Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Var min ankomst til Delhi en vidunderlig oplevelse for mig, var afskeden ikke mindre smuk. Da det rygtedes, at jeg ville forlade Indien d.18.april, begyndte det at strømme ind med gaver og kærlige breve, og mig aldeles ukendte mennesker opsøgte mig for at takke for de tilsendte Kontaktbreve. Det hele føltes meget mærkeligt, thi selvom jeg havde søgt at gøre mit bedste, havde jeg på en måde levet betydeligt mere i "baggrunden" end under mit sidste ophold i Indien. Sandt nok, havde jeg været gæst i et utal af hjem og deltaget i mine venners rent private familiefester, men derudover havde jeg koncentreret de fleste af mine kræfter om min stadigt voksende korrespondance og overladt det rene foredragsarbejde til mr. Mathur, der fik sit foredrag af mig på engelsk og derefter gengav det på hindi om aftenen. Så jeg var meget overrasket over den store sympati, jeg pludselig oplevede fra personer og kredse, jeg kun overfladisk havde været i berøring med. Den 16.april arrangerede New Delhi's vegetariske club en smuk afskedsaften for mig. Jeg kendte mange af dens medlemmer, og det var mig derfor en stor glæde endnu engang at mødes med dem og tale om Martinus arbejde til dem. Glæden var såmeget større, som denne forening, der er meget eksclusiv, netop havde besluttet sig til at udgive Martinus bog "Den ideelle føde" i deres magasin, som kommer over hele Indien. Derudover havde man besluttet at trykke bogen og reservere et givet antal, som skulle skænkes til alle landets ansvarlige ledere. Dette magasin samt adskillige andre har givet mig carte blance til at skrive alt, hvad jeg ønsker om vort arbejde i fremtiden, og gennem dem har vi en rig chance for at sprede Martinus tanker i Indien. Lederne i denne club er blevet mine meget personlige venner. De er umådeligt optaget af Martinus tanker og har givet mig deres ord for, at de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe mig i fremtiden. Afskedsfesten for mig føltes derfor ikke som noget "officielt", den føltes virkelig som en vemodig afskedstagen med venner, med hvem jeg følte mig i dyb kontakt. Gennem de mange smukke taler for mig gik der en varm understrøm af ønsket om det gensyn, alle mine venner, syntes det mig, regner lidt for sikkert med.

Den følgende aften, fredag d.17., havde jeg den vidunderlige oplevelse at være vært ved et typisk indisk garden-party arrangeret af mine nærmeste venner i min "egen" have. Det hele var holdt som en overraskelse til mig, men man havde glemt at "tage misteltenen i ed". Min elskelige vært kunne ikke tie, så da en gruppe mænd begyndte at forandre vor have med tæpper, borde, stole og kulørte lamper, var jeg forberedt. Blot ikke på antallet af gæster. Jeg havde troet, vi blot skulle være ganske få, men da klokken var syv, og det indiske mørke svøbte sig om os, myldrede det med mennesker omkring mig, mennesker som alle gav udtryk for den store glæde, de følte ved skabelsen af "M.I.O.S.S. – Delhi Centre". (Martinus Institute Of Spiritual Science – Delhi Centre).

