Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære venner i og udenfor Indien!

Et af de problemer, der volder det åndeligt interesserede menneske størst vanskelighed, er at finde ud af, med hvem det kan tale om sine åndelige interesser. I begejstring over sin egen forståelse føler det en næsten eksplosiv trang til at meddele sig til sine venner, til at delagtiggøre dem i den glæde, studiet af de kosmiske problemer har skænket det. Til sin forbavselse, ja ofte store sorg, oplever det her, at mennesker, med hvem det på alle livets øvrige områder er i strålende kontakt, ikke alene afslører manglende interesse for sand åndelig forskning, men ytrer en uvilje til at lytte, der ofte grænser til direkte intolerance.

Da dette er en oplevelse, der bliver enhver nybegynder i studiet af åndsvidenskab til del, altså udgør en erfaring vi alle enten har været eller i øjeblikket er i berøring med, har Martinus i sit hovedværk "Livets Bog"s første del givet os alle et første elementært indblik i de førende åndelige kræfters måde at virke på i det enkelte menneskes sind. Han har kaldt dette afsnit for "Jordmenneskehedens modtagelighed for den ny verdensimpuls", og han har givet os denne vejledning for at hjælpe os til at forstå, at selvom en givet part af menneskeheden er moden for en højere forståelse af livet, så repræsenterer denne part endnu et mindretal imod de utalte millioner, der endnu med deres indstilling til livet er knyttet til vibrationerne fra den gamle verdensimpuls.

Det er stadigt her nødvendigt at holde sig for øje, at det store flertal endnu er uden den virkelige åndelige hunger, der udgør den indre, urokkelige forudsætning for en reel dybtgående forståelse af livet. Det er så fristende, når åndelige problemer diskuteres, og alle synes interesserede, da at tro, at disse mennesker virkeligt er åndeligt søgende mennesker. De er det, men for langt de flestes vedkommende er interessen så overfladisk, at de, når de begynder at forstå, at denne interesse kræver en aktiv indsats fra deres side, som regel "trækker sig tilbage", – så alvorligt mente de det heller ikke! Således nærer langt de fleste mennesker f.eks. meget stor sympati for den vegetariske tanke og ser udmærket det forkerte i at dræbe dyr blot for at nyde deres kroppe og organer som føde, uden at det i praksis har større indflydelse på deres liv. De indgroede ernæringsvaner har så stor en magt over deres sind, at de, på trods af deres intellektuelle forståelse af problemet, fortsætter den fra fortiden nedarvede måde at leve på. Det er her så let at kritisere, men da kritik af et andet medvæsens måde at leve på, må være fjernt fra den virkelige åndsforskers indstilling, har jeg udelukkende berørt dette område for at vise, hvor nødvendigt det er at lære sig kunsten at være tolerant. Thi uden denne tolerance løber man altfor let den risiko ved sin nyerhvervede indsigt i tilværelsesmysteriet at støde alle sine gamle venner fra sig. Begejstring er en vidunderlig ting. Men er den ikke under kontrol, kan den let få konsekvenser af meget ubehagelig art. Kun ved sit eksempel, ikke ved hidsige diskussioner, befordrer man den virkelige vegetariske tankes vækst i verden. Og dette gælder ikke alene den vegetariske tanke, det gælder alle kosmiske tanker!!! Verden har haft nok af prædikanter. Fra utalte millioner af prædikestole og talerstole verden over er det godes sag blevet talt gennem årtusinder, uden at dette har haft det resultat, man har sigtet imod. I fremtiden vil hver eneste åndsforsker se sig stillet overfor det krav, at der må være en vis balance mellem det, han siger, og det han gør. Er der ikke det, vil omgivelserne miste deres tillid til ham, og han vil da stik imod sine egne ønsker, sin egen tro og sit eget håb mere have modarbejdet det godes sag end gavnet den! Derfor er Martinus verdensbillede med rette blevet kaldt "Tolerancens videnskab", idet han på alle områder viser os, at uden en virkelig dybtgående tolerance intet virkeligt åndeligt fremskridt.

