Menneskeheden og verdensbilledet
69. KAPITEL
Erkendelsen af det evige verdensbillede er det eneste, der kan omdanne væsenet fra dyr til menneske
Og hermed har vi fået et første begyndende indblik i de evigt bærende realiteter eller fakta, der skjuler sig under begrebet »menneskeheden og verdensbilledet«. Det er en selvfølge, at så stort et emne ikke udtømmende eller fundamentalt kan fortolkes på så begrænset et område, som pladsen her betinger. Vi må derfor henvise den, der vil gå dybere i disse ting, til vort øvrige udkomne omfattende materiale for såvel begyndere som viderekomne.
      Som man vil se, udgør nærværende analyser såvel som vor øvrige litteratur ikke »videnskabelige« begreber i almindelig forstand. De moderne materialistiske autoriteter kan endnu ikke forestille sig, at noget kan være videnskab (sandhed), som ikke udgør talstørrelser, tids- og rumdimensioner, altså facitter, ved hvis hjælp verdensbilledet og dermed livsmysteriets inderste sandhed umuligt kan løses. Verdensbilledet er en evig foreteelse og strækker sig derfor uden for tiden og rummet. Tids- og rumdimensionale facitter kan udelukkende kun udtrykke timelige foreteelser, hvilket vil sige: ting, der er begyndt og derfor igen må ophøre. Men verdensbilledet er ikke noget, der er begyndt, thi så skulle det være blevet til af »intet«, ligesom det heller ikke kan ophøre, da det i så fald måtte blive til »intet«. Da »noget« ikke kan fremkomme af »intet«, ligesom »noget« heller ikke kan blive til »intet«, må enhver, der vil søge livsmysteriets løsning, derfor vænne sig til, at der findes facitter, der udtrykker evigheden, og at kun disse kan være analyser af det evige. Nævnte facitter bliver derfor ikke mindre videnskabelige end de facitter, der kun giver besked om de skabte eller timelige og derfor hensmuldrende ting.
      Og det er med verdensbilledet og menneskeheden set i disse evige facitter, at jeg håber at kunne være til nytte for den ærligt søgende intellektuelle forsker. Verdensbilledet og det levende væsen, set i analyser, der udtrykker den evighed, som skjuler sig bag foreteelsernes timelige fremtræden, er det absolut eneste, der kan omdanne individets mentalitet fra krigspsykose til den evige fred – fra had til kærlighed – fra dyr til menneske. Thi intet lys er større og stærkere end sandheden. Og ingen sandhed kan være absolut uden at udtrykke evigheden. De bibelske ord: »I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud«, bliver derfor til absolut sandhed. Bedre udtryk for sandheden kan ikke eksistere, når man forstår, at »ordet« er »sandheden«, »sandheden« er »Gud«, og »Gud« er »evigheden«. Og bliver det ikke i henhold hertil med en lige så enorm autoritet og patos, at verdensgenløserens ord runger igennem universet: »Himmelen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå«.
Næste