Menneskeheden og verdensbilledet
4. KAPITEL
Religion og politik kan ikke være to ting
Et blik på det store verdensdrama, der i særlig grad tog til at udløses med årene 1914 og 1939 og stadig fortsætter og forbereder nye kultursammenbrud med landflygtighed, slavelejre, torturkamre, død og undergang for nye masser af mennesker, giver den højintellektuelle iagttager noget at tænke over. For ham kan det ikke mere være skjult, hvad det er, der er galt med menneskeheden. For ham er det forlængst blevet en kendsgerning, at »politik« og »religion« ikke kan være to ting. Religionen må være den højeste åbenbaring af viden om de idealer og morallove, på hvilke det daglige liv ene og alene kan baseres. En religion, der ikke udgør en sådan åbenbaring eller viden" har mistet sin politiske kraft, hvilket vil sige sin evne til at inspirere til skabelsen af den retfærdighed eller moral i samfundslovene, der er en betingelse for et hvilket som helst humant, kulturbefordrende og lykkebringende samfundsstyre. Der, hvor religionen ikke mere har denne kraft, men er blevet til noget, der kun passer for det enfoldige, naive eller overtroiske menneske, og som det mere intellektuelle eller videnskabeligt indstillede menneske ikke synes at kunne være bekendt at beskæftige sig med, har den mistet sin »politiske« autoritet og dermed sin indflydelse som regerings- og kulturfaktor. Og der, hvor religionen ophørte med at være en faktor, der bestemte regeringen, blev regeringen mere og mere en faktor, der bestemte religionen. At dette måtte føre til en tilsvarende katastrofal omvæltning i samfundsstyrelsen, var på forhånd givet. At forkaste religionen med dens indhold af livsvisdom eller livsfacitter, selv om disse ganske vist var indhyllede i en terminologi, der ikke var tidssvarende og ikke kunne dokumentere facitterne som videnskab, var det samme som at kaste barnet ud med badevandet. Det var det samme som at forkaste den fortolkning af næstekærligheden og de moralske begrundelser, uden hvilke et samfund umuligt kan undgå krig og kultursammenbrud, ulykke og lidelse. Og da de overlevende verdensreligioners kraft således var døende, er det ikke så mærkeligt, at folk og stater måtte komme ind i den gudløse eller materialistiske tidsepoke, det ragnarok eller bloddrama, hvis dønninger, nød og elendighed stadig dominerer politik, stater og individer.