Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den kristne verdensreligions betydning som rituel livsledsager i menneskets hverdag er i støt tilbagegang overalt i det moderne og mangesidige vestlige samfund. Nutidens menneske er blevet stadig mere selvbevidst, logisk tænkende og rationelt motiveret i hele sin sjæls dybde. Under indflydelse af sådanne ny-fundamentale egenskaber må mennesket nødvendigvis fjerne sig fra de årtusindgamle dogmatiske religionsformer, idet disse gradvist bliver et hæmmende element, en unaturlig byrde i dets ændrede hverdagsbevidsthed.

Samtidig er forestillingen om livets fortsættelse efter den såkaldte død for mange mennesker blevet stadig mere vedkommende. Utallige menneskers personlige erfaringer, nedfældet i bøger og skrifter, bevidner dødens illusion og livets evige fortsættelse. De hendøende ritualers teatralske sprog overskygges således af selve livets hjertestyrkende og fornyende tale, som på mangfoldig vis underbygger en globalt vågnende forestilling om individets eksistens hinsides fødsel og død.

Menneskets religiøse længsler er i sig selv fundamentale drivkræfter, som ikke dør hen, men fordrer fornyet næring i takt med menneskets voksende forestillingsevne og den deraf følgende evne til at omgås livet og tilværelsen mere selvansvarligt og suverænt end tidligere. De store verdensreligioner, set hver for sig, kan ikke leve op til det ny-fundamentale næringsbehov, som tildannes i det moderne menneskes bevidsthed. Men i en overgangsperiode, hvor verdensdelene trafikmæssigt og kommunikationsmæssigt rykker hinanden nærmere, kan de forskellige trosretninger have en gensidig supplerende betydning, åbne nye perspektiver for det fremadsøgende menneske, også selvom disse perspektiver ikke er udpræget logisk-videnskabelig funderede og derfor ikke kan fuldbyrde menneskets forudbestemte overgang fra tro til viden.

Østlige og vestlige religionsformers møde og sideordnede optræden overfor det fremadsøgende menneske befordrer en individuel bevidsthedsudvidelse, som baner vejen for en efterfølgende global eller kosmisk-videnskabelig verdens anskuelse. Der er her tale om en meget langvarig samfundsproces, som i begyndelsen fremkalder en vis forvirring i mange menneskers religiøse forestillinger. Udvidelsen af menneskets religiøse forestillingsevne og modtageligheden for nye tanker ledsages ikke straks af en evne til at kunne "fordøje" den nye og mere sammensatte næring naturligt og i enhver henseende opbyggeligt. Ja, egentlig er det moderne menneskes religiøse næring blevet en blandingskost, der ikke kun er sammensat af traditionelle forestillinger, af overleveringer, men også rummer adskillige helt nye ingredienser.

– – –

Set på denne baggrund er det særdeles meningsfyldt, at de østlige religioners forestillinger om bl.a. reinkarnation vinder stærkt frem også i de vestlige samfund. Mangfoldige yoga- og meditationssystemer understøtter det vestlige menneskes længsel efter at bryde ud af den mentale ensretning, som den kristne dogmatik indebærer. Men her viser det sig ofte, at den desillusionerede vesterlænding ikke kun vender ryggen til kristendommens stivnede ritualer og dogmatiske forestillinger, men også tenderer til at tabe det kristne evangeliums dybere mening af syne. Thi østens karmalære, yogapraktikker og meditationssystemer virker fascinerende og bestikkende. De imødekommer mangen en vesterlændings rationelle håb og beregnende opmærksomhed således, at denne opmærksomhed mere eller mindre bortledes fra hverdagens gråtoner. I disse gråtoner, i den ufuldkomne ydre verdens afkrævende og rutineprægede atmosfære øjner vesterlændingen da ikke mere nogen vej, som fører til frelse, harmoni eller forløsning.

Østlig inspireret livsorientering gør gældende, at det enkelte menneskes karma i sig selv er en barriere, som står i vejen for menneskets forløsning. Barrieren må derfor fjernes. Mennesket må indøve en sådan adfærd, at dets karmastrøm bringes til standsning, ja, at dets karma så at sige ophæves eller slettes. Meditationstekniske øvelsesprogrammer skal tjene til overvindelse af al verdslighed. Det gælder om at lægge mest mulig afstand imellem ufuldkommenheden og sig selv. Det gælder om at hæve sig selv op over den omgivende dystre verden. Det gælder om at stige opad mod lyset, helt op i tilværelsens højeste sfære, for altid. Den som ikke skyr øvelsesteknisk møje og forsagelse, kan nå frem til målet.

– – –

Begrebet nåde synes her at være kommet helt ud af menneskets mentale synsfelt, i stærk kontrast til kristendommen, hvor dette begreb fremtræder så overdimensioneret, at det ikke kan komme i naturlig berøring med menneskets egne præstationer. Nåden giver ej længere genklang i den fremadsøgende vesterlændings bevidsthed. Men kan nådebegrebet virkelig være udset til at ende sin tilværelse på religionshistoriens losseplads?

