Ældre årgange af Kosmos mv.

1:3    >>

Aand

Foredrag af Martinus den 24. Maj 1942
Bearbejdet efter stenografisk Referat
af Inge Nørgaard og Lisbeth Dam

Hvad forstaar vi ved Aand? Vi ved fra vor Børnelærdom, at Aand var noget, der kom over Apostlene, hvorved de fik en anden Bevidsthedstilstand end den, de før havde. De kom til at tale i andre Tungemaal. Dette maa De ikke forstaa saaledes, at Apostlene kom til at tale andre Sprog. Apostlene havde en aandelig Oplevelse, i hvilken de blev bevidst i andre Tankearter end dem, de hidtil havde kendt, de blev med andre Ord bevidste i en højere Viden om Tingene.

Men denne Forklaring paa hvad Aand er, er ikke tilstrækkelig. Kosmisk set er Aand og Materie det samme. Men hvorfor siger vi da "Aand" i det ene Tilfælde og "Materie" i det andet? For at besvare dette Spørgsmaal rigtigt maa jeg bede Dem betragte den Verden, De er omgivet af. De ser f.Eks. Naturen, Huse, Møbler, hinandens Organismer etc. Alle disse Ting kalder vi for Materie. Men undersøger vi derimod det, vi kalder en "Oplevelse", ser vi, at den udtrykker en Reaktion mellem det i os selv, vi kalder vort Jeg og - Materien. Igennem denne Reaktion tilføres der vort Indre, det vi kalder "Indtryk". Disse Indtryk opbevarer vi i vor Bevidsthed, som i Virkeligheden udelukkende bestaar af alle de Indtryk, vi i vor Tilværelse har oplevet. Den samlede Sum af disse Indtryk udgør, sammen med vort Jeg, det vi kalder "Aand".

Vi ser saaledes at der, for at der kan opstaa det, vi kalder "Aand", maa være et Skillerum mellem os selv og Materien. Naar De oplever Livet, sker denne Oplevelse igennem en Kæde af Indtryk, der gaar ind til noget i Dem, som saa at sige er ukendt for Dem. Herfra vender disse Indtryk tilbage til Deres Hjerne i Form af "Tanker" og forlader igen Deres Væsen som "Udtryk", der faar direkte Indflydelse paa den Materie, der omgiver Dem. Vor "Aand" bliver altsaa til igennem de ydre Materiers Indtryk paa det i vort Væsen, vi udtrykker som vort "Jeg".

Jeg sagde til Dem før, at Aand og Materie i Virkeligheden er det samme. Sandheden er nemlig den, at det kun er den Del af Materien, som befinder sig indenfor vor Bevidsthed, vi kalder "Aand", det der er udenfor, det være sig faste, flydende eller luftformige Stoffer, kalder vi "Materie". Naar vi dør, sker der kun det, at vort Liv, der før var af indvendig Karakter, d.v.s. opstod som Reaktion mellem os selv og en Yderverden, nu bliver af udvendig Karakter. Aarsagen hertil er den, at de aandelige Verdener bestaar af samme straaleformige Materie, som vor indvendige Verden her er bygget op af.

Aand begynder altsaa der, hvor vore fysiske Sanser møder deres Grænse. Ingen kan med sine Hænder tage paa sine "Erindringer". Og dog eksisterer disse Erindringer som ligesaa realistiske som det, man fysisk kan tage og føle paa. Erindringerne udtrykker altsaa et Omraade, hvor den fysiske Materie er gaaet over i en Form, vi kalder "aandelig". Denne Erindringsskabelse foregaar uafladelig. Intet levende Væsen kan være til, uden at der uafledeligt strømmer Indtryk ind i dets Bevidsthed. Disse Indtryk gaar videre end til den almindeligt kendte Del af Bevidstheden, de gaar ind i det Omraade af det levende Væsen, jeg kalder "Jeget" eller X1. - Naar man f.Eks. sidder i sin Stol og koncentrerer sig om alt det, man har oplevet Dagen igennem, spørger man uvilkaarligt sig selv, hvor alle disse Indtryk er henne. De synes ikke at være i Hjernen og er det heller ikke, de er gaaet videre og er naaet til et Omraade, der er utilgængeligt for Sanserne, et Omraade jeg kalder [slut på side 2] "Overbevidstheden". Indenfor dette Omraade "vender" indtrykkene og strømmer tilbage i den vaagne Dagsbevidsthed, men nu iklædt den Materie vi kalder "Tanker".

