Kosmos 1981/13-14 side 155
Artiklen er udarbejdet i nært samarbejde med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Aage Hvolby
ET LIV I VERDENSGENLØSNINGENS TJENESTE ER TILENDEBRAGT
DET ER FULDBRAGT
Med den på modsatte side gengivne tekst kundgjorde Instituttets bestyrelse i et brev til sagens trofaste venner og interesserede, at Martinus havde forladt den fysiske verden den 8. marts, halvfems år gammel, kort tid før tresårsdagen for sin kosmiske fødsel.
Med hans overgang til den åndelige verden er sagens "fosterperiode" afsluttet. Vi står dermed på tærskelen til en ny, mere udadvendt, epoke i sagens historie.
Fra bestyrelsens side vil vi, også med henblik på fremtidige interesserede, med denne artikel give et overblik over en række forhold, der er kædet sammen med Martinus bortgang og det dermed forbundne epokeskift i sagens historie. Indledningsvis vil vi belyse en række forhold, der har været betegnende for hans seneste leveår, specielt hans allersidste.
MARTINUS SENESTE LEVEÅR
Martinus fysiske alderdom
Et sendebud fra de højere åndelige verdener, "et neddykket kærlighedsvæsen", kan ikke "i det dræbende princips sfære" få de fuldkomne livsbetingelser, som det har adgang til i den verden, hvor det hører hjemme. Det må således "tage til takke" med at blive "født i en fysisk organisme, der er af langt lavere natur end den, det er vokset frem til at have på dets hjemlige tilværelsesplan". Det må affinde sig med, at det "indtil en vis grad kommer under det lavere tilværelsesplans livsbetingelser og love". Det må affinde sig med at "låne" en fysisk organisme, der er et fysisk "produkt af uindviede væseners forplantningsevne", og som kan være "uren" og som det "ikke helt kan befri fra den overbelastning, som en kosmisk bevidsthed altid uundgåeligt må være for en organisme, hvis psykiske sanser og fysiske hjerne- og nervesystem endnu kun er beregnet til befordringen af det uindviede menneskes snævre, psykiske bevidsthedsområde." (1,stk. 2120 - 22) (citater i anførselstegn).
Martinus har altså måttet "låne" en organisme, og selv om han meget bevidst og omhyggeligt har passet på den, er den dog blevet udsat for et overmåde belastende slid. Egentlig følte han ikke alderdommens gener mærkbart, før han rundede de firs år. De sidste ti år måtte han indrette sig efter en række af alderdommens fysiske gener i stedse voksende omfang. Det første alderdomstegn, han mærkede, var, at hjertet begyndte at slå uregelmæssigt, hvilket nødvendiggjorde medicinsk behandling. Hørelsen blev gradvis nedsat. Denne gene lod sig delvis afhjælpe med høreapparat. I 1975 måtte han gennemgå en prostataoperation. Efterhånden blev hans gang mere og mere besværet, og de seneste år gik han kun korte strækninger og altid ved hjælp af stok. Og endelig siger det sig selv, at den enorme belastning af øjnene, som de mangfoldige arbejdstimer ved skrivemaskinen indebar, medførte en gradvis svækkelse af synet.
Sine voksende fysiske besværligheder tog han med et altid strålende og smittende humør. Han viste os også på dette område et uforglemmeligt forbillede på, hvorledes man bør tage uundgåelige smerter og vanskeligheder. Eksempelvis kunne han muntert leende sige: "Jeg har krykker ikke alene for benene, men også for mund, øjne og øren".
De senere år blev han hurtigere og hurtigere træt. Hans tidligere helt utrolige arbejdsevne aftog mere og mere, og det sidste års tid måtte han indskrænke sig til at arbejde med analyserne ganske få timer om dagen. Han forsøgte bestandigt at overvinde de fysiske hindringer, så han kunne fortsætte sit arbejde. Til sidst var hans syn så svækket, at han overvejede helt at holde op. Men det kunne han simpelthen ikke. Det var hans natur imod. Da han erfarede om eksistensen af moderne tekstbehandlingsudstyr, som viste ordene i forstørret udgave på en billedskærm, og dermed muliggjorde for ham at få fortsat skrivearbejdet endnu et stykke tid, tog han fat på ny.
Den kosmiske bevidsthed har ingen alderdom
Martinus fysiske organisme var underlagt alderdommens svækkelse, og han måtte gennemleve den trin for trin. "Min fysiske hjerne er gammel, men min kosmiske hjerne er helt frisk og usvækket. Den kosmiske bevidsthed har nemlig ingen alderdom", sagde han ofte. Til andre tider kunne han sige: "Trods min alderdom har jeg ikke tabt mælet. Når jeg taler kosmisk, har jeg kraft i lange baner". Sandheden i disse udsagn var der rig lejlighed til at konstatere for hans nærmeste medarbejdere, som gang på gang måtte forbløffes over hans åndelige vitalitet, klarhed og udholdenhed.
På en måde følte han alderdommen som noget behageligt. "Det er dejligt at blive gammel", sagde han. Han tænkte her bl.a. på det forhold, at skellet mellem hans åndelige og fysiske væren blev mere og mere udvisket. Til sidst var han på sin måde "mæt af dage" og ville gerne overgå til det åndelige tilværelsesplan. "Jeg ønsker ikke at blive hundrede år. Jeg er mæt af alt andet end af at skrive. Kun arbejdet med analyserne giver mig liv", sagde han.
Han havde udarbejdet adskillige symboler og analyser, som han ikke nåede at beskrive helt færdigt. Og han fik fortsat impulser til mange nye specialanalyser, som han om muligt gerne ville have givet os yderligere. Han måtte dog erkende, at selv om han havde afsluttet sin egentlige mission med LIVETS BOG, og derudover havde overkompletteret den med talrige specialanalyser og symboler, var der fortsat "et helt bjerg" tilbage. De uafsluttede symbolbeskrivelser og de mulige, supplerende specialanalyser kan vi dog sagtens undvære. Der er nemlig med hans allerede offentliggjorte livsværk rigeligt med stof til at støtte os ved, helt frem til opnåelsen af vor egen kosmiske bevidsthed.
Martinus erindrede de utroligste ting, herunder mange detaljer fra barndommens skolegang og bibellæsning, samt morsomme anekdoter og rammende enkeltheder fra utallige, selvoplevede episoder. Karakteristisk for hans måde at fortælle dem på var, at de altid havde næsten samme formulering. Han lagde aldrig noget til og trak aldrig noget fra!
