Kosmos 1990/1 side 3
Det evige livsfundament
af Martinus
For en hvilken som helst skabelse i den fysiske verden må der være både et mentalt og et fysisk grundlag
Forud for enhver skabelse, enhver frembringelse, må der altid først skabes et fundament, et grundlag, på hvilket denne skabelse kan hvile. Hvis dette fundament eller grundlag ikke bliver tilstrækkeligt stabiliseret, kommer den pågældende skabelse til at vakle eller synke i grus. Hvis man skal bygge et hus, må det bringes til at hvile solidt på grunden. Skal man bygge en maskine, må man i forvejen have udarbejdet en fuldkommen plan, efter hvilken den kan bygges. Naturligvis må der også være en plan for huset og et fysisk fundament for maskinen, ja, for en hvilken som helst skabelse i den fysiske verden må der være både et mentalt og et fysisk grundlag, ellers ender skabelsen i det rene kaos og bliver ikke til gavn for nogen eller noget, og det skulle dog være meningen med skabelse og frembringelse, at det skulle være til gavn og glæde for levende væsener.
Jorden er fundamentet for vor fysiske tilværelse, men for vor åndelige side af livet mangler et fundament, en plan
Med hensyn til det enkelte menneskes daglige tilværelse, har denne jo så absolut et fysisk fundament. Vi lever på jorden, som er det faste grundlag under vore fødder, og selvom det hænder, at vi sejler på vandet eller flyver i luften, så er jorden alligevel fundament for vor fysiske tilværelse. Vi vender fødderne mod jordens centrum, og på dette afhængighedsforhold er oplevelsen gennem vore fysiske sanser og vor fysiske bevidsthed baseret. Ude i verdensrummet er der ikke noget "op" eller "ned", "højre" eller "venstre", disse former for sansning er afhængige af vort fysiske livsfundament, jordkloden. Har de jordiske mennesker nu også et lige så fast holdepunkt eller fundament i tilværelsen, når det drejer sig om den mentale eller åndelige side af livet, som de har, når det drejer sig om den fysiske? Det har de ikke. Tværtimod må man vist sige, at den tilstand, den jordiske menneskehed befinder sig i, tydeligt viser, at et sådant fundament, en plan, hvorefter de kan bygge deres liv, mangler. Den jordiske tilværelse er et virvar eller kaos af viden og uvidenhed og derfor af sorg og glæde, sygdom og sundhed, smerte og velvære, fattigdom og rigdom. Denne uorganiserede, kaosagtige blanding af mentalt lys og mørke eller uvidenhed skaber bitterhed, fjendskab og krig, selvom menneskene længes efter en verden af fred. Man vil gerne skabe freden, men er ikke i stand til at underbygge eller stabilisere denne fred med et tilstrækkeligt åndeligt grundlag. Man tror, at våben og magtanvendelse kan være grundlag for en varig fred, men vil gang på gang erfare, at med et sådant fundament synker freden i grus. Man frygter for, hvad fremtiden vil bringe. Angst og frygt både for krig, sygdomme, arbejdsløshed og fattigdom plager mange mennesker, og bag disse former for frygt ligger angsten for døden, som man tror er ensbetydende med udslettelse.
Menneskene ønsker ikke at dø, men at leve
Fordi menneskene oplever et jordmenneskeligt kaos omkring sig, tror de, at de også selv er en del af dette kaos, noget tilfældigt og planløst, der lever et liv fra fødsel til grav, og så er det slut. Og menneskene ønsker ikke, at det skal være slut, de ønsker ikke at dø, men at leve. De kan være utilfredse med en form for liv, f.eks. et liv i fattigdom, sygdom og elendighed, og det får dem til at længes efter kontrasten dertil, et liv i rigdom, sundhed og velvære. Men det er ikke livet i sig selv, de er utilfredse med. Ganske vist kan mennesker i deres uvidenhed finde på at begå selvmord, og man vil vel mene, at det er fordi, de vil af med livet. Men det er det ikke. Det er den specielle livsform, de i øjeblikket er lede og kede af, de vil af med, og hvis de kunne blive tilbudt en anden og bedre, ville de øjeblikkelig acceptere. Selvmordere vil lære, at de ikke kan tage deres liv, selvom de dræber deres fysiske krop, og de vil i kommende liv lære at overvinde de situationer og forhold, som fik dem til at prøve at slippe udenom dem ved at begå selvmord. Men hvorfor kan et menneske ikke begå selvmord, hvorfor kan vi ikke dø? Fordi døden ikke er en kontrast til livet, fordi der i absolut forstand ikke eksisterer nogen død, men kun liv.
