Ældre årgange af Kosmos mv.

1:6    >>

MENTAL SUVERÆNITET.

Foredrag afholdt af Martinus i Instituttets Foredragssal
Søndag den 28. April 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

Kære Venner! Jeg vil i Dag gerne tale til Dem om mental Suverænitet. Som De allerede ved, begyndte min aandelige Mission med nogle psykiske Oplevelser, som jeg fortalte Dem om ved mit Foredrag den 24. Marts. Som jeg nævnte for Dem, var disse Oplevelser særlige Struktur noget ganske privat for mig selv alene. Det, der kom til at betyde noget for andre Mennesker, var den Omstændighed, at de efterlod mig i en Tilstand, der satte mig i Stand til at modtage en udstrakt Viden om hele Universet, ja selve den guddommelige Verdensplan blev fuldstændigt underlagt min Sanseevne, blev til vaagen Dagsbevidsthed. Jeg fik Evne til at sanse Ting, der umuligt kunde opleves igennem blot og bar fysisk Sansning. Jeg saa, hvorledes enhver begrænset Ting, ligegyldigt hvilken Størrelse den saa end maatte indtage, var en Aabenbaring af Uendeligheden og dermed af Evigheden, ligesom jeg saa, at jeg selv var Evigheden. Evigheden blev saaledes synlig som det faste Punkt, medens Tiden og dermed Rummet var det bevægelige. Idet jeg saaledes var bevidst i Evigheden, var jeg blevet identisk med "det absolutte", "det uforgængelige" og saa alle Ting ud fra "dette absolutte", "dette uforgængelige". Idet jeg var blevet bevidst i Evigheden, var identisk med Udødeligheden, overlevede jeg ethvert Tidsbegreb. Jeg eksisterede baade før og efter en hvilken som helst Ting og kunde saaledes se baade dens Alfa og Omega, dens Begyndelse og Afslutning eller hele dens Livsbane. Og det er denne Oplevelsesevne, jeg i mit Hovedværk "Livets Bog" udtrykker som "Kosmisk Bevidsthed", ligesom jeg har udtrykt Beskrivelsen af Livets Detailler, set ud fra denne Iagttagelsesevne, som "Kosmiske Analyser". Disse mine "Kosmiske Analyser" er altsaa det samme som Iagttagelser, der er blevet mulige grundet paa min Frigørelse fra Tiden og Rummet. Mine psykiske Oplevelser var altsaa en Proces, der saa at sige pludseligt i min Bevidsthed affødte denne Frigørelse. Jeg havde oplevet en "Indvielse". Der var igennem nævnte Proces sket en Forvandling med min Bevidsthed. Medens jeg før kun var bevidst i en bestemt Tid og et bestemt Rum, var jeg paa en vis Maade nu blevet bevidst i alle Tider og alle Rum. Medens min Bevidsthed før denne min Oplevelse kun var at udtrykke som "Lokalbevidsthed", var den nu blevet at udtrykke som "Universalbevidsthed". Og efter denne Forandring af Bevidsthed blev det en let Sag for mig at orientere mig med Hensyn til det levende Væsens og dermed med Jordmenneskehedens Skæbne. Det blev en let Sag for mig at se, at hele det Ocean af Lidelser, Jordmenneskene befinder sig i, udelukkende skyldes den Omstændighed, at de endnu ikke er mentalt [slut på side 3] frigjorte. De er endnu bundet af Tiden, af Rummet eller af Materien. Deres Livs- eller Verdensopfattelse har derfor intet med selve det evige Liv eller den virkelige Verdensplan at gøre. Den udgør allerhøjst kun Opfattelsen af en Lokalitet af selve Verdensaltet. Men kun at kende eller sanse en Lokalitet og tro, at denne er Helheden, er jo det samme som at leve paa en Illusion. Men at leve paa Illusioner er igen det samme som at leve paa Fejltagelser. Og da et Liv baseret paa Fejltagelser kun kan afføde Skuffelser, har vi her Aarsagen til, at Jordmenneskehedens daglige Tilværelse er et Liv i Skuffelser, Sorger og Lidelser.

