Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når jeg i denne skønne og stille indiske forårsmorgen lader mine tanker gå tilbage over den sidste tids brogede virvar af oplevelser, er det i virkeligheden slet ikke let at udvælge netop de begivenheder, der vil interessere Dem mest. For sandheden er den, at langt de fleste af mine daglige oplevelser fortjener en lille beskrivelse for sig, så afvigende er de fra den hverdag, De må opleve. Men lad nu dette brev blive et "stille brev" i den forstand, at jeg bl.a. vil bruge det til at skildre mit møde med to mennesker så forskellige i fremtræden og væremåde som dag og nat – trods det, at de hver for sig af deres omgivelser opfattes som "hellige mænd".

Under et besøg hos en af mine venner formørkedes døråbningen pludselig af en skikkelse, der var sine 6 fod høj, og ind trådte Swami Maha Dharma Vijai. Det lyder meget indisk, ikkesandt? Men ikke desto mindre var Swami Vijai kun indisk i den forstand, at han bar buddhisternes berømte okkergule dragt, – resten var Europa eller mere præcist betegnet Schweitz. Vi rejste os alle, og mine indiske venner hilste ham på indisk vis, hvilket vil sige, at de bøjede sig i dyb ærbødighed for ham og berørte hans fødder. Jeg nøjedes med at samle mine hænder foran på brystet og bøje mit hovede. Swami Vijai er en kæmpe sammenlignet med inderne, og han virkede faktisk meget imponerende. Han var totalt skallet, idet han barberer sit hovede. Hans øjne var lysende blå, og hele hans væsen var omgivet af netop den mystik, som også mange hjemme med et brag falder for. Nuvel, afstanden mellem de gange, jeg for alvor føler mig imponeret, bliver større og større. Dels træffer jeg ustandseligt hellige mænd, og dels, nå ja, så skal der faktisk temmelig meget til at imponere mig efterhånden. Jeg satte mig stilfærdigt i baggrunden og iagttog Swamien, medens hans venner talte med ham. Om han følte dette eller ej, ved jeg ikke, men længe varede det ikke, før han henvendte sig direkte til mig og spurgte om mit ærinde herude i Østen. Jeg sagde præcis såmeget som det var absolut nødvendigt at sige, for jeg var mere optaget af at finde ud af ham, end jeg var af at tale om mig selv. Og det var meget let, for han ville frygtelig gerne være "midtpunkt", og han indledte hurtigt en levnedsbeskrivelse, som på en måde burde danne grundlaget for en bog om, hvordan begærledet vilje i forbindelse med åndelig søgen kan føre mennesker ud i tilstande, der altfor let resulterer i kommende meget stærke anlæg for psykopati.

