Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Marts 1942

- bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m. fl.

(fortsat)

Dette er ogsaa en Form for "Bøn", for Henvendelse til Forsynet eller en Form for Stræben mod Lyset. Men det er ikke blot paa Slagmarken, at Mennesker befinder sig i fortvivlede Tilstande, hvor al deres Sorg, Angst og Kvide virker som en Form for "Bøn" til Forsynet. Ogsaa i mange andre Situationer ser vi, at det moderne, udviklede Menneske, trods det at det har faaet Forstand paa mange Ting, alligevel ofte befinder sig i en Tilstand af Nød og Fortvivlelse. Sagen er den, at selv om man har faaet Forstand paa mange forskellige Ting, saa vil man ikke desto mindre stadig kunne komme i en Tilstand af Nød og Fortvivlelse, saalænge man ikke har fundet Vejen til Lyset.

I vor Børnelærdom har vi jo lært, at Vejen gaar mod Lyset. Det samme gør sig gældende inden for de andre store Religioner, Buddhismen og Muhammedanismen. Ogsaa der lærer man, at Vejen gaar mod Lyset. Vejen mod Lyset har jeg bl.a. symboliseret ved Udviklingsstigen for de forskellige Arter af Væsener. Højt oppe paa Udviklingsstigen befinder de Væsener sig, hvorfra f.Eks. Verdensgenløserne kommer. De kommer bl.a. fra det rigtige Menneskerige. Verdensgenløsningen har bl.a. til Opgave at gøre Væsenerne bevidste i Guddommen. Men naar man skal gøre Væsener bevidste i Guddommen, maa det være ved Hjælp af Energi. De Energier, det jordiske Menneske modtager, er ikke allesammen jordiske, fysiske Energier. Naar det jordiske Menneske skal blive bevidst i Guddommen, maa det være ved Hjælp af en højere Energi, der Straaler ind over Jorden fra Mælkevejens Centrum. Denne højere Energi, der er det samme som det Lys, vi har lært, at Vejen gaar mod, bliver i den jordiske Zone tilsmudset af Væsenernes primitive Manifestationsevne. Men efterhaanden som Udviklingen skrider frem, bliver Lysstraalerne klarere og klarere. Væsenerne kommer mere og mere over i en Tilstand af Kærlighed og Intellektualitet. Centrum i Vandringen mod Lyset er et bestemt Punkt, nemlig Guddommen. Hvordan Guddommen ser ud, har man i Tidens Løb dannet sig mange forskellige Forestillinger om, og man har dannet sig mange Billeder af ham, som imidlertid alle er ufuldkomne, da Guddommen er hævet over en hvilken som helst Form for Billeddannelse.

Vejen eller Vandringen mod Lyset kan ogsaa vises paa en anden Maade. Hvis vi undersøger Tilstandene her paa Jorden og ser paa Forholdet mellem Nationerne, hvordan det er nu og hvordan det vil udvikle sig, har vi ogsaa her et Billede paa Vejen mod Lyset. Den vældige Katastrofe, som vi nu oplever, er et direkte Resultat af, at de forskellige Nationers Regeringer har dyrket Idealer, der absolut ikke var egnet til at skabe nogen behagelig Tilstand for de andre Nationer. Nogle Nationers Regeringer vilde have Kolonier eller Rigdomme fra dem, der havde mere end de selv, og da disse ikke godvilligt vilde give deres Kolonier og Rigdomme fra sig, maatte det føre til den Verdensbrand, som hærger Jorden.

Betragter vi de enkelte Mennesker, ser vi, at ogsaa de er indstillet i forskellige Retninger og har forskellige Idealer. Nogle er indstillet paa det dræbende Princips Ideal, koncentreret i Begrebet "Magt for Ret", medens andre er indstillet paa det modsatte Ideal. Men der findes ogsaa Mennesker, der har begge disse Idealer i deres Bevidsthed, men saaledes at det ene i Perioder har Overtaget. Disse Mennesker er ofte interesseret i en Mængde materielle Ting, men da det virkelige Retsbegreb endnu ikke er helt udviklet hos dem, bliver de ofte et Offer for Ærgerrighed, Magtsyge og Albuen sig frem foran de andre. Men de Tankearter, der ligger til Grund for disse Tilstande, hører hjemme i de lavere Zoner og afføder uundgaaeligt Lidelser, Angst og Sorg.