Det levende Væsen er altsaa et Væsen, i hvilket Energierne gaar ind. Det oplever, det fornemmer, det sanser Indtrykkene som Behag eller Ubehag og giver dem Udtryk igen igennem sin Evne til at skabe, - paa denne Maade opstaar al Bevægelse i Tilværelsen. Naar en Kunstner maler et Billede af Naturen eller viser os noget af sit eget Indre, er hans Skabelse i Virkeligheden en Reproduktion af noget, som først er kommet udefra, og som han nu er i Stand til at sende tilbage, men i en saadan Form at det er præget af hans Indstilling til Livet. Paa samme Maade som en Kunstner reproducerer sine Sanseindtryk, reproducerer ethvert Jordmenneske sine Indtryk. Naar jeg har valgt at nævne Kunstneren, skyldes det, at han i Almindelighed har større Evne til at give Udtryk for sine Indtryk, end det almindelige Menneske har. At udtrykke et Menneske som mere eller mindre begavet, er i Virkeligheden blot det samme som at sige, at det har større eller mindre Evne til at reproducere sine Indtryk. Forskellen mellem et primitivt og et udviklet Menneske er altsaa ene den, at det primitive Menneske ikke har det udviklede Menneskes Evne til at gengive sine Indtryk, sine Oplevelser i klare Tankebilleder.

Denne Evne til paany at udsende det modtagne vokser igennem det enkelte Menneskes daglige Korrespondance med Tilværelsen. Takket være den Kendsgerning, at alle levende Væsener er absolut udødelige, og Liv efter Liv fortsætter deres Udvikling frem, vil Livet efterhaanden blive langt mere nuanceret, end Tilfældet er i Dag. Alle er paa Vej til at blive Kunstnere, hvilket altsaa blot vil sige Mennesker, der har en større Evne, end det nu er almindeligt, til at kunne give Udtryk for, hvad Livet har bragt dem af Oplevelser.

Der foregaar altsaa en Cirkulation i hvert eneste levende Væsen. Uden at det var saaledes, vilde der ikke eksistere nogen som helst Form for Liv. Aand er saaledes en absolut Realitet, det er i sin Analyse identisk med Bevidsthed. Efterhaanden, som det jordiske Menneske faar større Indsigt, vil det faa Evne til at opleve Aand som Materie. Naar vi naar frem til i en langt højere Grad end det nu er Tilfældet at kunne korrespondere med vore aandelige Legemer. De anvender denne Korrespondance allerede nu, men blot ikke i nævneværdig bevidst Form. Men naar De f.Eks. bemærker et andet Menneskes "Atmosfære", da koncentrerer De Dem i Virkeligheden om dette Menneskes aandelige Side. Denne Koncentration kan være saa stærk, at De langt mere retter Dem efter denne Atmosfære, end efter hvad det Menneske med Ord aabenbarer af sit eget Væsen. Naar Mennesket dør, kommer det netop til en Verden, hvor det korresponderer med Materien i dens aandelige Form. I den Verden fremtræder det jordiske Menneske ikke alene i den Form, De kender herfra det fysiske Plan, det fremtræder ogsaa omgivet af Farver, som er synlige for Iagttageren.

Vi har altsaa et aandeligt Omraade, som ikke er tilgængeligt for de fysiske Sanser. Indenfor dette Omraade beskæftiger vi os med en stor Mængde Materie, som vi ikke i det daglige Liv anerkender for at være Materie, men som vi derimod kalder Tanker, Ideer og Indtryk. Men alle disse Ting er Materie. Naar vi kalder denne Materie "aandelig", er det, fordi den forekommer os abstrakt. Men vi maa lære at forstaa, at disse abstrakte Ting er ligesaa virkelige som det, vi i denne Verden kan "tage og føle paa". [slut på side 3]

