Ældre årgange af Kosmos mv.

Den 7-11-1952

Til mine venner i Danmark!
(4. brev om min rejse på Island).

I Planen for min islandsrejse var det også bestemt, at jeg skulle besøge Akureyri, nordlandets hovedstad. Jeg kunne selv vælge, om jeg ville rejse dertil i bil eller med flyvemaskine. Islændingene syntes, at jeg, for at få det mest mulige ud af turen, burde rejse pr. bil den ene vej og så tage flyvemaskinen den anden vej. Ved at rejse i bil kunne jeg få lejlighed til at stå af og fotografere hist og her undervejs, ligesom jeg her fik de storslåede islandske terræner på nærmere hold. Dette forslag syntes jeg godt om. Og en af mine gode venner tilbød at køre mig i sin store dejlige vogn langt over halvdelen af den 450 kilometer lange vej fra Reykjavik til Akureyri til et traktørsted på den lange rute, der hed "Varmeliden". Her ville mine venner i Akureyri så hente mig og føre mig videre til Akureyri. Kl. 6 morgen den 18. september startede vi fra Reykjavik med "Varmeliden" som mål. Vi var klædt godt på, for radioen havde dagen i forvejen meldt, at der var snevejr på nordlandet.

Og så gik turen ud gennem Reykjaviks meget spredte områder og op igennem det islandske landskab, dets fjord- og fjeldterræner. Her blev vi vidne til en meget pragtfuld solopgang mellem de høje fjelde, et enestående sceneri, som jeg ikke har plads til at komme nærmere ind på her. Jeg fotograferede, og vi kørte derefter videre i det dejligste solskin og i kraft af hvilket, vi rigtigt kunne nyde den storslåede natur, vi kørte igennem. Vejen gik undertiden langs dybe fjorde, til andre tider langs dybe afgrunde omkransede til alle sider af vældige fjelde, der havde sne på toppene eller i højderne over skyerne. Hist og her i dalene lå enkelte bøndergårde omgivet af den traditionelle grønne plet: tunet eller hjemmemarken, og milevidt eller hundreder af kilometer borte fra det pulserende menneskeliv i kulturcentrerne eller byerne. Tænk, hvilken umådelig ensomhed disse mennesker lever i. Disse kolossale ubeboede vidder, disse milevide ødemarker, hvor tilsyneladende intet levende væsen trivedes, ikke et eneste træ, ikke [slut på side 1] nogen fuglesang. Kun en altgennemtrængende ro og stilhed manede til andagt. Måske kan stormen hyle og hvine omkring disse evige højder og dybder i den mørke "vinternat", hvor solen er ligeså langt under horisonten ved middagstide, som den er over horisonten ved midnat i sommertiden. Det islandske nordland er jo lige under polarkredsen og ligger i midnatssolens rige. Men den dag, da vi passerede, var det dejligt solskin, og de evige konturer lå omkring os, som de har ligget omkring andre rejsende for tusinde år siden, ja, som de yderligere har ligget for hundreder af tusinde år siden, da endnu intet menneskeligt øje havde beskuet disse tinder og afgrunde. Denne åbenbarede evighed lå altså foran vore øjne i strålende solskin. Atmosfæren var jomfruelig ren. Den enkelte rejsende, der her passerer, er altfor mikroskopisk til at kunne besudle dette ocean af renhed med uren menneskelig atmosfære eller aura. Han eller hun kan i værste tilfælde kun virke som en dråbe snavset vand i Atlanterhavet. Nævnte hav bliver ikke mærkbart urent af den grund. Og de enkelte familier, der lever her og er født her i ensomheden, er børn af denne store psykiske renhed i naturen. Derfor har de en psyke, der gør dem dus med naturens psyke og sjæl i en grad, som den almindelige fremmede rejsende fra civilisationens eller kulturens centrer ikke forstår, ja, som han endog er vant til at fornægte. Men ikke desto mindre ser mange af disse ensomhedens beboere detailler, liv og bevægelse der, hvor den fremmede intet som helst ser, ligegyldigt hvor højlærd han end måtte være i materialistisk videnskab. Fortidige psykiske evner, der hos ham forlængst er degenererede og indskrumpede til energiløse rudimenter, er hos mange af disse ensomhedens sønner og døtre i nogen grad bevarede og giver dem en tilsvarende evne til at se og opleve i de pågældende psykiske områder. I felter, hvor det moderne materialistisk indstillede menneske er totalt blind, har de andre væsener mere eller mindre vågen dagsbevidst, psykisk oplevelse på det materielle eller fysiske plan. De har undertiden gensidigt samkvem med væsener fra det psykiske plan. Det er virkeligt ligesom om, at der er visse steder her, hvor grænsen mellem det fysiske og psykiske plan, grænsen mellem den materielle og åndelige verden næsten er udvisket og ikke rigtig kan ses. Her forekommer således enkelte fysiske væsener, hvis psyke mere eller mindre er eller har været på et stadium, navnlig i barneårene, hvor de ikke i alle situationer har kunnet skelne imellem de fysiske og psykiske væsener. Deres psyke har været sådan, at de har kunnet se, høre og tale med psykiske væsener, ligesom disse psykiske væsener har kunnet se, høre og tale med de fysiske væsener. [slut på side 2]

