Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1943/50 side 3
<<  3:5  >>
BLADE AF GUDS BILLEDBOG
Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 26. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig
(fortsat)
Det er rigtigt, at Væsenerne er meget forskellige og i mange Tilfælde saa overordentlige kontrære, at et kærligt Møde imellem Saadanne Væsener synes at være en Umulighed, men dette kontrære Forhold kan umuligt være større end det, der er mellem Dagen og Natten. Igennem Oplevelsen af en Sommermorgen har vi set, at disse to Livets største Kontraster kan møde hinanden i en overdaadig liv- og velværegivende Harmoni. Og dog var de Betingelser, paa hvilke denne Harmoni var baseret ikke anderledes, end at det ligger indenfor Jordmenneskenes Mulighed at kunne opfylde dem. Her er naturligvis kun Tale om de Væsener, der er saa intellektuelle, at de kan forstaa Sommermorgenens guddommelige Beretning. Der forlanges i Virkeligheden kun, at man skal anvende det samme Princip i Mødet med vor Næste som det, vi forlængst har lært at anvende i saa mange andre fysiske Situationer, nemlig dette: at tilpasse sig efter Situationerne. Naar man skal slaa et Søm i, vender man den spidse Ende af dette mod Træet og den tykke imod Hammeren for derved at undgaa unødvendig Lædering af Træet og fordi, det er meget lettere at faa Sømmet i paa denne Maade. Naar smaa Børn skal begynde at gaa i Skole, sætter man dem ikke i den øverste Klasse, men lader dem begynde i den nederste for derefter trinvis, alt eftersom de bliver dygtiggjort eller tilpasset dertil, at lade dem fortsætte deres Undervisning i de højere Klasser. Naar man skal skrive med Blyant, vender man dens spidse og ikke dens tykke Ende til. Og saaledes maa man i alle Livets Situationer tilpasse sig efter dem. Der, hvor man ikke tilpasser sig efter Situationen, opstaar Disharmoni, Ulykke og Lidelse. Der er man ikke en tilstrækkelig Sol og kan i stor Udstrækning ikke faa Nattens Skygger til at forsvinde. Og et Liv fyldt med Nattens Skygger er som en Dag fyldt med Uvejr, Lynnedslag, Orkaner, Oversvømmelser og Jordskælv eller alle de Foreteelser, der forhindrer de levende Væsener i at leve fredeligt og lykkeligt i Solens Straaler eller varmende Lysvæld. Og hvad er "Helvede" eller en "ulykkelig Skæbne" andet end en Tilværelse mere eller mindre borte fra nævnte Lysvæld. Solens Straaler er jo noget mere end det tilsyneladende fysiske hvide Lys, der opvarmer Jordens Overflade og holder Polarnattens Mørke og permanente Isørkener fængslede til Klodens yderste Periferi i Syd og Nord. De udgør en levende Strøm, der paa sin Vej frem over Kloden fra øst til Vest besjæler dens Kontinenter og Have med Bevidsthed, Tanke, Sjæl og Aand. Uden dette Vidunder af lysende og varmende Energi maatte enhver fysisk Tanke staa stille. Thi hvem kan se uden Lys? – Og hvem kan bevæge sig uden Varme? – At vi kan se vore Omgivelsers Farvespil og høre vor Næstes Tale og selv omfavne denne Næste, er jo kun et Arrangement i Lys og Varme, et Kunstværk der markerer vor Identitet som adskilt fra Ild og Kulde eller som – det "Noget", der oplever og former Materien – og derfor ikke selv kan være eller udgøre Materien. Solen er saaledes vort Livs store Kilde. Fra den faar vi Næring for hele vor aandelige saavel som vor fysiske Fremtræden, Solbyernes Straalevæld er Blodet i Guds Organisme. Vi hviler alle ved Guddommens Hjerte, Hans Puls er vor Oplevelse af vort evige Liv.