Og det er altså her uhyre nødvendigt at forstå, at fordi De og jeg har en indre utilfredsstillelig hunger efter åndelig viden, er dette ikke ensbetydende med, at vore omgivelser har den samme hunger, – selvom de i ord giver udtryk for at være åndelig interesseret! Årsagen til dette forhold er dels at søge i, at de mennesker, med hvem vi er i berøring, midlertidigt er mere interesseret i rent fysiske anliggender (penge, social position osv.) eller dels føler sig så stærkt knyttet til den religiøse gruppe eller menighed, de ved deres evne til at tro endnu er bundet så stærkt til, at de simpelthen føler det som en slags åndeligt forræderi at lytte til en nyorientering indenfor dette specielle område.

Da kræfterne fra den nye kosmiske verdensimpuls imidlertid griber ind i vort daglige liv på alle områder, idet det er dem, der ligger til grund for den vældige forvandlingsproces verden af idag befinder sig i, er det af stor værdi for os at have en rent praktisk rettesnor i vor vurdering af de mennesker, med hvem vi er i daglig berøring. Og her viser Martinus os, at det faste punkt i vor vurdering af menneskehedens åndelige standard finder vi i dens holdning til den gamle verdensimpuls. "Gennem denne holdning", siger Martinus, "bliver vi vidne til, at denne impuls for tusinder af menneskers vedkommende er blevet forældet, ligegyldigt hvadenten den fremtræder i form af Buddhisme, Islam eller Kristendom og ganske uafhængigt af, om man er født øster- eller vesterlænding". Livet viser os, at Martinus har ret i dette syn. Overalt møder man idag mennesker, som med det meste af deres liv lever udenfor verdensreligionernes rammer. Vi kalder disse mennesker "moderne" og mener i virkeligheden dermed, at de har gjort sig fri af religionens indflydelse. Dette synspunkt er imidlertid ikke rigtigt. Disse mennesker har nok gjort sig fri af religiøse dogmer og postulater, men de er ikke irreligiøse. De er blot begyndt at tænke selv, og de ædleste iblandt dem har forlængst fundet ind til forståelsen af den dybe forskel, der er imellem de store Vises egne klare ord og de vældige teologiske "overbygninger", man har rejst over disse ord. De har med andre ord lært at skelne mellem den symbolik, de store Vise anvendte, og den ofte grusomme og livsnedbrydende "bogstavform" de autoriserede religionssamfund jorden over anvender.

For at få et klart billede af det jordiske menneskes holdning til den gamle og den ny kosmiske verdensimpuls har Martinus delt menneskeheden i to meget stærkt fra hinanden afvigende grupper, nemlig "gruppe A", i hvilken vi finder alle de mennesker, der føler sig færdig med den gamle kosmiske verdensimpuls og derfor nu står åbne og modtagelige for den ny kosmiske verdensimpuls' budskab, og "gruppe B" hvis tilhængere endnu på alle områder er bundet til den gamle verdensimpuls åndelige ideindhold. Men derudover deler Martinus den samlede menneskehed i seks specielle kategorier, af hvilke de tre første hører under gruppe A, medens de tre sidste hører under gruppe B. Alle vil vi være at finde i en af disse kategorier, der udelukkende adskiller sig fra hverandre ved deres særlige udviklingstilstand.

Dette kan lyde meget teknisk, men vi bør her gøre os klart, at forskellen mellem religiøs tro og kosmisk forskning er den, at medens den religiøse tro opsætter visse regler eller dogmer, man simpelthen har pligt til at tro som udgørende den sande og endelige forklaring på tilværelsesmysteriet, så følger åndsvidenskaben den almindelige videnskabs vej, der altid må bestå i gennemførte analyser, som i dette tilfælde helt er baseret på vort eget selvoplevede erfaringsmateriale. Martinus lægger intet sted i sit værk skjul på, at han ikke ønsker at skabe nogen "ny tro". Han ønsker kun at vise det enkelte menneske, at vil det forstå livet, som det virkeligt er, kan det ikke nøjes med i sin indstilling til tilværelsens åndelige side kun at anvende sin følelse. Det må i lige så høj grad anvende sin nu fremskredne intelligens og gryende intuition.

