Ældre årgange af Kosmos mv.

København, den 21-11-1952

Til mine venner i Danmark!
(5. brev om Island)

Ved 14 tiden ankom vi til Varmeliden. Her blev jeg præsenteret for nogle af mine venner fra Akureyri, som var ankommet hertil for at bringe mig videre det sidste stykke vej af min rejse til nordlandet. Disse mennesker var, ligesom mine venner i Reykjavik, meget elskelige og modtog mig på den kærligste måde. Efter at vi havde indtaget et middagsmåltid, som var parat til os, tog jeg afsked med mine venner fra Reykjavik, som havde kørt mig den ca. 300 kilometer lange strækning her til Varmeliden, og som nu skulle tilbage til Reykjavik. Jeg fortsatte så imidlertid rejsen med mine nye venner til Akureyri. Turen gik stadig igennem vældige fjeldterræner og ødemarker. Her var alt sneklædt og lyste stærkt hvidt og blåt i det klare solskin, som vi var så heldige at være begunstiget med denne dag. Akureyri er en meget smuk havneby beliggende på en fjeldside ved det inderste af fjorden: "Eyjafjørdur", som munder ud i ishavet. Som før nævnt var alt dækket med sne, og nu, da vi ca. kl. 18.00 nåede byen, var det koldt som på en januardag hjemme i Danmark. Jeg blev her ligesom i Reykjavik meget venligt modtaget af repræsentanter for det teosofiske samfund. Jeg skulle være her i 5 dage. I disse dage holdt jeg 4 foredrag. Et af disse blev holdt i byens teater. De andre 3 blev holdt i en biograf. Og her var tilslutningen ligesom i Reykjavik god. Det viste sig, at min mission havde adskillige venner her, af hvilke jeg besøgte nogle enkelte.

Ligesom mine venner i Reykjavik var man også her opfyldt af ønsket om, at jeg skulle få set så meget som muligt af deres lands storslåede natur. Og man arrangerede en stor udflugt, hvor vi kørte langt ind i landet til noget, der hed "Myvatn" og "Reykjahlid". Her var der et meget stort krater omgivet af eventyrlige lavamarker, men ellers var der også her de samme ødemarker og fjeldterræner som de andre steder på Island. Her oplevede jeg næsten et helt månelandskab af mærkelige lavaformationer fra vulkanske udbrud århundreder tilbage i tiden. Et andet sted viste man mig en lille kirke, til hvilken der knyttede sig det sagn, at da den glødende lavamasse fra et af de store vulkanske udbrud flød ned ad vulkanen og begyndte at begrave [slut på side 1] omegnen, strømmede egnens beboere ind i den lille kirke, hvor man bad til Gud om beskyttelse eller redning. Lavastrømmen, som faretruende nærmede sig kirken, skiltes da pludselig ad og delte sig i to strømme, der hver især gik et godt stykke uden om kirken, så både folkene og kirken blev reddet. Hvor meget, der passer af sagnet, ved jeg ikke, men den spaltede lavastrøm ligger den dag i dag i sin stivnede form udenom kirken til de menneskers forundring, der ikke tror på mirakler, og til betagelse og glæde for de mennesker, der tror på en guddommelig hånds styrelse af livet, og at der ikke falder en spurv til jorden, uden at det er Guds villie.

Her som overalt på de store ødemarker var atmosfæren jomfruelig ren og overordentlig psykisk og fuld af en fred og stilhed eller en ophøjet ro, der uvægerligt måtte mane selv det mest urolige sind til andagt. Jeg følte næsten overalt, som om disse rene uberørte steder var hellige. På tilbagevejen passerede vi det store vandfald "Godafoss", som jeg blandt meget andet fotograferede. Det var ejendommeligt at stå overfor et sådant ocean af kræfter. Tusinder af hestekræfter i form af vældige vandmasser styrtede larmende ud over klippeafsatserne og fortsatte i vældige hvirvler videre nedad floden igennem ørkenen. Det bar vidne om den vældige reserve af naturkraft, som Island besidder, når man efterhånden får bragt den under menneskelig villie og kontrol.