Vi må også her huske på, hvor fremmedartet en tilværelse, han har haft i vor verden, hvor han aldrig har kunnet være sammen med nogen, som var ham moralsk og mentalt jævnbyrdig. Han har altid været den ydende.
Martinus anvendte aldrig sin kosmiske bevidsthed på sig selv
Martinus følte et overmåde stort ansvar for sin mission. Til dette ansvar hørte fremfor alt det helt ufravigelige krav til kvaliteten af analyserne som det ypperste, han kunne yde. Til ansvaret hørte desuden, at han helt og holdent skulle koncentrere sig om den højintellektuelle fremstilling af verdensbilledet med henblik på fremtidens menneskehed som helhed. Dette ansvar medførte, at han måtte undgå distraherende forhold. Til disse hørte interessen for hans egen person. Han anvendte derfor aldrig sin kosmiske bevidsthed på sig selv. Han ønskede at leve så ubemærket som muligt og valgte derfor på alle måder at dele vore livsvilkår.
Et års tid før sin bortgang følte han sin fysiske organisme som værende så nedslidt og svækket, at han fandt det naturligt at give udtryk for, at han kun havde kort tid tilbage på det fysiske plan. I april 1980 udtalte han således, at han nok kun kom til at opleve højst een fødselsdag til. Og i perioden derefter gav han flere gange udtryk for, at han stod langt fremme i "køen foran dødens port". På medarbejdermøder maj og juni 1980 tilkendegav han klart, at han kun ville træde offentligt frem endnu to gange, nemlig ved sæsonindvielsen 1980 i Centeret på Klint, samt ved sin halvfemsårs fødselsdag. Ved begge disse lejligheder ville han tale om helheden ved at give et overblik over verdensbilledets vigtigste områder for nutidens mennesker. Han begrundede sin beslutning om kun at ville tale offentligt endnu to gange med, at han "ikke ville bæres til talerstolen". Så vi havde i medarbejdergrupperne fortsat forhåbninger til, at vi nok havde ham fysisk iblandt os endnu nogle år. Men vi har nu måttet erkende, at hans sidste offentlige fremtræden også blev hans sidste fødselsdag.
Martinus sidste foredrag i det center, der bærer hans navn
Martinus holdt sit sidste foredrag i det center, der bærer hans navn og er helliget undervisningen i hans analyser, ved sæsonindvielsen 22. juni 1980. Det blev et enestående og betagende foredrag. Hans kosmiske bevidsthed udfoldede sig tindrende klart og lysende for tilhørerne, og hans fysiske hjerne virkede ikke på noget tidspunkt det mindste træt.
I sit foredrag gav han som forudsagt et overblik over verdensbilledet – en samling af helheden. Han talte så længe og udførligt om de for nutidens mennesker vigtigste sider af verdensbilledet, at vi her må indskrænke os til at nævne nogle ganske få passager i foredraget.
Med sin redegørelse for skæbnebølgernes venden tilbage til ophavet påviste han, at "ingen kan lide eller gøre uret". Derfor vil det nuværende samfunds straffe- og gengældelsessystemer ikke vedblivende bestå. Han gentog her de bibelske læresætninger, som han har sagt os så ofte, og det på en stedse mere og mere indtrængende måde: "Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, og gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer" (Matt. 5.44). Man skal tilgive "ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange" (Matt. 18.22), og man må ikke sætte sig op mod det onde (Matt. 5.39).
Om bøn sagde han, at vi bør bede og ikke blive trætte. Vi bør rette vor bevidsthed mod Gud. Det er den bedste form for meditation. Selv har han forbindelse med Gud hvert eneste øjeblik, og han beder på denne måde om at sige og gøre det rette iblandt os.
Om sine analyser udtalte han, at han nu havde arbejdet med dem dag ud og dag ind i tres år. "De er et defensorat for alle levende væsener. Intetsteds angriber jeg nogen eller noget".
Om sagen tilkendegav han, at den ikke må udøve pres på nogen. "Der er tid nok!" Sagen er ikke nogen ny religion. Man kan ikke melde sig hverken ind i eller ud af sagen. Den er fri som solen.
Han sluttede med at fortælle, at han også ville være med sin sag efter sin "død". "Jeg kan da meget bedre komme rundt på det åndelige plan", sagde han. Til allersidst takkede han tilhørerne for deres interesse for hans analyser.
Efter foredraget, som sluttede i en stærkt ophøjet stemning, hilste han udendørs i det strålende solskin, siddende i en stol og sprudlende af ånd og overdådigt godt humør, på mange af tilhørerne.
Martinus sidste fødselsdag
Martinus sidste fødselsdag, hans halvfemsårsdag, blev festligholdt 9. august 1980 i Falkonercentret, med ca. 1200 af sagens interesserede som gæster. Også ved denne lejlighed gav han sine tilhørere et inspirerende overblik over sine analyser. Han talte påny længe og udførligt om de for nutidens mennesker vigtigste sider af verdensbilledet. Vi må i denne artikel afstå helt fra en gengivelse deraf.
Martinus har ført sin sag ud af "fosterperioden"
I sit allersidste leveår har Martinus fuldført adskillige vigtige områder af sit livsværk. Vi vil her især fremhæve færdiggørelsen af Instituttets nye love, udvidelsen af Instituttets bestyrelse, forberedelserne til en helårsskole på Klint, tilrettelæggelsen af udgivelsen af DET TREDIE TESTAMENTE med undertitlen LIVETS BOG på Borgens Forlag, undervisningsarbejdets udvikling og understregningen af nogle grundlæggende principper for medarbejderskab i Centeret og på Instituttet.
Gennem sin minutiøse interesse for og medvirken i udformningen af Instituttets nye love sikrede han sig, at disse blev udformet helt i overensstemmelse med hans tanker, og at der herigennem blev sikret den nødvendige kontinuitet i sagen efter hans bortgang. Han lagde i denne forbindelse afgørende vægt på, at de af ham udpegede bestyrelsesmedlemmer over en årrække fik bedst mulig anledning til indgående at sætte sig ind i og forstå hans måde at tænke og handle på. Bestyrelsen har dermed fået grundlag for fremover at tænke og handle i overensstemmelse med hans ønsker. Med indlemmelsen af Willy Kuijper og Rolf Elving i bestyrelsen sørgede han for, at der kom yngre og flere kræfter med i denne gruppes arbejde. Og med udpegningen af Grethe Brinkhård som sin efterfølger som bestyrelsens formand sørgede han for, at ansvaret for denne gerning var klart placeret efter hans bortgang.
