Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Medens jeg sad og skrev mit sidste brev til Dem oppe i "De hellige mænds dal" i Rishikesh i Himalaya, havde jeg en oplevelse, som De bør høre om, fordi den så eftertrykkeligt markerer forskellen mellem livet hjemme og her. Mine venner var gået en tur, medens jeg skrev, og jeg ignorerede derfor en pludselig følelse af ikke at være alene. Men De ved selv hvordan, man har det, når man føler sig iagttaget, og lidt irriteret, fordi jeg vår meget optaget af at forme mit brev til Dem, vendte jeg mig om – og så lige ind i et kulsort ansigt, hvis øjne iagttog mig meget koncentreret. Jeg er sjældent blevet så chokeret. Det var en meget stor abe, omtrent på størrelse med et femårs barn, og den var ikke alene ankommet lydløst, men var nu på vej henimod mit camera og mit filmsapparat, som lå åbent fremme og øjensynlig tiltrak den meget. Hvad gør man i en sådan situation? Disse aber er ikke ufarlige. De bider, hvis de føler sig angrebet, og fyren her så absolut ikke venlig ud. Jeg var så forbløffet, at jeg nøjedes med at stirre ham lige ind i øjnene og i mit hjerte bede abernes guddom, Hanuman, inspirere sit afkom til at forsvinde. For den blotte tanke om at se mine kostbare apparater i hænderne på en abe, var nok til at få det til at løbe koldt nedad ryggen på mig. Aben blev åbenbart forvirret ved min intense stirren. Den gik et par skridt tilbage. Langsomt rejste jeg mig, meget langsomt og stadig stirrende fyren lige ind i øjnene. Det blev den gudskelov for meget af det gode. Baglæns trak den sig ud af stuen og bragte sig i sikkerhed lige udenfor døren, som jeg ikke var sen til at låse eftertrykkeligt. Jeg var oprigtig talt Hanuman meget taknemmelig, da min uventede gæst var vel af vejen.

Jeg havde kun mig selv at bebrejde for hvad, der kunne være hændt. For dalen vrimlede med aber. Alle vore vinduer var forsynet med stærkt net, og det var nødvendigt, for aber i alle størrelser kom uafbrudt og iagttog os. Det morede mig meget, at vi var "inde i buret", og at det var aberne, der sad med fladtrykte næser og fulgte enhver af vore bevægelser – det har jeg aldrig oplevet før! At de er utroligt frække skyldes kun, at ingen nogensinde generer dem. Alle fodrer dem, og de færdes, hvor det passer dem. Klimaet er vidunderligt, så der er ingen tvivl om, at de har det rart. De fleste af dem var Rhesusaber, men der var altså også enkelte flokke af de meget større "Black-face"-aber, der med deres smukke lysegrå pels var overordentlig dekorative.

Inden jeg var færdig med mit brev, vendte mine venner tilbage og meddelte mig, at vi omgående skulle afsted for at besøge syv hellige mænd i den berømte Sapta Rishi Ashram nær Hardwar, Indiens mest hellige plads efter Benares. Vejret var himmelsk, hverken for køligt eller for varmt, og stemningen den bedst tænkelige. Vi kørte på langs af dalen og havde hele vejen både udsigt til Ganges og til Himalayas bjerge, hvis konturer er meget, meget skønne. Efter et par timers kørsel nåede vi de syv hellige mænds Ashram, der viste sig at være en ualmindelig skøn plads, der bestod af 3 gange syv tempellignende bygninger placeret omkring et meget smukt tempel. Syv af de tempel lignende bygninger var reserveret syv swamier, medens de andre var beboet af åndeligt interesserede mennesker, der her havde tilladelse til at have deres familier hos dem. Vi blev meget venligt modtaget af en swami, der i forvejen kendte general Sharma, og han viste os ikke alene templet, men introducerede os også til to af de syv hellige mænd. Hver og en af disse hellige mænd er forhenværende høj tansete indiske lærde, der har trukket sig tilbage fra verden til en plet, der er berømt overalt i Indien. For netop der, hvor de bor, deler Ganges sig i syv mindre floder, der atter forener sig længere nede i lavlandet. Naturligvis er der en mytologisk historie bag dette, og den var beskrevet i billeder i templet. Nok er det, gennem utalte tusinder af år har der boet hellige mænd her, og jeg var naturligvis lykkelig ved at møde dem. Modsat swami Sivananda modtag disse fremragende mænd os med strålende smil og en meget hjertelig omfavnelse. De var meget gamle, med langt hvidt skæg og øjne så milde, som man vist kun får, når livets virkelige lektie er lært helt tilbunds. Vi blev inviteret indenfor, og de viste os med stolthed deres beskedne hjem, der bestod af en diminutiv stue med en typisk indisk seng og et lille skrivebord samt en bogreol. Desuden havde de et lille toilet og et lille køkken. Under stuen var der et underjordisk rum, hvor de kunne meditere aldeles uforstyrret. Da de fik at vide, at jeg var lærer i Martinus åndsvidenskab, var der ingen ende på deres spørgsmål og deres ønske om at vise mig sympati. Vi drøftede en masse problemer, og mine svar optog dem såmeget, at en af dem bragte lederen, der efter en kort samtale med ham meddelte mig, at jeg når som helst, jeg ville det, kunne vende tilbage og få overladt et hus mage til de andres, sålænge jeg selv ønskede det. Det skulle aldrig koste mig noget som helst! Vor afsked med de to hellige mænd var meget hjertelig. Til minde om besøget skænkede de mig to dejlige bøger, slidt af studium og ælde og netop derfor langt mere værdifulde for mig, end om de havde været nye og urørte. Det var virkelig med vemod i hjertet, at vi efter hjertelige omfavnelser forlod denne plet, der forekom mig at være så nær min egen drøm om et Shangrilah, som et jordisk sted kan være.