I al den elskværdighed og gæstfrihed, jeg mødte hos mine venner, svandt de fem dage, der var beregnet til mit ophold her, hurtigt, og jeg skulle flyve tilbage til Reykjavik, hvor jeg endnu skulle tilbringe en halv snes dage og holde flere foredrag. Men nu lå fjeldene indhyllet i tåge, så der ikke var flyvevejr. Jeg måtte så tage den ordinære rutebil tilbage. Men det blev også en oplevelse, hvor der ikke var mangel på spænding. Ja, det blev næsten en flyvetur. Mine venner kendte den unge chauffør, som skulle føre den store vogn fra Akureyri til Reykjavik, og fik mig derfor anbragt på en god plads ved hans side. Jeg fik derved den størst muligt udsigt over alle de situationer, der adskiller en biltur henover de islandske terræner fra en biltur over Danmarks flade land. Min plads måtte egne sig som den fineste orkesterplads for en af Tivolis eller Dyrehavsbakkens glødende rutchebaneentusiaster. Her var der virkelig nok af kolde gys. Med 80 kilometers fart susede vi ligesom hen ad en mammutrutchebane i form af den smalle bjærgvej, hvor to biler ikke kan køre forbi hinanden uden ved særlige anlagte ventesteder, og over broer, der tilsyneladende er så smalle og nøjagtigt tilpassede til de store biler, som en skuffe er tilpasset til sin plads i et skuffedarium. Den smule, broen er bredere end rutebilen, [slut på side 2] synes kun at kunne tælles i centimeter. Men ikke desto mindre susede den store vogn med stærk fart af og til ind igennem et sådant "skuffedarium". Jeg ventede hvert øjeblik høre rækværket hvine, knage og splintre ved sammenstød med vognens sider. Men det skete ikke, – og det er vist aldrig sket. Islands chauffører er rene artister i rullende akrobatik. Vi susede imidlertid videre hen ad den smalle bjærgvej, undertiden med en vældig afgrund på den ene side og en lodret stejl klippevæg opad i næsten en usynlig højde på den anden side. Det var heller ikke uden spænding, når man således, som jeg, havde fri udsigt frem over den smalle vej og her øjnede de farlige sving, som vi med voldsom fart susede hen imod, og som gav en indtrykket af, at vi absolut måtte havne i den afgrund, som vognens yderste hjul balancerede på kanten af. Det var også svært at lade være med at tænke på svigtende bremser, når den store vogn syntes at køre opad imod selve himlen, eller når det var den anden ende af vognen, der vendte opad imod skyerne, og vi styrede stejlt nedad i dybet, som om vi havde jordens centrum til mål. Og det gjorde ikke sagen bedre, når man i sin svedende vånde vendte blikket bort fra afgrunden udenfor for at spejde efter en nødbremse inde i vognen og da fik øje på chaufføren, der i dette øjeblik holdt rattet med sit ene knæ, medens han i ro og mag med begge hænder tændte sig en cigaret samtidigt med, at speedometret viste et tal i nærheden af 80. Det er en skam, at en sådan præstation af rullende akrobatik på randen af en dyb afgrund og uden et udspændt sikkerhedsnet ikke kan forevises i et cirkus eller Tivoli. Man ville ellers her have det rigtige store nummer og en overfyldt pengekasse i uoverskuelige tider. – Nå, jeg slap lykkelig og velbeholden tilbage til Reykjavik og blev her hentet af mine elskelige venner, en stor og virkningsfuld oplevelse rigere. Jeg havde fået lært at beundre de islandske chauffører, der med så enorm præcition, sikkerhed og hurtighed både nat og dag kan føre de rejsende fra den ene ende af Island til den anden under betingelser, der for en dansk bilist måtte synes totalt umulige. Tænk, hvad disse chaufførers dygtighed betyder i et land med så enorme afstande og uvejsomme terræner og uden jernbaner og med veje, der i virkeligheden ellers kun kan befares af ryttere og fodgængere, men som for langdistancer er uegnede for hestekøretøjer. Den før beskrevne rædsel er således kun et Fata Morgana i rullende akrobatik, ligesom jeg i bunden naturligvis heller ikke nærede nogen sand dødsfrygt under turen. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle dø eller lemlæstes på denne tur, og at jeg endnu har et stort stykke vej at tilbagelægge af min mission, inden jeg skal forlade denne verden. [slut på side 3]