Men Skuffelser, Sorger og Lidelser afføder jo i Væsenerne Trangen eller Begæret efter at finde Aarsagen til Miseren. Jordmenneskene tager sig derfor efterhaanden deres Erfaringer til Indtægt. Medens Lidelserne afføder i Væsenet Evnen til at kende Forskel paa virkeligt Behag og Ubehag, hvilket igen vil sige udvikler Følelsen baade mentalt og fysisk, saa afføder selve Kampen for Tilværelsen i Væsenets Bevidsthed Intelligensevnen. Og med Udviklingen af disse to store Evner kan Væsenet ikke undgaa, at der danner sig Kultur i dets Bevidsthed. Den udviklede Følelse aabenbarer sig som dets "Medlidenhedsevne" og sætter Væsenet i Stand til at føle Lyst til at hjælpe andre levende Væsener, der er i Nød, medens "Intelligensevnen" sætter Væsenet i Stand til at regulere denne Medlidenhedstrang, saa den bliver logisk. En saadan harmonisk reguleret "Medfølelse" med andre levende Væsener er det samme som det, vi udtrykker som "Kærlighed". Og Udviklingen af denne "Kærlighed" til alle levende Væsener vil altsaa være det foreløbige Resultat af det daglige Jordliv.

Men alt eftersom ovennævnte "Kærlighed" udvikles, udvikles samtidigt Væsenets Frigørelse af Materien. At elske sin Næste er i Virkeligheden det samme som at elske "Livet". Overfor det levende Væsen eksisterer der i Virkeligheden kun to ydre Faktorer, nemlig "Materien" og "Næsten" der igen henholdsvis er det samme som "Døden" og "Livet". At elske Materien er jo det samme som at "tænke" paa "Materien". Og det, man tænker paa, bliver man, hvilket vil sige, at det udvikler sig i ens Bevidsthed. Da "Materien" som nævnt er det samme som "Døden", vil man altsaa udvikle "Døden" i sin Bevidsthed, naar man elsker "Materien" over alle Ting. Og var det ikke netop ogsaa det, der blev bebudet "Adam" og "Eva" som en Følge af "Nydelsen af Kundskabens Træ"? – Og hvad er "Nydelsen af Kundskabens Træ" andet end netop en overdimensioneret Svælgen i materielle Foreteelser, materielle Goder, saavel som en tilsvarende overdimensioneret Kamp imod ligesaa materielle "Onder"? – At et saadant Væsen i sin Bevidsthed efterhaanden kun har "Tanker" for [slut på side 4] "Materie", "Materie" og atter "Materie" bliver selvfølgeligt. Ja et saadant Væsen bliver endog saa begravet i "Materie", at "Tanker" om "Livet" hverken kan blomstre eller udvikle sig. Og som Følge heraf faar det kun Evne til at sanse "Materie". At et saadant Væsen derfor maa tro, at alt er "Materie" og derfor udelukkende kun kan udgøre "Tid" og "Rum", ja, endog det selv, og dermed være en absolut Begyndelse og Afslutning underkastet, bekræfter jo kun, hvor ubegribeligt dets egen høje Identitet som et evigt eller udødeligt Væsen i Virkeligheden er for samme Væsen. Da det saaledes ikke kan iagttage selve det virkelige Liv, men kun ser "Materie" alle Vegne, ser vi her, hvor fundamentalt samme Væsens kosmiske eller aandelige "Død" er. Det tror om sig selv, at det blot og bar udgør en Samling Materie af forskellige Arter, det samme tror det om "Næsten" eller alle andre levende Væsener. Det opfatter udelukkende "Livet" som en Række eller Serie Maal- og Vægtfacitter. Det siger saaledes om det levende Væsen, at det er "ondt", "godt", "sygt", "sundt", "begavet", "ubegavet", "intelligent", "charmerende" osv. osv. i det uendelige. Men alle disse Udtryk for det levende Væsen er kun timelige Foreteelser. De har Begyndelse og Afslutning og er altsaa kun midlertidige Fremtoninger. Men midlertidige Fremtoninger kan umuligt være evige Tings Helhedsanalyser. De kan udelukkende kun være Analyser af Lokalforeteelser eller af noget rent midlertidigt i disse evige Tings Omraade. Og vi er her ved det almene Jordmenneskes Livssyn eller Verdensopfattelse. Det ser kun "Lokaliteter" i Verdensaltet og opfatter disse som "Helheden". Det er disse falske "Helhedsindtryk", der danner den Illusionernes Verden, der ligger til Grund for al Disharmoni og den heraf følgende Sorgens og Lidelsens Tilstand, som i Dag udgør Jordmenneskehedens Almenbefindende. At man i dette mørke og triste Almenbefindendes Sfære begynder at drømme om en Sfære, hvor der helt anderledes skulde være lyse og lykkelige Forhold, være Harmoni eller en virkelig Fred, er ikke saa mærkeligt. Det levende Væsen kan ikke blive ved med at "leve" og stadigt tro, at "Livet" ikke eksisterer. Ja, det sanser jo ganske vist noget, det kalder "levende Væsener", men det sanser ikke selve "Livet" i disse Væsener. Det ser kun den Materiekombination, som et saadant Væsen bestaar af, og som udgør dets Organisme, men da denne jo er Begyndelse og Afslutning underkastet, er forgængelig, tror det om samme "levende Væsen", at det er en blot og bar "skabt Ting" og dokumenterer dermed sin egen Uvidenhed om det virkelige Liv. Men et Omraade, Væsenet ikke kender eller ved eksisterer, kan jo kun repræsentere "Døden" i samme Væsens Bevidsthed. Og saaledes gaar det til, at det jordiske Menneske repræsenterer "Døden" i Stedet for "Livet", er den igennem "Nydelsen af Kundskabens Træ" aflivede "Adam" og "Eva". [slut på side 5]