I stilhed drog vi videre mod det berømte Hardwar, hvortil utalte tusinder af pilgrimme fra hele Indien ustandseligt strømmer. Her er stedet, hvor de berømte Vedaer er skrevet, og her har Indiens hellige mænd gennem mere end 20.000 – tyvetusinde – år levet og skabt den kultur, hvis indre ild den dag i dag brænder med usvækket kraft. Hardwar er næsten ubeskrivelig med sit virvar af mennesketyper. Fra alle dele af Indien mødes mennesker her for nøgne at bade i Ganges og dermed befri sig for enhver synd. Til alt held vidste jeg ikke, at fotografering var strengt forbudt og blev først klar over det, da en ung Inder nær havde revet mit apparat ud af hænderne på mig. Lad det være ham tilgivet! Især da, hvis de få billeder, jeg nåede at tage, er blevet gode! Jeg vandrede rundt mellem alle disse mennesker og iagttog dette fremmedartede liv med al den interesse, man føler for livsformer, der så helt afviger fra det tilvante. Her sad utallige mirakeldoktorer og kurerede for alle sygdomme. Ude i floden stod mennesker i dyb religiøs ekstase, og omkring os vrimlede det med tiggere i så frygtelige udgaver, at man blev syg i hjertet af at se deres elendighed. Medens jeg vandrede rundt mellem alle disse fremmedartede mennesker, slog det mig, at jeg her så det Indien, vi alle, mere eller mindre, drømmer om at opleve. Thi her forenede Ganges og Himalaya sig på en måde, jeg næppe nogen sinde mere kommer til at opleve. Over os så vi de vældige sneklædte bjergtinder lyse i solen, og ved vore fødder havde vi Ganges glitrende vande, i hvilken tusinder og atter tusinder af mennesker badede i ekstase. Intet sted har jeg oplevet en så fortættet materialisation af det inderste i indisk væsen som her, hvor dette at drukne er ensbetydende med at gå direkte fra jordens besvær og lidelser lige ind til Nirvana!

Træt og næsten svimmel af de mange indtryk, vandrede vi op i byen til et af de mange spisesteder. Uanset hvor mange hundredtusinder, der kommer til denne plet, vil intet menneske her kunne opleve at få serveret blot antydningen af kød eller fisk, – retter der i tusinder af år har været bandlyst fra dette fredhelligede område. Nuvel, for mig var det Jo intet savn. Jeg satte mig glad tilrette sammen med mine venner, for jeg har ikke alene forlængst lært at spise al indisk mad med glæde, men jeg formår også både at smaske og ræbe på de rigtige steder. Længere ud har jeg ikke turdet vove mig, og jeg forudser en vanskelig, men nødvendig "omskoling" i mine vaner, når jeg nu inden længe vender hjem.