Med udgangspunkt i en større pengegave til Instituttet er der nu åbnet mulighed for i Centeret på Klint at opføre en sektion med lejligheder til helårsbrug, en første begyndelse til den planlagte helårsskole i åndsvidenskab på stedet. At Martinus glædede sig meget over denne nye og vigtige fase i undervisningscenterets udvikling fremgår klart af hans takkebrev nytår 1979 (5), hvor han betegner helårsskolen som "den første skole på jorden for intellektualiseret kristendom og alkærlig verdenskultur".
I sine seneste leveår arbejdede han med en række oversigtsanalyser og nye analyser, som han i en periode påtænkte at udgive i en separat bog med titlen DET TREDIE TESTAMENTE. Senere påtænkte han at udgive disse analyser dels som prolog til LIVETS BOG, dels som symbolforklaringer i DET EVIGE VERDENSBILLEDE, bind V-VI. Men efterhånden kom det til at stå klart, at titlen DET TREDIE TESTAMENTE skulle forbeholdes og være hovedtitel for hans samlede forfatterskab.
I november-december 1980 tog han, bl.a. med baggrund i en tidligere henvendelse fra Borgens Forlag, det endelige skridt til, at DET TREDIE TESTAMENTE med undertitlen LIVETS BOG, og med symbolerne LYSET OG MØRKET på henholdsvis forside og bagside, kan begynde at udkomme på dette forlag. Sagen vil dermed for første gang træde fuldt offentligt frem.
Martinus mission var som allerede nævnt egentlig afsluttet med færdiggørelsen af LIVETS BOG. Hans øvrige forfatterskab må derfor betragtes som en slags "overkomplettering", der var en naturlig følge af, at han ikke kunne trives i vor verden uden til stadighed at være beskæftiget med at overdrage os nye analyser. Hans forfatterskab, der er identisk med "den helligånd" i renkultur, kunne derfor først bringes til afslutning med hans bortgang.
Martinus glædede sig overmåde stærkt til at få sine bøger ud på forlag, hvilket han bl.a. har givet udtryk for i sit takkebrev efter halvfemsårsdagen. (6)
Til sikring af sagens kontinuitet og fremtid har der i adskillige år været arbejdet stærkt på at fastlægge strukturen for samarbejde og medarbejderskab inden for sagens rammer. Dette arbejde har udviklet sig gradvist. På nuværende tidspunkt foreligger et stort antal båndoptagelser, der tjener som dokumentation af de talrige drøftelser herom, som bestyrelsen har ført med Martinus. Også i disse udredninger har han lagt stor vægt på at give sagens medarbejdere fornøden baggrund for fremover at kunne forestille sig, hvorledes han ville have tænkt og handlet i den pågældende situation. Det vil være et omfattende og langvarigt arbejde for bestyrelsen at færdigbearbejde nævnte materiale. Dette vigtige arbejde vil blive udført så snart som muligt. Når det er afsluttet, vil bestyrelsen udsende en redegørelse for sagens fremtidige struktur.
Da Mogens Møller, gennem de senere år sagens mest intensivt arbejdende foredragsholder, forlod den fysiske verden 22. marts 1980, udtalte Martinus: "Jeg har ikke tid til at dø nu!". Men det stod dog klart for ham, at han kun havde ret kort virketid tilbage i den fysiske verden. Han fandt derfor tiden moden til at trække de ideelle forhold for sagens struktur og for medarbejderskab op så skarpt og tydeligt, at ingen medarbejdere burde kunne misforstå det. Det var helt tydeligt, at han gjorde dette som led i overdragelsen af hans eget ansvar til den bestyrelse, han havde udset og undervist til at bære hovedansvaret for videreførelsen af hans sag. Ved talrige lejligheder det sidste år af hans fysiske levetid markerede han sine meget klare standpunkter om sagens fremtid. "I en fosterfase må man affinde sig med, at ikke alle forhold har kunnet være ideelle, men det kan vi ikke fremover", tilkendegav han gang på gang.
Hvad angår medarbejderskab på Instituttet og i Centeret på Klint betonede Martinus stærkere og stærkere, hvor vigtigt det er her at gå næstekærlighedens og forsynets veje og ikke sine egne veje – i uforstand eller utålmodighed. Der kan ikke blive tale om, at nogen kommer til at spille en fremtrædende rolle, får ambitioner tilfredsstillet, eller opnår en særlig form for glans eller værdighed gennem sit arbejde for sagen. Inden for den gælder som alle andre steder, at det i sidste ende alene er den enkeltes moral, den enkeltes "hjertets dannelse", det hele drejer sig om.
Martinus fremhævede også kraftigt betydningen og nødvendigheden af, at sagens nærmeste medarbejdere har sagen og analyserne som hovedinteresse, og ikke blot som en teoretisk præget interesse på linie med andre åndelige interesser.
Nævnes bør også, at Martinus allerede i 1979 med stor klarhed og konsekvens havde betonet vigtigheden af, at alle gaver til sagen gives uden medfølgende betingelser – uden bånd, der senere kunne komme til at virke snærende.
I forbindelse med udviklingen af undervisningsgruppens arbejdsområde og arbejdsformer har han gjort det meget klart, at der på Instituttet og i Centeret udelukkende skal undervises i hans analyser. Han har endvidere trukket retningslinier op for, hvornår der er tale om undervisning på Instituttets initiativ og på Instituttets vegne, og hvornår der er tale om undervisning på andre personers og andre gruppers vegne og initiativ, hvor sidstnævnte aktivitetsområde forventes at vokse og brede sig stærkt i de kommende år.
Til hans halvfemsårsdag havde en lille gruppe medarbejdere påtænkt udsendelsen af et festskrift i lighed med festskriftet til hans halvfjerdsårsdag. Selvom han på en måde var glad, fordi interessen for analyserne var så stor, at man ville hylde ham med et festskrift, måtte han alligevel sige klart nej til at modtage et sådant skrift. Han havde tænkt meget over konsekvenserne af et festskrift, bl.a. over de kriterier, som en redaktionsgruppe måtte lægge til grund for udvælgelse af forfattere og artikler, nemlig, at nogle forfattere blev udvalgt, og andre blev forbigået. Og han fandt heri så væsentlige og principielle mangler, at der måtte statueres det eksempel, der kunne hindre, at der senere blev lavet festskrifter for ham. Som udløbere af det annullerede festskrift er en del af artiklerne iøvrigt efterhånden blevet bragt i anden sammenhæng i KOSMOS.
