Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Kosmos Feriebys Foredragssal
Fredag den 5. Juli 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Tusinder af Mennesker lever i disse Dage midt i Sommerens varmende og straalende sollyse Omraader. Omkring dem er der vidunderskønne friske Dufte fra Kornmarker og grønne Enge. Ved gule Strande boltrer Menneskene sig i blaagrønne salte Vover. Fra grønne Skove og Lunde lyder Nattergalesang og Gøgens Kuk-Kuk. Fra den blaa Himmel og de hvide Sommerskyer lyder Lærkesangen hele den lange Dag. I Dæmringen begynder Mosekonens Bryg at indlede den lyse Sommernats Eventyr i Silhuettekoglerier, Elverkongescener eller andre underbare Skærsommernatsdrømme. I Elskovsatmosfære og Kærlighedslængsler søger unge Par ud i Ensomheden. Og Naturen tager dem til sit Hjerte. I den lyse Sommernat gaar Gud henover Kontinentet. I den nordiske Midsommer er Guds Rige aabenbaret paa Jorden. Det ældgamle udødelige Sagn om "Paradiset" er blevet til levende Virkelighed for vore Øjne. Vi er i Dag i Anno 1946 stedet for den levende "Adam" og "Eva" i Kød og Blod. Og Gud raaber til os igennem Haven.

Men hvordan nu med alle disse Tusinder, der lever midt i al denne guddommelige Herlighed. Ser de noget af Herligheden? – Ser de noget af det, der kosmisk foregaar? Ved de noget om, hvad det er de saaledes i Midsommerens Kulmination er stedet overfor? –

Nej, Tusinder eller nærmere Titusinder, ja vi kan endog sige Millioner af Mennesker ved slet ikke mere, hvad det er, de med deres Sanser oplever eller er stedet overfor. For dem er "Sommeren" kun en blot og bar "Aarstid". Den skyldes Jordens Forhold til Solen o.s.v., men at der netop er en Hensigt med dette Jordens Forhold til Solen, ved Millioner af Mennesker i Dag slet ikke noget om, ja kan end ikke engang lære at forstaa det. Deres Begavelse svigter her. De er paa disse Felter saa at sige "døde" Sjæle. De forstaar saaledes ikke, at uden Aarstider vilde enhver Form for Tænkning og dermed enhver Form for Bevidsthed være umulig. Men uden Bevidsthed vilde ethvert Jeg kun udgøre – ikke "et levende Væsen", ikke nogen "Gudesøn", men et blot og bart "noget som er". Det vilde saaledes ikke opfylde de tre Betingelser, der ifølge "Livets Bog" kræves, for at et "Noget" kan fremtræde som et "levende Væsen". Uden Aarstiderne vilde saaledes en evig absolut Død beherske Universet, hvis man kan udtrykke det saaledes, thi Universet med sine Sole og Stjernebyer, Kloder og Planeter og tilhørende Liv vilde jo ligeledes være en total Umulighed. Alt det, der i Dag er Liv, Skønhed og Glæde, og alt det, der udgør Baggrunden eller Kontrasten hertil, vilde aldrig nogen Sinde være kommet til at sætte en Hjerne i Funktion eller Svingninger, ligesom der aldrig nogen Sinde vilde være blevet nogen som helst Form for Hjerneorgan til.

