Ældre årgange af Kosmos mv.

Den 24-10-1952

Til mine venner i Danmark!
(3. brev om Island).

Som et led i islændingenes store gæstfrihed og elskværdighed imod mig var også dette, at man sørgede for at give mig lejlighed til at opleve så meget af Islands ejendommelige og storslåede natur som muligt. Flere af mine venner her, som har vogn, skiftedes til at køre mig rundt. Allerede en af de første dage kom man for at køre mig ud til de varme kilder. Denne tur blev for mig, der hører hjemme i et land, hvor vi ikke har een eneste liter opvarmet v and, der ikke er frembragt på kunstig måde ved dyrt brændselsmateriale, et eventyr.

På turen ud til de varme kilder fik jeg et indblik i Reykjaviks omegn. Selve Reykjavik er en meget moderne by med et ocean af nye huse. Disse ligger ikke så tæt sammen, som tilfældet er i Danmark, men breder sig over et forholdsvis stort terræn. De er bygget op af jernbeton og yder stor modstandsevne overfor eventuelle jordskælv. Island er jo en vulkanø. Af fremragende moderne huse kan nævnes universitetet, teatret, Ejnar Jonsson museet og sømandsskolen. Der var naturligvis mange andre fremragende moderne offentlige og private huse, som jeg ingen specielle oplysninger har om, men de vidnede alle om en by og et folk i stærk udvikling. Imidlertid kom vi længere og længere bort fra Reykjavik og ind i store ødemarker bestående af vældige fjeldterræner og lavamarker. Ved foden af disse terræners høje fjelde og i umådelig ensomhed lå hist og her en bondegård. Disse bøndergårde afviger fra danske gårde derved, at deres huslænger er parallelle og bygget sammen i siderne, noget lignende som vore drivhuse i Danmark. De danner derfor ikke nogen lukket gårdsplads således som de danske gårde, hvis længer som regel danner en firkant med en port ud til landevejen. I gamle dage var disse islandske bøndergårde tækket med græstørv og lignede nærmest jordhuler. I dag er disse gårde meget moderne byggede og fremtræder med hvide mure og røde tage og flotte vinduer og døre, som altså forekommer i gavlene, da længerne som før nævnt er bygget sammen i siderne. Af samme [slut på side 1] grund viser en sådan bondegårds facade sig som en række sammenbyggede husgavle. Omkring de islandske gårde, der som nævnt ligger ved foden af vældige fjelde, der rager så højt op, at toppene meget ofte er dækket af skyerne, ligesom der her oppe hist og her endnu i september lå sne, der ikke var nået at smelte i sommerens løb, er der et område, man kalder "hjemmemarken" eller "tunet". Dette område udgør den dyrkede jord. Da det i særlig grad er hø, man her avler, og disse områder stadigt bliver slået kan man her så sent som i september se folk stakke hø. Jeg så også somme steder korn, men dette var ligeledes i september måned ikke kommet længere end på det stadium, som vort korn her i Danmark allerede har nået i maj måned. Det var da også helt grønt og vil naturligvis ikke kunne nå at blive modent, da det islandske efterår begynder tidligere end vort. Kornet bliver derfor kun brugt som grøntfoder til kvæget. Som følge af, at hjemmemarkens græs eller hø så ofte bliver slået, er dens terræner meget grønnere end de omliggende områder af de vilde græsmarker, der ikke bliver slået og derfor i stærkere grad fremtræder med efterårets visne farver. På disse vilde græsmarker, som strækker sig et godt stykke opad fjeldene, græsser der hundreder af får. Men i regionerne oppe over skyerne er der naturligvis ufrugtbart og meget koldt. Da jeg første gang så disse fåreflokke oppe på fjeldskråningerne troede jeg, det var høns. I disse vældige fjeldperspektiver bliver alle detailler tilsyneladende meget mindre end i de perspektiver, vi har her i Danmark. Huse og gårde og dermed også dyrene bliver, når vi ser dem på baggrund af de høje fjelde, unaturlig små.

