Ældre årgange af Kosmos mv.

Spørgsmål indsendt til denne rubrik besvares i den indsendte rækkefølge, dog kun forsåvidt besvarelsen må anses for at have almen interesse. Offentliggørelsen af de givne svar i aviser, tidsskrifter o.l. må kun finde sted efter indhentet tilladelse.

 

Spørgsmål 15.

Med hvilken begrundelse bliver reinkarnationen til videnskabelig kendsgerning? –

Svar:

Da man ved begrebet reinkarnation forstår det levende væsens tilværelse igennem en fortsat kæde af fysiske jordliv, i hvilken ethvert af disse liv altså kun udgør et enkelt led, vil en logisk klarlæggelse af en for intelligensen acceptabel erkendelse heraf kun kunne manifesteres igennem en undersøgelse af, om der i tilværelsen findes en lov eller et grundprincip, med hvilken denne individets fortsatte livskæde eller genfødsel kan begrundes. Vi må da i første instans se på et sådant jordliv. Vi ser da, at dette er at inddele i de fire kendte stadier eller epoker: barndommen, ungdommen, manddommen og alderdommen. En nærmere iagttagelse af disse fire stadier viser, at disse tilsammen udgør et fundamentalt grundprincip, der går igen i al skabelse, i absolut alt hvad der hører ind under bevægelse, stof eller materie. Det er således ikke blot i det levende væsens fysiske liv, at dette grundprincip er til stede. Det er så overvældende mangfoldiggjort og til stede i alle andre af livets forhold, ja, i alt hvad der overhovedet kan opleves, at det af den udviklede forsker umuligt kan frakendes at være selve grundprincippet i livets skabelses- og oplevelsesstruktur. Foruden at dette grundprincip regulerer og former vort fysiske jordliv i nævnte fire epoker, former det også principmæssigt alle andre manifestationer i de samme fire epoker. Det er dette princip, der bevirker, at vi ser døgnet inddelt i midnat, morgen, middag og aften og året inddelt i vinter, forår, sommer og efterår. Disse epoker danner en slags helhed, i hvilken de hver især udgør en lokalitet. Når en sådan helhed med sine fire epoker har passeret, gentager den sig selv, og således fortsættende. Det er denne gentagelse, der markerer tiden i form af døgn, år og jordliv. [slut på side 6]

Men det er, som før nævnt, ikke blot i døgnet, året og jordlivet, at vi ser dette gentagelses- eller kredsløbsprincip åbenbaret. Vi bliver således vidne til, at vandet f.eks. skiftevis er kloakpøl, løber igennem jordlagene og bliver her atter filtreret, bliver til krystalklart drikkevand, bliver til den friske luft, vi indånder, ja, er med til at danne den blå himmel såvel som morgen- og aftenrøden for atter igen at blive til regn, til kloakpøl og atter igen til den rene luft og sollyse himmel og således fortsættende.

Er ikke alle stoffernes forskellige faser ligeledes at inddele i de kendte fire omskiftelige stadier i naturens store kredsløb, vi udtrykker som: det faste, det flydende, det luftformige og det stråleformige? – Tror man, der findes noget stof, som ikke har passage igennem disse stadier? – Naturen er altså så overdådigt opfyldt eller gennemtrængt af kredsløbs- eller gentagelsesprincippet, at ingen som helst manifestation kan finde sted uden netop at være en detaille eller et led i et kredsløb. Dette gælder såvel i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos. Vi forstår derfor, at vi er omgivet af kredsløb eller gentagelsesmanifestationer af formater, der er så kæmpemæssige, at blot en enkelt detaille i disse udgør et tidsrum eller en levetid, overfor hvilken vort eget nuværende jordlivs eksistens kun vil være for en ufattelig mikroskopisk brøkdel af et sekund at regne. Ligeså forekommer der naturligvis også kredsløbs- eller gentagelsesmanifestationer af en så ufattelig lidenhed, at vort eget halvfjerdsårige "Støvets År" i forhold hertil næsten måtte være for en evighed at regne. Vi bliver således her vidne til, at hele universets energiudløsning eller skabelsesproces er organiseret og behersket af et evigt gentagelses- eller kredsløbsprincip, der gør livet eller tilværelsen til et ocean af gentagelsesmanifestationer eller kredsløb. De af disse kredsløb vi kender bedst er naturligvis dem, der er af mindre format end vort eget kredsløb, hvilket vil sige vort nuværende jordliv. Vi er således i stand til helt direkte med vore fysiske sanser at kunne følge blandt andre døgnkredsløbet og årskredsløbet og her dokumentere, at disse gentager sig i fortsat rækkefølge, og at hvert enkelt døgn og hvert enkelt år er et led i en kæde af [slut på side 7] gentagelser. Men herved får vi det faste punkt, på hvilket en logisk begrundelse for det levende væsens udødelighed kan stadfæstes. Når alle de kredsløb, vi med vort fysiske jordliv er i stand til at overleve og med en hundrede procents iagttagelsesevne oplever, viser sig for os kun at være led i en kæde af gentagelser, hvorfor skulle det samme så ikke være tilfældet med alle de kredsløb, der strækker sig længere end vort nuværende jordlivs eksistens, og vi derfor ikke direkte fysisk kan overskue? – Da vort nuværende jordliv ligeledes med en hundrede procents sikkerhed kan iagttages som et kredsløb, hvorfor skulle dette kredsløb, der ovenikøbet udtrykker et levende væsens eksistens, afvige fra reglen og ikke være et led i en kæde af gentagelser? – Hele universets særlige energistruktur eller kredsløbslov bekræfter således udødeligheden og gør reinkarnationen til den højeste intellektuelle erkendelse for det endnu uindviede væsen, som kun har adgang til kosmisk oplysning ad teoretisk vej.

 

Det næste nummers spørgsmål:

Vil erkendelsen af reinkarnationen få betydning for verdensmoralen? –