Ældre årgange af Kosmos mv.

Spørgsmål indsendt til denne rubrik besvares i den indsendte rækkefølge, dog kun for så vidt besvarelsen må anses for at have almen interesse. Offentliggørelsen af de givne svar i aviser, tidsskrifter o.l. må kun finde sted efter indhentet tilladelse.

 

Spørgsmål 32.

Med hvilken berettigelse kan man kalde Martinus verdensbillede eller kosmiske analyser for "videnskab"? –

De allerfleste religiøse bevægelser hævder hver især, at deres forkyndelse er "videnskab". Men da de nævnte bevægelser alle undertiden udviser endog meget store frafald af tilhængere og eksempler på tvivl, kan deres forkyndelse ikke være virkelig videnskab, hvilket vil sige: udtryk for virkelige kendsgerninger. Ting, der opleves som kendsgerning kan ikke skabe tvivl. Tvivl kan kun fremstå der, hvor tingene endnu kun er hypoteser, formodninger eller blotte postulater. Vil Martinus kosmiske analyser være bedre garderet. Vil man ikke også her komme i tvivl og falde fra? –

Svar:

Ja, det er rigtigt, at man i mange af de religiøse bevægelser påberåber sig, at deres livsopfattelse er videnskab. Men en livsopfattelse bliver ikke til videnskab, blot fordi man tror, den er videnskab, eller fordi den har det eller det væsen til ophav. En opfattelse kan kun være videnskab for såvidt, den udgør den absolutte sandhed eller virkelighed dokumenteret i kendsgerninger. En højere dokumentation kan ikke eksistere og kan derfor ikke gives. Selv om visse dogmer indenfor verdensreligionerne i virkeligheden er urokkelig sandhed, bliver de ikke til videnskab, sålænge de ikke begrundes med kendsgerninger i naturen eller livet. Indtil da vil de kun kunne udgøre blinde påstande eller postulater, for hvis berettigelse der ikke er skabt bevisførelse. I stedet for denne bevisførelse har man så kun tilliden til de væsener, som opgives at være dogmernes eller påstandenes ophav, samt til de mennesker der i dag fuldt og fast tror på dogmerne og forsøger at få andre til også at tro på disse. For et meget stærkt religiøst kristent menneske vil ethvert ord eller udtryk blive opfattet som urokkelig sandhed, når blot det foregives, at Kristus er dets ophav. Et sådant indstillet menneske kræver intet som helst bevis, når blot det står i Bibelen. [slut på side 5]

For den virkelige nøgterne, men irreligiøse forsker er hverken Bibelen, profeter, præster eller andre gejstlige autoriteter tilstrækkelige til i ham at skabe en urokkelig tro på dogmer eller påstande. Ubegrundede opfattelser bliver ikke til videnskab, blot fordi de har disse nævnte autoriteter bag sig. Her må tingenes rodfæstning i selve naturen igennem logisk begrundede tankerækker, der er kontrollable for intelligensen som kendsgerning, kunne afsløres. Man vil i en sådan situation ikke blot have fået tingenes eller objektets facit, men også hvorledes nævnte objekt eksisterer som kendsgerning. Når et objekt kan efterkontrolleres med forstanden, således at samme objekt bliver til kendsgerning, vil denne kendsgerning være det samme som "videnskab". Når et objekt kan dokumenteres som kendsgerning igennem sin egen analyse, er denne analyse det samme som en for forstanden synlig kendsgerning ganske uafhængig af, hvad andre væsener så end måtte sige eller mene om tingen eller objektet. Opfattelsen af objektet er dermed ikke mere en tro, men udgør en konkret viden.

Da viden igen er baseret på intelligensen, kan den ikke svinge med følelsen. Den har den samme stabilitet i ens mentalitet, hvad enten man har sympati for dens objekt eller ikke. Dogmer eller postulater svinger mellem tro og tvivl, alt eftersom man selv svinger mellem sympati og antipati for disses objekter.

Med hensyn til mine kosmiske analyser vil de alle være rodfæstet i sammenhængende logiske begrundelser i kontrollable realiteter i selve livet. De kan derfor aldrig være postulater eller dogmer, men udgør en konstatering af kendsgerninger for den udviklede forsker. For det menneske, for hvem det kosmiske verdensbillede igennem disse realiteter er blevet til kendsgerning, er der ingen mulighed for tvivl eller tilbagegang. Det ejer i sig verdensbilledet som en oplevet levende virkelighed på samme måde, som det ejer oplevelsen af solen, dagen og natten. Dets livsopfattelse er ikke mere et spørgsmål om tro og tvivl, om sympati eller antipati. Den er urokkelig virkelighed, forankret i væsenets hjerne og hjerte ved dets egen suveræne selvoplevelses klare dagslys.

Mine kosmiske manifestationer og det herigennem åbenbarede evige verdensbillede er således ikke en samling påstande eller dogmer, men udgør derimod udelukkende en kontrollabel beretning om de kosmiske årsager og virkninger, der bestemmer livet og lykken for alle levende væsener. Hvad kan være mere berettiget til at udtrykkes ved begrebet "videnskab".