Døden er en bevidsthedsindskrænkning, en midlertidig latent form for livsoplevelse
Vi vågner hver morgen og skal leve livet, vi skal opleve behageligheder og ubehageligheder gennem vore sanser, vi skal arbejde, tænke, handle og modtage en masse indtryk, og det skal vi, siger man, fordi vi er "levende", vi er "noget". Disse udtryk "levende" og "noget, der lever" opfatter man som kontraster til "død" og "noget, der dør". Men vi er ikke "noget, der lever" i dag og måske i morgen "noget, der dør", vi er selve livet. Vi kan ikke undgå at leve, vi kan ikke adskilles fra livet, og livet kan kun være liv. Det er rigtigt, at der er noget, vi kalder "døden", men den kan kun eksistere som en tænkt modsætning til livet, den eksisterer kun som en skabt ting. Den er analog med alle andre tids- og rumdimensionelle foreteelser. Livet derimod er disse skabte foreteelsers ophav, livet er dødens skaber. Det lyder måske som et paradoks, men er dog sandheden. Livet eksisterede, før døden blev til, og livet vil overleve døden og eksistere, når døden er ophørt. Døden er kun en bevidsthedsnuance, en bevidsthedsindskrænkning, en midlertidig latent form for livsoplevelse. Den udgør livsoplevelsen i sin minimums- eller mindsteudfoldelse, og man kan derfor udtrykke den som "mørket", der igen er det samme som uvidenhed om livet. Døden er selve den tilstand, de fleste jordiske mennesker i øjeblikket befinder sig i, medens de tror, de lever. Liv i dette ords fulde betydning kan man ikke kalde de jordiske menneskers tilværelse. De tror på døden, og gennem deres tanker, følelser og handlinger skabes kaos, krig, had, bitterhed, utallige lidelser og smerter. Ganske vist kan menneskene også skabe orden og plan inden for visse områder, de kan udføre fredelige handlinger, elske, gavne og fornøje hverandre, men det er mørket, der dominerer deres tilstand, det er våbenmagt og pengemagt, de forsøger at have som livsfundament, og de stater og samfund, man forsøger at bygge på et sådant fundament, må vakle og synke i grus.
Gennem det enkelte menneskes indsats skabes begyndelsen til en fredens verden
Det gælder også det, som det enkelte jordmenneske forsøger at bygge med disse to magtfaktorer som fundament eller grundlag. Naturligvis bruger det enkelte menneske ikke i almindelighed våben over for andre. Så meget er de jordiske mennesker udviklet, at det – rent bortset fra krigen – er undtagelser, når folk bruger våben mod hinanden, i alt fald inden for vor kulturkreds. Men ikke desto mindre udfoldes dette princip alligevel i stor udstrækning mand og mand imellem. Det er alle de uoverensstemmelser, der findes rundt omkring på arbejdspladserne og i hjemmene, tilstrækkeligt bevis på. Menneskene forbitrer hver eneste dag hinandens tilværelse med vrede ord, had, skinsyge, surhed og irritation. De laver intriger mod hverandre, lyver, bagtaler og sladrer. Alt dette er ikke liv, det er døden eller "de dødes rige", og det var alt dette, Kristus talte om, da han sagde: "Lad de døde begrave deres døde". Nu skal man ikke tro, at jeg vil male jordmenneskenes livsudfoldelse udelukkende i sorte og triste farver, det er dog kun en side af menneskenes liv, ganske vist den dominerende, men der findes jo samtidig i menneskenes sind så meget kærligt, fint og humant. Der findes vidunderlige evner, som kan komme til udfoldelse inden for kunst, videnskab, teknik, undervisning og meget mere, evner for logisk tænkning og skabelse, evner til at udfolde livsglæde og humør, til at elske og kærtegne, til at nære oprigtigt og sandt venskab. Alt dette er kræfter, ved hjælp af hvilke en vidunderlig verden kunne bygges op. Men vi ved jo af erfaring, at man ikke kan bygge uden grundlag og fundament. Det fysiske fundament har vi, en vidunderlig klode, hvor der kunne skabes et fysisk paradis, når goderne blev fordelt ligeligt mellem alle mennesker, og energi og arbejdskraft blev sat ind i det livgivende princips tjeneste i stedet for i skabelsen af mordvåben og stadig forbedrede krigstekniske frembringelser. Og når man ligeledes koncentrerede sig om at arbejde til gavn for helheden i stedet for at bruge sin energi til profitjageri, reklame og økonomisk krig. Jeg ved udmærket godt, at det er lettere sagt end gjort, og at der vil gå et stykke tid, inden en forandring kan gennemføres, fordi menneskene endnu ikke har gjort de nødvendige erfaringer, som vil få dem til ikke blot at længes efter en sådan tilstand men også at realisere den. Der er dog adskillige mennesker i dag, som har gjort tilstrækkeligt med erfaringer på disse områder, og som derfor i det små kan begynde at skabe en fredens verden. Den må nemlig skabes gennem det enkelte menneskes indsats. Men denne indsats kræver, som før omtalt, ikke blot et fysisk, men også et åndeligt eller mentalt grundlag, en plan, hvorefter der kan bygges. Men en sådan plan findes, og det er blevet min opgave at vise de mennesker, som er modne dertil, denne plan, så de kan begynde at bygge et virkeligt menneskerige op på denne klode.
