Kosmos 1989/12 side 238
KOMMENTARER TIL ÅRSREGNSKABET
af Finn Bentzen
Instituttets årsregnskab 1988
I nærværende KOSMOS er Instituttets årsregnskab for året 1988 offentliggjort.
Som det plejer er det offentliggjorte regnskab sammenpresset, d.v.s. at ikke alle tekniske beregninger eller opgørelser af skattepligtig indkomst, skattepligtige saldoværdier, momsfordelingsnøgle samt de enkelte afdelingers overskud/underskud er specificeret. Opgaven er, som Martinus ofte gav udtryk for, primært at give sagens interesserede læsere et indtryk af den økonomiske stilling og Instituttets nuværende aktivitetsniveau.
Jeg er nødt til at understrege, at selvom både Rådet og ikke mindre undertegnede via mit professionelle job er fuldt bevidst om kosmologiens og Martinus' ønsker med hensyn til Instituttets økonomi og formue, nu og ikke mindst i den kommende verdensorden, er vi nødt til at rette os efter landets love og eksisterende forhold. Mit Revisionsinstitut FBR A/S har altid kunnet give årsregnskabet en "ren" påtegning, hvilket er ensbetydende med, at Revisionsinstituttet har anset det udarbejdede årsregnskab og de dispositioner, som Rådet på Instituttets vegne har foretaget i årets løb, for fuldt ansvarligt og i overensstemmelse med den gældende lovgivning og Instituttets love.
Resultat:
Det efterstående årsresultat er også i år tilfredsstillende. Det regnskabsmæssige overskud er reduceret med ca. kr. 605.000, hvilket vedrører skattemæssigt underskud fra tidligere år, og i rimelig overensstemmelse med de udarbejdede budgetter for samme periode. Det fremgår således af det efterstående regnskab, at indtægterne er meget konstante i årene 1987, 1988 og budgettet for 1989 med en svag negativ tendens.
For så vidt angår udgifterne er der heller ikke i 1988 sket væsentlige stigninger. De konstaterede stigninger falder især på lønudgifter med påhængende sociale ydelser, portoudgifter samt kontorartikler og tryksager.
Selvom driftsresultatet må betragtes som tilfredsstillende er det stadig meget nødvendigt, at Instituttet også fremover arbejder ud fra budgetterede tal. For regnskabslæseren fremgår det forhåbentlig også klart, at det er meget nødvendigt, at administrationen fortsat tager højde for de økonomiske muligheder, som er tilstede og tilrettelægger sine forretningsgange i overensstemmelse hermed.
Balance:
Instituttets balance balancerer med kr. 15.855.488, hvilket er en forøgelse på ca. kr. 800.000 i forhold til balancen pr. 1/1 1988.
Der ligger fortsat en meget stor opgave i planlægning og prioritering – en opgave Rådet, de enkelte medarbejdergrupper og også revisionen fortsat må arbejde meget seriøst med.
I en så ufuldkommen fysisk verden, som den vi lever i, (og det er der en mening med) er det endnu ikke muligt, hvor gerne vi end ville, at overføre Martinus' "rene" beskrivelse af det kommende internationale verdensrige til Instituttets administrative processer på en sådan måde, at der kan opstilles et fuldt gyldigt og lovligt årsregnskab. Selv de utålmodige og meget idealistiske medarbejdere med det grundigste kendskab til kosmologien, må afvente udviklingen med den største tålmodighed. Vi bygger stadig videre på livets vej mod lyset, men vi må lære at lægge asfaltbelægningen på fast fundament, hvis vejen skal bære, ikke alene det enkelte menneske men hele menneskeheden, helt frem til lyset.
Jeg vil gerne henvise til Martinus' takkebrev i forbindelse med halvfemsårsfødselsdagen af oktober 1980, hvor Martinus bl.a. skriver:
"at sagen økonomisk efterhånden vil komme til at kunne bære sig selv, men der vil gå en vis tid, inden vor mission og sag når så vidt."
"Selvom jeg eventuelt ikke mere er på det fysiske plan er det Instituttets bestyrelse (Rådet), der er sagens faste punkt og det vil da være til den, al henvendelse vedrørende sagen må foregå." Sagens udvikling kræver kærlighed og tolerance såvel fra Rådets medlemmer som fra os alle til alle andre.
Foråret og sommeren 1989 har været præget af smukt og klart vejr. Den solklare himmel, det blågrønne vand, de mange farver i blomster, stauder og træer, de mange nærende og modne grøntsager og frugter har fyldt os alle med helse og kræfter til det kommende mørke fysiske efterår og den kolde vinter. Lad os på denne baggrund sammen glæde os over den store gave, vi ganske vederlagsfrit har modtaget via vort kendskab til Martinus' "åbenbaringer".
Kærlig hilsen
Finn Bentzen
NB: Vedrørende tolerance skriver Martinus blandt andet:
"At jordmenneskene endnu ikke er kommen længere i udvikling, end at de i stor udstrækning føler intolerance og uvilje mod hverandre indbyrdes, det være sig materielt eller religiøst, viser den daglige tilværelse med overordentlig stor tydelighed. Og det er netop derfor en så meget desto større nødvendighed, at de væsener, der ønsker at være med til at føre verden fremad mod lysere tilstande, de væsener, der skal repræsenter den ny verdensimpuls, netop i en meget fremragende målestok kan praktisere tolerance og forståelse." (LB I, stk. 167)
"At kunne føle tolerance hører således til de realiteter, der absolut kun kan tilegnes ved træning eller øvelse – ikke ved diktatur." (LB I, stk. 166)
Regnskabet findes på de følgende sider.