Foruden at holde de resterende foredrag og efterkomme de anmodninger om samtaler med mig, som indløb til min værtindes telefon, og som bevirkede, at hun måtte tilbringe overordentlig meget af sin tid med at aftale tidspunkter for disse samtaler, blev der også tid til i den resterende halve snes dage, jeg endnu skulle være på Island, at se endnu mere af sagaøens mægtige natur. Mine utrættelige venner arrangerede en biltur til Thingvellir (Thingvallasletten), en biltur til Geysir og Gullfoss. Thingvellir, som jeg også blev kørt ud til engang, før jeg rejste til nordlandet, er en historisk helligdom for Islændingene. Området ligger et halvt hundrede kilometer fra Reykjavik. Det er for største delen dækket af lava, ligesom det gennembrydes af store kløfter. Her ligger også en stor indsø. På en stor klippeskrænt ses mærkelige figurer dannede af naturen selv. Man kan således blandt andre figurer se et vikingeskib. Her forekommer et mindre vandfald "Øxara", og her oplevede jeg et mærkeligt psykisk fænomen. Medens jeg stod og fotograferede vandfaldet, blev jeg gennemstrømmet af mærkelige glædesbølger, uden at der forelå nogen som helst fra de ydre omgivelser eller fra mig selv påviselig grund. Det samme gentog sig, da jeg senere atter prøvede at stille mig i vandfaldets nærhed. Jeg følte det, ligesom om der var mig meget venligt sindede psykiske væsener på stedet. Thingvellir har i ca. 900 år været samlingssted for det islandske Alting, ligesom der i de senere år har været afholdt nationalforsamlinger på dette sted. Det var også her tusindårsfesten 1930 blev afholdt. Her ligger et stort sommerhotel.

Oplevelsen af Islands største v andfald "Gullfoss" var også af den slags naturscenerier, man sent vil glemme. Det mindede meget stærkt om min oplevelse af Godafoss. Her som der virkede det betagende at se de vældige vandmasser styrte larmende ud over afgrunden og ned i dybet, hvorfra vældige damplignende, regnbuetegnende skumskyer steg op og forsvandt i den klare luft.

Med hensyn til den verdensberømte Geysir har den noget med at ligge i dvale om vinteren og var allerede gået i hi den dag i september, da vi indfandt os på dens område. Den var kun synlig som et stort hul i jorden fyldt med sydende og boblende kogende vand imellem en hel del andre større og mindre huller ligeledes med kogende vand. Den var ikke den mindste smule imponerende for mig, der nu næsten var blevet helt blasseret med hensyn til synet af varme kilder. Men den meget elskværdige og i psykiske problemer meget in teresserede ejer af Geysirterrænet og hotellet, som ligger i Geysirs umiddelbare nærhed, var så venlig, på vore vegne, at smigre lidt for [slut på side 4] en lille datter af den store Geysir, så hun blev os venlig stemt. Ved at fodre hende med hendes livret, grøn sæbe, kom den lille aflægger af Geysir i ekstase og udøste sin indre varme i en søjle kogende vand på ca. 15 meters højde. Det var et meget imponerende sceneri og gav en en anelse om den store Geysirs temperament, der efter sigende udløser sit hede indhold i en søjle kogende vand på indtil ca. 60 meters højde. Hele dette Geysirterræn, som også lå langt ude i ørkenen eller ødemarkerne, mindede i det væsentlige om de varme kilder, som jeg nu har set flere steder på Island. Her er det også den millionårige varme, der gør sig gældende. Her er det også evigheden, der toner frem for den dybtgående tænker og lader ham mærke den evigt vibrerende Guds ånd over vandene.