Som en sidste ting fra hans sidste leveår kan nævnes, at Danmarks Radio til trods for hans mangeårige og betydningsfulde arbejde kun een gang har foretaget direkte optagelse af hans foredrag. Det er sket i form af fire små sammenhængende morgenforedrag, som blev optaget og udsendt i radioen efteråret 1980. I disse morgenforedrag koncentrerede han sig om nogle ganske få for jordmenneskenes situation væsentlige tankerækker.
Gennem de senere år arbejdede han som nævnt med nogle analyser, som han ikke nåede at færdiggøre. Disse uafsluttede arbejder er foreløbig anbragt i et brandsikkert rum på Instituttet. Gennemgangen af dem vil nok tage år. Kun de delarbejder, som kan færdigbearbejdes til en egnet udgivelsesform, vil kunne blive offentliggjort.
MARTINUS SIDSTE LEVEDAGE
De første dage i marts arbejdede Martinus meget intensivt og vedholdende på den beskrivelse af symbolerne LYSET og MØRKET, der var planlagt medtaget i den udgave af LIVETS BOG, der skal udkomme på Borgens Forlag. Natten mellem 4. og 5. marts faldt han på gulvet i sit lille kombinerede arbejds- og soveværelse, og var ikke i stand til at rejse sig igen. Om han faldt som følge af træthed, svimmelhed, svaghed i benene eller som følge af et hjerteanfald ved vi ikke. Han forsøgte straks telefonisk at få hidkaldt hjælp. Det lykkedes for ham at få kontakt med Tage og Sysse Buch, som straks efter deres ankomst hentede Mischa Lim, som de allerseneste år har bistået Martinus med madlavning, rengøring og personlig pleje. I samråd med Martinus, der gav udtryk for smerter, tilkaldtes først læge og umiddelbart derefter ambulance, som overførte ham til Frederiksberg Hospital. Her konstaterede man, at han havde brækket lårbenshalsen – en brudtype, der er særdeles alvorlig for meget gamle mennesker, ikke mindst hvis de, som i hans tilfælde, er besværet af et svækket hjerte.
De næstfølgende tre døgn var kun Mischa Lim sammen med Martinus på hospitalet. Det var nødvendigt med smertestillende midler. Martinus var i perioder uklar eller sovende og i andre perioder helt klar. Han gav udtryk for, at benbruddet var sket, "fordi han ikke skulle skrive mere", samt for, at hans uafsluttede, specielle symbolbeskrivelser til LYSET og MØRKET ikke skulle anvendes i DET TREDIE TESTAMENTE. Han gav endvidere udtryk for, at han havde tiltro til, at han snart ville være tilbage på Instituttet igen.
Om natten mellem 7. og 8. marts klokken halv to udåndede han stille i sin hospitalsseng og var dermed befriet fra den fysiske organisme, der med tiden var blevet ham et mere og mere besværende, tyngende bånd. Han lå på det tidspunkt på en tosengs stue sammen med en anden patient. Under pleje af denne anden patient opdagede personalet, at Martinus pludselig var ophørt med sin vejrtrækning.
Han var dermed atter hjemme i det åndelige rige, hvorfra han kom. Hans bevidsthed er utvivlsomt overgået dertil helt uden om den såkaldte "forgård" således, som dette er anskueliggjort på symbolet: "Gennem dødens port IM (4). Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig den glæde, der har været til stede mellem ham og hans åndelige brødre, da de påny blev genforenede i den åndens ophøjede verden, der er deres fælles hjemsted – konstaterende, at hans mission var lykkedes, var fuldbragt! "Forsynet sender ikke en, for hvem det mislykkes", sagde han selv om dette emne.
For de, som kendte ham, burde det egentlig ikke komme som en overraskelse, at med hans halvfems år var tiden nu inde til at forlade vort tilværelsesplan. Alligevel blev alle, som var ham nær den allersidste tid, overraskede over, at det skulle ske netop da. Han havde ikke mindst selv bidraget til denne opfattelse gennem den optimisme og arbejdslyst, han trods sin svækkede fysik indtil det sidste var besjælet af. Mange havde nok forestillet sig og håbet på, at man kunne være ham nær de allersidste dage, og fra hans mund høre de sidste inspirerende udtalelser om hans sag og dens fremtid. Men – ret beset – dem havde han givet fra sig gennem årene i sine værker og i sine samtaler med medarbejderne. Når han deltog i medarbejdermøder, var han til det sidste overmåde livlig og talte altid levende og indtrængende om sit arbejde, sin mission og sagen, som det nu er alle interesseredes opgave at føre videre. Hans fysik var svækket, men hans ånd var lysende og tindrende til det sidste. For ham, som var "kommet for at tjene og ikke for at lade sig tjene", og for hvem det var "saligt hellere at give end at tage", var et liv uden bestandigt at virke til gavn for næsten ingen tænkelig mulighed. Han måtte og kunne derfor intet andet end til det sidste arbejde med det, der var hans livs altomfattende interesse, at give os de kosmiske analyser i alkærlighedens og det tjenende princips ånd.
MARTINUS PERSONLIGE TESTAMENTE
I et gavebrev dateret 18. juni 1980 har Martinus skænket ophavsretten til alle sine værker til den selvejende institution Martinus Institut. I sit testamente, der er dateret 10. juni 1980, har han gjort Instituttet til sin universalarving således, at alle hans ejendele af enhver art skulle tilfalde Instituttet ved hans bortgang.
I hans officielle testamente står der intet om hans bisættelse. Det gør der derimod i et andet skrift, der har testamenteform, og som vi her vil betegne som hans "bisættelsesdokument". Dette dokument er udarbejdet i tilknytning til en række bestyrelsesmøder juli-oktober 1971, hvor formen for hans bisættelse blev gennemdrøftet med ham i enkeltheder. I "bisættelsesdokumentet" står selvsagt, at han så vidt muligt ønsker at blive bisat i overensstemmelse med de tanker, der er nedfældet i hans bog BISÆTTELSE. Stillet over for ordlyden af dette ønske, denne indlysende selvfølgelighed, ser vi os bragt i en helt enestående situation, nemlig den, at han har efterladt sig en speciel og særdeles omfattende bog, der må betegnes som en væsentlig del af hans personlige testamente.