At en sådan bevidsthedstilstand har affødt en særlig bevidsthedssfære fuld af beretninger om sådanne fysisk-psykiske oplevelser er naturligvis en selvfølge. Ja, en hel verdenslitteratur eksisterer jo netop om disse foreteelser, uden at man faktisk ved, at der forekommer en realistisk virkelighed bag ved. Hele verdens eventyrlitteratur, alle beretninger om feer, alfer, trolde og hekse, nisser og huldrefolk etc. er kun dønninger, reflekser eller genskin af en virkelighed, der forekommer alle steder på jorden, hvor der er evighedsro i naturen eller en overvejende mental stilhed på det fysiske plan. På sådanne steder i verden, hvor der er ødemarker, hvor der er milevidt til menneskecentre, og hvor atmosfæren derfor er jomfruelig ren psykisk set, der kommer den åndelige verden meget nær til det fysiske plan med hensyn til sine materialisationer. Den kan altså her manifestere sig i svingninger eller bølgelængder, der grænser så nær op til de fysiske manifestationers svingninger eller bølgelængder, at de kan ses af visse fysiske mennesker. Der, hvor menneskecentrerne særligt udfolder sig, der holdes den åndelige verdens svingninger oppe på en bølgelængde, der ligger langt hinsides de fysiske eller jordiske svingninger eller bølgelængder. At denne den fysiske og psykiske sfæres overskygning af hinanden naturligvis ikke er helt, som eventyrene og sagnene fortæller, er givet. Her spiller megen digterisk fantasi og megen stor overtro ind. Men vi har altså her midt i Islands ødemarker ligesom i andre ødemarker på jorden et hjemsted for en sfære af en indfiltration af den fysiske og psykiske verdens manifestationer og svingninger, så at nævnte to verdener så at sige her glider ud i eet med hinanden. Iagttager vi eventyrene, sagnene og fortællingerne her fra, ser vi også, at disse hver især udgør en fysisk og psykisk indfiltration eller sammenblanding. Vi ser således i eventyrenes feer med tryllestave, ved hvilke de kan skabe de største mirakler. Vi læser om trolde og troldkvinder ligeledes med overnaturlige kræfter. Og her fortalte man mig beretninger om huldrefolk, der boede inde i de store stene og fjelde, altså ikke i huler, men i ganske massive eller totalt fortættede stene og fjelde. Sådanne væsener var altså fysiske nok til at de kunne ses, men var samtidig af en så åndelig bølgelængde, at de fysiske stenes og fjeldes massive tilstand eller tæthedsgrad, ikke var nogen som helst hindring for deres passage.

At disse væsener i visse situationer ved de fysiske beskueres mediumisme og overflod af A-stof for et kort øjeblik kunne blive helt fysisk materialiseret, så de kunne tale og på andre måder fremtræde fysisk og [slut på side 3] ikke var til at skelne fra de fysiske væsener, udgør en af de primære foreteelser eller kendsgerninger, der ligger til grund for hele den fysisk-psykisk tanke- eller bevidsthedssfære, vi kalder "eventyrdigtning".

Min rejse til Akureyri blev således ikke blot en rejse igennem sneklædte fysiske højder og dybder, det blev også en kosmisk oplevelse af et ejendommeligt bevidsthedsterræn, hvor den åndelige verden kastede sine materialiserede glimt ind i de fysiske menneskers vågne dagsbevidste tilværelse. Jeg forstod, at jeg her passerede det ocean af psykisk virkelighed, af hvilke alverdens eventyr, mytologier og sagn udgør søluften i havets nærhed.

Med de kærligste hilsener.

Martinus

(fortsættes)