Jeg ved, at De i tankerne har fulgt mig vinteren igennem, og De burde have været med til denne fest. Ikke for min skyld, thi glæden var for mig mindre den sympati, man viste mig, end den indre lykkefølelse over at min mission var lykkedes. Thi omkring mig havde jeg her en meget stor gruppe af Delhis betydende mænd, der alle gav udtryk for, at Martinus arbejde havde vundet deres hjerter. Major-General Sharma holdt hovedtalen, hvis hovedtema var det enkle, som professor Kapur allerede havde givet udtryk for, at Martinus i sin åndelige rod var østerlænding, så sandt som alle hans tanker ikke alene var i den dybeste samklang med al indisk filosofi, men videreførte denne indtil en kulmination så blændende, at man nu kun ønskede een eneste ting, at have alle hans værker på engelsk. Og igen måtte jeg høre dette, at ingen af mine indiske venner evner at opfatte mig som europæer. "Du kan simpelthen ikke være det", sagde general Sharma, "jeg har arbejdet sammen med europæere hele mit liv, men jeg har aldrig mødt blot een, der har forstået os og levet med os, som du har gjort det. Du hører til her og burde slet ikke have lov til at rejse hjem!" Hvor sande disse ord er, kan jeg ikke vide. Jeg ved blot, at jo dybere jeg er trængt ind i indisk liv og tænkemåde, desto taknemmeligere er jeg mod Forsynet for, at jeg har fået lov til at opleve Indien. Jeg kunne med lethed være forblevet der, thi indbydelserne til at blive strømmede ind over mig. Men heden var forfærdelig. Vi havde 44 grader celcius i skyggen, – solen tør jeg slet ikke tænke på – og jeg var derfor glad for, at min billet var i orden og afrejsens tidspunkt fastsat. Desuden havde jeg været temmelig syg i februar og følte mig nu så træt, at tanken om at komme hjem inspirerede mig meget. Midt under festen havde jeg en oplevelse, som sendte en meget varm glædesbølge igennem mig. En af mine venner, som var forhindret i at komme, sendte sin tjener med en fin lille kuffert og et meget kærligt brev. Kufferten indeholdt de skønneste gaver i elfenben til Martinus, min kone og mig selv, – minder for livet om et ophold iblandt mennesker for hvem Martinus tanker meget hurtigt vil blive nødvendigt "dagligt brød".

Efter en meget travl lørdag bragte en af mine venner mig sent på aftenen til Palam lufthavn, hvor jeg til min store overraskelse genså en mængde af de mennesker, der havde været mine gæster aftenen i forvejen. De druknede mig i skønne kranse og tog næsten vejret fra mig ved deres hjertelige omfavnelser. En af de ledende officerer i toldvæsenet er meget begejstret for Martinus, og han overtog simpelthen alt mit pik–pak, så jeg kunne få fri til længst muligt at være sammen med vore venner. Thi de er ikke mine venner alene, de er også Deres, og det indtil en sådan grad, at fører skæbnen Dem til Delhi, vil også De have venner der, som omgående vil tage sig af Dem! Min maskine var, til alt held næsten, forsinket en time på sin vej fra Singapore, så vi havde god tid til at sige hinanden farvel. Men pludselig for vore hænder automatisk op til ørerne, thi nedover os drønede den store engelske jetliner "Comet-4" og tog cementen. Fantastisk var den! Større og skønnere end nogen anden maskine jeg hidtil har fløjet med – men larmen!!!