Det samme gør sig gældende i de mentale Tilstande, hvor det dræbende Princip har Overtaget, og Menneskene finder det "stort" at kunne hævne hade og tilintetgøre. Men Angst og Kvide er dybest set de udløsende Faktorer for Impulser eller "Bønner" rettet mod det evige Forsyn. Som nævnt er Menneskene med en Del af deres Bevidsthed indstillet paa det modsatte af det dræbende Princips Ideal. At de ogsaa hylder det modsatte af det dræbende Princips Ideal, nemlig Næstekærlighedens Ideal, viser, at de med en Del af deres Bevidsthed er indstillet paa Lyset. "Lyset" er den ny Verdensimpuls, gennem hvilken alle Væsener skal naa frem til den Tilstand, jeg kalder "kosmisk Bevidsthed". Lyset er den "Sæd, i hvilken Alverdens Slægter skal velsignes". Herigennem skal alle naa frem til en levende Korrespondance med Forsynet. Men det jordiske Menneske er paa sin Vandring mod Lyset i Almindelighed endnu ikke særlig indstillet paa Forsynet. Det skal lære gennem sine Længslers Tilfredsstillelse, hvad de i Virkeligheden bar i deres Skød. Man maa forstaa, at det er guddommeligt og kærligt, at det har Længsler og Interesser, som afføder Mørke, Angst, Sorg og Fortvivlelse, thi uden disse Længslers og Interessers Tilfredsstillelse vilde det være ganske udelukket, at det kunde naa frem til Visdom. Paa dette Stadium, hvor det jordiske Menneske befinder sig, gælder det i al Almindelighed, at "den enes Død er den andens Brød". Det er paa dette Stadium, at Menneskets Længsel gaar i Retning af at blive en vældig materiel Matador. De maa forstaa, at jeg siger ikke alt dette for et kritisere, men for at vise, hvad der i Virkeligheden foregaar i Livet.

Manifestationen af alle disse Idealer er i Virkeligheden Udtryk for Skæbnebølger, der sendes ud, og den vældige Verdensbrand, vi nu oplever, er dybest set Virkningen af disse Skæbnebølger, der vender tilbage. Vi har jo lært, at "som man saar, skal man høste". For Jordklodens Vedkommende er disse Skæbnebølgers Tilbagevenden nu i fuld Udfoldelse. Der har aldrig før paa Jorden været en saa kolossal Udfoldelse af det dræbende Princip, og der vil aldrig nogensinde komme det igen. Betragter vi de enkelte Mennesker, gør det samme sig gældende. Ogsaa her kommer Skæbnebølgerne tilbage, og det vil bevirke, at de vil komme til at opleve en "Verdenskrig" i deres Indre. Naar Skæbnebølgerne kommer tilbage i overvældende Mængde, vil de paagældende Mennesker, der har udsendt dem, komme til at opleve en Tilstand af Angst og Kvide. Der bliver Mørke og Kaos i Bevidstheden, akkurat tilsvarende til det, jeg fortalte om Soldaten paa Slagmarken, hvis hele Sindstilstand var en Slags Raaben til Forsynet om Hjælp. Efter at han havde oplevet dette Mørke og Kaos i Bevidstheden tilstrækkelig mange Gange til, at dette at dræbe et andet Menneske næsten var udlevet, kom han til at længes mere og mere efter Forsynet, efter at komme i Berøring med andre Kræfter, der kunde føre til, at han kunde faa Orden i sin Bevidsthed. Naar han har faaet Orden i sin Bevidsthed, kommer han efterhaanden mere og mere til at manifestere Næstekærlighed, han kommer ind paa at leve for at tjene og ikke for at lade sig tjene. Saa bliver der Harmoni i hans Bevidsthed. Der kommer en fuldstændig Ligevægt i Bevidstheden, saaledes at alle hans Bevidsthedscentre bliver indstillet paa Guddommen. Han bliver Aandsforsker, og hele hans Organisme bliver et Redskab for Manifestation af Kærlighed.

For Jordklodens Vedkommende gælder det samme. Naar den vældige Verdensbrand har raset ud, vil alle Jordens Nationer komme i Harmoni. Alle Nationer vil faa ligelig Del i alle de forskellige Værdier, der findes paa Jordkloden. De vil allesammen blive indstillet paa Fred og Harmoni. Alle Regeringer vil blive underlagt en fælles Regering for hele Jordkloden, og til den Tid vil det rigtige Menneskerige være en Kendsgerning paa Jorden. Da er Jorden blevet "een Hjord med een Hyrde".

