Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Lige i øjeblikket er jeg inde i en bølge af oplevelser, som, om jeg skulle beskrive dem alle, ville føre til et kontaktbrev hveranden dag. Jeg er derfor nødt til at forsøge at udvælge de begivenheder, jeg tror, vil interessere Dem mest. Mit liv herude er jo delt i to helt forskellige dele. Den ene består i undervisning og i at få etableret den absolut rigtige form for udsendelse af vore kontaktbreve. Det er jo ikke helt så let her som hjemme, hvor vi både har lokaler, maskiner og mennesker, som forlængst er fortrolig med arbejdsgangen i alt dette. Her er jeg ikke blot ene om det, men forholdene er så anderledes, som de vel kan være. Den regulære gruppe i New- og Old Delhi tæller nu ca.300 interesserede, så jeg tror, De forstår at jeg har et og andet at tage mig til. Til gengæld må jeg sige, at jeg på alle områder møder en heltud eventyrlig forståelse og hjælpsomhed, så tro ikke, at jeg på nogen som helst måde har tabt modet. Tværtimod! Min tid er blot så belagt, at jeg synes, at dagene er begyndt at gå lige over i hinanden. For mit liv har altså også en anden side herude, og den består i at knytte nye kontakter, skabe nye forbindelser og dermed nye interesserede i vort arbejde. Og det er faktisk dette område, der i øjeblikket truer med at tage magten fra mig, fordi inderne nu engang er sådan, at har man vundet deres hjerte, er der ingen grænser for alt det, de synes man skal opleve Og da jeg meget nødig vil såre nogen af dem, siger jeg "ja tak", så langt evner og kræfter rækker. Nå, lad mig her tilføje, at jeg gør det med glæde i hjertet, for jeg føler faktisk min tid herude som en "læretid". Vort arbejde er i sin natur så kosmopolitisk, som noget kan være. Det har bud til hele verden, og livet giver mig her en enestående chance til at møde hele verden, det vil De forstå, inden De har læst dette brev færdig.

Søndag d.28.december havde jeg om eftermiddagen en oplevelse, De må høre om. Jeg var inviteret til at skulle overvære en mindefest hos en af mine venner Han ønskede at give en fest til ære for en åndelig lærer, der havde stået ham nær, og som var død sidste år. Det foregår på den måde, at man samles på taget af huset, hvor der er lavet en slags alter, på hvilket billedet af den afdøde er anbragt, smykket med blomster. Så sidder man der med korslagte ben og lytter – i dette tilfælde til en taperecorder-gengivelse af en af hans taler, – medens der ind imellem spilles dæmpet indisk musik. Bagefter samles man til et fællesmåltid, der serveres på poppelblade, altsammen meget smukt, især fordi solen skinner, og alle synes glade. Der er noget ejendommeligt i at kunne sidde ude i dejligt varmt solskin på denne tid af året og se udover haver, hvor ildrøde og violette bourgonvillia netop nu står i fuldt flor.

Det, der imidlertid får mig til at skildre denne fest for Dem, skyldes udelukkende, at vi midt i det hele fik besøg af den hellige mand – Baba Go – paldas Soofi – som jeg allerede har omtalt for Dem. Han ankom i sin snavsede natskjorte og sit lange, uredte, filtrede hår, og satte sig ved siden af det lille interimistiske alter. Alle bøjede sig dybt for ham, og det var mærkeligt for mig at se, hvorledes hver nyankommen gæst næsten kastede sig ned foran ham og berørte hans fødder. Selv sad jeg ganske få meter fra ham og havde nu rig lejlighed til ikke alene at betragte ham, men også at filme ham. Af os alle syntes han at være den mest ulykkelige. Der var over hans ansigt et så lidende udtryk, at man uvilkårligt blev grebet af en dyb medlidenhed med ham. Midt i det hele tændte han sig, til min store forbløffelse, en cigaret. Det var faktisk det sidste, jeg havde ventet, så det gibbede lidt i mig. Desværre fik jeg det vistnok ikke med på filmen. Men selvom jeg af hjertet undte ham den nydelse, cigaretten kunne give ham, ændrede det ikke mit indtryk af et menneske i dyb åndelig nød, og da festen var overstået, og jeg havde min vært på tomandshånd, spurgte jeg ham, om han virkelig selv opfattede denne mand som hellig, som et menneske af dyb åndelig indsigt. Min vært betragtede mig meget længe og meget indgående, før han tøvende spurgte: "Du tror ikke på ham?" Jeg svarede ærligt, at jeg måske nok troede, at han var en søgende sjæl, men absolut ikke, at han var "hellig" i dette ords virkelige betydning. Min vært sad længe og tænkte. Så kom det: Denne mand var en discipel af den mand, vi idag hyldede. Han tilbad ham og ønskede at følge ham. Men han havde et uligevægtigt sind. Han var gift, men da hans mester døde, kastrerede han sig selv og har derved opnået en slags ligevægt. Han vil være lærer, og han hjælper også mange, men vi, der kender ham, føler, at han, sin opnåede ligevægt tiltrods, er ulykkeligere end før!" – så forstod jeg!