Og livet omkring os demonstrerer indtil overdådighed, at vi alle er i berøring med tre mentale grundtyper, der, i kraft af deres specielle kosmiske struktur, nødvendigvis må reagere helt forskelligt overfor livet. Den første af disse grundtyper er mennesket, i hvis bevidsthed følelse og intelligens afbalancerer hinanden, verdens ædleste mennesketype, fordi den altid i daglig livspraksis demonstrerer den ligevægtige og dermed kærlige væremåde, der aldrig dømmer, aldrig ydmyger, aldrig er intolerant, men derimod i alle livsforhold både forstående og dermed positiv. Denne type har Martinus betegnet som "første kategori", og det er på dens skuldre, det største åndelige ansvar altid har hvilet, enten den så befandt sig indenfor gruppe A's eller gruppe B's område. Beskeden og ydmyg af natur har denne gruppes repræsentanter altid været "Guds bedste medarbejdere", enten det så har drejet sig om fuldbyrdelsen af den gamle kosmiske verdensimpuls idealer, eller hvor det nu drejer sig om forståelsen af den ny kosmiske verdensimpuls ideindhold, der jo i sin dybeste natur kun udgør en forlængelse af og en afklaring af det virkelige ideindhold i den gamle kosmiske verdensimpuls.

– – – – – –

Da det er det indbyrdes forhold mellem følelse og intelligens, der udgør den bestemmende faktor for det levende væsens viljeføring, for dets partiskhed eller upartiskhed overfor dette eller hint, for dets religiøse standard, for hvad det kan tro på og ikke tro på, kort sagt for hele dets handle- og væremåde, er det af uhyre værdi, at man gør sig dette forhold klart. Uden en virkelig forståelse af dette forhold, vil det være absolut umuligt at skabe sig selv et klart udgangspunkt i sin Vurdering af de mennesker, man omgås og muligheden for en positiv samtale med dem om de problemer, der optager en selv så stærkt.

– – – – – –

Medens første kategori i både gruppe A og gruppe B simpelthen var "ligevægtsvæsener" i kraft af deres overlegne anvendelse af de intellektuelle kræfter, vi kalder "følelse" og "intelligens", er forholdet et helt andet med de mennesker, der befinder sig i gruppe A's og B's anden kategori, idet disse mennesker lider under en dominerende følelse i forhold til deres intelligens, en sjælelig tilstand, der på een og samme tid prædestinerer dem til at være religiøse, men også i altfor mange tilfælde til at drive deres religiøsitet ud i en for dem selv og deres omgivelser meget farlig fanatisme. Det er meget populært at betegne disse mennesker som "følelsesmennesker", og denne betegnelse rummer den sandhed, at disse mennesker i næsten alle livets situationer lader sig lede af deres følelse. Sandt nok kan dette give sig meget smukke udslag, men det kan som antydet også resultere i meget farlige kosmisk-kemiske kombinationer, af hvilke det, vi kalder "fanatisme", vel nok er den værste. Da al livsoplevelse beror på at blande de kosmiske kræfter, som vi ustandseligt er i berøring med, på de rette måder, er det af uhyre stor vigtighed at lære disse kræfter og deres rette anvendelse at kende. Og ingen type skader vel den bevægelse, han er i berøring med, mere end fanatikeren eller mennesket, der ikke kan kontrollere sine egne følelser, og det hvadenten han er knyttet til den gamle eller den ny kosmiske impuls' idemateriale.