Men hvorledes gaar det til, at det levende Væsen, som altsaa er et evigt og dermed udødeligt Væsen, kommer helt bort fra sig selv, kommer helt bort fra det virkelige "Liv", ja, saa langt bort, at det tror sig eet med "Materien" og dermed med "Døden"? –

Naar det levende Væsen er kommet saa langt bort fra "Livet", at det i Virkeligheden tror sig eet med "Materien", tror, at der var engang, da det ikke eksisterede, ligesom det tror, at det engang igen skal ophøre med at være til, saa skyldes det udelukkende en Anordning i den guddommelige Verdensplan. Denne Væsenets Tilstand er udelukkende en Opfyldelse af evige Love, paa hvilke hele Universet eller Verdensaltet hviler. Ethvert levende Væsens Tilstand er derfor i Dag akkurat som den netop skal være for at kunne være en Opfyldelse af den sluttelige guddommelige Hensigt, der er dens forudbestemte Maal. At bebrejde det levende Væsen, at det netop i Dag er saadan eller saadan er en Manifestationsmaade, der kun kan udløses af et Væsen, der endnu intet ved om det virkelige Liv. En saadan Manifestation er netop det "døde" Væsens "Dødsmærke". Det er det "døde" Væsen, der "dømmer" sin Næste som et "dødt" Væsen og gør dermed det evige Ord til Sandhed, der udtrykker, at man selv skal dømmes med den Dom, hvormed vi dømmer andre. Ingen kan nemlig dømme andre til andet Liv, end det Liv, de selv repræsenterer. Hvis et Væsen siger om et andet Menneske, at det er en "Skurk", har det afsløret sig selv som en "Skurk", idet intet Væsen i absolut Forstand kan være en "Skurk", hvilket vil sige være en "Bandit", være et "ondt" Menneske. Ethvert Menneske saavel som ethvert andet levende Væsen repræsenterer i Dag Toppen af sin Udvikling, befinder sig paa det dertil svarende Udviklingstrin. Det kan derfor kun udtrykke eller manifestere sig igennem de særlige Evner og Anlæg, der er det paagældende Udviklingstrins Særkende. Man kan ikke forlange, at et Væsen skal manifestere sig igennem Evner og Anlæg, der tilhører et højereliggende Trin, som det endnu aldrig har naaet. Derfor vil enhver, der manifesterer et saadant Forlangende og kommer med Bebrejdelser, hvis det ikke bliver opfyldt, selv være at udtrykke som en "Skurk". Og saaledes vil alle Væsener, der kommer med Bebrejdelser og onde Domme over andre Menneskers Væremaade nøjagtigt afsløre sig selv som udgørende lige akkurat det, de dømmer andre for at være. Alle Domme, al ond Kritik og Bebrejdelse kan udelukkende kun være et Resultat af sit Ophavs egen aandelige eller sjælelige Ufuldkommenhed. Og da kun et sjæleligt ufuldkomment Væsen kan manifestere ond Bebrejdelse eller Kritik imod sin Næste og dermed dømme dette som et sjæleligt ufuldkomment Væsen, vil det saaledes kosmisk set udelukkende være dets egen sjælelige Ufuldkommenhed, det blotter. Med dets Dom over andre dømmer det saaledes sig selv.

>>