Menneskeheden og verdensbilledet
52. KAPITEL
»Indvielse« eller »Den store fødsel« er en af udviklingen befordret organisk proces i individets psyke
Med oplevelsen af den usynlige hersker bag materien eller verdensaltet er et vist mentalt kredsløb tilendebragt. »Den fortabte søn« er atter hjemme. Gudesønnen er atter blevet forenet med sin Fader. Og efter denne oplevelse ser verdensbilledet anderledes ud. Fra at være døde materiefacitter, klodebanebeskrivelser, stjerneberegninger, atomanalyser etc. er verdensbilledet nu blevet til »noget«, der tænker, fører vilje og tilkendegiver denne sin tænkning og viljeføring igennem logisk skabelse eller manifestation akkurat ligesom alle andre levende væsener. Her opstår en kontakt imellem individets jeg og universets jeg. Individet og universet, »sønnen« og »Faderen«, taler med hinanden. Men når sønnen således kan forstå Faderen, går Faderens tanker over i sønnen, og denne bliver »ét med Faderen«.
      Det er denne tilstand eller livsform, der udgør »mennesket i Guds billede«. Det er den samme livsform, der pludselig bliver til vågen dagsbevidst selvoplevelse igennem den proces, vi kender under begrebet »indvielse«, og som jeg i mit hovedværk »Livets Bog« og øvrige skrifter har givet navnet »Den store fødsel«. Det må her forstås, at »indvielse« eller »Den store fødsel« ikke udgør en ceremoni, foranstaltet af mennesker, men derimod er et produkt eller slutresultat af en naturlig organisk udvikling af en mental evne akkurat som alle de øvrige sanser, såsom syn, hørelse, lugt, smag etc. Det er rigtigt, at man inden for en længst forsvunden fortid på okkult måde »indviede« konger eller ypperstepræster, de væsener, i hvem ledelsen af folkets kulturudvikling blev nedlagt, for derigennem netop at have en garanti for, at aspiranten til denne værdighed virkelig besad den fornødne psykiske kvalitet, moralske selvbeherskelse eller sjælelige stabilitet til at kunne bære det ansvar, som var forbundet med så højt et embede. I hine tider var den store almenhed ikke indstillet på selv at tænke eller spekulere på de højeste eller evige sandheder. Livet var ikke noget mysterium, for man var af naturen begavet med et så altbeherskende instinkt, at man fuldt og fast troede på kongen eller ypperstepræsten, »Guds slægtning« og »stedfortræder« på jorden. Men den tid er forlængst forbi, da jordmenneskeudviklingen er lagt i enkelte individers hænder. De sidst forekommende tilfælde af denne udviklingsbane er de endnu eksisterende store verdensreligioner og dyrkelsen af og troen på disses ophav. Der vil ikke mere opstå sådanne åbenlyse messiaser eller verdensgenløsere. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke opstår talrige væsener, som mere eller mindre fremhæver, at de er Messias og udset af Forsynet til at »frelse« menneskeheden. Men det viser dog, at de ikke har den sjælelige, åndelige eller kosmiske bevidsthed, som netop kendetegner en messias eller verdensgenløser. De fremkommer kun med postulater, der så at sige kun er et plagiat af, hvad de oprindelige religionsophav eller verdensgenløsere har sagt. Deres position er udelukkende baseret på troende mennesker. Men da trosevnen er på retur, bliver det mere og mere umuligt for sådanne væsener at erhverve tilhængere.