun er skabte, er de forgængelige og er slitage underlagt akkurat ligesom alle andre redskaber. Den fysiske organisme er kun et redskab for det evige jeg i det levende væsen.
      Da jeget således ikke er begyndelse og afslutning underkastet og således ikke er tids- eller rumdimensionelt, overlever det alle sine fysiske legemers undergang, men kan stadig opbygge sig nye legemer. Og det er denne udskiftning af fysiske legemer, vi kalder reinkarnation eller genfødelse. Igennem alle disse genfødelser på det fysiske plan oplever det den ydre fysiske verdens påvirkning og andre levende væseners påvirkninger, ligesom det er i stand til at reagere over for disse påvirkninger. Igennem denne gensidige påvirkning af jeget og den ydre fysiske verden opstår Guds skabelse af mennesket i sit billede. Og væsenet udvikles fra udviklingsepoke til udviklingsepoke og når til sidst frem til den sidste store udviklingsepoke, hvor Guds skabelse af mennesket i sit billede bliver færdigt. Og det er denne store og guddommelige epoke, menneskene er ved at udvikle sig ind i i dette vort århundrede.
      Når jeg skriver, den er guddommelig, er det ikke, fordi den er behagelig, tværtimod, der vil komme en meget mørk karmaudløsning, ja så megen karmaudløsning, at denne til sidst tilintetgør krigen, smerten og lidelsen, ja, alt mørket vil forsvinde fra dens liv og terræner. Og mennesket vil blive det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er derfor, jeg kalder denne epoke guddommelig. Når mørket med dets krige, lidelser og smerter er det virkelige, fundamentale middel til at få mørket med alt dets gru til at forsvinde, sker det altså udelukkende, som vi allerede flere gange har berørt, ved de virkninger, som de urokkeligt kaster tilbage på deres ophav som deres skæbne og gør den ond eller god, alt efter som virkningerne henholdsvis er udløst af disse ophavs had eller kærlighed. Da hadets eller krigens og mørkets virkninger urokkeligt falder tilbage på deres ophav som tilsvarende ond skæbne, afføder denne onde skæbne den humane evne i væsenet og gør det efterhånden til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, alt efter som denne humane evne er blevet til alkærlighed.
      Men endnu er denne alkærlighed meget lidt udviklet hos de jordiske mennesker. De lever endnu i mørkekulminationen eller mere eller mindre i djævlebevidsthedstilstanden. Men de mørke skæbner har hos mange mennesker allerede kulmineret, og de er blevet mere eller mindre humane, samtidig med at de har fået en fremragende intelligensudvikling, ligesom intuition endogså kan spores hos enkelte væsener. Disse væsener kan ikke acceptere kristendommen i dens overleverede uintellektuelle form og er derfor blevet materialister, der igen har givet dem erfaringen for, at materialisme absolut ikke kan være livets slutfacit eller toppunktet af menneskenes tilstand eller udvikling. De begynder at føle, at der mangler noget. Den uintellektuelle kristendom med sin efterhånden påklistrede hedenskab og overtro kan de umuligt antage som livsfacit eller åndeligt ståsted. Navnlig hos de nye generationer af ungdommen finder vi dem i særlig vildrede med hensyn til livets højeste erkendelse. De danner sig mange forestillinger mere eller mindre i forkerte retninger. De har en anelse om en højere tilværelses eksistens, uden dog at forstå denne og vejen til denne. Masser af nedbrydende vildfarelser huserer blandt de unge. De prøver mange metoder og midler, som de mener skulle kunne give dem lysets tilværelse. Ja, de er endog gået over til at forsøge med narkotika af forskellig slags, fordi de igennem disse for psykiske evner ødelæggende giftstoffer undertiden kan fremkalde falske psykiske oplevelser, der undertiden kan give svage tendenser i retning af salighedslignende lysoplevelser. Det sker kun på grund af, at giftstofferne har evne til at virke forstyrrende ind på de kosmiske organer, der hos de pågældende mennesker endnu kun forekommer i latent form, men er beregnet til senere, når de er tilstrækkeligt udviklede til at befordre væsenets kosmiske bevidsthed. At benytte disse giftstoffer er ødelæggende for hele væsenets åndelige struktur og kan i værste tilfælde gøre mennesket til et midlertidigt både fysisk og åndeligt vrag. Man forsøger også at fremkalde højere bevidsthedstilstande ved fejlagtige meditationer, der også kan bringes op til en næsten lige så psykisk ødelæggende virkning på de kosmiske organer som narkotikastofferne. Visse af disse stoffer kan som før nævnt undertiden afføde farlige, salighedslignende psykiske oplevelser. Fejlagtige og skadelige meditationer forsøges der også med. Men der findes absolut ikke nogen som helst stoffer, der kan forvandle det mere eller mindre ufærdige menneske til et lysets væsen med kosmisk bevidsthed og til at fremtræde som et kristusvæsen, der er ét med Gud eller udgør mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