Inden vi forlod Hardwar, besøgte vi Ramakrishnamissionens hospital der og hilste på de swamier, der ledede dette smukke og absolut uselviske arbejde. Årsagen til, at jeg bemærker dette besøg, er udelukkende den, at overlægen, major Dixit, en mand midt i halvtredserne og måske et af de fineste mennesker, jeg har mødt herude, er så glad for Martinus arbejde, at han alvorligt påtænker at besøge Danmark alene for at se og tale med Martinus. Kontaktbrevene cirkulerer meget livligt mellem Ramakrishnamissionens swamier, der er meget åbne mennesker, og som i det, de indtil nu har hørt om Martinus, har fundet såmange lighedspunkter mellem Ramakrishna's og Martinus syn på livet, at de ganske åbent udtrykker deres store glæde over Martinus eksistens. Eet er fælles for alle disse mennesker, og det er, at de ønsker Martinus derud. Og jeg forstår dem, og håber deres ønske må gå i opfyldelse. For Martinus vil her møde et publikum, der ikke findes mage til på hele jorden.

– – – – – –

Den følgende morgen, lørdag den 28.marts, brød vi op og sagde farvel til swami Sivananda og alle de øvrige swamier i den store Ashram. Jeg havde ind imellem haft mange samtaler med disse mennesker, hvoraf i hvert fald nogle enkelte virkeligt giver deres liv helt og udelt i det godes tjeneste. Men mange iblandt dem, altfor mange synes det mig, er rene eskapister, der her, sig selv uafvidende, opelsker talentkerner, der i et følgende liv vil lade dem fremstå som renlivede psykopater. Det er så let på en så stor afstand som Europa-Indien at forestille sig disse hellige mænd som selve inkarnationen af alt godt og smukt. Swami Sivananda har udgivet en bog, i hvilken han har ladet aftrykke hyldestbreve til ham fra alverdens lande, også Danmark. Jeg tilstår, at jeg rødmede både på hans og på brevskrivernes vegne, da jeg læste denne bog, der lærte mig en hel del om de vanskeligheder, der åbenbart altfor let times den, der har den lykke at opleve et kosmisk glimt.

Vort næste mål lå meget fjernt fra "De hellige mænds dal". Det var verdens største dæmning – Bhakradæmningen – i staten Pundjab, ca.600 km fra Rishikesh. At se denne vældige dæmning, der er 14 fod højere end den berømte amerikanske Hoover-dæmning og som, når den er færdig, vil danne et vandreservoir på ikke mindre end 64 sq. miles, har gennem måneder været min store drøm. Men jeg havde afskrevet den og blev derfor mere end almindelig lykkelig, da professor Kapur kategorisk erklærede, at jeg ikke fik lov til at forlade Indien uden at have besøgt "Bhakra-Nangal", det moderne Indiens utilslørede stolthed.

Det tog os mere end ti timer at nå til Bhakra. Men hvilken køretur! Til alt held for os var vejret letskyet, så heden var overkommelig, da vi igen nåede lavlandet og nu kørte ind i Sihkernes land Pundjab. Time efter time kørte vi gennem tilsyneladende endeløse hvedearealer, der netop nu er klar til høst. Mine årstidsbegreber er blevet rodet slemt sammen det sidste år, og herude er det hele meget forvirrende. For samtidigt med at kornet modnes på markerne, skifter mange træer løv og står lysegrønne, medens mangotræerne – Indiens mest velsignede træ – nu står i fuld blomst. Navne som "januar", "februar" og "marts" mister helt deres indre mening, når temperaturen omkring en ligger langt højere, end hvad vi hjemme oplever i selv de hedeste augustdage. Jeg har forlængst givet op i mit forsøg på at følge med. Indien er et tropeland med helt andre årstider end vore, selvom både den korteste og den længste dag herude falder på de samme datoer som hjemme. Alligevel var der noget dejligt hjemligt over synet af disse vældige kornmarker, der i år står så strålende som aldrig før. Gang på gang følte jeg mig hensat til vort eget lille, fredelige land, men desværre ødelagde synet af kameler og oksekærrer illusionen.