Som De her har hørt, er Sollyset saaledes ikke blot og bart materielt Lys, der kun afstedkommer rent fysiske Materievirkninger, men er ogsaa i sin dybeste Natur en mental Udfoldelse, en Manifestation af Aand henvendt til Aand, en Tilkendegivelse af Guddommen overfor det levende Væsen. En Guddom har naturligvis mange Maader at tilkendegive sin Eksistens paa overfor det levende Væsen. Men det er selvfølgeligt ikke blot og bar sin Eksistens, Guddommen ønsker at meddele det levende Væsen eller Gudesønnen. Han ønsker selvfølgelig ogsaa Gudesønnen indviet i sin guddommelige Villie, sine Ønsker og Hensigter, hvilket jo fremgaar tydeligt af de mange forskellige Maader, han former sine Tilkendegivelser paa. De har allerede hørt, hvorledes en Sommermorgen var en Visdomsaabenbaring, en Anskuelsesundervisning i hvorledes et fuldkomment Møde med Væsener og Ting bør formes. Og omdannet til Jordmenneskenes Sprog udtrykker Guddommen saaledes i Kraft af den beskrevne Sommermorgen følgende: "Ligesom jeg stilfærdig gaar Natten i Møde og med min Kærligheds lysende Straalevæld omdanner Mørkets Skygger til en sollys Dag og i denne min Aands funklende Klarhed tager alt og alle til mit Hjerte eller overskygger det vaagnende Liv med min evige Fred, indhyller det i en Sommerdags straalende Trylleri og derved bringer det til at juble sin Livslyst og Glæde imod Skyerne, saaledes skal du ogsaa stilfærdigt gaa Mørket, hvilket vil sige: din Fjendes imod dig udløste kontrære Natur, i Møde. Du maa lade din Aands varmeste Sympati som en Sol stige frem over denne din Næstes mentale Himmel og i Guld og Purpur, Opal og Safir bringe Sommerdagens straalende Fred og Velsignelse ind over hans bevidsthedsmæssige Kontinenter og Have og faa ham til at juble sin Glæde over sit Møde med dig imod Himlen? Kun saaledes kan dette Møde blive Opfyldelsen af den Næstekærlighed, der er "al Lovens Fylde", og hvorved den Bevidsthedsflamme udelukkende gaar op i min evige Ild og gør dig til eet med min Lue, min Tanke og Bovidsthed. Og saaledes identisk med min Aand, skal du være med til at funkle og lyse mit højeste Væsen ind i Solbyer, Verdener, Væsener og Ting og opleve den evige store Sommerdags Trylleri, der er min Verden, mit Aasyn, mit evige Favntag."
Og paa denne Maade er en straalende Sommermorgen saaledes Guddommens forjættende Røst. Enhver, der kan forme sit Møde med Væsener og Ting saaledes, at Resultatet bliver som en livgivende Sommermorgens Solopgang med et Væld af glædefrembringende Foreteelser eller salighedsudløsende Harmonier, der faar Livet til at være et frembrusende Væld af himmelske Toner overskyggende alt og alle med Fest, han opnaar bevidst at blive eet med Faderen og opleve sin Identitet som udødelig Gudesøn. Overalt, hvor han gaar op over Horisonten, bryder Dagen frem, thi der vil Gud forgylde Verden, der vil jublende Toner stige op imod den eviges Trone.