For det enkelte Menneske vil det som sagt sige, at det faar alle sine Bevidsthedscentre indstillet paa Guddommen. Saa vil det forstaa, at alle levende Væsener tilsammen er Guddommen, og at alle de Væsener, det er omgivet af, - ligegyldigt om det er Væsener, der er imod det, er ubehagelig mod det, fornærmer og bagtaler det, eller det er Væsener, der er kærlige mod det og forstaaende over for det - allesammen er Udtryk for noget, Guddommen vil belære det om. Saa vil det forstaa, at ikke alene det selv, men alle Væsener hele Tiden ustandseligt er udsat for Guddommens Paavirkning. Naar det enkelte Menneske forstaar det, saa bliver der ikke længere Plads for Indignation imod nogen eller noget, ligegyldig hvordan de saa end optræder, der kan højst blive Tale om, at det vender den højre Kind til. Det er det samme som at vende Forstanden til. Saa gaar det sin Vej og har ikke Samkvem med dem, der har prøvet paa at fornærme eller irritere det. Det er Udtryk for Kultur at lade "den anden gaa til højre, naar man selv gaar til venstre". Paa den Maade faar Mennesket Fred i Bevidstheden og en levende Forstaaelse af, at alt hvad det oplever af ubehageligt, er Guds Bearbejdelse af det. Saalænge det ikke har faaet en levende Forstaaelse heraf og ikke har Bevidstheden helt koncentreret paa alt det gode, det lyse og det fuldkomne i Livet, saa er det klart, at der maa blive Uro og Røre, Krigstilstand og Sygdom i Bevidstheden. Naar det enkelte Menneske har faaet alle sine Bevidsthedscentre indstillet paa Guddommen, paa Lyset, saa har det tilendebragt Vandringen mod Lyset.