      Tilvænningen af de nævnte giftstoffer er meget farlig, fordi de påvirker vedkommende menneskers kosmiske sanseorganer, som endnu er ufærdige og kun latente. Det er disse evner, der, igennem menneskets kommende udviklede alkærlighed og den heraf affødte intuition eller kosmiske sansesæt, skal give mennesket kosmisk bevidsthed. De nævnte giftstoffer har altså evne til at indvirke på disse latente kosmiske evner hos mennesket. Men da disse evner endnu er meget uudviklede og latente, tåler de ikke denne indvirkning eller at blive bragt til funktion ved kunstige midler. Derfor fører det mennesket ind i en meget farlig forvirring af syner eller åndelige oplevelser, som det pågældende væsen hverken har intelligens eller følelse til at beherske. Det kan endog nå frem til at forestille sig selv som Kristus og ender gerne på en nerveklinik som et mentalt afsporet, ja, som før nævnt, både fysisk og åndeligt vrag. Det vil tage flere fysiske inkarnationer for et sådant væsen at komme på ret køl igen og blive normalt. Og det bliver absolut normalt igen og kan fortsætte sin normale udvikling af kosmisk bevidsthed igennem kærlighedens væremåde. Der eksisterer jo absolut ingen fortabelse eller udslettelse af væsenet.
      Der findes således absolut ingen kunstige midler, ved hvilke mennesket uden om genfødelsen eller reinkarnationen og udviklingen af næstekærligheden kan opnå kosmisk bevidsthed, blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Der findes således absolut ingen genvej til lyset, således at nogle væsener kan komme lettere og ad en kortere vej til det færdige menneskestadium end andre. Alle må absolut igennem det samme for at blive det samme. Hvis der var en genvej, ville den foreskrevne normale livets vej baseret på alkærligheden være totalt overflødig og meningsløs. Hvorfor skulle nogle mennesker have en besværlig og møjsommelig vej til lyset, og andre kunne opnå dette altoverstrålende guddommelige resultat blot ved køb af nogle giftstoffer på et apotek? - Lykkeligt er det menneske, der ved, at giftstofferne fører nedad i mørket og ind i afsporingernes og lidelsernes dødsterræner, og at den absolut eneste farbare vej til lyset er alkærligheden, der naturligvis også rummer dette at elske Gud over alle ting som livets absolut eneste sande og levende ophav, og hvis ånd og blod pulserer i hvert levende væsen.
      Det, det drejer sig om, er altså væsenernes djævleværemådes omskabelse til kristusmentalitet. Og det er denne løsning, der er målet med væsenernes mørke karma. Og det er denne væremåde, der kommer til syne i den uintellektuelle kristendoms forkyndelse gennem Jesu mund. Og det er den samme kristusforkyndelse, der nu i en udvidet form igennem den nye verdensepoke vil blive givet menneskeheden i form af kosmisk videnskab, tilgængelig for intelligensmæssig efterforskning. Den kristne forkyndelse vil i den nye verdensepoke ikke være noget, man skal tro på, men en videnskab tilpasset menneskets logiske sans og kærlighedsudvikling. En videnskab, der vil gøre menneskene til deres egne åndelige lærere ved selvstudium og ved de kendsgerninger, der igennem dette studium vil blive til absolut virkelighed som: vejen, sandheden og livet eller selve livsmysteriets løsning. Den nu for længst begyndte ny verdensepoke vil således i virkeligheden være en kosmisk indvielse, hvor væsenerne igennem deres oplevelse af selve virkelighedens lys og mørke vil blive eksperter i livets struktur og kan forme deres liv i Guds billede efter hans lignelse. Og menneskene vil således nå frem til at blive åndeligt suveræne og vil derefter ikke mere være afhængige af andres meninger og opfattelser. De bliver deres egen åndelige autoritet. Og kun på denne måde kan væsenet med rette udtrykkes som det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.