Mærkeligt nok har jeg oplevet en parallel til dette hjemme i Danmark, så jeg stod ikke på bar bund i mit forsøg på at vurdere det, jeg her havde været vidne til. Alligevel berørte det mig dybt. Dom ligger min natur meget fjernt, jeg vil altid gerne forstå, men det, man i et sådant tilfælde forstår, gør ikke sjælen glad. Der synes ikke at være grænser for, hvilken vanvittig pris mennesker vil betale for at "skyde genvej" til et mål, der ingen genvej findes til. Længe sad vi og drøftede dette i den lune indiske aften, for eet står mig klart, disse mere eller mindre hellige mænd spiller en eventyrlig stor rolle i det almindelige, indiske menneskes liv. Religion er her noget ganske andet end i Europa. Det er her en yderst aktiv del af livet, og det hænder næsten hver dag, at en og anden som noget ganske selvfølgeligt bryder op, fordi han skal hjem eller hen i templet og bede. Bøn udgør en umådelig stor del af både den fattige og den rige inders liv, og på tomandshånd fortæller han gerne, hvor dybt taknemmelig han er Forsynet, for det liv han har fået. Sætningen: "Gud har velsignet mit liv langt mere, end jeg turde vente", er en sætning, man hører så ofte, at man forstår både glæden og den skjulte angst, der kommer tilsyne bag ordene. For livet er hårdt i denne del af verden, langt hårdere end ord kan beskrive.

– – – – – –

Sent samme aften var jeg inviteret til en meget fornem reception i Hydarabad House til ære for den afrikanske stat Ghanas premierminister dr. Kwame Nkrumah, der netop er her på besøg. Som T.P. Advanis gæst og nære ven modtager jeg faktisk invitationer til alt, hvad der sker af betydning i denne by, og jeg må ærligt skrive, at mere end mr. Advani gør for mig, kan intet menneske gøre. Hans indflydelse er langt større, end jeg havde forestillet mig, fordi han selv hører til den type, der siger meget lidt, men til gengæld handler nok såmeget. Til min overraskelse mødte han mig i kjole og hvidt, og da jeg spurgte ham om årsagen, svarede han blot lunt: "Vent og se!" Selv har jeg aldrig ejet et sådant sæt tøj, så jeg så ligesom lidt mere beskeden ud i mit enkle, brune tropekostume. Jeg har ikke før besøgt Hydarabad House, så jeg fik lidt af et chok, da vi pludselig standsede op foran et pragtpalads, hvis facade var fuldstændig indkapslet i et hav af strålende, kulørte lamper, i hvis midte Ghanas og Indiens flag tonede frem. Soldater stod vagt overalt og præsenterede gevær, og sorte, meget venlige mennesker fra Ghana bød os hjertelig velkommen. Vi vandrede op ad en eventyrlig skøn og bred trappe, der var dækket af kostbare løbere og befandt os pludselig i en strålende oplyst sal, hvor måske mere end 200 mennesker af alle tænkelige kulører var samlet. Det formelig gnistrede af fornemme ordener, rober og alt det, man ellers kun oplever at se billeder af i dyre magasiner. Og så foldede mr. Advani sig ud. Før jeg fik set mig for, havde han præsenteret mig for de respektive ambassadører fra Rusland, Kina, Korea (nord), Checkoslovakiet, Iran, Iraq, Ægypten, Sudan, Cambodia og Frankrig. Han kendte hver og en af dem, og til hver eneste måtte jeg i korte sætninger forsøge at forklare lidt om Martinus arbejde. Lidt ja, men alligevel med det resultat, at jeg har måttet love dem alle at besøge dem ved deres kommende receptioner. Størst glæde havde jeg af den franske ambassadør, der absolut ville høre meget mere. Han var utrolig charmerende og udbrød glædestrålende: "Åh, endelig et menneske, jeg ikke skal tale forretning eller politik med!" Og så startede han en konversation om Danmark, der fik alle de omkringstående til at samle sig til en lyttende kreds. Morsomt var det at se alle de uldtottede hoveder fra Kenya, Uganda, Sudan og Ghana stå og lytte til hans stærke fremhæven af Skandinavien, og især Danmark som det land, alle lande i det nære og fjerne Østen burde kopiere.