Nu har jeg fortalt Dem om Vandringen mod Lyset, og jeg vil nu vise Dem, hvorledes denne Vandring fornemmes indvendig. Vandringen mod Lyset er det samme som Vandringen mod en direkte Indstilling paa Guddommen. Naar man er direkte indstillet paa Guddommen, saa fornemmer man hele Verdensaltet, alle levende Væsener som et eneste Væsen, saa bliver hele Tilværelsen en eneste Korrespondance med et eneste Væsen, Guddommen. Hele Tilværelsen bliver en eneste stor "Bøn" til Guddommen i "Lønkammeret". Det bliver en eneste stor Koncentration af hele vor Energiudfoldelse. Ligegyldigt hvad vi saa foretager os over for vor Næste, bliver det noget vi foretager os over for Guddommen. Men lige som vi ikke kan foretage os noget som helst over for vor Næste, over for Guddommen uden at bruge vore Sanseredskaber, saaledes kan Guddommen heller ikke foretage sig noget over for os uden at bruge Sanseredskaber. Skal Guddommen sanse os, maa det være gennem Sanseredskaber. Hvem er saa Guddommens Sanseredskaber? Det er alle de levende Væsener, der eksisterer. Naar Guddommen "taler" til os gennem et af de levende Væsener, der er hans Sanseredskaber, udstraaler han Energi. Denne Energi gaar ikke ud i det tomme Rum. Den møder en Energibølge udsendt fra et andet Væsen, og der hvor de mødes, opstaar der Skabelse. Det samme er Tilfældet med det enkelte Menneske. Intet Menneske kan tale, spise, høre eller se uden at udstraale Energi. Intet Menneske kan leve uden at udstraale Energi. Hvad enten det aander, bevæger sig, tænker, taler, spiser, drikker eller hvad det nu foretager sig, udstraaler det en eller anden Form for Energi. Men al denne Energiudfoldelse vilde ingenting betyde, hvis den ikke var en Reaktion over for en anden Energiudstraaling, som kommer ude fra Verdensaltets Centrum. Der hvor det enkelte levende Væsens Energier møder Energierne fra Guddommen, der opstaar der Skabelse, der opstaar der en Reaktion mellem Guddommens Kraft og det enkelte levende Væsens Kraft. Naar De hører noget og optager det med Deres Sanser, saa er der sket en Reaktion mellem den Energi, De udsender ved Hjælp af Deres Sanser og den Energi, som det paagældende Væsen, der fortæller Dem noget, udsender. Naar De lytter til mig, er det en fuldstændig Korrespondance. De analyserer det, jeg fortæller Dem, ud og sætter det paa Plads i Deres Bevidsthed, og derefter retter De maaske Deres Tanker ud imod Rummet, mod andre Væsener, og ogsaa der opstaar der en Reaktion, der opstaar Skabelse. I hele den samlede Reaktion over for Omgivelserne er man i Stand til at skabe videre paa sin Organisme, saa at den bliver finere og finere, og mere og mere egnet til en fuldstændig Korrespondance med Guddommen. Hele Tiden sker der en Reaktion, et Samarbejde mellem ens egne Energier og Omgivelsernes, Guddommens Energier. Alt hvad Mennesket kan frembringe er Resultat af dette Samarbejde. Alle de Stole, de sidder paa, kunde Snedkeren ikke have lavet uden Træ. De kan ikke bygge nogen Organisme op uden at spise og drikke; thi Skabelsen af Deres Organisme sker ikke alene ved Hjælp af Kræfter inde fra Deres Jeg, der maa ogsaa noget til ude fra Deres Omgivelser, fra Verdensaltet, fra Guddommen. De maa have alting udefra. Naar De skal aande, maa De have Luft udefra, naar De skal spise og drikke maa De have Fødemidler, naar De skal høre, maa De opfange nogle Lydsvingninger udefra, hvad enten det nu er andre Menneskers Tale, Fuglenes Sang o.l. Skal De tænke, bliver det ogsaa paa Basis af noget, De har faaet udefra, noget De har læst eller hørt. Saaledes kan De ikke leve et eneste Øjeblik uden at faa en eller anden Form for Energi tilført udefra. Der maa hele Tiden opstaa en Reaktion mellem Forsynets Energi, De faar tilført udefra og den Energi, der Straaler ud fra Deres Jeg. Det er vigtigt, at De forstaar, at vi ikke kan være til et eneste Sekund uden at arbejde sammen med de Kræfter, der bliver stillet til vor Raadighed. Det er ikke Udtryk for "døde" Kræfter, selv om mange af de Kræfter, som bliver stillet til Menneskenes Disposition, f.Eks. Naturkræfterne, i Almindelighed opfattes som "døde" Kræfter. De er tværtimod Udtryk for den højeste Planmæssighed, de har hver for sig en ganske bestemt Form for Reaktion, de er forstandigt og logisk organiserede og lagt til Rette, saa at vi, naar vi er tilstrækkeligt udviklede, kan se, at de er Udtryk for en Henvendelse fra Guddommen til os. Naar vi oplever et eller andet, kan vi se, at det er en Henvendelse fra et andet Væsen, og paa samme Maade skulde vi gerne komme til at se alt, hvad der sker, hvad enten der nu indtræffer en haard Kulde, eller det er Ubehageligheder og Bagtalelser fra andre Mennesker, Elementernes Rasen, Verdenskrig, Arbejdsløshed, Sygdom etc. som en Henvendelse fra Guddommen til os. Og naar jeg nu fortæller Dem alle disse Ting, er det for at De kan blive bevidst i denne Henvendelse og naa frem til det sande Gudsforhold. Det er nødvendigt at blive bevidst i alle disse Ting, jeg fortæller Dem om - jeg gør det ikke bare for at give Dem Kundskab og Viden om disse Ting, saa at De kan brillere med dem, men snarere for at De ved Hjælp af denne Viden kan komme til at opleve en virkelig harmonisk Tilværelse og være i Kontakt med Livets Love. Det er ikke noget Udtryk for et virkelig harmonisk Liv bare teoretisk at vide, at man lever efter Døden. De har i Virkeligheden ingen Viden om, hvad De egentlig er født til, og hvad der er Deres Skæbnebestemmelse. De har ingen virkelig Viden om, hvad De oplevede i de første Aar af Deres Tilværelse, hvis De ved det nu, er det noget, De har hørt af Deres Forældre, men naar De faar kosmisk Bevidsthed, kan De opleve realistisk, at man lever efter Døden, og opleve, hvad De i Virkeligheden er født til, hvad der er Deres Skæbnebestemmelse m.m. Saa faar De en virkelig guddommelig Oplevelse, saa kan De opleve og erfare disse Ting direkte fra Guddommen, saa kan De faa direkte Svar paa alt, hvad De spørger Guddommen om. Det lyder fantastisk for Dem, men det er ikke desto mindre fuldkommen rigtigt. Saa har De fuldbyrdet Vandringen mod Lyset, saa er De kommet i Kontakt med Guddommen, saa bliver hele Deres Tilværelse en eneste stor Korrespondance med Guddommen, saa taler De med Guddommen som en Mand taler med sin Næste, saa bliver hele Deres Væremaade en eneste stor "Bøn" i "Lønkammeret".