Endelig bør nævnes det særnummer af KOSMOS, der var helliget emnet bisættelse (3). Det blev udarbejdet i nært samråd med Martinus, og han tilsluttede sig helt eentydigt de deri anbefalede retningslinier.
Helt bortset fra ordlyden af hans personlige testamente kan man med god grund udtale, at alle jordmennesker er arvinger efter ham i den forstand, at hans samlede forfatterskab er en gave, som han har efterladt den samlede jordmenneskehed.
OMSORGEN FOR MARTINUS EFTERLADTE LEGEME
Bogen BISÆTTELSE er en del af Martinus personlige testamente
I hele sin væren og i hele sit væsen har Martinus været eet med sine analyser. Det har derfor som nævnt også været magtpåliggende for ham, at behandlingen af hans afsjælede legeme og bisættelseshøjtideligheden for ham kom til at foregå på en måde, der i videst muligt omfang var i overensstemmelse med analyserne i hans bog BISÆTTELSE. Her beskriver han fremtidens bisættelsesform vel vidende, at den ikke lader sig realisere fuldt ud på nuværende tidspunkt af udviklingen. Denne nødvendige skelnen mellem det ideelle og det mulige, hvilket også gav sig udslag i hans indstilling til det udsendte KOSMOS-særnummer om bisættelse (3), er resulteret i en række punkter i "bisættelsesdokumentet". Som det helt primære har han tilkendegivet, at han ønskede at undgå ligbrænding. Han har derudover tilkendegivet, at han ønskede sit efterladte legeme balsameret med formalin og anbragt i metalkiste indesluttet i kiste af egetræ eller lignende. I denne forbindelse har han udtrykt ønske om at undgå obduktion og sektion samt anvendelse som transplantationsdonor. Endelig har han ønsket, at kisten bliver henstillet i åben gravplads over jorden, og at kisten der bliver synlig.
"Det mindste onde"
"I fremtidens kultursamfund kaster man ikke sit lig på lossepladsen", har han engang udtalt. Dette har han især gjort af to grunde. Dels er der i et lig mange organiske, fysisk bevidste mikroindivider, der kan reagere over for enhver unaturlig opløsningsproces af liget (2, kap 93), og som man også bør omfatte med sin næstekærlighed. Dels bør såvel afdøde som afdødes efterladte nære en høj grad af ærbødighed og kærlighed til den organisme, det "fartøj" (2, kap. 170), som har været afdødes hele sanse- og skaberedskab under livsforløbet. Menneskenes fysiske organismer, deres kostbareste redskaber, er bygget op af lånt materiale, og bør gives tilbage til naturen på en kærlig og værdig måde (2, kap. 201).
Af BISÆTTELSE fremgår med stor tydelighed, at det i første instans gælder om at undgå ligbrænding, som er en proces, der medfører en voldsom død for mikrolivet i liget. Derfor er almindelig jordbegravelse absolut at foretrække fremfor ligbrænding (2, kap. 172). Den almindelige jordbegravelsesform, der er identisk med en ret hurtig forrådnelsesproces, betegner Martinus som en primitiv og ukultiveret proces, der er naturens løsning på lavere tilværelsesplaner. Med vor nuværende viden er kontrolleret mumificering den mest ideelle behandlingsmetode. "Mumien er i realiteten det eneste absolut ægte og dermed naturligt lysende gravmæle over et levende væsens forhenværende jordiske tilværelse " (2,kap. 96). En sådan proces lader sig desværre ikke realisere for os på nuværende tidspunkt af udviklingen. Til trods for, at "ikke engang balsamering vil være tilladt" i fremtidssamfundet (2, kap. 198), har Martinus ved gentagne lejligheder tilkendegivet, at balsamering med formalin er det for tiden "mindste onde" og giver en høj grad af hensyntagen til mikrolivet i et lig. Og kan man ikke opnå det ideelle, må man vælge "det mindste onde" (2, kap. 186-7). Som en supplerende detalje må nævnes, at et lig naturligvis, når døden er absolut konstateret, bør føres til et køligt kapel (2, kap. 174).
Martinus legeme er balsameret
Når Martinus ønskede at undgå obduktion skyldes det primært, at obduktion ødelægger mulighederne for at gennemføre en tilfredsstillende balsamering. Kort efter hans bortgang kontaktede bestyrelsen derfor den ansvarlige læge og sygeplejerske på hospitalet og fik deres løfte om, at obduktion ikke ville blive foretaget. Martinus legeme blev derefter overført til det kølerum, hvortil alle afdøde på hospitaler normalt overføres, så snart de pårørende har taget afsked med dem.
Bestyrelsen kontaktede derefter begravelsesforretningen N. P. Rostrup, som er godt inde i sagens ønsker på bisættelsesområdet, og fremførte alle Martinus ønsker, specielt med hensyn til udførelse, kontrol og attestation af balsameringen. Straks ved arbejdstids begyndelse mandag morgen henvendte bestyrelsen sig til personalet på hospitalets patologiske afdeling, hvor man normalt foretager obduktioner, og hvor man efter ønske påtager sig at udføre balsamering. Bestyrelsen kunne her konstatere, at personalet var helt klar over og indforstået med, at obduktion ikke måtte foretages. Samtidig blev truffet de fornødne aftaler om udførelse og kontrol af balsameringen. Denne blev udført tirsdag den 10. marts om morgenen af vagtmesteren under opsyn af en læge og overvåget af Willy Kuijper og Mischa Lim, som begge samtidig fik lejlighed til at konstatere, at obduktion ikke var foretaget. Instituttet har desuden fået skriftlig attestation fra overlægen på, at balsamering er udført. Umiddelbart efter balsameringen blev Martinus legeme lagt i en zinkkiste, der straks blev tilloddet. Dagen efter blev zinkkisten indesluttet i et plastovertræk og anbragt i en meget enkelt og smukt udført egetræskiste. Kisten blev derpå anbragt i et kapelrum på Frederiksberg Hospital, indtil bisættelseshøjtideligheden skulle finde sted.