Verdensaltet er en levende organisme, ikke en død mekanik
Nu vil man måske indvende, at det enkelte menneske da ikke på én gang kan give sig til at lave verden om. Det er også rigtigt, det kan det ikke, det tager sin tid, og til det arbejde kræves der mere end et menneske. Men der er en meget væsentlig ting ved denne store forvandlingsproces, der kan begyndes på med det samme, ja, den er så væsentlig, at verden slet ikke vil kunne forvandles, hvis ikke den bliver påbegyndt, og det er forvandlingen af menneskets eget sind eller bevidsthed, en indre forvandling, som med tiden vil blive en meget væsentlig faktor i den senere forvandling af den ydre verden. Hvis det jordiske menneske kun havde dette ene liv til at opleve og skabe i, var livet håbløst og meningsløst. Da var det døden og kaos, der regerede verden. Men verdensaltet er en levende organisme og ikke en død mekanik. De fysiske forskere, som blot studerer den fysiske materie, erkender, at dens kombinationer både i makro- og mikrokosmos viser logik og lovmæssighed, og man taler derfor om verdensaltet som "kosmos", det ordnede, logiske verdensalt i modsætning til "kaos", der betyder uorden og tilfældighed. Men hvad findes der bag alle disse materiekombinationer, som danner såvel mælkeveje, solsystemer og kloder, som mennesker, dyr og planter, og som i mikroverdenen bygger lignende systemer op, som vi kan studere i makrokosmos? Der findes en plan og en planlægger, der findes en evig Guddom, for hvem hvert atom, hver celle, hver plante, dyr eller menneske og hver klode, hvert solsystem og mælkevejssystem er lige vigtige faktorer i denne plan, som er ensbetydende med alle disse væseners udvikling frem mod en tilstand, hvor de selv begynder bevidst at tage del i skabelsen eller forvandlingen og bliver Guddommens redskaber, hvorigennem nye idéer, nye former og nye udviklingsbaner kommer til at udvikle sig.
Det væsentligste for det jordiske menneske i dag er at lære den plan at kende, Guddommen har med jordkloden og menneskeheden
Det som for det jordiske menneske nu er det væsentligste, og jeg tænker her især på de mennesker, som er mæt af krige, magtkampe og tilegnelse af rigdomme på andres bekostning, er at lære den plan at kende, som Guddommen har med jordkloden og menneskeheden. Denne plan er allerede begyndt at virke i mange menneskers sind, derfor alle disse bestræbelser på at skabe fred, selvom det hidtil er mislykkedes. Når det er mislykkedes, er det på grund af uvidenhed og manglende erfaringer, og det kan man jo ikke bebrejde nogen. Det er "døden" og "mørket", der endnu hersker over jorden. Og menneskene gør sig til et med begge dele og tror, de skal dø og forsvinde i mørket eller "det store intet", som de siger. Men intet levende væsen kan nogen sinde forsvinde. Dets tids- og rumdimensionelle fysiske legeme kan forsvinde, men Jeg'et, skabeevnen og bevidstheden, som er selve livet, fordi de er et med universets Jeg, universets skabeevne og universets bevidsthed, vil fortsætte sine oplevelser på de åndelige eller elektriske planer og vil på ny skabe sig en fysisk organisme og arbejde videre på sin skæbnedannelse i den fysiske verden. Gennem denne skæbnedannelse afslører den evige Guddom efterhånden planen eller hensigten med det enkelte menneske og med hele menneskeheden, thi efterhånden som det enkelte menneske ved at så og høste fra liv til liv gør sine erfaringer, ændres dets livsindstilling, det begynder at søge efter en mening, og den, der søger, vil også finde. Dets tidligere hårdhed vil erstattes af medlidenhed og kærlighed, dets uvidenhed vil afløses af viden, så der kommer lys i mørket. Dets tidligere bevidsthedsindskrænkning vil afløses af bevidsthedsudvidelser, det vil opleve en virkelighed omkring sig, som er langt større end den, som kan opleves med fysiske sanser. Det vil blive dagsbevidst i, at det er et udødeligt væsen, en evig gudesøn i Faderens rige, og en følelse af taknemmelighed og ydmyghed vil opfylde dets sind. Det vil ikke tale om det til andre, men andre vil kunne mærke det på dets væremåde, dets humør, livsglæde og hjælpsomhed. For det vil begynde at afskaffe det onde ved at gøre godt, vreden ved at vise kærlighed, døden ved at give sit liv, hvad det så end må koste af korsfæstelse. Intet mørke, intet ondt, ingen krig kan overleve den strålende visdom og kærlighed, der vil åbenbare sig gennem den gudsbevidste og med Faderen forenede gudesøn. Et sådant menneskes daglige liv er funderet på selve verdensaltets eget fundament, og for et sådant væsen må mørkets skygger vige.
Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag den 25. februar 1951.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.