Menneskeheden og verdensbilledet
5. KAPITEL
Den materialistiske videnskab og irreligiøse verdenspolitik
Når menneskene ikke mere accepterede »ånd«, var der jo kun den fysiske »materie« tilbage at holde sig til. Og denne materie blev da også målt på alle tænkelige måder. Resultatet heraf blev den såkaldte »moderne videnskab«. Denne videnskab er et indgående kendskab til mål, vægt, volumen, grader og afstande, men rummer ikke noget som helst virkeligt kendskab til selve »livet«. Den kan kun tænke i mål og vægt. Den kan ikke tænke i den psykiske dimension, der gør sig gældende i form af »ånd«, og inden for hvilken dimension dens egen bevidsthed, tanke og sjæleliv eksisterer. Da den ikke kan tænke i omtalte dimension, kan den kun opfatte alt, hvad der er af åndelig natur, som naivt og »uvidenskabeligt«. At retsbegrebet, hvilket i virkeligheden vil sige »næstekærligheden«, som jo er af høj åndelig natur, ikke havde særlige chancer for at kunne gøre sig gældende i en sfære, hvor man ikke mere tror på religionen og kun har en videnskab, der ikke kan efterkontrollere ting eller foreteelser, der ikke har fysisk mål og vægt, er kun, hvad kendsgerningerne allerede har vist som selvfølgeligt. Men i en sfære, hvor man har tabt troen på de højeste retsbegreber eller kærlighedsidealer, er der ikke noget andet fundament tilbage at basere" den daglige tilværelse på end »magtprincippet« eller »den stærkeres ret«. Og folkenes statsstyrelse eller samfundsorden kom da også til at hvile på et overordentligt gennemført altbeherskende kapløb mellem staterne i skabelsen af de størst mulige militære opbud med de mest geniale mord- og ødelæggelsesmaskiner plus andre dødbringende kemiske såvel som tekniske faktorer. Det blev til en kendsgerning, at det femte bud: »Du skal ikke dræbe« og påbudet om at »stikke sværdet i balgen.« o.s.v. blev totalt ignorerede af statsmagten. Det var postulater, man i bedste tilfælde lod børn og mindreårige beskæftige sig med. Men efterhånden som børnene nærmede sig den voksne alder, havde staten et andet ideal at beskæftige dem med. Dette ideal hedder »den tvungne værnepligt«. Ifølge denne »pligt« måtte enhver ung mand, ganske uafhængigt af om han selv synes om det eller ej, tvinges til at lade sig uddanne i at kunne betjene de moderne krigsmaskiner og mordvåben og på andre krigsmæssige måder at ødelægge sin næste. Hvordan skal menneskene vel kunne blive lykkelige ved sådanne blot og bar materialistiske regeringsformer? Må ikke sådanne regeringsformer, udskilte fra religionens kærlighedsideal og alene baseret på den stærkeres ret eller magtprincippet i stedet for retsprincippet føre til kulturens omskabelse til en jungle. Hvordan skal en sådan irreligiøs politik undgå at blive til den forlængst forudsagte »alles krig imod alle« eller til den dødsvånde, som i vor nuværende tidsepoke blev millioner af menneskers skæbne?