Nogle af de islandske bønder eller landmænd er næsten rene konger og ejer undertiden områder på op til 10 kvadratkilometer jord, hvorpå de kan holde hundreder af får, selv om også en hel del af jorden er de øde egne, der rager op i skyregionerne. Jeg så, at disse islandske bønder havde moderne maskiner, såsom traktorer og græsslåmaskiner, ligesom de fleste også var forsynet med en jeep. Denne vogn er meget praktisk, idet den både har forhjuls- og baghjulstræk. Den er velegnet til de islandske terræner og landeveje, der jo ikke er særligt egnede for luksuriøst udstyrede dollargrin. De har næsten helt afløst den lille islandske hest, der tidligere var islændingenes eneste befordringsmiddel og trækkraft. Jeg så kun i et par enkelte tilfælde meget langt ude på landet, bønder der kom ridende. Den lille jeep så man derimod overalt på Island. Da de islandske landboere bor snese og atter snese af kilometer borte fra byerne, betyder disse små kraftige vogne naturligvis et umådelig stort fremskridt [slut på side 2] for dem, ligesom radiofonien også må have skabt et stort gode i disse eneboeres liv.

Efter en stunds kørsel igennem disse fjeldterræner og lavamarker, kom der pludselig en fjeldskråning til syne, opad hvis sider bevægede sig hvide dampskyer. Vi var nået frem til de varme kilder. De hvide dampskyer var dampen fra det kogende vand, der på mange steder med stort bulder og megen kraft strømmede op fra jordens indre. Det var underligt første gang at stå overfor kogende vand, der ikke var frembragt ved menneskelig indsats. Ud fra dette kogende vand, ud fra disse hvide dampskyer strømmede der en varme, der var ældre end jordens skabelse. Det var varmen fra en ild, der i uanede millioner af sekler aldrig havde været slukket. Den strålede og lyste ud fra jordens Jeg i verdensrummet i dens endnu uafkølede ildtilstand eller solepoke. Den sydede, kogte og eksploderede under jordens første begyndende skorpedannelse. Den varmede i jordens indre i den efterfølgende lange tidsepoke, da de oceaner af skove, der nu er kullag i jorden, svajede i briser og blæst. Den varmede videre med uudslukket kraft i jordens indre, da fortidens store kæmpedyr eller gigantvæsener gungrede hen over den unge jordskorpes moradser og dyndterræner. Den fortsatte sin uudslukkede energi i jordens dyb frem igennem dyrenes omskabelse til vore dages kulturmennesker, ligesom den stadigt vil lyse, flamme og v arme i jordens indre under en kommende ny Verdensepoke, det bebudede tusindårsrige eller menneskets domæne i "Guds billede". En stråle fra dette umådelige tidernes ocean var brudt af fra sin evighed og kom her til syne foran mine fødder. Det manede mit sind til andagt. Jeg bøjede mig ned og rørte ved det varme v and, der overdådigt flød hen ad jorden fra Islands varme kilder. Den evige varme sitrede gennem min hånd. Dens gigantrejse igennem tiden var endt her i mit kød og blod. En ny Oplevelse af Guds almagt vibrerede igennem min hjerne.

+ + +

Omkring de varme kilder var der anlagt drivhuse, hvor man udnyttede varmen fra de hede kilder og frembragte både prydplanter og ernæringsprodukter. Jeg så blandt andet nelliker og tomater, ja et sted så jeg endog et banantræ med frugter. Endvidere var der her store pumpeanlæg, der igennem en stor ledning pumper det varme vand ind til radiatorer, badeværelser og svømmebassiner inde i Islands hovedstad. Men hvad kan der ikke skabes her i fremtiden? – Tusinder af hestekræfter i form af de varme kilder strømmer stadigt ubrugt frem af jordens skød mange steder på Island.

Med de kærligste hilsener.

Martinus