Men naar "Aarstiderne" spiller en saa kolossal Rolle i det levende Liv, at de netop betinger selve Livet, hvordan gaar det da til, at Millioner af tænkende Væsener kun ser disse som Automatfunktioner, opstaaede paa Grund af Tilfældigheder? – Ja, ser de overhovedet andet end Tilfældigheder i alt, hvad der er skabt og blevet til udenom Mennesket? – Er det ikke saaledes, at de allerfleste Mennesker, selv midt i Sommerens straalende, milde Natur, med alle dens Herligheder ikke fornemmer andet end Indignation, Vrede eller ligefrem Had mod den eller den? – Er ikke mange Mennesker netop i Dag fortvivlede over et eller andet? – Nogle nærer dyb Sorg og andre jubler i abnorme Glæder. Nogle svælger i Fraadseri og Drukkenskab samtidig med, at andre dør af Sult og Sygdomme. Nogle gaar rundt i Skinsyge eller Misundelse samtidig med, at andre er fyldte med Livslede. Men naar Menneskene er saaledes indstillede, er tyngede af alle disse Besværligheder, er det da ikke saa sært, at Sommerens lyse Aabenbaring eller Guds Passage henover Kontinentet finder Sted, uden at disse betyngede Væsener ser eller mærker noget. Men tror man, at alle disse Sommerens smukke Herligheder bliver manifesterede eller aabenbarede for ikke at skulle ses eller opleves? – Tror man ikke, at det er Livets Mening, at disse Herligheder netop til fulde skal opleves af ethvet levende Væsen i disses Omraader? –

Men naar dette er Meningen, hvorfor sker det saa ikke? – Er det Sommeren, der er noget i Vejen med, eller er det Individet? – Med Hensyn til Sommeren og den herigennem repræsenterede guddommelige Natur kan der ikke være noget i Vejen. Den er jo selve den allerhøjeste Aabenbaring paa Jorden af Guds Skaberkraft. Og naar de levende Væsener og i Særdeleshed Jordmennesket lever midt i denne guddommelige Aabenbaring, skulde man jo mene, at de levede i en tilsvarende Form for Lykke. Men dette er jo slet ikke Tilfældet. Skønt Mennesket har en udviklet Intelligens, har Evne til at tænke og forske, lever det i en meget stor Udstrækning i Ulykke og Lidelse, Sorger og Bekymringer. Det daglige Liv bliver saaledes i samme Udstrækning alt andet end en "Paradisets Have". Guds Manifestation eller Livets Mening og Jordmenneskets Bevidsthed eller Opfattelsesevne er saaledes ikke i Kontakt. "Paradiset" eller det højeste mentale Lys skinner i Verden, men Jordmennesket ser det ikke og lever derfor i tilsvarende Grad i Mørke. Men at leve i Mørke er jo det samme som at være lukket ude fra Lyset. Det er at leve i et Slags Fængsel. Nu vil man maaske mene, at Aarsagen til, at Jordmennesket saaledes lever i et Slags Fængsel udelukkende skyldes manglende Udvikling. Og det er naturligvis ogsaa i det store og hele rigtigt. Men det maa dog her tilføjes, at ethvert Udviklingstrin har sin Lys- og sin Skyggeside. Denne Lys- og Skyggeside ved Udviklingstrinet opstaar paa Grundlag af særlige Love, paa hvilke det paagældende Udviklingstrin er baseret. Ethvert Udviklingstrin har nemlig sine specielle Love, der i nogen Grad afviger fra andre Udviklingstrins Love. Hvis disse Love bliver overholdt, opstaar der kun mentalt Lys, hvilket vil sige: Lykke, i det paagældende Trins Væseners Mentalitet. Hvis derimod de ikke overholdes, bliver der Mørke i de samme Væseners Mentalitet eller Sjæleliv. Dette Lys og Mørke paa Udviklingstrinene er højst forskelligt. Paa Tigerens Udviklingstrin vil det betyde Lykke og Velvære hver Gang den har dræbt og fortæret et andet levende Væsen. Hvis den derimod bliver forhindret i at dræbe, vil den blive temmelig medtaget, mørk og trist i sit Humør og Væsen. Hvis vi derimod kommer frem til den højt udviklede intellektuelle Humanist, vil vi se, at dette Væsen vilde blive højst ulykkeligt, hvis det kom til at paaføre et andet Væsen, selv den allermindste Grad af Beskadigelse eller Ubehag, medens det vilde blive henrykt af Glæde, hver Gang det kom til at yde et Medvæsen en eller anden stor eller virkelig effektiv Tjeneste. Det ene Udviklingstrins Lysside er saaledes dette: at dræbe, medens det samme Princip udgør Mørke eller Skyggesiden ved det andet Udviklingstrin. Imellem disse to Former for Udviklingstrin befinder det almene jordiske Menneske sig. I Vikingemenneskets Udviklingstrin ser vi stort Slægtskab med Tigerens Trin, medens vi i det fremskredne "kristne" Menneskes Trin ser Slægtskab med det højintellektuelle eller indviede Væsens mentale Trin. Vikingemenneskets mentale Lys- og Skyggeside er saaledes en fuldstændig Modsætning til det moderne humanistiske Kulturmenneskes Trin. Vikingemennesket er glad ved at kunne erobre og undertrykke andre Væsener og røve deres Ejendele. Det humanistiske Kulturmenneske er derimod glad ved at hjælpe andre til deres Ejendele, ligesom det i stor Udstrækning faar Samvittighedsnag, hvid det ikke ofrer sig nok for sine Medmennesker. Det er ikke saa mærkeligt, at Vikingen og det senere Kulturmenneske ikke kunde leve paa samme Moral, og at man saaledes efterhaanden skelnede mellem "Hedninger" og "Kristne".