Denne mand havde for ca. 20 år siden, han var nu 50, passeret en dyb åndelig krise. Som søn af rige forældre havde han brugt sin ungdom til at rejse jorden rundt og bl.a. været i Hollywood, hvor han havde truffet Roman Novarro, den berømte filmskuespiller. Roman Novarro havde foreslået ham, at de skulle gå i kompagni, og – her hans egne ord: "Havde jeg gjort det, kunne jeg idag have været multimillionær". Det var her, jeg for alvor studsede og begyndte at betragte ham meget indgående. Mine venner var synligt imponeret over at møde et menneske, der i den grad var penge overlegen, medens jeg på min side bad ham tillade mig et spørgsmål. Han smilte venligt imødekommende,og jeg spurgte da: "Hvis De havde indladt Dem på dette og altså nu været multimillionær,kunne det så ikke tænkes,at De med disse mange penge bag Dem kunne have gjort mere for det fattige Indien, som De siger, De elsker, end tilfældet er nu?" De skal få hans svar i så nøjagtig en oversættelse, som det er mig muligt, for jeg vil aldrig kunne glemme det: "Når De engang ved ligeså meget om livet, som jeg ved, vil De vide, at det er en åndelig forbrydelse at blande sig i fattige menneskers liv. Disse mennesker er født således, for at de igennem lidelse kan nå op til det trin, jeg nu har nået. Det er deres karma, og den har man ikke lov til at blande sig i!" Jeg vil ikke skjule for Dem, at blodet rutsjede rundt inde i mig, og at jeg måtte bide mig i læben for ikke at svare igen. Jeg nøjedes med at bøje mit hovede og lytte videre. Og så fortalte han, hvorledes han i Cairo havde læst en bog af Paul Brunton om Indien og straks havde sat kursen mod dette land, hvor han nu i omkring tyve år havde vandret rundt og talt med alle betydende Guru'er med det resultat, at han nu var inviteret til Tibet, hvor en af de mest berømte Lamaer havde lovet at tage sig af ham og undervise ham. Han skulle nu tilbringe eet år i en hule uden at måtte sige eet eneste ord. Når dette år var gået, ville han have erhvervet "det tredie øje", hvorefter han ville vende tilbage til Schweitz og overtage den åndelige ledelse af Europa! Jeg fulgte med største spænding minespillet i både hans og mine venners ansigt. Selv gik han op i sin rolle med alle tegn på, at han troede hvert eneste af sine egne ord. Det var faktisk meget imponerende! Mine øjne gled hen over mine venners ansigt, og så hændte der pludselig det, som trods alt gør livet så vidunderligt herude. Min gode ven Advani sad der også, og da mine øjne mødte hans, lukkede han hurtigt det ene øje op og ned, – så vidste jeg besked! Inderne er vidunderlige mennesker. Ikke et øjeblik tillader de deres inderste tanker at komme frem på deres ansigts overflade, når de er i et sådant menneskes nærhed. Da er de ægte orientalere i den forstand, at deres ansigt intet som helst røber af, hvad der foregår i deres sjæls dybder.

Da han havde endt sin levnedsbeskrivelse, spurgte jeg ham påny direkte: "Jamen, hvordan nu! Har jeg forstået det rigtigt, at De selv betaler Deres liv herude, altså ved at få penge sendt fra Schweitz, eller lever De som de andre omvandrende munke?" Og igen svarede han med den besynderlige arrogance i røsten, der virkede som en meget skarp kontrast til hele hans øvrige fremtoning: "Fra det øjeblik jeg betrådte Indiens hellige jord, har jeg ikke modtaget noget som helst beløb hjemmefra. Forstående mennesker har givet mig mit livs ophold. Jeg tager aldrig imod penge fra fattige mennesker, kun fra rige!"

Han blev til frokost, og jeg hørte naturligvis meget mere fra hans mund, for han var meget gavmild, hvad ord angår. Men jeg havde mistet interessen for ham og var nu meget mere optaget af at studere mine indiske venners reaktioner. Mente de det samme som jeg, var det ikke at se på dem. De var gæstfri imod ham indtil det usandsynlige, og jeg må ærligt skrive, at jeg nu bagefter beundrer dem grænseløst. Da den ædle Swami forlod os, bøjede vi os alle dybt, og værten fulgte ham ud. Jeg sad i et hjørne og betragtede dem alle meget nøje, for jeg følte, at et eller andet i det hele var forkert. Jeg kendte disse mennesker, mente jeg da,– men gjorde jeg det virkelig?

Da værten vendte tilbage, skete der en af de forvandlinger med alle, der ustandseligt vil belære en om, at Østen er anderledes end Vesten. For efter at han havde sat sig igen, og alt påny var som før Swamiens ankomst, spurgte en af hans venner ham meget blidt: "Nå, hvormeget kostede han dig så dennegang?" – "5 Rupees, det var faktisk billigt!" og så lo de alle og så hen på mig. Og så fortalte de mig om denne mand, der uden at blinke kom og besøgte dem og forlangte penge af dem. "Vore egne tiggere", sagde en af dem, "er ikke halvt så skamløse som han." "Jamen, hvorfor gør I det?", spurgte jeg, og lad mig slutte denne min beretning med at fortælle Dem, at jeg rødmede helt op til hårrødderne ved at høre svaret: "Nå, han er jo en hvid mand, og kan det more ham at spille den rolle, har vi andre også råd til at lade ham gøre det!"