Præcis kl. 24 gik vi på vingerne i et brøl, som selv inde i kabinen fik os til at holde for ørerne. Men kun for en kort stund. I svimlende fart gik vi op på 37000 fods højde, og så gik det mod Europa med en fart af op til 900 km i timen. "Hvordan er det så at flyve i jetmaskiner?" Jeg ved, at mange gerne vil vide dette, og jeg vil åbent svare, at uanset hvor glad jeg har været ved at flyve med propeldrevne maskiner, er det at flyve Jet som at skifte fra en gammel bilmodel til en af de moderne streamline. Men det er "en ny fornemmelse". Højden er jo svimlende. Stjernerne lyser store og meget skønne på himlen. Men byerne under os har jo ikke samme størrelse, som når man flyver på 3000 fods højde. Vi skulle ned i Karachi i Pakistan, og jeg må sige, at jeg snappede efter vejret, da jeg så med hvilken fart denne store by, der lignede en kæmpejuvel i den mørke nat, kom jagende op imod os. Den synede så lillebitte, da jeg først fik øje på den, men under dykket ned imod den, udvidede den sig så hastigt, at jeg et sekund tænkte: "Dette går aldrig". Men kun et sekund, for få minutter senere landede vi, blødt og elegant. Da morgenen gryede, jog vi ind over den arabiske ørken og nåede lige at se de sneklædte bjergtoppe i nærheden af Damascus, før vi lagde an til landing i Beiruth, Libanons hovedstad. Solopgangen havde været et ubegribeligt skønt eventyr. Oppe i den højde, hvor vi fløj, skiftede farvetonerne uafbrudt fra det dybviolette over i det grønligtrøde, og jeg vil ikke skjule for Dem, at det gør et dybt indtryk på sindet at sidde ved vinduet i en sådan maskine og se hundreder af kilometer udover den jord, der ligger udbredt under en. Udsigten er aldeles fantastisk, selvom man ikke ser så mange detaljer som i de propeldrevne maskiner. Men det virker temmelig voldsomt f.eks. at se hele Cypern og senere det meste af Grækenland udstrakt under sig. Himlen var skyfri, så udsigten var enorm. Påny mødte vi det ultrablå Middelhav og dermed de første tegn på, at vi nu var i en anden verden end den, jeg havde forladt. Thi nu kom skyerne. Som et vældigt tæppe dækkede de Nordeuropa. Men også skyer er skønne, når de belyses af solen. Pludselig dukkede Alpetoppene op. Mont Blanc lyste strålende hvidt i formiddagssolen, – hvad havde jeg dog ikke oplevet, siden jeg sidst så denne berømte bjergtop! Igen lød ordren til at spænde sikkerhedsbæltet fast, og lidt senere tog vi cementen i Frankfurt a.M.'s store lufthavn, hvor en maskine holdt og ventede på mig. Vi var en smule forsinket, men ikke mere end at Lufthansa havde besluttet at vente på mig. Således gik det til, at jeg kun 20 minutter senere igen var på vej. Dennegang i en "normal" maskine, der kun skulle mellemlande i Hamburg. Igen fløj jeg under skyerne, og jeg vil ikke skjule for Dem, at hjertet bankede meget stærkt i mig ved synet af de blomstrende frugttræer, grønne marker og små hvidkalkede huse. Omkring kl.14 fik jeg Danmark i sigte, og kl.14.40 tog vi cementen i Kastrup lufthavn,ca.19 timer efter at jeg havde forladt Delhi! På B.O.A.C.'s kontor i Delhi havde man fortalt mig, at jeg ville blive den første skandinav, der tilbagelagde turen Delhi-København i en så kort tid. Måske er det sandt, jeg ved det ikke, jeg ved blot, at den egentlige rejse sluttede nøjagtig i det øjeblik, en lille lyslokket dreng slog sine arme om halsen på mig og henrykt-genert sagde: "Dav far!"

– – – – – –

Een ulempe har jetflyvning. Man kommer så hurtigt frem, at oplevelserne næsten bliver perspektivløse. Gammeldags rejseliv gav mulighed for at bryde båndene mellem dem, man forlod og knytte båndene til dem, man var på vej imod. Idag flår man det hele itu i et Nu, og jeg oplevede det mærkelige, at det på en måde kun var min krop, der var kommet hjem. Først nu begynder det hele at antage normale former for mig, og jeg kan begynde at se denne rejse som et samlet hele, eller måske rettere: som en del af en plan, der er ifærd med at fuldbyrde sig selv. Jeg føler det endnu for tidligt at give udtryk for mit eget rent personlige skøn over virkningen af mit arbejde i Indien og foretrækker her at henvise til mr. Mathurs vedlagte rapport. Eet kan jeg imidlertid klart give udtryk for, og det er min dybe overbevisning om, at havde Forsynet ikke i en så åbenlys grad, som tilfældet har været, været med mig, var min opgave ikke lykkedes. I en grad som det kun bliver få beskåret at få lov til at opleve, har jeg dag ud og dag ind følt, at jeg blot opfyldte givne led i en plan, der var tilrettelagt af helt andre kræfter eller magter end de, man rent fysisk er i berøring med. Hundreder af små daglige oplevelser pegede hen på denne plan. Alene dette at møde et menneske som mr. Mathur, der nu helt giver sit liv for Martinus arbejde, er i sig selv et mirakel. Men han er kun en af de mange, Forsynet lod mig møde. Før jeg landede i Delhi i december, bad jeg til Forsynet om, at det ville bruge mig, så langt mine evner og kræfter rakte,– jeg føler, at denne bøn virkelig blev hørt.

– – – – – –

Tilbage har jeg så kun endnu engang at bringe Dem alle min kærligste tak, fordi De sendte mig ud til det fjerne Østen! Uden Deres hjælp og, det føler jeg stærkt, Deres dybe medleven i mit arbejde, havde jeg ikke haft kræfter til at gennemføre denne opgave, der ikke alene har rummet meget lys, men naturligvis også en portion skygge. Og lad mig til min tak til Dem alle få lov til her at føje en kærlig tak til min hustru, der ved sin dybe forståelse af mit livs specielle natur, har været mig en enestående hjælp!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!