Martinus understreger i sin kosmologi, at der eksisterer en personlig og direkte forbindelse mellem individet og Gud. Denne forbindelse kan på forskellig vis styrkes, udbygges eller bevidstgøres, således at mennesket gradvis når frem til at blive "et med Gud". Den mest direkte vej frem til Gud fører ikke over indøvelsen af en teknisk eller systematisk adfærd, der sigter imod overvejende udadtil at forsage verdens skyggesider, altså overvejende udadtil at bringe sig selv i stilling overfor det såkaldt onde. Den ufuldkomne verdens mørke findes også inde i os selv. Ja, den ydre verden eksisterer egentlig både udenfor os og inde i os. Vor skæbne konfronterer os dag for dag med en udefra kommende skæbnens "tale", der udspringer af vort eget væsens dybde og former sine "ord" i den yderverden eller sfære, som vor egen psyke og hele vor omverdens psyke samvirkende udgør. Hændelserne omkring os genspejler overfor os den individuelle sfære eller manifesterede virkelighed, som vor egen psyke repræsenterer. Fordi begge sider er yderverdener, virkeligheder af samme slags, kan de samvirke således, at vi bestandig møder tilbagevendende skæbnevirkninger, der svarer til vor fortsatte udsendelse af skæbneårsager. Vi høster, som vi sår. Heraf følger, at den mest direkte vej til Gud snarere består i at vende sin fulde opmærksomhed imod den ydre verden, dvs. lære den at kende i hele sin udstrækning og dobbeltsidighed – end i at vende opmærksomheden bort fra den eller fra væsentlige dele af den.

Når vi taler om at "vende tilbage" til Gud, helst så direkte som muligt, må vi betænke, at ethvert menneske i sin sande natur er en bestanddel af Gud og derfor i grunden ikke har mulighed for at forfejle sit mål, Vi er altid "undervejs" i retning af Ham, også selvom vi ikke er os bevidst derom. Vi er ikke så frie, at vi kan standse vor guddommelige fremadbevægelse eller sætte den uigenkaldeligt over styr. Men vi har frihed til at gøre os illusioner om den vej, som vi gerne vil følge.

Dybest set består den direkte vej til vor genforening med Gud i, at vi bliver villige til at lade os vække af vor egen skæbnes tale, lade os vække til større opmærksomhed på de mangfoldige illusioner, som vi har vænnet os til og derfor dagligt støtter os til på livets vej. Vi er kaldede til: a) at identificere disse illusioner stykke for stykke, – dernæst b) at acceptere dem som bestanddele af vor sammensatte psyke, – og endelig c) at omskabe dem ved hjælp af en kærlighed og tålmodighed, der ikke vil kunne fungere hensigtsmæssigt uden netop en forudgående accept (selvkærlighed). Dette indebærer en "egenpræstation", som intet menneske på sin vej til Gud kan se bort fra uden derved at vende sig bort fra netop det lys, det længes efter.

Hertil kræves følelse og intelligens i forening, i samvirke, i fælles optræden. Hvor disse to mentale kræfter anvendes side om side under førerskab af vor "gode vilje", dér skabes et klima, i hvilket intuitionen kan slå rødder. Og intuitionen er egentlig den kraft, som sætter vinger under vor forestillingsevne og derved bl.a. skaber forestillingen om og selvoplevelsen af "nådegaver". Men for den, som endnu ikke omfattes af sådanne vinger, kan nådebegrebet stivne og blive til et dogme.

Karma er sublime energibølger, som ifølge Martinus kosmiske analyser ikke kan fjernes eller ophæves i deres egen natur, men kun påvirkes positivt ved at der føjes yderligere og højere energibølger til de forhåndenværende. Ubehagelig karma kan altså så at sige "afvæbnes" eller "sættes i skygge" af det lys, som vi evner at bane vejen for i vor egen bevidsthed. Dette er ensbetydende med, at bestemte mørke karmabølger eller skæbnebuer ikke mere kan træde frem i manifesteret form overfor os, omend de fortsat eksisterer kausalt, dvs. eksisterer som rene årsagsstrukturer på et umanifesteret energiplan.

– – –

Den som tænder et lys, udvider sin egen lyskreds og holder derved skyggen eller mørket på afstand. Ubehagelig karma er et skyggefænomen og kan kun udløse sig overfor mennesker, i hvis bevidsthed der forefindes tilsvarende skyggepartier. Den som indstiller sig på at afvikle sine bevidsthedsmæssige skyggepartier ved stykke for stykke at reducere sine illusioner og sin uvidenhed, reducerer dermed et skyggeklima i sin egen bevidsthed. Og hvor et sådant klima reduceres og efterhånden afløses af milde vinde, kan den selvoplevede nådes lys ikke udeblive.