Jeg fik også lejlighed til at besøge den islandske kunstner Ejnar Jónsson og hans frue, som jeg allerede kendte i forvejen fra deres ophold her i København for år tilbage. Den islandske stat har skænket ham et museum, bygget efter hans egne tegninger. At komme ind i dette museum er som at komme ind i en helligdom, et lysets tempel. Det er overdådigt fyldt med Ejnar Jónssons geniale værker, der alle er symboler eller illustrationer af lysets sejr over mørket og udstrålende den islandske naturs evighedsatmosfære. Disse lysets symboler, skabte med en glans af denne naturens egen jomfruelige evighedsatmosfære vil gøre dette museum til et stedse mere og mere søgt valfartssted for kommende generationer langt ind i fremtiden, når krigens fakkel for stedse er slukket på jordens kontinenter, og fredens stjerne lyser i videnskab og væremåse mand og mand imellem over hele verden. Da vil Jónsson-museets geniale værker fortælle en undrende fredens verden om lysets kamp med mørket, om humanitetens eller Verdensgenløsningens pionerer og om tilblivelsen af den lysets sejr over mørket, tilblivelsen af den lysende fredens æra, i hvilken disse fremtidens generationer til overdådighed da vil være velsignet.

Nogle få dage før jeg skulle rejse tilbage til Danmark, blev jeg ringet op af Islands biskop, som er Poul Bruntons gode ven. Han inviterede mig meget elskværdigt til et privatbesøg hos ham og han hustru i deres smukke hjem. Jeg fik under besøget et behageligt samvær med to meget elskværdige mennesker. Den overordentlige store tolerance, forståelse og sympati, jeg mødte hos biskoppen, satte ligesom en stærk understregning af den store tolerance og sympati, jeg allerede havde mødt på hele min øvrige færd på Island. Den intolerance og større eller mindre afstandstagen fra min person og mission, som i nogen grad er gældende her i Danmark er ganske uforståelig for islandsk mentalitet. Vi drøftede blandt andet netop dette emne. Tænk, hvis Danmarks biskopper, præster og lærere var ligeså venligt indstillet [slut på side 5] overfor et humanitetens og lysets arbejde, ganske ligegyldigt fra hvem det kom, som den islandske nations højeste repræsentanter og myndigheder! – – Efter en meget hjertelig afsked og med invitation fra biskoppen til at komme til ham hver gang jeg kom til Island, og jeg ligeledes geninviterede biskoppen til at komme til mig, når han kom til Danmark, forlod jeg bispeboligen med en stærk forvisning om, at jeg havde fået en meget god ven i den islandske kirkes overhoved.

Imidlertid var tiden for mit besøg på Island ved at ebbe ud, og det teosofiske samfund arrangerede i den anledning en stor afskedsfest for mig. I denne fest kunne alle mine venner både indenfor og udenfor det teosofiske samfund deltage. Det blev en for mig strålende oplevelse, som jeg sent vil glemme. Vicepræsidenten for det teosofiske samfund holdt en smuk festtale til ære for mig. Derefter talte flere andre af mine venner venligt og hjertevarmt om mit besøg og om min mission og nære slægtskab med det teosofiske samfunds idealer og indsats. Ligeledes blev det bemærket af en af talerne, at han troede, at han talte på hver enkelt deltagers vegne, når han sagde, at det var deres store drøm engang at komme til Kosmos Ferieby. Derefter blev jeg foræret forskellige gaver som tak for mit besøg og til minde om Island. Jeg takkede for den store hjertevarme og gæstfrihed, for den fremragende interesse for min mission og den overordentlig store tolerance og forståelse, jeg havde mødt. Endvidere udtalte jeg, at det også ville være mig en glæde og opfyldelsen af et kært ønske, hvis vi kunne arrangere en gensidig fælles udveksling af feriegæster. Vi fra Danmark kunne modtage islændinge og give dem kost og ophold under en lille ferie her i Danmark, ligesom man så på tilsvarende måde på Island kunne give danskere kost og ophold under en tilsvarende ferie på Island. Så ville det kun være selve rejsen, der kunne volde vanskeligheder. Den er jo endnu lidt for dyr. Men senere vil dette forhold jo også blive ændret, så den økonomisk set kan blive til at overkomme for de fleste. En sådan udveksling af venner og venskaber ville kunne betyde et meget stort gode i vort fælles store arbejde i humanitetens, fredens eller næstekærlighedens tjeneste.