Ved "Hedninger" skal her forstaas Væsener, der endnu lever i Troen paa en Gud eller Guddomme, der bliver "vrede", "kamplystne", "straffer" og "hævner", Guddomme hvis Idealer mere eller mindre er Krig og Undertrykkelse af andre Væsener. Ved "Kristne" skal derimod her være at forstaa Væsener, der kun tror paa en virkelig altbeherskende human eller kærlig Gud, der hverken "straffer", "hævner" eller bliver "vred", men derimod igennem sit Skabervælde betinger, at "alt er saare godt", og at ethvert Væsen er sin egen Skæbnes absolutte Herre, kan selv bestemme sit Lys og Mørke.

Men i den daglige Tilværelse eller i Væsenernes daglige Manifestationer er Forskellen mellem disse to Aandsretninger endnu ikke saa overvældende dominerende. Saalænge de i den "kristne" Lære døbte Væsener endnu kan føre Krig, hævne og straffe, være intolerante mod alle anderledes tænkende Væsener, lyver eller bedrager og camoufleret eller aabenlyst ligefrem stjæler, røver eller plyndrer, da er de absolut ikke virkelig "kristne" Mennesker, men tjener "Hedningerne"s Gud, selv om de ganske vist officielt har en "Bibel", ud fra hvilken det doceres, at man skal elske sin Næste som sig selv. Dette, at være et virkeligt "kristent" Menneske, er saaledes ikke afgjort med dette, at være kirkelig døbt og konfirmeret eller med Nydelsen af Nadveren. "Kristne" Væsener, der baade er døbte og konfirmerede eller har alle disse Formaliteter i Orden, kan saaledes godt være "Hedninger", medens "Hedninger" eller Væsener, der hverken er døbte, konfirmerede eller kender noget til Nadveren eller andre "kristne" Foreteelser, godt kan være "Kristne". "Kristendommen", hvilket her skal forstaas som den allerhøjeste Form for "Næstekærlighed", er ikke noget, der blot skal manifesteres med Ord og Tunge, saaledes som Tilfældet er hos alle de "Kristne", der ligger i Strid med deres Næste eller fører Krig med deres Omgivelser, men den skal i allerhøjeste Grad manifesteres i "Gerning og Sandhed". De to store Verdenskrige, saavel som alle andre Krige, der har været ført i Verden, er absolut ikke "Kristendom", men er derimod "Hedenskab". Som vi ser, lader Opfyldelsen af Kristendommens Evangelium meget tilbage at ønske hos det almene Jordmenneske.