Efter bisættelseshøjtideligheden den 29. marts er kisten overført til et rum i Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, hvor den skal henstå, indtil den finder sin endelige placering. Dette vil formentlig vare nogle år, og kirkegårdsmyndighederne er indforstået med, at kisten langtidshenstår i nævnte kapel, som altid er aflåst.
Det ovenfor gennemgåede forløb af begivenhederne efter Martinus bortgang er beskrevet i detaljer i Instituttets dokumentsamling. Vort indtryk af forløbet er, at det i alle henseender formede sig helt i overensstemmelse med hans ønsker. Det havde i alle faser forsynets medvind. Vi må derfor trygt kunne have tiltro til, at Martinus fra sit rent åndelige udsigtspunkt har oplevet sit efterladte legemes bisættelse som værende så meget i kontakt med kærlighedslovene, som samfundsforholdene i dag muliggør.
Hvor bliver Martinus kiste anbragt siden hen?
I Martinus "bisættelsesdokument" er som nævnt anført, at han ønsker sit legeme bisat over jorden i et åbent gravsted, hvor kisten skal være synlig. I "bisættelsesdokumentet" står endvidere, at han ønsker dette åbne gravsted anlagt på en grund i nærheden af Villa Rosenberg, Klint.
Nogle vil muligvis undre sig over, at Martinus har ønsket sit legeme bevaret for eftertiden i et mausoleum. Vi er overbeviste om, at eftertiden vil vide at påskønne hans ønsker på dette område, og at et sådant mausoleum vil udvikle sig til et sted med meget høj inspirationsværdi for menneskeheden.
Af helt afgørende betydning er, at Martinus er den første i jordmenneskehedens historie, som indgående har oplyst om det mikrokosmiske livs væsen og betydning (2, kap. 182), og i denne forbindelse også er den første, som klart har påpeget vigtigheden af, at mikrolivet i vore efterladte legemer bliver behandlet så kærligt som praktisk muligt. Set i dette perspektiv er det indlysende, at Martinus, som i eet og alt levede i samklang med sine analyser (1, stk. 19), også som en selvfølge måtte gøre dette med hensyn til mikrolivet i sit efterladte legeme. Menneskeheden har på dette hidtil upåagtede område i allerhøjeste grad behov for et opsigtsvækkende eksempel.
I ønsket om balsamering og mausoleum har der fra Martinus side ikke været iblandet det mindste stænk af forfængelighed og selvdyrkelse. Havde han haft sådanne egenskaber, havde han ikke levet hele sit liv så anonymt, beskedent og tilbagetrukkent, som tilfældet var. I virkeligheden har han for sin egen persons vedkommende ikke ønsket mere, end han ønsker for alle jordmennesker. At dette er overensstemmende med hans analyser, kan vi alle forvisse os om ved at studere BISÆTTELSE (specielt kap. 198, 201 og 204), hvorfra vi citerer:
"Og ligesom man nu har urnehaller, således vil man i verdensriget på særlige dertil egnede bestemte pladser have mægtige kistehaller eller "fællesmausoleer", hvor kisterne, forsynede med navn og data, føres hen, indsættes og opbevares til behageligt skue for de efterlevende, pårørende og besøgende." (2, kap. 198)
"Nævnte legeme vil komme i sin dertil egnede kunstnerisk og videnskabeligt udførte sarkofag, blive hensat i verdensstatens eller folkenes "fællesmausoleer". Her vil de henstå i det spand af tid, som det animalske, organiske liv i liget endnu har betingelser for at kunne opretholde sin tilværelse i dette.
Når disse betingelser er ophørt, vil der kun eksistere en art mineralliv i liget. Da denne arts livsenhed eller mikroindivider bevidsthedsmæssigt er uberørte af ydre fysisk påvirkning, dog ikke af ild, vil liget, efterhånden som det organiske liv i dette er uddøet, blive rigtigt begravet under særlige hensigtsmæssige forhold, hvor dets naturlige opløsning på human måde vil blive begunstiget.
Og dette legeme er så ikke mere. Et univers, en stjerne tåge, en hærskare af sole med beboede verdener i form af mellem- og mikrokosmos har fuldendt sit kredsløb, er gået over i en højere verdens strålende atmosfære, hjulpet og bivånet af sit eget makroindivid." (2, kap. 204)
Desværre er det endnu ikke muligt i Danmark, i modsætning til bl.a. visse stater i USA, at indrette fælles mausoleer. Det er vanskeligt nok at få tilladelse til at indrette mausoleum uden for vore kirkegårde for særlig betydningsfulde enkeltpersoner. Fortilfælde gives, men myndighederne tilstræber at begrænse oprettelsen af private gravpladser. Vi må derfor være indstillet på, at det vil være en årelang proces at opnå de fornødne godkendelser fra bygge-, miljø- og kirkeministerielle myndigheder. Hertil kommer selvfølgelig den tid, der er nødvendig for at planlægge og opføre selve mausoleet.
Som nævnt har Martinus ikke villet have et mausoleum for sin egen persons skyld. Han har alene villet foregå os med eksemplets magt. Han har tilmed tydeligt givet udtryk for, at han ikke ønsker sit minde hædret ved statuer, relieffer eller nogen anden form for prangende eftermæle. Af de forslag til mausoleum, som er forelagt ham, har han foretrukket en model af en enkel bygning indeholdende en gennemsigtig pyramide, hvori kisten er anbragt. Hans valg af denne udformning har sin baggrund i hans fornemmelse af en historisk og kulturel sammenhæng mellem fortidens pyramidekulturer og den åbenbaring af kosmiske sandheder, som det har været hans mission at bringe menneskeheden.
BISÆTTELSESHØJTIDELIGHEDEN FOR MARTINUS
Martinus ønsker
Også med hensyn til bisættelseshøjtidelighedens forløb har vi kunnet støtte os til såvel "bisættelsesdokumentet" som til bogen BISÆTTELSE. Af denne bog fremgår, at en bisættelseshøjtidelighed ikke bør bære præg af sorg, og at den ikke bør være skæmmet af unødige former for "død", dvs under anvendelse af afskårne blomster og levende lys fremstillet af animalske råvarer. Vi citerer:
"Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen." (2, kap. 161)
"En sådan sammenkomst burde i virkeligheden ene og alene være en lysets fest, en fest til ihukommelse af tilværelsens store kærlighedslove, individualitetens uophørlighed og livets evige væren." (2, kap. 159)
"En bisættelse eller jordefærd kan aldrig for det kærlighedsudviklede væsen være fuldkommen, sålænge den endnu på en eller anden måde befinder sig indenfor det dræbende princips kulminationszone." (2, kap. 109)
"De højtudviklede væsener, der er besjælet af det modsatte tankeklima: uselviskheden og visdommen, der igen er det samme som "Den hellige ånd", sørger ikke over deres "døde". De har ingen "døde". De ved, at døden ikke eksisterer i realistisk forstand, men kun er indgangen til en anden tilværelsesform" (forkortet)(2, kap. 161).