Tillige blev der under festen vist farvefilm fra Island og underholdning med sang og musik, ligesom der også blev serveret kaffe og the. Og ved afslutningen fik jeg et hjerteligt og varmt håndtryk fra næsten alle de ca. 80-100 deltagere,

Den næste formiddag kl. ca. 10 blev jeg kørt til flyvepladsen af mine venner. Til stede her var vicepræsidenten for det teosofiske samfund, min værtinde og flere andre af de mennesker, som særligt havde medvirket til at gøre mit ophold på Island til en lys og lykkelig oplevelse. Og med disse venners [slut på side 6] kærlige håndtryk og venlige smil vibrerende i min bevidsthed, besteg jeg den store flyvemaskine, som lidt efter lettede og i stor højde fløj hen over syd- og østlandet. Det var strålende solskin, og jeg kunne heroppe fra skimte Vatnajøkull og andre områder af de islandske is- og gletscherregioner. Det var med vemod, jeg så Island med dets storslåede natur og folk, som jeg var kommet til at holde meget af, nu var helt ude af sigte. Under os blev skylaget tættere og tættere, så vi tilsidst slet ikke kunne se Atlanterhavet, som vi vidste, rullede sine dønninger langt nede i dybet under os. I stedet for så vi de tætte skylag, der totalt lignede et vældigt udstrakt snelandskab. Det var som at svæve hen over milevide arktiske egne. I det blændende solskin var det muligt at fotografere, og det lykkedes mig at få flere gode billeder af vor rejse over skyerne. Medens vi på opturen til Island fløj op over Norge, fløj vi på tilbagevejen fra Island over Shetlandsøerne og uden mellemlanding. Inden vi nåede disse øer, var skyhavet oplyst, og jeg benyttede derfor lejligheden til her at fotografere og indlemme disse øers panorama i mit foto-kartotek. Inden mørket helt sænkede sig, passerede vi Nordjyllands vestkyst, og jeg håbede så småt på at få lejlighed til at se Kosmos Ferieby fra luften, men over Danmark var der megen tåge og regnvejr. Allerede ude over Kattegat indhentede mørket os, så der var intet andet at se end nattens mørke under os. Men nu gik der kun en ganske lille tid, og Københavns blændende lyshav dukkede op af mørket. Maskinen sagtnede sin fart og stod lidt efter stille på en af Kastrups store landingsbaner for derefter at køre frem foran lufthavnens store bygning. Her blev jeg modtaget af nogle af mine kære venner, som var mødt frem for at byde mig velkommen hjem, og lidt efter var jeg atter i mine stuer på Mariendalsvej. En skøn og vidunderlig rejse var tilendebragt. Jeg havde oplevet et guddommeligt eventyr på det fysiske plan. Jeg vil aldrig glemme det evighedspanorama, jeg så i de sneklædte fjelde, de tusindårige vulkanområder, de varme kilder, de hvide jøkler samt polarnattens altoverstrålende nordlys. Jeg havde besøgt en lille nation eller et folk højt imod nord ved Ishavet og lige under polarkredsen eller nær den yderste grænse for beboelige egne. Jeg var blevet kærligt modtaget af selve dets statsoverhoved og ligeledes af dets kirkes overhoved. Jeg var blevet inviteret som en ven i deres private hjem. Jeg havde mødt en stor tilslutning til mine foredrag og fået en stor efterspørgsel efter min sags litteratur. Alt dette plus de store anstrengelser, man her gjorde sig, for at jeg på enhver måde kunne befinde mig godt, blev for mig en afsløring af den næstekærlighed [slut på side 7] og åndelige interesse i kraft af hvilken, vi i fællesskab uundgåeligt er med til at bane den Verdensgenløsningens vej igennem videnskab og væremåde, i hvilken alverdens slægter skal velsignes, og juleevangeliets forjættelse "fred på jorden" blive til kendsgerning. Mine tanker vil stadig hige imod den skare af venner, jeg fandt bag Islands store højder og dybder.

Med de kærligste hilsener.

Martinus