Hen på eftermiddagen tonede Himalaya igen frem over den grå varmedis. Det var dennegang bjergene ved Simla, og vi nød alle dette storladne syn. Himalayakæden har givet Indien en fantastisk grænselinie mod Kina og Sovjet. Folkeslagene lever her så adskilte, at enhver kan bevare sin egen kultur. Men at freden ikke dominerer verden, så vi af de mange skilte, der på det alvorligste forbød fotografering. Pakistan ligger ubehageligt nær Bhakra Nangal projektet, og ingen Inder skjuler for sig selv, at een eneste velplaceret bombe kan ødelægge, hvad det har kostet 700 millioner Rupees at skabe. Vi nåede byen Nangal, netop som mørket begyndte at sænke sig over os. Hurtigt fandt vi et hyggeligt "Resthouse" og indrettede os for natten, hvorefter vi kørte ud til det berømte Nangal sluseværk, der lå badet i utalte tusinder af lampers skærende hvide lys. Jeg er ikke tekniker og vil derfor ikke indlade mig på nogen detaljeret beskrivelse af dette vældige anlæg, der allerede nu forsyner store dele af Nordindien med elektricitet samtidigt med at det vand, der producerer denne elektricitet, gennem kilometerlange kanaler ledes ind over områder, der før var ørken, men nu, takket være det livgivende vand, er blevet forvandlet til frodige kornmarker. Indien har jo gennem tusinder af år været plaget af hungersnød, og ingen af dets erobrere, heller ikke englænderne, var det mindste interesseret i at afhjælpe dette forhold. Da frihedens time endelig slog, gik Inderne omgående igang med disse vældige kanalarbejder. Overalt hvor det er muligt, skabes der kunstige damme til opbevaring af vand, og ingen bør være i tvivl om, at Indien en dag, gennem disse enorme vandreservoirer vil have løst sit ernæringsproblem, hvis –. Ja, hvis det altså lykkes regeringen gennem sin stadig mere og mere energiske kamp for familieplanlægning at dæmme op for den voldsomt stigende fødselsprocent, vel nok Nehru's værste mareridt.

Den følgende morgen startede vi til Bhakradæmningen. En ung ingeniør var blevet stillet til vor rådighed, og så snoede vi os da sejgt og langsomt op i 1600 meters højde og befandt os endelig ved denne dæmning, der V-formet forbinder to store bjerghøjder. Inderne har sprængt sig 200 fod ind i disse to bjerge, både langs deres sider og ned i bunden og derfra konstrueret en mur der, når den er færdig, vil være 740 fod høj. Jeg kunne med lethed fylde resten af dette brev med fantastiske facts fra dette gigantiske arbejde, der får enhver Inders øjne til at stråle som sole. Men det er ikke min opgave. Jeg nød synet af dette vældige arbejde, som enhver lægmand ville nyde det, for det er ubeskriveligt imponerende. I et sekund gik mine tanker fra det enorme intellektuelle arbejde, der ligger bag denne skabelse til den nøgne hellige mand dybt inde i junglen ved Rishikesh. Hvilket land! Alt rummer det. Fra mennesker i det næsten ukendte nordøstlige område, der endnu lever på stenalderfolkets udviklingstrin med skarptfilede tænder, til strålende ingeniører og endelig hellige mænd af alle grader. Intet under, at man altid vil føle sig draget mod denne forunderlige indiske verden, der samlet indebærer så mange både tiltrækkende og frastødende egenskaber. Næppe noget andet land i verden rummer såmange yderpunkter af kontrastprincippet. Indien har verdens højeste bjerg, Mount Everest, og de dybeste diamantminer. Det har verdens rigeste mand, Nizamen af Hyderabad, og det har uimodsagt ikke alene verdens fattigste mennesker, men også flest af dem. Det har temperaturer så langt under frysepunktet, at ingen kan leve i dem og varmegrader så høje, at de sprænger klipper – nej, Indien er ikke et land. Det er et kontinent og et kontinent så afvigende, at enhver, der påstår at kende det tilbunds, enten bevidst lyver eller også er en tåbe.

Hen på eftermiddagen forlod vi Nangal med kurs mod en anden af Indiens store seværdigheder, staten Pundjabs nye hovedstad Chandigar, skabt af den berømte franske arkitekt L'Corbusier. Igen kunne jeg anvende sider til at beskrive det syn, der åbenbarede sig for os, da vi gled ind i Chandigar, hvis lange, lige boulevarder med de skønne supermoderne indiske huse, var så afvigende fra alt, hvad jeg ellers har set i Indien, at man følte sig som i et fremmed land. Chandigar er en drøm i hvidt, drømt af en arkitekt, som her har fået helt frie hænder til at forme en by efter sit eget hovede. Men eet havde han glemt: at tage misteltenen i ed. L'Corbusier kommer fra et andet klima end Indiens. Han glemte støvet og fuglene. Støvet lægger sig overalt i det fine kniplingsværk, som hver eneste balkon er i denne skønne by, og fuglene bygger reder netop de steder, hvor ingen kan forstyrre dem. De indiske kvinder, som bor i disse huse, jamrer over støvet og fuglene, men det er sikkert også det eneste, de har at jamre over. For mage til dejlige huse findes næppe andre steder i Indien.