Og i det kapitel, der bærer titlen "En begravelses- eller bisættelsesceremoni, der er en velsignelse og i kontakt med kærlighedens og livets evige love", slutter Martinus med følgende afsnit:
"Ved at tage hensyn til de her påpegede ting ved en jordefærd er man således med til at hæve sin sidste hilsen til den "afdøde" slægtning eller pårørende, ven eller veninde op i et plan, hvor der ikke ved den klæber lemlæstelse, død, sorg og lidelse for noget levende væsen. Den er blevet en velsignelse i kontakt med kærligheden og livets evige love". (2, kap. 176)
I "bisættelsesdokumentet" er anført, at Martinus ønsker, at bisættelseshøjtideligheden skal foregå og afsluttes i Odd-Fellowpalæets sal eller et tilsvarende sted, og at den foregår som en borgerlig bisættelse, hvilket vil sige uden gejstlig medvirken og uden jordpåkastelse. Endvidere er i dokumentet anført, at højtideligheden ønskes gennemført med Instituttets flag, der skal dække kisten, og at rummet for højtideligheden ikke smykkes med afskårne blomster og levende lys. Endelig er i dokumentet anført enkelte andre ønsker, bl.a. et ønske om, at der i forbindelse med bisættelsen udsendes et særnummer af KOSMOS, redigeret af bestyrelsen.
Planlægningen af bisættelses højtideligheden
I den første tid efter Martinus bortgang var bestyrelsen i samråd med de øvrige, nære medarbejdere optaget af at planlægge højtidelighedens forløb på bedst mulige måde således, at den på værdig vis kunne give udtryk for den dybe taknemmelighed, vi alle nærer over for ham. Blandt de forberedende aktiviteter kan nævnes udsendelse af informationsbrev om Martinus bortgang, fastlæggelse af tidspunkt og sted for højtideligheden, udsendelse af billetter til de tilmeldte, fastlæggelse af taler, aftaler med de optrædende kunstnere samt annoncering af bortgangen i dansk og udenlandsk dagspresse.
Det viste sig hurtigt, at koncertsalen i Tivoli måtte foretrækkes blandt de foreliggende, mulige og egnede lokaler. Denne koncertsal havde en passende størrelse, alle nødvendige tekniske faciliteter og en ønskværdig atmosfære af kvalitet, værdighed samt festlige og lyse undertoner. Blandt de mulige tidspunkter talte alle praktiske forhold for valg af 29. marts.
"Dødsannoncen" fik i overensstemmelse med "bisættelsesdokumentet" følgende udseende:
MARTINUS født den 11. august 1890
har forladt denne verden
den 8. marts 1981
Bisættelseshøjtideligheden finder sted i
koncertsalen i Tivoli
Tietgensgade 20, København
søndag den 29. marts kl. 14.00
(Adgang fra kl. 13.30)
Der er kun adgang mod forevisning af
adgangskort, som kan bestilles på
tlf. (01) 10 51 45
Der vil ikke blive smykket med blomster, men kisten
dækkes med Instituttets flag.
De, der kunne tænke sig at sende blomster, bedes
derfor i stedet sende et bidrag til et humanitært formål.
Tilrettelæggelsen af det kunstneriske program skete med henblik på at opnå den højst mulige kunstneriske kvalitet.
I sit "bisættelsesdokument" har Martinus ønsket en epilog læst op ved højtideligheden. Her faldt valget hurtigt på det allerførste, Martinus skrev, da han efter at have oplevet den store fødsel begyndte at nedskrive sine tanker. Det er afsnittet "Gudesønnen eet med sin Fader", som Martinus har anbragt som efterskrift i sidste bind af LIVETS BOG. Intet ville egne sig bedre til oplæsning ved højtideligheden end denne Martinus egen smukke taksigelse til og lovprisning af Guddommen.
Med så kort varsel kunne det forventes at være vanskeligt at få de rette kunstnere til at medvirke. Stor var derfor vor glæde, da det viste sig, at de anbefalede kunstnere var villige til og i stand til at medvirke på den fastlagte dato. Skuespillerinde Ellen Malberg, der er kendt som en eminent oplæser, lovede at oplæse epilogen. Michala Petri trioen gav tilsagn om at spille musik, som i sit indhold genspejlede den lyse og ophøjede stemning, som vi ønskede skulle herske. Og endelig lovede kgl. operasanger Per Johansen at være forsanger til de salmer, Martinus havde ønsket skulle synges.
For en ordens skyld skal tilføjes, at også aktiviteterne omkring planlægningen af bisættelseshøjtideligheden er beskrevet i detaljer i Instituttets dokumentsamling.
PROGRAM FOR BISÆTTELSESHØJTIDELIGHEDEN
Musik | Telemann Sonate, C-dur, for altblokfløjte og basso cont. Adagio – allegro Larghetto Allegro |
Musik | Heberle Sonate brillante for sopranblokfløjte solo Adagio Allegro molto a la Menuetto Rondo presto |
Tale | Ib Schleicher |
Sang | Til himlene rækker din miskundhed, Gud B.S.Ingemann |
Tale | Rolf Elving |
Sang | Dejlig er jorden B.S.Ingemann |
Musik | Van Eyck Wat zal men op den avond doen, for sopranblokfløjte solo |
Oplæsning | Efterskrift i Livets Bog |
Musik | Vivaldi Koncert, C-dur, for sopraninoblokfløjte og basso cont. Allegro Largo Allegro molto |
Sang | Altid frejdig, når du går Chr.Richardt |
Musik ved
Michala Petri Trioen
Fløjte, Michala Petri
Cembalo, Hanne Petri
Cello, David Petri
Salmesang
Forsanger, kgl. operasanger Per Johansen
Flygel, Hanne Petri
Oplæsning ved
skuespillerinde Ellen Malberg
Det trykte program for bisættelseshøjtideligheden havde det på foregående side viste indhold.