– – – – – –

Den tredie grundtype, som vi dagligt er i berøring med, afviger fra de to andre typer ved at være domineret af deres intelligens. Medens første kategori i både gruppe A og B var ligevægtsvæsener, og anden kategori i virkeligheden mentale uligevægtsvæsener med følelsen som dominerende faktor, så er tredje kategoris væsener i både gruppe A og B uligevægtsvæsener med intelligensen som dominerende faktor. Intelligensenergien er en neutral energi, der afviger fra følelsen ved at kunne trænes og udvikles, uden at personen derved oplever lidelse. Hvor således følelsens vækst i et menneskes sind altid er afhængig af personlig, selvoplevet lidelse, er intelligensens vækst neutral i den forstand, at dens vækst simpelthen kun er afhængig af det medfødte anlæg plus undervisning. Har et menneske en medfødt glimrende intelligens, der ikke afbalanceres af en tilsvarende udviklet følelse, står alle veje lige fra den overlegne forbryder, den overlegne forretningsmand til den overlegne videnskabsmand det åben. Thi et menneske, der ikke generes af sin følelse, generes heller ikke af nogen moral. Og livet demonstrerer dagligt for os den rolle, denne type spiller. Vi møder den overalt. I forretningsverdenen hvor den uden skrupler udplyndrer "den mindre kloge", i videnskabsmandens laboratorium, hvor den uden antydning af moral udfinder de mest morderiske metoder til udslettelse af menneskeliv, i forbryderverdenen hvor den repræsenteres af de "chefgangstere", der ofte optræder som rene "konger", og i den politiske verden, hvor mange af dens repræsentanter, når det er nødvendigt, skifter de "meninger", de har kæmpet for, ligeså let som kamæleonen skifter farve.

– – – – – –

Jeg har her i korte rids givet Dem et førsteindtryk af Martinus måde at analysere på. Det har været mig meget magtpåliggende at give Dem en førsteviden om de her skildrede tre "grundtyper". At der imellem disse typer findes utallige trin, der indbyrdes forbinder dem, såvel som vi alle i givne situationer repræsenterer så den ene og så den anden af dem, ændrer ikke den kendsgerning, at vi alle, hver eneste dag, møder disse typer på vor vej. Og vi bør gøre os ganske klart, at medens vi altid kan påregne stor sympati for vore åndelige synspunkter hos repræsentanter for første kategori, der altid vil lytte til os med både kærlighed og forståelse, vil det modsatte ofte være tilfældet hos repræsentanter for anden kategori. Disse mennesker er ofte så hårdt bundne til deres egne opfattelser, at de, om man ikke passer på, kan flamme op i den hårdeste intolerance overfor ens synspunkter. Disse mennesker er ofte meget retshaveriske og meget selvsikre og nærer ingen angst for at udtale selv de hårdeste domme og skarpeste fordømmelser af nye åndelige synspunkter. Og endelig bør man ikke lade sig skuffe, om man, i en samtale med en af repræsentanterne for tredie kategori, bliver mødt med et overbærende, alvidende smil. For disse mennesker er religion og de derindunder hørende spørgsmål ofte identisk med den rene naivitet. Som forretningsmænd kan de være akkurat så charmerende, som ulven er det i den verdensberømte historie om "Ulven og Rødhætte". Som politikere er de ofte snedigere end slangen og som videnskabsmænd ofte lige så kolde og hjerteløse som den mest kyniske forbryder. Men det her nævnte udgør kun yderpunkterne. Modsat dem, står "blandingstyperne". Den her nævnte analyse udgør således kun en begyndende vejledning, som det er nyttigt at kende, og som Martinus i Livets Bog's 1.ste del, 5.kap. har uddybet langt mere, end jeg i et kort brev har mulighed for at gøre det. Men jeg har ønsket at påvise disse vigtige faktorer, fordi de, ret forstået, kan være Dem en hjælp til at undgå at omtale kosmiske problemer for de helt forkerte mennesker og dermed bringe Dem ind i en situation, hvor De løber en risiko for at miste kontakten med et menneske, som ellers i andre forhold har vist sig at være Dem en god og forstående ven. Thi mere end noget andet sted i livet gælder det indenfor åndelige områder, at "tale er sølv, men tavshed er guld!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.