Nu vil jeg saa fortælle lidt om de forskellige Stadier i Vandringen mod Lyset, saaledes som den former sig for det levende Væsen, helt nede fra Dyret og op til det rigtige Menneske, der har faaet kosmisk Bevidsthed.

Det første Stadium i denne Vandring er Dyrets Stadium. Hvis vi undersøger Dyrets Bevidsthed, vil vi se, at der ingen ligevægt er mellem Følelse og Intelligens. Dyret har en overvældende Følelse i Forhold til den lille Smule Intelligens, det raader over. Dyret lever næsten udelukkende paa Instinkt og Vanebevidsthed fra en tidligere Spiral. Det er denne Vanebevidsthed, der faar det til at udstøde Angstskrig, naar det kommer i Livsfare. Dyret udstøder rent vanemæssigt, automatisk sit Dødsangstskrig, naar alt Haab om Redning er ude. Dette Dødsangstskrig er ikke rettet mod det Dyr eller den Jæger, der forfølger det, men det er derimod rettet mod det Ukendte. Dyret har ingen dagsbevidst Viden om, at der i det Ukendte eksisterer et Forsyn. Dyrets Dødsangstskrig er den første spæde Form for "Bøn" eller Gudsforhold. Hermed er det naaet et lille Stykke frem i Vandringen mod lyset.

Efterhaanden bliver det mere og mere bevidst i sine Angstskrig og faar udviklet sin Intelligens, og saa er det ikke længere et Dyr, men et Naturmenneske. Dermed er vi naaet til det næste Stadium. Hos Naturmennesket er der lidt mere Intelligens end hos Dyret, men der er stadig ikke Balance mellem Følelse og Intelligens. Følelsen er stadig dominerende i Forhold til Intelligensen. Dette bevirker, at Væsenet paa dette Stadium er et troende Væsen. Det tror fuldt og fast paa, at der eksisterer et Forsyn, men det har ingen realistisk Viden derom. Det samme gælder det civiliserede Menneske, der gaar i Kirke. Ogsaa hos det er det stadig Følelsen og Vaneinstinktfunktionen, der har Overtaget. De bliver ikke i særlig Grad reguleret af Intelligensen, naar der er Tale om aandelige Felter. Et Menneske kan udmærket godt være fremragende inden for den materielle Forskning og alligevel være et troende, kristent Menneske, der ikke kan bruge sin Intelligens paa de aandelige Omraader. Paa dette Stadium begynder Guddommen at blive opfattet som et levende Væsen, men man har absolut ingen Viden om det. I den Situation befinder en Mængde moderne Mennesker sig, de lever endnu under en Form for Tro.

Paa det næste Stadium kommer vi til et Væsen, der har faaet sin Intelligens udviklet saa meget, at Intelligensen har Overtaget. Ogsaa her er der en Uligevægtstilstand. Væsenet begynder nu at regulere de forskellige Bevidsthedstilstande ved Hjælp af Intelligensen, lige som det begynder at styre sin Vilje ved Hjælp af den. Det begynder at gøre Erfaringer paa en Masse Felter - materielt videnskabelige Omraader eller Forretningsomraader. Det bruger sin Forstand alle Vegne hvor det kan komme til det, og der hvor det ikke kan komme til at bruge Forstanden, tror det absolut ikke paa noget som helst. Da det har for lidt Følelse i Forhold til Intelligensen, kan det ikke komme i Berøring med de aandelige Omraader og faa højere Følelseserfaringer, og da det ikke kan anvende Intelligensen paa disse Felter, dør Bevidstheden om Guds Eksistens for en Tid helt bort fra dets Sind. Derved kommer det i en Bevidsthedstilstand, hvor det ligefrem benægter, at der er nogen Gud til eller i heldigste Tilfælde regner ham for overflødig, hvad der i Virkeligheden vil sige, at det ikke tror, at der er nogen Gud til. Paa dette Stadium er der ikke Tale om, at Væsenet henvender sig til Forsynet. Paa dette Stadium kender det ikke noget til "Bønnen i Lønkammeret". Det regner saadan noget for umoderne og ser ned paa de Mennesker, der beskæftiger sig med saadan noget. Men det var jo netop dette Stadium, Væsenet skulde naa til. Dette Stadium danner den yderste Kontrast til Lyset, og uden at man har oplevet den yderste Kontrast til Lyset, kommer man aldrig nogensinde til virkelig at sætte Pris paa Lyset, paa det sande Gudsforhold.