Bisættelseshøjtidelighedens forløb
Søndag den 29. marts blev en dag med heldagssol. Hen på formiddagen blev Martinus kiste afhentet i kapellet på Frederiksberg Hospital og overført til Tivolis Koncertsal ledsaget af bestyrelsen og Mischa Lim. I koncertsalen havde man fuld professionel kontrol over alle de tekniske detaljer. Tivolis kontrollører lukkede tilhørerne ind en halv time før højtidelighedens påbegyndelse. Og de fremmødte 1500 venner og interesserede i sagen bidrog med deres tilstedeværelse og udstråling til at gøre højtideligheden til en betagende og uforglemmelig oplevelse, til et fælles udtryk for taknemmeligheden over den gave, Martinus har bragt os.
Under hele højtideligheden var Martinus båre det lysende midtpunkt. Den var ikke på nogen måde smykket eller omgivet af hverken blomster eller levende lys. Den var alene dækket af sagens skønne og udtryksfulde flag og lå badet i så stærkt projektørlys, at alle tilskuerne derigennem må have modtaget et visuelt særdeles stærkt indtryk af forløbet. Hertil kommer, at bagtæppet under hele højtideligheden var badet i blåt lys, intuitionens symbolfarve.
Michala Petri trioens fremførelse af musikken, specielt Michala Petris lyse og fremragende fløjtekunst, virkede så overvældende og smukt på tilhørerne, at de efter de enkelte musiknumre ikke formåede at tilbageholde deres begejstring, men valgte at tilkendegive deres glæde og betagelse ved at bryde ud i varme ovationer, som Michala Petri diskret tog imod.
Det lyse indhold i de tre salmer kom helt til udtryk i de tilstedeværendes sang under forsangerens smukke ledelse.
De to taler havde titlerne "Vi skal ikke sørge" og "En gæst fra en højere verden". De blev holdt af henholdsvis Ib Schleicher og Rolf Elving, og vil ikke blive kommenteret på dette sted, da de er gengivet i deres fulde ordlyd andetsteds i nærværende særnummer.
Højdepunktet i højtideligheden var Martinus selv. I kraft af Ellen Malbergs oplæsning af efterskriften "Gudesønnen eet med sin Fader" blev han på en måde selv hovedtaleren. Med disse Martinus egne ord kunne vi med ham rette vor bevidsthed mod livets kilde i taknemmelighed over den gave, menneskeheden gennem de kosmiske analyser har modtaget. Et eksemplar af "Efterskriften" var til formålet indbundet i hvidt bind med stjernesymbolet i guld på forsiden (se foto næste side). Disse sider i LIVETS BOG er særdeles vanskelige at læse op. Ellen Malberg havde arbejdet intenst med opgaven i forvejen og fremsagde teksten på så fuldendt vis, at Martinus utvivlsomt ville have udtrykt sin uforbeholdne glæde, hvis han havde været fysisk til stede.
Bisættelseshøjtidelighedens betydning for fremtiden
Månederne april-maj 1981 var i Danmark præget af en næsten altomfattende, langvarig strejke- og lockoutsituation på dagbladsområdet. Instituttet nåede at få "dødsannoncen" i dagbladene, før konflikten brød løs. Derimod nåede dagbladene ikke at få dækning af selve højtideligheden. Kun "Jyllandsposten" var i stand til at bringe en artikel med fotos derfra. Alligevel er det vort indtryk, at de notitser om Martinus, som blev bragt i dagbladene, medens de endnu udkom, har resulteret i, at en del mennesker derigennem har fået den første oplysning om, at der er noget, der bærer betegnelsen "Martinus Verdensbillede", og at dette verdensbillede blandt andet indebærer en anden holdning til døden end den, der i øjeblikket er almengældende.
Man kan på en måde sige, at bisættelseshøjtideligheden for Martinus var en forstørret model af, hvad der fremover vil være det ideelle. Og til dette at gøre det ideelt hører, at højtideligheden "former sig som en stille, lykkelig lovprisning og takkefest i den "afdødes" navn, rettet mod ophavet for uforgængeligheden eller alt livets evige væren". (2, kap. 161)
Det væsentligste billede af højtideligheden er og bliver, at den har givet udtryk for den dybe taknemmelighed, som alle sagens venner og interesserede nærer over for vor højtelskede, åndelige læremester Martinus – hans mission, gerning og væsen. Det var en tak til livet med særlig adresse til det menneske, som har vist os, at døden ikke eksisterer. En tak til det menneske, som i sine analyser har vist os vejen frem til en sand, harmonisk tilværelse med andel i Guddommens primære bevidsthed. En tak til det menneske, som har vist os det evige livspanorama, hvor al ting i sandhed er såre godt.
EN EPOKE ER SLUT, OG EN NY ER PÅBEGYNDT
Martinus har forladt den fysiske verden, vort nuværende tilholdssted. Han har gjort så meget for os og sin mission, som det var muligt for ham at gøre på det fysiske plan. Men det betyder ikke, at han har forladt os og sin sag. Han vil tværtimod nu, da han ikke er hæmmet af en nedslidt organisme, arbejde af al sin kraft fra det åndelige plan, hvor han har totalt overblik over sin missions mange detaljer. Han vil fortsat være eet med sin mission og sag.
Martinus har ofte tilkendegivet, at hans arbejde først må og vil blive almindelig kendt, når han er overgået til det åndelige plan. Det er han nu. En skabelsesepoke er dermed afsluttet, og en ny er samtidig påbegyndt. Tiden er nu forestående, hvor det skal åbenbares for menneskeheden, at den har haft en såre usædvanlig gæst, en budbringer fra de højere åndelige verdener, en verdensgenløser, på besøg. Vi er alle Forsynet dybt taknemmelige for, at dette sendebud påtog sig den mission at låne en organisme, der er "af denne verden", for at åbenbare for os det, som "ikke er af denne verden", "talsmanden den hellige ånd".
LITTERATURHENVISNINGER
- Martinus: Livets Bog
- Martinus: Bisættelse
- Kosmos, Særnummer om bisættelse (1972)
- Larsson, Erik Gerner: Kursus i Martinus åndsvidenskab, side 363-66 (1951)
- Martinus: Takkebrev, dateret nytår 1979
- Martinus: Takkebrev, dateret oktober 1980