Nuvel, jeg ved ikke, hvordan De ville føle det, dersom De pludselig dumpede ned mellem samtlige ambassadører fra det mellemste og fjerne Østen, samt Afrika. Jeg ved kun, at jeg selv følte mig meget mærkelig tilmode i dette interasiatiske selskab. Vi i vor verdensdel ved i virkeligheden såre lidt om disse menneskers liv. Til gengæld ved de uhyre meget om os. Og møder vi dem på den rigtige måde, griber de vor hånd med begge deres. Det så jeg den aften, hvor f.eks. den kinesiske ambassadør, en ældre, meget venlig udseende mand udtrykte sin varme glæde over, at møde et menneske fra H.C. Andersens land. "Deres land er lille", sagde han. "Men vi kinesere beundrer det meget højt, vi har meget at lære af Danmark!" Pludselig blev der uro i den fjerneste ende af salen, og ligesom automatisk dannede vi to store espalierer. Og der kom Nehru og hans datter Indira Gandhi, smilende og hilsende til alle sider. Begge så meget overraskede på mig og smilte så meget hjerteligt til mig og hilste på indisk vis. Jeg skal møde dem begge inden længe, men da jeg ved, hvor optaget de er, vil jeg vente, til alle nytårsfestlighederne er overstået, og livet herude igen, forhåbentlig også for dem, har antaget lidt roligere former.

Det blev meget sent, inden vi forlod Hydarabad House. Ustandseligt blev jeg præsenteret for nye mennesker, man da deres navne simpelthen er så komplicerede, at det forekommer mig umuligt at gentage dem, vil jeg nøjes med at skrive, at jeg faktisk glæder mig til at møde mange af disse mennesker igen og lære dem nærmere at kende. For mig har farvede mennesker aldrig været "farvede", og det tror jeg, de mærker, for hver eneste af dem lod mig meget direkte føle, hvor stor pris de ville sætte på, om jeg ville komme og besøge dem. Og jeg vil gøre det, om ikke for andet så for at vise dem, at vi der kalder os "hvide", også har andre sider end dem, de altfor grundigt har mødt i den del af verden, hvor de blev født, men hvor vor race trådte dem så hårdt under fode, at de fremdeles bærer på dybe ar i deres sjæl. Magt er altid en ond ting, når den ikke er under kontrol af moral. Og vi har været meget lidt moralske i vort forhold til jordens farvede folk.

