Ældre årgange af Kosmos mv.

Spørgsmål indsendt til denne rubrik besvares i den indsendte rækkefølge, dog kun for så vidt besvarelsen må anses for at have almen interesse. Offentliggørelsen af de givne svar i aviser, tidsskrifter o.l. må kun finde sted efter indhentet tilladelse.

 

Spørgsmål 30.

Hvorfor skal det være så strengt at vågne op på det åndelige plan for den, der begår selvmord? – Det menneske, på hvem der er lagt så store byrder, at det ikke kan bære dem, trænger det ikke snarere til hjælp? –

Svar:

Da ethvert brud på naturens love skaber smerte eller lidelse, og enhver opfyldelse af de samme love skaber glæde eller velvære, er lidelsen og velværet de to uundværlige faktorer, ved hjælp af hvilke det levende væsen kan blive bevidst i, hvordan det kan bevare sin fulde sanse- eller livsoplevelsesevne. En del af denne evne har nemlig sit sæde i væsenets fysiske legeme eller organisme. Hvis det nu kunne ødelægge denne organisme, uden at dette voldte gene eller lidelse, ville det derved i tilsvarende grad forringe sin i gennem samme organisme opretholdte sanse- eller oplevelsesevne uden at kunne opdage eller bemærke årsagen til denne underminering af bevidstheden. Det ville ikke lære at tage sig i agt for at gå imod naturens og dermed imod livets love. Hvis det fysiske legeme var følelsesløst overfor brud eller læsioner, hvis man kunne skære eller flå i dette, uden at dette forvoldte smerte eller lidelse, hvordan skulle man så opdage, at man dermed saboterede sin oplevelsesevne. Hvordan skulle man kunne afholde de mindre og uvidende børn fra at beskadige eller lemlæste sig selv? – Smerten eller lidelsen er i virkeligheden kun et faresignal, der virker for at advare det levende væsen, så det derved kan opdage, at det er inde på noget unaturligt eller farligt.

På samme måde bliver det normale velvære ligeledes et kendingsmærke for, at væsenet befinder sig indenfor det naturlige område. At selvmord, der i sig selv er en total læsion af væsenets fysiske legeme, ikke kan være en undtagelse, er naturligvis en selvfølge. Man kan ikke hugge en hånd af og alligevel bruge hånden, man kan ikke ødelægge sine øjne og alligevel se ved hjælp af disse. At man her må opleve den gene, det er at miste den del af førligheden, som opretholdes [slut på side 5] i kraft af hånden og øjnene, kan umuligt være udtryk for noget ukærligt fra forsynets side. Tværtimod, væsenet får jo netop igennem den nævnte gene eller lidelse indbygget i bevidstheden en levende erfaring, der i dets kommende nye fysiske tilværelse i større eller mindre grad vil afholde det fra på ny at begå en lignende sabotage på sin livsoplevelsesevne. På samme måde vil den gene eller lidelse, der opstår ved selvmord, give væsenet en erfaring, der ligeledes vil være medvirkende til at afholde det fra atter at begå selvmord i kommende nye fysiske tilværelser.

Men det skal dog bemærkes, at der er megen åndelig hjælp for selvmordere ligesåvel som for alle andre ulykkelige væsener. Skytsengle står parat, og enhver selvmorder bliver tilsidst på det åndelige plan hjulpet fri af sin ulykkelige mentale tilstand.