En og anden kunde maaske spørge, hvad det egentlig vedkommer vort daglige Liv, om vi kender disse Ting, og jeg maa der svare, at det vedkommer os i højeste Grad. Dybest set længes nemlig hvert eneste Jordmenneske efter at kunne manifestere en eller anden Form for Kunst. Vi ønsker bevidst at kunne skabe saa fuldkomment som muligt, men dette Ønske kan ikke blive opfyldt for os, saalænge vi ikke ved, hvad Bevidsthed er. Vi maa vide, hvad det er, der i os selv hindrer os i at skabe det, vi gerne vil, og hvad der fremmer denne Skabelse. Uden denne Viden hindrer vi i Virkeligheden vor egen aandelige Vækst, og det er da ogsaa Fornemmelsen af denne Tilstand, der er det bærende i vor Søgen efter Sandheden.

Naar vi f.Eks. vil undersøge, hvad et moralsk Geni egentlig er, vil vi netop se, at det er et Menneske, hvis Bevidsthed er i den Grad i Kontakt med Tilværelseslovene, at det ikke oplever nogen Hindring for sin Skabetrang. Det udløser hundrede Procents automatisk det, andre uafladeligt kæmper for at opnaa. Det hæmmes ikke af ufærdige Naturer, men lever frit i Samklang med hele Tilværelsen, der for det er som en aaben Bog, i hvilken det faar Svar paa alt, hvad det ønsker at vide. For et saadant Menneske er Naturen den store Læremester, og det skal den ogsaa blive for Dem. De skal lære at se, at naar Vinteren kommer, saa udtrykker det i Virkeligheden blot den Kendsgerning, at Aanden i Naturen nu trækker sig tilbage fra det fysiske Plan. Vi ser, hvorledes denne Tilbagetrækning foraarsager, at Bladene falder af Træerne, Blomsterne dør bort og Farverne forsvinder, alt staar til Slut i nøgen Barskhed. Men som Naturen baade har Evne til at aabenbare sig og til at forsvinde, saaledes har ogsaa det jordiske Menneske denne Evne. De er ikke altid lige nærværende. Skjult bag Deres Form aabenbarer De Dem sommetider i en straalende Udfoldelse, medens De til andre Tider synes meget langt borte. De ved, at Naturen har Sommer og Vinter, har Varme og Kulde. Men saadan har De det ogsaa selv. Deres Aabenbaring af Deres egen Aand kan til Tider være præget af Vinterens Kulde og Barskhed og til andre Tider lyser den af Sommerens milde Varme. Vi kan med vort Væsen aabenbare en Hjertevarme, der skænker Livsglæde til alle vore Omgivelser, og vi kan lukke os til og udstraale en Kulde, der fryser alt i vor Nærhed. De ser, at vi har Herredømme over mange Kræfter, men de fleste Mennesker maa indrømme, at mange Kræfter ogsaa har Herredømme over dem. Her er det, at det spiller en meget stor Rolle at vide, hvorledes den fuldkomne Aand skabes.

Nu kunde De maaske spørge, hvad jeg forstaar ved en fuldkommen Aand. En fuldkommen Aand er et Menneske, der er blevet et moralsk Geni. I et saadant Menneskes Sind findes ingen Irritation over nogen eller noget. Det bruser ikke op og bliver heftigt. Det kender ikke til at føle sig saaret, og det tænker ikke lavt om noget som helst. Det er et Menneske, der ved, at hvad det end bliver Vidne til eller selv oplever, saa følger alt en saa fuldkommen Plan, at det vilde være Udtryk for den højeste Taabelighed at forlange, at noget skulde være anderledes end det er. Et saadant Menneske lever ikke paa Antipati eller Sympati, men omfatter alt levende med en Kærlighed, der gør, at det selv bliver elsket af enhver, det kommer i Berøring med. Denne Tilstand er i Virkeligheden Maalet for os allesammen, og den kan kun naas af den, der er fortrolig med Forholdet mellem Aand og Materie.

Alle Mennesker skal naa frem til at repræsentere en evig Sommer i deres Væsen. Ikke en tropisk Sommer fyldt med Insekter og giftige Dyr, men en vidunderlig tempereret Sommer, der udstraaler en mild Varme imod alt og alle. Saadan er det ikke nu.

(fortsættes) >>