Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind stk. 673 og 674.

"Men "livsytringer" er jo det samme som bevidstheds­tilkende­givelse, hvilket igen er det samme som en slags tale eller korrespondance. Men når naturen således er en bevidsthedstilkendegivelse eller tale, vil det altså sige, at der bag naturen er et "noget" eller et "jeg", der manifesterer sig igennem naturen på samme måde, som vort eget jeg manifesterer sig igennem vor organisme, med andre ord naturen er også et "levende væsen".

Intet under at de levende væsener i deres dybeste natur er indstillede på dette. Vi ser de primitive mennesker, der endnu lever i tænkningens spæde stadier, alle uden undtagelse er indstillede på, at naturen er udtryk for et eller flere sådanne kosmiske væsener. De ser "ånder" i træer, stene, bjerge, sol og måne etc. De "tror" på en "gud" eller "guder". Og de afviger kun fra de "kosmisk bevidste" væsener derved, at disse ikke mere "tror", men "ser" eller oplever som kendsgerning, at naturen netop er bevidsthedsudtryk for store organfunktioner, er organismer for store væsener. De ser, at vi alle befinder os som mikrovæsener i en større organisme, hvis ophav må blive det samme over for os, som vi er over for de former for mikroskopisk liv, vor egen organisme består af. De ser således, at organismer kun kan eksistere som bestående af organismer. Livet repræsenterer organismer indeni organismer og på denne måde væsener indeni væsener og således fortsættende i det uendelige. Og igennem hele denne uendelighed, dette ocean af organismer, ser de kosmiske væsener sammenhængende principper, der afslører denne uendelighed som et eneste altomfattende levende væsen. Dette væsen er, som allerede tidligere her i "Livets Bog" påpeget, den eneste absolutte sande Guddom.

Vi ser således her, at det primitive menneske og det mest intellektuelle menneske næsten er på samme bølgelængde. Begge parter opfatter alle energiudløsninger som "livsytringer". Det er kun på mellemstadierne mellem disse to kategorier, at man opfatter energiudløsningerne i mål- og vægtfacitter eller er begravet i den endeløse årsags- og virkningslinie. Hos disse væsener, der jo er længere fremme i spiralkredsløbet end naturmennesket, er den fra forrige spiral nedarvede "kosmiske bevidsthed" som følge heraf helt degenereret og befinder sig i sit mest latente stadium. Det vil altså sige, at disse mellemstadiumsvæsener er længst mulig borte fra oplevelse af Guddommen, er længst borte fra det åndelige livs traditioner. De har så at sige mistet al dagsbevidst fornemmelse af Guddommen. De har derfor slet ikke evne til at "tro". Deres villieførende faktor er intelligensen. Da de på grund af deres "kosmiske bevidsthed"s latenthed kun kan opleve fysisk, kan de med intelligensen kun erkende fysiske foreteelser og må af naturen således benægte alt, hvad der ligger over det fysiske plan, alt hvad der ikke fysisk kan sanses, vejes og måles. Og vi har her den ejendommelige væsenstilstand, hvor man midt i livets manifestationer eller urokkelige tilkendegivelser, ja, endog på trods af sit eget livs virkelighed benægter, om end ubevidst, dettes eksistens. De mål- og vægtfacitter, man er specialist i at fremskaffe, virker ikke i livets, men i dødens favør. De skaber den materialistiske bevidsthedsindstilling."