Allerede næste dag mødtes jeg igen med mange af de ambassadører, jeg den foregående aften var blevet præsenteret for, idet jeg var indbudt til reception i the Constitution Club, hvor dr. Kwame Nkrumah ville holde en kort tale. Vi blev påny festligt beværtet, og jeg havde her den store glæde ikke alene at blive præsenteret for Ghanas meget charmerende premierminister, men også at få en temmelig lang samtale med ham. Det skete på den måde, at Ghanas højkommissær venligt spurgte, hvor jeg var fra. Da han hørte, jeg var fra Danmark, bad han mig vente et øjeblik, og straks efter kom dr. Nkrumah og greb begge mine hænder, medens hele hans ansigt lyste op i et blændende smil. "Deres konge har engang hersket over os, mr. Larsson, ved De det?" Det vidste jeg, og før jeg fik set mig for, bombarderede han mig med spørgsmål om vort land. Da han fik at vide, hvad jeg foretog mig, blev han med et meget alvorlig, og bad mig så kort det var mig muligt, at forklare ham Martinus syn på livet. Jeg er efterhånden trænet i at fatte mig i korthed, men dr. Nkrumah forstod alligevel mere, end jeg turde håbe, for han udbrød spontant: "Vi skulle have et Martinus-institut i Ghana, det har vi brug for!" Han ville have et billede af os. Nu håber jeg blot, at det midt i forvirringen blev godt.

Påny hilste jeg på et usandsynligt antal mennesker, af hvilke een bestemt skal mindes her, og det er Krishna Menon, Indiens berømte udenrigsminister, der med begejstring mindedes et meget kort besøg i København. Lang og mager og med sit uhyre karakteristiske ansigt, lyste han op i denne forsamling af diplomater som en personlighed, alle venter sig meget af. Mand og mand imellem kaldes han Nehrus efterfølger. Men det tvivler jeg nu på. De er begge store mænd. Men de er næsten så forskellige som dag og nat. Og Indien behøver en Nehru-type, om ikke ting skal hænde her, der meget let kan ødelægge mere end det, der hidtil er bygget op. Jeg sad og lyttede til dr. Nkrumah's kloge ord om det kommende Afrika. Han skjulte ikke, at han krævede Afrika for afrikanerne. "Det tidligere stemmeløse Afrika har gennem mig fået stemme. Tvivl ikke på, at Afrikas folk er begyndt at vågne, og at vi ikke vil standse, før hver eneste hvid mand kun er gæst i vort land! Afrika er ikke en del af Europa, og det er ikke Guds mening, at vi skal forblive slaver. Afrika er vort land, og mit liv er viet til kampen for dets befrielse!" Hans ord var udtalt med ro og venlighed, men man var ikke i tvivl om, hvem man havde for sig. Mine tanker gik i et nu tilbage til Kensington Garden i London, hvor jeg for få år siden havde et møde med en ung Ghaneser. Det var, som om jeg påny hørte hans ord gennem Nkrumas mund: "Afrika er vort land!" Vi tager sørgeligt fejl, dersom vi tror, at "de sorte" er åndeligt underudviklede. Også blandt dem er der strålende begavelser, og intet vil længere kunne standse det, der er sat i skred, – end ikke Sydafrikas fanatiske premierminister, der desværre for vor verden, er blevet symbolet på alt det dårlige i den hvide mands karakter.

Men jeg lyttede også til Krishna Menon, hvis øjne glødede, og hvis lange arme tegnede kurver i luften, medens han tolkede de farvede folks vilje til frihed. Jeg sad lige udfor de afrikanske diplomatiske repræsentanter, hvis ansigter så alt andet end hyggelige ud, da Krishna Menon lidenskabeligt råbte: "600.000 franske soldater træder i dette øjeblik Algiers frihedselskende folk under fode!" Krishna Menon har temperament, men kan han styre det? Personligt tror jeg ikke, at Asiens og Afrikas folk vil krig. De har brug for fred, brug for vor hjælp til at bygge deres lande op. Men det er stolte mennesker, og man mærker overalt, at de kun vil modtage ubetinget hjælp, derfor er hverken Amerika eller England særligt velanskrevne i disse lande. Det er vi derimod! Os har man tillid til, og os vil man meget gerne samarbejde med. Omend små, er de skandinaviske landes sociale struktur og kulturelle liv en slags model for disse mennesker, det hører man, når man taler med dem, og det mærker man, når de rækker en hånden. Gang på gang har jeg måttet høre om os, at vi er jordens eneste virkelig fredselskende folk i den forstand, at vi praktiserer freden. Vore motiver behøver man aldrig at være bange for!

