Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1951/18 side 4
Spørgsmål indsendt til denne rubrik besvares i den indsendte rækkefølge, dog kun forsåvidt besvarelsen må anses for at have almen interesse. Offentliggørelsen af de givne svar i aviser, tidsskrifter o.l. må kun finde sted efter indhentet tilladelse.
 
Spørgsmål 23.
Hvem er min Næste? – Er det medmennesket alene, eller er det også mit legemes iboende celler eller mikrovæsener? – Og hvorfor skal jeg elske denne Næste? –
Svar:
Hvis begrebet "Næste" skal forstås helt bogstaveligt, er det en stedbetegnelse. Vor næste er således i denne forbindelse det væsen, der i det fysiske rum er os nærmest. Et væsen kan som bekendt være os så nær, at det ligefrem berører vort eget legeme, ligesom det også kan være tusinder af mile borte. Når det hedder, at man skal elske sin næste som sig selv, vil det altså bogstaveligt sige, at man først og fremmest skal elske det eller de væsener, der er indenfor vor observationsevnes rækkevidde, og som vi derfor ikke kan undgå at opleve eller sanse. Væsener, der lever tusinder af mile borte, kan vi jo ikke direkte opfatte eller sanse. Deres almentilstand kan ikke stå så tydeligt for os som de væseners befindende eller skæbne, der er lige foran vore øjne, øren og øvrige sanser. Det er ethvert levende væsen, det være sig plante, dyr eller menneske indenfor denne vor sanseevnes direkte rækkevidde, der er brændpunktet eller selve generalobjektet for den kærlighed, som næstekærlighedsloven påbyder. Hvis alle væsener indenfor denne sansernes nærzone opfyldte nævnte lov, og alle således var til glæde og velsignelse for alle, ville Himmeriges Rige dermed forlængst have været en kendsgerning på Jorden.
Da de kendte medvæsener: planter, dyr og mennesker ikke er de eneste eksisterende levende væsener i vor nærhed, men kun udtrykker en særlig Zones beboere, nemlig "Mellemkosmos", og der derfor eksisterer myriader af væsener i et andet rum, nemlig "Mikrokosmos", vil disse væsener, alt eftersom man begynder at opfatte og forstå deres tilstedeværelse, også komme ind under begrebet "Næste". Og næstekærlighedsspørgsmålet vil således også her blive aktuelt. Disse væsener skal nemlig også elskes, i modsat fald vil mørket eller Helvede også her bryde løs. Dette er ikke så vanskeligt at forstå, når man her bliver vidne til, at der er tale om alle de millioner af levende væsener: celler og molekyler etc., som vort fysiske legeme består af. Disse mikrovæsener har vi direkte forbindelse og vekselvirkning med igennem vort forhold til nævnte legeme, der er disse væseners bolig eller univers. Vi ved allerede, at hvis vi spiser forkert mad og nyder forkerte drikke, hvis vi ikke får tilstrækkelig søvn og overanstrenger os med hårdt arbejde, tager vort almenbefindende skade. Sygdomme, forgiftninger, svulstdannelser, nervesammenbrud, etc. raser i vort legemes indre. Ligesom der bliver krig og ragnarok der, hvor vi ikke elsker hverandre, således bliver der også krig og ragnarok, smerte og undergang der, hvor vi ikke elsker eller er til velsignelse for vor organismes mikrovæsener. Det vil derfor også være absolut nødvendigt at elske sine mikrovæsener, som vi elsker os selv. Væsenernes forhold til mikrovæsenerne vil således blive et meget presserende led i den ny åndsvidenskabelige verdensmoral, selv om det ganske vist er blevet næsten totalt ignoreret i den gamle verdens overleverede religiøse forskrifter.
Men hen over mikrokosmos og mellemkosmos eksisterer der endnu et kosmisk rum for levende væsener. Dette rum hedder "makrokosmos". Med dette kosmos' beboere befinder vi os også i en meget vigtig vekselvirkning. I dette tilfælde er det særligt det makrovæsen, der har Jordkloden til organisme, vi er knyttet til. Dette jordklodevæsen såvel som de øvrige makrovæsener lever i en tids- og rumdimensionel sansning af helt andre dimensioner end vor egen tids- og rumdimensionelle fremtræden. Disse væseners minutter og timer vil for vore sanser betyde årtusinder eller årmillioner. Vi kan derfor bevidsthedsmæssigt ikke direkte korrespondere med dem. Deres livsoplevelsessfære ligger lige så højt hævet over vor egen livssfære, som denne er hævet over vore mikrovæseners. Men selv om vi ikke bevidsthedsmæssigt kan udveksle tanker eller tale med vort eget eller noget andet makrovæsen, eksisterer der alligevel en vej, ad hvilken vi kan komme i direkte fuld dagsbevidsthedsmæssig kontakt med det eksisterende højeste skabende liv i makrokosmos. Alle makrovæsener såvel som mellem- og mikrokosmiske væsener er alle organer i eet stort væsen. Da dette store væsen således har alle eksisterende levende væsener til organer, sanse- og taleredskaber, kan det korrespondere ikke blot på alverdens sprog, men på alle kloders og makrovæseners såvel som på alle eksisterende mikrovæseners sprog. At det dermed også har evne til at korrespondere med ethvert enkelt menneske turde være selvfølgeligt. Dette alfaderlige væsen taler således til mennesker ved hjælp af mennesker. Det taler til dyrene ved hjælp af dyrene. Det taler til forbryderne ved hjælp af forbrydere, ligesom det taler til helgener ved hjælp af helgener. Det kan komme på bølgelængde og dermed i kontakt med alle. Det er dette væsen, vi kender under begrebet "Guddommen". Når et væsen beder til eller råber på Gud, høres denne bøn eller dette råb af et eller andet fysisk eller psykisk væsen, som i henhold til foranstående jo er Guds sanseredskab, og væsenet bliver urokkeligt hjulpet. Men undertiden er hjælpen kun psykisk, og væsenet opdager da ikke altid, at det er blevet bønhørt. Da denne evige Guddom således er vor absolutte livsbetingende næste, forstår man her den evige kærlighedslov, således som den gik i arv til os fra svundne tider, og således som den fra os i form af åndsvidenskab uændret vil blive overleveret til kommende tider:
Du skal elske Herren din Gud af dit ganske hjerte og af din ganske sjæl og af det ganske sind og din næste som dig selv. Dette er alle loves fylde.