– – – – – –

Hvor helt anderledes var det da ikke at møde den indtil selvudslettelse ydmyge Saddhu, Bhai Sunya. Da han i sin slidte kappe og med sin ældgamle turban om hovedet trådte ind i min stue, var der intet med at bøje sig og berøre hans fødder. Nej, vi omfavnede hinanden, som gamle venner gør det. For vi kan lide hinanden, og vi har nydt de samvær, skæbnen har forundt os herude i dette så mærkelige land. "Hvordan har du det? Jeg har glædet mig sådan til at møde dig igen!", spurgte jeg, og Bhai Sunya svarede mig med sin blide stemme: "Du tilgiver mig, at jeg ikke svarer dig på dansk? Jeg har næsten glemt mit modersmål, så hvis du ikke har noget imod det, vil jeg helst tale engelsk'! Og så gik min kære gamle ven, Alfred Sørensen, og jeg ud i "min" dejlige have, hvor vi satte os i hver sin stol. Og medens tjeneren bragte os en skål frugter, begyndte vi en samtale af en helt anden karakter end den, De netop har fået beskrevet. For Alfred Sørensen er en virkelig Saddhu i den forstand, at han er elsket af alle herude lige fra Nehru, i hvis hus han nyder akkurat samme agtelse som alle andre steder, hvor hans evigt vandrende liv bringer ham hen. Hvem er denne Alfred Sørensen, der nu i sit 69 år mere ligner en inder end den ægte danske jyde, han i virkeligheden er? Alfred Sørensen forlod som ganske ung mand Danmark og tog til England, hvor han ernærede sig som gartner. I et stort herskabshus, hvor han var ansat, mødte han Rabindranath Tagore, og dette møde sammen med hans i forvejen store interesse for Indien førte til, at han for ca. 30 år siden tog herud – og blev her! Uden at slutte sig til nogen bestemt religiøs retning har han gennemvandret Indien og har nu oppe i bjergbyen Admora i Himalayas nærhed en lille hytte, han selv har bygget. Der sørger gode venner for hans føde, der er den simplest mulige, og derfra vandrer han ud i dette land, hvor han nu har levet det meste af sin tid, og hvor han en dag vil lukke de øjne, der har set mere og måske fattet mere af det virkelige liv end hovedparten af hans landsmænd. Jeg kendte Alfred Sørensen, før jeg mødte ham, for han er en af Anna Ørnsholts ældste venner her. Begge har de repræsenteret et Danmark, som mennesker gennem dem har fået respekt for, og begge er de nu mere indere, end de er danskere. For begge gav de Indien deres liv, og Indien har modtaget denne gave ved at gøre dem til sine egne. Alfred Sørensen ejer intet pas. Han er en navnløs blandt utalte navnløse, og han ønsker det selv sådan. Men om hans medfødte kærlighed til alt levende kan ingen tvivle, der blot har set ham een gang. Da jeg fortalte ham om mit møde med den schweitsiske Swami, lo han meget hjerteligt og sagde på sin blide måde: "0h Gerner, vi har mange af dem her!" Og jeg tror ham, for jeg har set en del af dem, og det er gavnligt for sjælen i den forstand, at man gennem dem oplever, hvordan det åndelige liv ikke skal være! Disse mennesker markerer ved deres eget liv og deres egen væremåde den meget store forskel, der er mellem at være "mystisk" og "mystiker"!