Men vi vil gaa videre i vor Forskning af det store Blad i Guds Billedbog, der hedder en "Sommerdag". Vi er nu færdige med det Væld af guddommelig Visdom, Guddommen igennem en Sommermorgens særlige Natur lader os tilflyde. Men en Sommermorgen er kun Sommerdagens Begyndelse. Fra denne Begyndelse tiltager nævnte Dags særlige Natur mere og mere, indtil den naar en Kulmination. Det er denne Kulmination, vi kalder "Middag". Hvad kan Guddommen da fortælle os gennem Sommerdagens Middagstime? –
Ja, i nævnte Dags Middagstime er Indflydelsen fra Dagens Stjerne paa sit højeste. Morgenens lange Skygger er forsvundne. I ensom Majestæt bevæger Livets Kilde sig nu frem over en lysende blaa Himmel. Det Arrangement i Guld og Purpur, Opal og Safir, der før smykkede Solens Bane, er borte. Dens Ild er gaaet over i en stærk hvidgylden Tone. Men Jorden er blevet en Aabenbaring af Farver, Lys og Liv. Mørket er nu saa langt borte, som det har nogen Mulighed for at kunne være. Hver en Krog, hver en Sprække eller Afgrund, hvor der overhovedet eksisterer direkte Udsigt til den blaa Himmel, ligger nu mere eller mindre oplyst af Solens hvide Lys. Men fremme i den fri Natur udøver Livskilden uhindret sit straalende Værk. Den gør Jordoverfladen til en værdig Bolig for Gudesønnen. Floder, Aaer og Bække er blevet til forsølvede Striber i et levende Tæppe af grønne Skove, blomsterfyldte Enge, bølgende Kornmarker, duftende Haver, hvidgule Strande ved blaagrønne Oceaner, violette Horisonter, Bjærgtoppe over Skyerne, evig Sne, altsammen badet i det himmelske Lys. Der sitrer og bæver, vibrerer og bølger en livgivende Varme hen igennem Atmosfæren, hen over Mennesker, Byer, Templer, Slotte og Hytter. Men Livet er forstummet. Middagstimen er inde. Mennesker og Dyr er blevet stillet Gud gaar hen over Jorden.
Overfor denne straalende Udfoldelse af guddommelig Kunnen maa Mennesker og Dyr give op. Guds Nærhed blænder dem helt og lammer deres Energi. De tørster efter Hvile og Skygge. Derfor er alt stille paa den nærliggende Gaard. Bonden og hans Folk "sover til Middag". I Skyggen af et stort Træ har et Par Køer søgt Tilflugt for den brændende Sol og ligger nu fredeligt og gumler. Ved Stranden daser halvtbedøvede shortsklædte Mænd og Kvinder under gule, grønne og røde Parasoller. Ogsaa de er i Øjeblikket lammet af den himmelske Ild. At et lille Firben er kommet frem fra Brinken og nu med hele sin Krop indsuger det varmende Lys samtidigt med, at et Insekt summer i det Fjerne, og en Sommerfugl flagrer fra Blomst til Blomst, forøger i Virkeligheden kun den store Stilhed eller Andagt, der præger Dagens Kulmination eller det, der af det jordiske Menneske opfattes som "Middagstimen".
Som De her har hørt, er Dagens Kulmination noget langt større og mere ophøjet end lige akkurat dette at være Tidspunktet for en almindelig fysisk Hvilepause. Den er ligesom Morgenstunden en Henvendelse fra Guddommen, i hvilken han udtrykker noget af sin guddommelige Bevidsthed overfor det levende Væsen. Hvad er det da, Guddommen i særlig Grad gennem Dagens Kulmination ønsker at tildele os af sin altomspændende Visdom? –
Ja, er det ikke et Billede af, hvorledes Væsenets egen Kulmination i Livet bør være? – Viser den kulminerende Middagstime ikke lige akkurat det samme store Lys som det, der markerer Ynglingens Forvandling til Mand? – Hvad er den saakaldte "Manddom" andet end en mental Middagstime. Er det levende Væsens Manddom ikke det samme som dets Kulmination eller Middagstime? – Er dets eget mentale Lys ikke i denne "Stund" fremtrædende i en ensom Majestæt paa en lysende og klar Himmel? – Ved et saadant modent Væsen endnu ikke, hvad det vil, og hvad det kan? – Hvis ikke saa er denne Manddom ikke i Kontakt med den ydre Verdens Middagstime.
  >>