– – – – – –

Medens min juleaften forløb meget kærligt i familien Advanis skød, – disse elskelige mennesker overraskede mig ved at have forsøgt at lave en dansk jul for mig, hvad der jo herude ikke er altfor let, – så formede min nytårsaften sig på den måde, at jeg var inviteret til middag i et andet stort indisk hjem, hvor jeg havde den glæde at være sammen med den øverste leder for Rama-krishnatemplet, Swami Ranganathananda, en herude overordentlig højt anset mand på min egen alder. Det var "hans" aften i den forstand, at han var inviteret til at holde en tale i denne ret store kreds, men da vi kendte hinanden glædede han mig ved at udtrykke en hel del af de tanker, han kendte fra min bog om Martinus, og midt i sin tale afbrød han sig selv og bad mig fortælle lidt om mit syn på de problemer, han havde berørt. På den måde fik disse mennesker indblik i Martinus syn på den åndelige krise, der idag også hersker herude" samtidigt med at jeg fik et virkelig praktisk eksempel på den enestående tolerance, Swamierne er i besiddelse af. Bagefter fik Ranganathananda og jeg en privat samtale, der førte til, at han meget indtrængende bad mig besøge ham i templet.

– – – – – –

Det er i dette øjeblik nytårsmorgen, og solen skinner fra en skyfri himmel. De sidste dage har ellers været ret kølige, da der er faldet mængder af sne i Himalaya og i Simla, som ikke er så langt borte. Dette influerer meget på vejret her, men kun i morgen- og aftentimerne. Og så har jeg for første gang i mit liv oplevet virkningerne af et jordskælv. For nogle aftener siden bevægede mit ellers så solide stengulv sig så voldsomt, at både skrivebord og klædeskab rokkede. Det var, ærlig talt, slet ikke rart. Huse er nu mest tiltalende, når de står absolut stille! Det havde været værre i andre dele af byen, men man er ikke ukendt med det herude, selvom det gudskelov ikke hører til dagens orden. Jeg har netop siddet en stund i det stærke sollys og ladet mine tanker gå hjem til Dem, der ihvert fald på dette tidspunkt næppe er oppe, –klokken er i dette øjeblik 5 morgen i Danmark. Hver for sig begynder vi nu på et nyt år, og alle har vi sikkert det håb i vore hjerter, at det må bringe meget lys og megen kærlighed ind i vort liv. Herude er glæden ved det nye års fødsel blandet med angsten for det kommende forår. Næsten daglig krænker Pakistan Indiens grænser, og skudveksling hører til dagens orden. Vi håber på fred, men alt gøres klar til at møde, hvad der kan komme, for det er ikke alene Pakistanproblemet, der volder bekymringer, Kashmirproblemet er også uløst og kan føre til store vanskeligheder. Inderne ønsker bestemt ikke krig, men kommer den, er der et ulykkeligt skæbneproblem med i billedet, og det er de aldrig glemte myrderier i staten Punjab for ca. 10 år siden. Men som skrevet: vi håber alle her, at krisen løser sig på anden måde, for krig herude, med Rusland som nærmeste nabo – – alene tanken får os alle til at nøjes med at se på hinanden!

Nej, lad os tro på freden!!! Lad os tro på, at det vil lykkes de forskellige statsmænd at løse de vanskeligheder, der både eksisterer i øjeblikket, og som kan opstå. Selvom vi ved, at mørket måned for måned faktisk tager til, så lad os prøve på, ved vor tanke og vor indstilling at være med til at være den modvægt, der kan holde dette mørke i skak. Og dette både udadtil og indadtil! For også i vor egen sjæl er der kræfter, der truer os. Det er så let at give op, så let at lade stå til. Men vi er her for at løse en opgave, og selvom den af og til kan synes os overmægtig, og vor tid til at løse den altfor kort, så er det ligefuldt vor opgave. Thi gennem vor viden skal den fred, der ikke kan forgå, skabes. Lad så være, at vi er få om det i forhold til de, der tvivler på, at menneskeheden nogensinde vil få fred. Vi er der dog, og samlet udgør vi netop "det lys på bjerget, der ikke kan skjules!" Gør vi vor pligt, kan vi trygt, det føler jeg meget stærkt, lægge både vor egen og alle andres skæbne i Guds hånd!

Med en kærlig nytårshilsen fra Deres hengivne og taknemmelige