– – – – – –

Netop dagen før han skulle begraves, nåede budskabet om Sven Johanssons død ud til mig. Selvom jeg var forberedt på det, var det alligevel, som om den farveskønne verden omkring mig for et øjeblik blegnede og mistede al tiltrækning. Døden er mig ellers ikke fremmed mere, dertil har jeg været vidne til for mange af vort arbejdes trofaste venners bortgang. Men at netop Sven, som endnu stod i sin manddoms bedste år, skulle bort, gjorde alligevel meget ondt. Jeg traf Sven Johansson ganske få år efter krigens ophør, netop som jeg for alvor havde påbegyndt mit arbejde i Sverige. Noget i vort sind var så ensartet, så fælles, at der meget hurtigt opstod et venskab mellem os, som skulle få den største betydning for vort arbejdes vækst i vort store broderland. For Sven Johansson blev Martinus arbejde meget hurtigt selve livet. Med sit rige varme hjerte, der altid havde søgt og søgt, begreb han intuitivt det inderste i Martinus budskab til menneskeheden, og fra det øjeblik denne forståelse var født, kendte Sven ingen grænser for sin trang til at meddele andre om den lykke, han havde oplevet. Af natur var han pioner. Det sås i hans arbejde for vegetarismen i Sverige, og det sås i hans arbejde for Martinus sag. Som en kæmpe af udseende, men med en natur så kærlig og så charmerende, at den smeltede alt, hvad den kom i berøring med, var Sven på en måde den fødte repræsentant for vort arbejde. Jeg tror ikke, at han ved sin død havde blot een fjende, selvom der var mange, der ikke forstod ham og ikke delte hans meninger. For Sven var simpelthen sådan, at hans atmosfære ikke tillod fjendskab.

Skæbnen ville, at vi kom til at stå hinanden meget nær. For Sven var en handlingens mand, der forstod, at livet krævede en indsats af os, om ikke Martinus arbejde skulle ende i gold teori. Fra den første dag han betrådte Kosmos Ferieby's jord, stod det ham klart, at der her var et område, hvor han kunne gøre en indsats. Og der lærte vi alle den Sven at kende, som ikke vidste af nogen grænse for sin energi og skabetrang. Lørdag efter lørdag ankom han med sin tungt lastede vogn, og før nogen rigtig var klar derover, opstod det gamle bondehus i feriebyens fjerneste hjørne som det idag af alle beundrede "Svenskehus". Men Sven ville videre. Aldrig såsnart var det gamle bondehus forvandlet indtil uigenkendelighed, før han havde planer parat til den tilbygning, der nu så venligt lyser enhver svensk gæst imøde, og som, hvad indretning angår, hører til feriebyens bedste, ja mest luksuriøse. Personligt føler jeg det som en stor lykke, at han fik lov til at opleve færdigskabelsen af denne tilbygning. Alle så vi, hvor det bar hen, men Svens vilje trodsede uafbrudt døden, og den lyseste dag i hans sidste år var sikkert den, da han, tungt støttet til sin stok, mager og udtæret, med lysende øjne betragtede sit fuldførte værk. Ingen af os, der i det øjeblik var hos ham, kunne sige noget. De fleste af os måtte kæmpe med vor bevægelse for ikke at vise ham, hvor bitterligt ondt det gjorde os at se netop ham, den ivrigste i– blandt os, så fortvivlende hårdt ramt.

Fysisk er Sven Johansson borte nu, og jeg tror, at hver og en af os, der kendte ham og holdt af ham, af vort hele hjerte under ham det lys, han nu oplever. Jeg måtte sige ham det sidste farvel umiddelbart før, jeg forlod Danmark. Åbent talte vi om det, der snart kunne komme, og hans eneste sorg var, at jeg ikke var hjemme og kunne begrave ham. Det var meget svært at sige ham farvel. Vore sidste ord var dybt private, men de indeholdt ikke fra Svens side blot antydningen af bitterhed over den skæbne, han nu gennem mere end to år havde kæmpet imod. Jeg tror ikke, at der findes blot een iblandt os, som har hørt Sven ytre blot eet beklagende ord i disse mange og for ham sikkert så uendeligt lange måneder. Altid mødte han os med smil og en ukuelig optimisme. Sagens liv og fremtid var uafbrudt i hans tanker, for han følte med hele sin sjæl, at det, han gennem Martinus havde mødt, var verdens åndelige fremtid.