Efter at have kørt gade op og gade ned i Chandigar og beundret de mange forskellige nykonstruktioner satte vi kursen mod byen Ambala, hvor vi var inviteret til at være gæst hos the chief-commissioner for Pundjab, Mr.K.L. Budhiraj, der boede i den tidligere engelske kommandants store hus. Ambala havde under den engelske besættelse en af de største militære belægninger og rummer fremdeles en indisk militær afdeling på 25000 mand. Under vor kørsel brød et vældigt uvejr løs, så vi var lykkelige, da vi, efter mørkets frembud nåede frem i god behold. Mr. og Mrs. Budhiraj tog overordentlig venligt imod os, og vi blev indkvarteret i soveværelser, som mere lignede små sale end soverum. Englænderne forstod virkelig kunsten at gøre sig det hyggeligt herude. Ved den påfølgende middag havde jeg den oplevelse at møde broderen til den nyligt afdøde Maharajah af Patiala, hans exellence Rajah Mahesh Zidar Singh, der inviterede mig til at bo hos sig i hans palads, sålænge jeg ville. Det var faktisk fristende. Men han var ortodoks Sihk og virkede meget fanatisk, så jeg afslog det venlige tilbud. Iøvrigt betroede han mig, at han havde store vanskeligheder med broderens efterladte enker, 500 – femhundrede – ialt! Det tror jeg!!!

Det var stadigt uvejr, da vi den følgende morgen forlod vore venlige værtsfolk og satte kursen mod Delhi. Torden, lyn og styrtende regn fulgte os et stykke på vej, men så klarede det op, og heden blev igen det altovervejende problem. Vi var alle lidt trætte og sad og døsede, da vi pludselig blev slynget rundt mellem hverandre ved en meget hård opbremsning. Foran os stod en rutebil på tværs af vejen, og lige foran vor køler lå de blodige rester af en gammel mand, der var totalt knust. Jeg har een gang før i mit liv oplevet en trafikulykke, men ikke med dødelig udgang. Det virkede meget uhyggeligt at se denne gamle mand ligge svømmende i sit eget blod. Men vi kunne intet gøre. Trafikken på Indiens veje er frygtelig, fordi disse mennesker ofte slet ikke synes at sanse den fare, som biler er. De går uden betænkning lige ud foran biler i stærk fart, og hver dag kræver døden her sin bitre pris. Jeg har været forberedt på det, der her mødte os, såmange gange, men nu, da det endelig kom, virkede det alligevel voldsommere, end jeg havde tænkt mig. Vi bøjede alle vore hoveder i bøn for, at denne gamle mands sjæl nu måtte føle sig fri og lykkelig.

Efter seks timers kørsel, hvor vi bl.a. stoppede op et øjeblik for at se den plads, hvor Indiens bibel Bhagavad Gita er skrevet, nåede vi tilbage til Delhi. Mit livs forunderligste fødselsdagsgave var slut. Det er kun så lidt, jeg har kunnet beskrive af den i disse to breve, men jeg håber alligevel gennem dem at have givet Dem et lille indtryk af en anden del af det Indien, end det jeg har oplevet her i Delhi. Vor tjener Mohansingh modtog mig med sit sædvanlige, strålende smil. "Lot's'letters, Sahib!", sagde han og førte mig stolt hen til mit skrivebord, hvor han omhyggeligt havde stablet alle de i mellemtiden ankomne breve op i små fine bunker. Jeg tilstår, at jeg i hast pillede alle de, der havde danske frimærker ud af bunkerne, før jeg startede vifteren i loftet og smed mig, så lang jeg var på sengen for at få et hvil – omkring 1500 km, havde vi kørt, og hvad havde vi dog ikke oplevet!!!

Med kærlig hilsen til Dem alle fra Deres hengivne og taknemmelige