Alle har vi mistet en ven, vi holdt af, et menneske, der ikke kendte til halvhed, som var så ægte i sine følelser, at alle vi, der stod ham nær, føler en dyb smerte ved tanken om, at vi ikke længere skal møde hans glade smil og optimistiske: "Hej på dej, gosse!" Men er han end selv borte, så lever hans ånd og minde iblandt os. Sålænge Svenskehuset består, vil erindringen om Svens glade smil og lyse tro på vort arbejde være en del af feriebyens liv. Udover Sverige sidder utallige af vort arbejdes venner nu med sorg i hjertet, for de kom til os gennem ham. Jeg er eet med dem i deres sorg og deres dybe beundring for Svens hustru, Britta, som bar denne så tunge skæbne uden at klage. Sagens skønne flag dækkede hans kiste, da vennerne sagde ham det sidste farvel. Til den sandhed, dette flag udtrykker, bekendte han sig, og jeg føler mig overbevist om, at intet i hans liv har stået ham nærmere, været ham kærere end den tankeverden, dette flag udgør det højeste symbol for.

– – – – – –

Langsomt nærmer det skønne indiske forår sig Delhi. Den 13.januar fejrede vi med strålende bålfester vinterens afslutning, og allerede nu stiger varmen næsten umærkeligt dag for dag. Overalt står haverne nu i deres skønneste flor, og luften dirrer af fuglesang. Mandag d.26. januar fejrer vi Indiens største fest, the Republic Day, og allerede nu stråler alle offentlige bygninger i den dybe, mørke indiske nat, oplyst af hundredtusinder af kulørte lamper. Fra alle dele af landet, ja fra hele verden, strømmer tusinder af gæster hertil, og gaderne er eet eneste hav af usandsynlige typer og maleriske dragter. Personligt har jeg igen i år modtaget en ærefuld invitation til at deltage i den indiske præsident, dr. Rajendra Prasad's reception i anledning af nationaldagen, en oplevelse, jeg glæder mig meget til, da den, hvad personer, farver og skønhed angår, må siges at udgøre selve kulminationen af al officiel festlighed her i Indien.

– Og netop i disse skønne forårsdage går så vort første kontaktbrev udover Indien til alle de adresser, jeg gennem mit møde med Indere har samlet, og det er mange hundrede. Denne udsendelse føles som et "fiskedræt", men hvor få eller hvormange virkeligt interesserede dette kontaktbrev end bringe mig i nærmere berøring med, så kan jeg allerede nu skrive, at sagens "kerne" her i Indien er i støt og rolig vækst. Ingen af os, der herude bærer på ansvaret for Martinus arbejde, ønsker nogen overvældende tilslutning i starten. Tværtimod, ønsker vi i langt højere grad den indre stabilitet, der vil sikre den videre vækst. Vi, og her vel især mest jeg selv, er klar over, at den største fare, der kan true et arbejde som vort, er "overflademedvind". Det har taget mig selv omtrent tredive år at arbejde mig ind til den forståelse af Martinus arbejde, jeg idag har, og jeg ved derfor mere end de fleste om de farer, begrebet "sukces" rummer for disse tanker, der er så umiddelbare i deres logik, men så uendeligt svære at efterleve. Det kan være let, og det kan også være meget fristende at opflamme mennesker ved hjælp af ord. Men målt med evighedens målestok er det af større betydning i hvert land at finde mennesker, for hvem Martinus tanker er mere end ord. For det vil blive på disse menneskers skuldre, at ansvaret for vort arbejdes kommende vækst vil hvile, og her er jeg i den uendelig lykkelige situation at turde skrive, at jeg allerede nu har mødt adskillige af disse mennesker. Og kendetegnet på, at de er de rette, har jeg netop i, at de er absolut enige med mig i, at Martinus arbejde skal vokse sig stort i Indien, men også at det skal vokse langsomt!

Med kærlig hilsen til Dem alle fra Deres hengivne og taknemmelige

 

Erik Gerner Larsson præsenteres for ambassadøren for Saudi-Arabien ... ... og den sudanesiske ambassadør.